Natalia Deriouguina stopper med håndbold efter ni år i Viborg og vil hjem til kæresten i Moskva.
Natalia er et flot og velklingende navn, men i Viborg foretrækker de at kalde hende Natasja. Det skyldes, at der er mere knald på det navn, når det råbes i takt af nogle tusinde stemmer i Viborg Stadionhal.
Natalia Deriouguina er glad for kælenavnet. Og hun er også glad for de næsten ni år, hun har boet i Viborg og spillet for byens magtfulde kvindehold i håndbold.
Nu går turen snart hjem til Moskva. Den stille moskvit forlader Viborg med en perlerække af flotte resultater bag sig. Hun vil blive hyldet til den store guldmedalje i sin sidste optræden for de grønklædte Viborg HKere.
Det bliver også en mærkedag og en milepæl for hende selv, for kampen er den sidste i hendes karriere, som startede for 19 år siden i Moskva-klubben Luch. Natasja Deriouguina bliver 32 i april.
»Jeg kunne godt få en kontrakt i Luch, men jeg vil ikke mere. Jeg er mæt af håndbold,« siger Natasja. Hun har en kæreste at vende hjem til.
»Vi har kendt hinanden i 13 år. Jeg glæder mig til at bo i Moskva igen, hvor jeg vil gå videre med et idrætsstudium. Inden Viborg-tiden læste jeg i fem år, så jeg mangler halvandet år,« siger hun.
Kæresten har et vellønnet job i medicinalindustrien, hvor han rejser meget. Det har ikke været muligt for ham at flytte til Viborg. »Jeg har været hjemme i Moskva fire-fem gange om året,« siger hun.
Forskellen på en mastodont af et land og lille Danmark var selvfølgelig noget, hun reflekterede på i 1994.
Men hvis hun selv skal finde noget, der overraskede hende, er det en lille dansk hygge-ting: »Stearinlysene,« siger hun. »Jeg kendte dem godt, men jeg vidste ikke, at de kunne bruges i hjemmene for at hygge omkring folk. Jeg tog hurtigt idéen til mig. Nu elsker jeg stearinlys.«
Det værste var sproget. Russisk og dansk er en dårlig tandem. »Jo, det var meget svært. Jeg startede på et intensivt sprogkursus, men der gik lang tid, før jeg kunne være med i samtaler med flere danskere,« siger Natasja Deriouguina.
Træneren Ulrik Wilbek havde også et problem: »Natasja er så autoritetstro, at hun bare svarede ja til, at hun havde forstået mit taktiske oplæg. Men det viste sig, at hun ikke havde forstået det,« siger han.
Wilbek om mennesket bag: »Hun er ikke alene stille, men næsten selvudslettende. Det er mit indtryk, at hun hviler i sig selv. Natasja har haft stor betydning for Viborg HK. Hun er den stregspiller, der sætter den bedste screening i verden.«
Natasja er ikke meget for at tale om forskellen på Danmark og Rusland. For hende er det to dejlige lande. Da hendes mor kom på besøg i Viborg, kaldte hun det ifølge Ulrik Wilbek et paradis. Men den bemærkning husker Natasja Deriouguina ikke.
Hun ser frem til at bo i Moskva igen. »Jeg savner storbyen. Moskva er en dejlig by,« siger hun. Når hun går tur i Viborg, genkendes hun hele tiden. Det er fint nok. Men er hun i Moskva, kan der gå måneder imellem, at hun møder et menneske, hun kender.
Natasjas danske livret er flæskesteg med rødkål. Hendes livret på banen er de studsede indspil, der især kommer fra Heidi Astrup. »Da jeg kom til Viborg, var Heidi Astrup her sammen med en lang række af gode spillere, Tanderup, Hoffmann, Kolling og Munk Lauritsen. Jeg ved ikke, om holdet fra dengang er bedre end det nuværende. Det tror jeg egentlig ikke. Men der var flere personligheder eller profiler dengang,« siger Natasja. Hun er selv en personlighed.
Englen på stregen vækker opsigt foran TV-skærmene, når hun spærrer øjnene helt op og svæver ind over stregen. »Ja, jeg ved det godt,« siger hun med et genert smil. »Jeg har selv set de store øjne på slow billederne. Det skyldes mit signal til Heidi Astrup og de andre. Når vi får øjenkontakt, ved de, om de skal spille mig.
Og så er det også min måde at lave fuld koncentration, når jeg får fat i bolden. Jeg bevarer øjnene godt opspilede, indtil jeg får sendt bolden afsted,« siger Natasja. Hun har også været på ønskesedlen i andre danske klubber.
»I de sidste år har jeg fået to-tre tilbud. Men jeg kunne slet ikke tænke mig at flytte til en anden dansk by. Jeg er nok en person, der holder af tryghed, og den har Viborg og VHK givet mig.« Ved siden af håndbolden arbejder hun 20 timer om ugen som pædagogmedhjælper i en børnehave.
»Det er et dejligt arbejde. Børnene har det rigtig godt, men jeg kan bare ikke forstå, at de skal afsted på så mange udflugter. Det gør vi ikke i Moskva.«
»Skal du ikke selv have børn?« »Jo, det tror jeg. Men jeg tager nu ét år ad gangen. Foreløbig gælder det om at gøre min tid i Viborg færdig. Og så skal jeg finde mig til rette i Moskva igen.« Børnehaven og håndbolden fylder det meste af hendes dage.
»Jeg har venner både i håndbold og udenfor.
|
Triumferne Natalia Deriouguina, født 23. april 1971 i Moskva. Stregspiller. Højde 180 cm. 197 landskampe for Rusland. Stoppede på landsholdet for tre år siden. Triumfer med Viborg HK: Dansk mester 1995, 1996, 1997, 1999, 2001, 2002. DM-sølv 1998. Pokalvinder 1996. EHF Cup vinder 1999. Champions League-finalist 1997 og 2001. Andre triumfer: Bronze ved OL 1992. VM guld 1990. U-VM guld 1987 og 1989.pil |
For eksempel kender jeg et ægtepar på landet, en kvinde fra Hviderusland og en dansk mand, som jeg besøger en del.
Ellers går jeg i biografen. Eller tager en tur på skøjterne,« siger Natasja Deriouguina. Hun kan opleves igen i eftermiddag, når Viborg tørner sammen med Leipzig i Champions League. Så svæver englen på stregen endnu engang hen over gulvbrædderne i den grønne Viborg-trøje.
DR TV 16.15
