Christian Poulsen er vendt tilbage til FC København efter en lang og flot fodboldkarriere i Europa. Han har optrådt i de fem største ligaer på kontinentet og har oplevet mere end de fleste danske fodboldspillere nogensinde kan drømme om.
Her er hans beretning om de 12 år i udlandet og den lange rejse hjem, der måske ikke er forbi endnu for den 34-årige midtbane-spiller, der først i en sen alder for alvor begyndte at nyde fodbolden.
Christian Poulsen er igen tilbage i FC København - efter mere end 4000 dages fravær og efter ophold i seks forskellige europæiske ligaer.
Ophold, der har gjort ham historisk, fordi han kun er den anden spiller i historien, der kan sige, at han har optrådt i de fem største ligaer.
Her er hans beretning om de 12 år i udlandet og den lange rejse hjem, der måske ikke er forbi endnu for den 34-årige midtbanespiller, der først i en sen alder, for alvor begyndte at nyde fodbolden.
FCK 2001-2002
- Året 2001 var helt vildt for mig. Fra januar til december fik jeg debut på FCK's førstehold, scorer i den afgørende kamp mod Brøndby om mesterskabet, vinder Superligaen, to tætte kampe mod Lazio i Champions League-kvalifikationen, to kampe mod Ajax og derefter Dortmund samt debut på landsholdet mod et stjernespækket hollandsk landshold. Og derefter blive solgt til Schalke 04.
- Det var samtidig en hektisk tid for FCK, hvor Roy Hodgson forlod klubben og tog til Udinese i Serie A, og vi skulle videre efter ham. Det var store sko, han efterlod. Det var en enorm omvæltning for en ung mand som mig, der havde haft diskussioner med min far om at holde fast ved studierne og prøve at balancere det med fodbolden. Derfra til at droppe de ni måneders studie på matematik og satse alt på fodbolden og før udgangen af 2001, var jeg solgt for 50 millioner kroner plus bonus til Schalke 04.
- Det kunne faktisk være gået helt anderledes. Birmingham fra den næstbedste engelske række var klar til at smide et meget stort millionbeløb for mig, og der var skal vi sige, stærke lederkræfter i FCK, der pressede på for at få den handel igennem. Samtidig forsøgte Roy at hente mig med til Udinese, men det var FCK af indlysende årsager ikke interesserede i.
- Dialogen med Birmingham endte med at blive den store test for min advokat Jørn Bonnesen og jeg, og efter besøget i Birmingham har jeg brugt ham som min rådgiver lige siden. FCK var enige med dem om et køb, så Jørn og jeg fløj til Birmingham for at lytte til deres tilbud og eventuelt forhandle mine vilkår på plads, og vi havde en god snak med daværende manager Trevor Francis og direktør Karren Brady, men der var nogle ting, der stak ud. Vi fik at vide at mødet skulle være hemmeligt, men allerede i lufthavnen så vi de første spisesedler om 'Danes fly in..', og pressen vidste alt, hvad der foregik og deres forestillinger til en kontrakt levede ikke op til vores forventninger. Jeg var heller ikke overbevist om, at den meget fysiske The Championship var det rette valg for mig, og Jørn bakkede mig op og rådede mig til at gå efter min mavefornemmelse. 'Der kommer noget bedre'.
- Birmingham endte med at rykke op, men der kom noget bedre. Via Jacob Laursen, der spillede i FCK dengang, fik jeg, at vide Dortmund var interesserede i mig. Jørn tog en snak med dem i København De var meget interesserede og begyndte forhandlinger med FCK. Tilfældet ville så, at vi skulle møde dem i Europa, så forhandlingerne gik lidt i stå, mens de kampe stod. I mellemtiden blev jeg udtaget til landsholdet. og i landsholdslejren kom Ebbe Sand over til mig, og fortalte at Schalke var ude efter mig og om det kunne være noget. Med to så store klubber interesserede så har man som spiller og sælgende klub gode kort på hånden, især fordi Schalke gerne ville reagere hurtigt. De var tidligere blevet overhalet indenom af rivalerne Dortmund, der hentede tjekkiske Tomas Rosciky for næsen af dem. Den risiko ville Schalke ikke løbe igen, så da vi spillede returkamp ude mod Dortmund, hvor jeg havde karantæne, sad jeg ikke på tribunen, men var kørt de 20 minutter derfra til Schalkes stadion og lukkede en aftale med dem.
- Det var en god handel for FCK og jeg tror ikke længere de ærgrede sig over, det gik i vasken med Birmingham.
Schalke 2002-2006
- Handlen blev effektueret efteråret 2001, men jeg fik lov til at vente med at skifte til sommeren 2002. Vi endte med at tabe mesterskabet den sidste spilledag på målforskellen til Brøndby. Det ærgrer mig stadig.
- Schalke var en helt ny verden for mig. I løbet af de fire år lærte jeg virkelig, hvad det vil sige at være professionel, men ikke kun på en positiv måde. Årene i Schalke var ikke kun en dans på roser, men jeg var god til at arbejde mig op ad de huller, jeg faldt i rent mentalt, når jeg enten ikke fik spilletid eller blev brugt ude af position som højre back.
- Nu var tiden med at være talentet, der kun kan overraske positivt endegyldigt forbi. Tysk fodbold er lidt anderledes end andre ligaer. Man får halvdelen af sin løn som grundløn og resten af lønnen er præstationsbetinget alt efter om man udtages til kampe eller ej. Den bonus vil alle i truppen selvfølgelig gerne have fat i og det sætter sit præg på træningen, hvor man virkelig går til den, og der opfordres til det. Meget træning er mand mod mand og gerne ens direkte konkurrent på pladsen. Det giver knubs og blå mærker og en vis egoisme. Hvor man i dansk eller hollandsk fodbold naturligt tænker ind, at hvis jeg stiller mig her, så kan jeg hjælpe mine holdkammerater. Det gør man ikke i Bundesligaen, for der handler det om at feje for egen dør, for mange af trænerne går op i at udpege en syndebuk for det og det mål, der er lukket ind, og har man fejet for egen dør, så bliver man ikke den syndebuk, og chancen for at spille igen ugen efter det er større.
- Der var tider i Tyskland, hvor jeg tog mig selv i at glæde mig til karrieren var forbi, og jeg kunne lave noget andet end fodbold, men her år senere tænker jeg, at det måske også lidt var den unge, forkælede Christians tankegang.
- Schalke havde sæsonen før jeg kom tabt mesterskabet til FC Bayern i sidste spillerundes overtid. Der var store forventninger om, at nu skulle det være for os, men det havde vi ikke holdet til. Selv om truppen havde 25 landsholdsspillere, så manglede der lige det sidste, men alligevel blev vi nummer to, to gange og deltog i Champions League og kom langt i Europa League.
- Da min kontrakt var ved at udløbe, ville Schalke gerne forlænge, men jeg var i tvivl. Skrev jeg en ny fire-årig kontrakt ville chancen for et nyt eventyr være lille, og som kontraktfri havde jeg alle muligheder åbne. Desuden havde Ebbe Sand bestemt sig for at stoppe, og det betød også meget for mig. Han var en god støtte i min tid i Schalke.
- Villerreal spillede virkelig godt fodbold på det tidspunkt, og kom hurtigt ind i billedet. Jørn og jeg havde flere møder med Villarreal, og de ville købe mig fri af min kontrakt, men det ville Schalke ikke høre tale om. Vi blev enige med Villarreal om en fra begge sider betinget rammeaftale for, hvordan en kontrakt kunne se ud efter kontraktudløb med Schalke. Der havde jeg gjort op med mig selv og min kone, at vi var klar til noget nyt.
- Vi havde tidligere på sæsonen mødt AC Milan i Champions League, og det gik jo lidt voldsomt for sig med Gattussos provokationer som følge af Totti-episoden ved EM 2004, men jeg er stolt over, at jeg holdt hovedet koldt og spillede en af mine bedste Schalke-kampe under det pres i Milano. Så jeg blev overrasket over, at vi pludselig fik en henvendelse fra Milan om, at de var interesserede. Italien, Serie A og et af verdens største klubhold lød jo ikke dårligt, men jeg var ikke sikker på deres hensigter. De havde Pirlo, Ambrossini og Gattusso på toppen af deres karriere, så hvordan ville jeg stå i det hierarki, når jeg kom som gratis spiller. Prisen på en spiller betyder meget for om, man er tiltænkt en startede rolle eller ej. Milans første udspil signalerede tydeligt, at de så mig som en backup-spiller.
- Vi tog til Milano for at forhandle nærmere. Samtidig informerede vi dem selvfølgelig om den rammeaftale, vi havde med Villarreal. Jørn havde inden mødet gjort forbeholdet i rammeaftalen gældende over for Villarreal, så den var ikke bindende, men alligevel var Milan irriterede over det. De gav os et nyt udspil, som var forbedret. Milan ville ikke have støj i forhold til Villarreal, hvorfor vi selv skulle stå på mål for aftalen med Villarreal. Det var OK for os. Der var ikke noget reelt problem. Det holdt jo også stik. Men jeg var stadig ikke sikker på min plads på holdet. ikke mindst fordi Milan året før havde hentet Johan Vogel, en schweizisisk midtbanespiller på fri transfer, og selv om han havde et godt navn, så havde han ikke set meget spilletid. Skulle jeg være denne sæsons Vogel?
Sevilla 2006-2008
- Jeg har ikke haft en fast karriereplan, men da jeg skiftede til Sevilla spillede det alligevel ind i min beslutning. Min kone og jeg så fodbolden som en mulighed for at rejse ud i verden med åbent sind og ville gerne opleve forskellige kulturer. Sevilla havde vundet UEFA Cup'en med rigtig flot fodbold, og kunne være præcis det step, der muliggjorde et endnu større skifte, og som kontraktfri stod jeg i en god position i forhold til at få en kort kontrakt og en lav frikøbsklausul.
- Vi havde via agenten Bayram Tutumlu forhandlet med Sevilla tidligere på året, og pludselig kom Sevilla tilbage med et godt tilbud.Vi fik omgående et godt indtryk af klubben. Jeg fik en aftale på tre år, garanti for at spille og en frikøbsklausul på 10 millioner euro (75 mio. kr., red.) hvilket efter danske forhold er mange penge, men ikke i de store ligaer. På den måde så Sevilla også mig som en investering, hvor de følte sig nogenlunde sikre på, at have mig i to år og derefter indkassere en pæn transfer.
- Vi fik en datter i Schalke og vores ældste søn i Sevilla, trivedes rigtigt godt som familie og nød den spanske livsstil. På banen var det også virkelig godt. I de to år jeg var i Sevilla vandt vi UEFA Cup'en en fantastisk aften i Glasgow, vandt 5-2 over Real Madrid og 3-0 over Barcelona i den europæiske Super Cup blot for at nævne et udpluk. Vi spillede meget offensiv og seværdig fodbold, og jeg kunne mærke, at jeg nærmede mig toppen af min præstationskurve, hvor meget gik op i en højere enhed.
- Men tiden i Sevilla blev også meget intens. Antonio Puerta døde på samme hospital, hvor vi en uge senere fik vores søn, og det blev på mange måder en meget følelsesladet tid. Man fik virkelig slået brutalt ind i hovedet, at der er mere end fodboldens lukkede verden, og vi var som hold meget berørt og mærket af Puertas dødsfald, og de to år, vi boede i byen, endte med at føles som fem eller mere, fordi der kom så store følelser i spil på så kort tid.
- Der var allerede tidligt skriverier om Real Madrid og FC Barcelonas interesse, men hvor konkret den var, det ved jeg stadig ikke. Jeg hørte aldrig selv noget, men Barcelona hentede jo både Alves, Adriano og Keita i Sevilla, så de så vores vej, og jeg har på fornemmelsen, at Bayram Tutumlu, som havde gode kontakter, prøvede på at få noget til at ske, og jeg ved, at han og Jørn havde nogle drøftelser med Barcelona, men om der egentlig var noget, aner jeg stadig ikke. Bayram kan meget, men er også er en kulørt person, og vi endte med at gå en helt anden vej. Drømmen for mig var selvfølgelig Barcelona eller Real Madrid, men da Juventus via det store agentfirma IMG meldte deres interesse og var klar til betale 10 millioner euro for mig, så var det også kæmpestort.
- Juventus ville have en meget hurtig afklaring og sendte fire klub-bosser til Sevilla. For at holde det low profile mødtes vi hjemme hos os. Ungerne var hjemme og løb rundt og legede, mens vores spanske hushjælp Carmen lavede mad samtidig med, vi sad der i stuen og forhandlede med Juventus, der havde sendt alle deres topfolk. Det billede siger meget om tiden i Sevilla og om Juventus. Som et kuriosum kan nævnes, at valget stod mellem Xabi Alonso fra Liverpool og mig. Træneren ville have mig.
Juventus 2008-2010
- Jeg gjorde mig selvfølgelig mine overvejelser, før jeg sagde ja. Der var jo stadig Totti-affæren og Gattusso-episoden, der spøgte, men som familie var vi klar på at opleve noget nyt. Og Juventus er jo Juventus.
- Rejsen gik videre og vi blev installeret i en lille by i udkanten af Torino, som hed Moncalieri. Det blev en kamp for mig at komme på holdet, men som familie var det fantastisk. Når jeg havde fri, kørte vi ned til kysten syd for Genova eller nød livet i landsbyen. Vi boede tæt ved Olof Mellberg og Alex Manninger, frokosten blev indtaget på den lokale stamcafe, og vores datter gik i en børnehave, hvor personalet var nonner. Ren idyl - uden for banen.
- Juventus var som klub ved at rejse sig efter bestikkelsesskandalen 'Calciopoli', og for en klub med Juves størrelse gælder kun titler. Andenpladser er en fiasko. Som udlænding har man lidt længere vej til førsteholdet, end italienerne har, og jeg fik vel knap 20 kampe i den første sæson. Jeg havde dog en længevarende skade, men sportsligt gik det ikke for mig som i Sevilla.
- Der bliver skrevet og sagt helt åndssvagt meget om fodbold i Italien. Medierne flyder over med det, og når der primært bare står kritiske ting, og at den og den spiller skal væk, så forsøger man at skærme sig selv ved at undgå at følge med. Men hypen er meget koncentreret omkring kampene. Når man har fri, så er det en helt anden verden. Okay, Alessandro del Piero kunne ikke gå frit og ubesværet omkring, men jeg har altid insisteret på at bevæge mig ud i de byer, hvor vi boede, og så må man skrive de autografer, som folk beder om, og snakke med de fans, der nu henvender sig. Selv da Gattuso brækkede noget i min fod med en hård tackling, ringede han efterfølgende og sagde undskyld, og vi førte en helt normal samtale.
- Ranieri var træner i min første sæson, og selv om vi blev nummer to, så blev han fyret. Sådan er det bare i Juventus. Ingen titel, ingen snor og hele holdet skal skiftes ud. Vi var et par stykker, som klubben gerne ville af med efter den første sæson, og selv om den nye træner Ciro Ferrara lod som om, han ikke vidste, hvad jeg hed eller udtalte mit navn forkert og fjollet for at psyke mig, så ville jeg ikke give op. Jeg var såret på min faglige stolthed og tænkte, at en chance som Juventus får man kun en gang. Nu skal jeg fandme vise dem, så på en meget lang vej og kedelig træningslejr oppe i bjergene gjorde jeg alt, jeg kunne for at være bedst i samtlige løbetests, og det blev jeg. De skulle ikke kunne sætte en finger på mig, og det bar frugt.
- Da jeg startede inde i sæsonens første kamp, var det en meget stor personlig sejr for mig, men slaget var tabt på forhånd. Sommeren efter kom der igen ny træner og ny sportsdirektør og min tid i Juventus var forbi, så da Roy Hodgson ringede til mig og sagde, han havde brug for mig i Liverpool, så var jeg ikke i tvivl.
- Fenerbache henvendte sig også efter at være blevet enig med Juventus om en transfer, men dem var jeg ikke interesseret i, så vi pakkede taskerne og rejste til England.
Liverpool 2010-2011
- Roy Hodgson og jeg har en særlig connection. Roy tog mig til prøvetræning i FCK, og føler nok, jeg er hans opfindelse, så da han blev manager i Liverpool var det oplagt for mig at takke ja til. Her var der igen en træner, der troede på mig. Men det gik hurtigt op for mig, at det ville blive et ophold på lånt tid. Roy havde takket ja til en opgave, hvor han stort set kun kunne skuffe og overtog vel Liverpool i den sværeste tænkelige proces. Store forventninger, smalt budget og midt i en ejerskiftesituation.
- Roy betalte fem millioner euro for mig, og det er småpenge i Premier League. Så mit prisskilt talte ikke for, at jeg skulle være et sikkert førstevalg, men det siger også noget om, hvilket budget Roy fik at arbejde med af de daværende amerikanske ejere. Det var stramt, og manden gjorde alligevel sit bedste, men udfaldet var givet på forhånd, og da Liverpool blev solgt til en anden amerikaner, fik Kenny Dalglish lov at hente Luis Suarez, Andy Carroll og Jordan Henderson blandt andet for de penge, som der kom ind for salget af Fernando Torres. Alene Henderson kostede seks-syv gange så meget, som Roy betalte for mig.
- Dalglish gav mig chancen i nogle kampe i januar, men ellers var det slut med spilletid. Jeg glæder mig over, at jeg fik lov at opleve Anfield, Old Trafford og høre The Kop, og at vi fik vores mindste søn i Liverpool. Men jeg skulle videre. Det gav denne gang ingen mening at blive og kæmpe for pladsen. Og jeg må også være selvkritisk og konkludere, at jeg ikke stemplede nok ind til at forlange spilletid.
Evian 2011-12
- Espanyol var længe inde i billedet, og det var jeg ret opsat på. Det betød retur til Spanien og bopæl i Barcelona, men de kunne ikke betale den pris, som Liverpool forlangte. De prøvede, men forhandlingerne kom ingen vegne, men noget skulle der ske, fordi jeg havde også mistet min plads på landsholdet.
- Jeg havde en god kontrakt i Liverpool, og den ville jeg ikke bare opgive, og hvor man i Sydeuropa nok havde prøvet forskellige krumspring for at komme af med mig, så var Liverpools ejere hæderlige nok til at sige, at en aftale er en aftale. Så da Evian henvendte sig i transfervinduets sidste dage, honorerede Liverpool mit ønske om spilletid og franskmændene betalte kun en del af min hyre. Resten klarede Liverpool.
- Evian var meget anderledes end, hvad jeg ellers havde prøvet. En lille klub med to oprykninger på tre år og for første gang i den bedste franske række og dét med ligaens mindste budget. Men der var en særlig pionérånd og en masse søde mennesker, der bare ville klare det mod alle odds, og det gjorde vi.
- I starten af sæsonen var vi frygtelige på udebane, men løftede os stille og roligt som hold. Det gav mig smag for mekanismerne i holdspillet og holdånden. Det begyndte at interessere mig, hvordan man kan løfte et hold kollektivt og ikke bare feje for egen dør, og hvordan man som erfaren spiller kunne give noget videre og se de unge tage det til sig, og se dem få det til at fungere.
- Samme sommer fik jeg mine sidste minutter på landsholdet. Kan man ikke længere gøre en forskel, så skal man ikke være på landsholdet, så efter nogle samtaler med Morten Olsen var jeg egentlig ret afklaret om, at det var nu. Det var pissemærkeligt ikke længere at skulle stå der på banen og høre nationalmelodien, for det er virkelig noget helt særligt at repræsentere sit land, men jeg ville ikke længere som anfører sidde på bænken. Det gav ikke mening for nogen.
Ajax Amsterdam 2012-214
- Evian var en god oplevelse, og jeg fik spilleglæden tilbage, men jeg savnede noget størrelse, kan man vel sige. Så da Frank de Boer ringede og sagde, han ville have mig til Ajax, så gav det mening. Jeg kunne få en mentorrolle for de unge, spille for et stort publikum på et stort stadion igen, og også få lov at høre Champions League-hymnen igen. Det havde jeg savnet.
- I min tid i Holland kunne jeg hurtigt mærke, at mit landsholdsstop var en god investering. Landskamps-pauserne kunne jeg bruge på familien og restitution frem for at rejse kontinentet tyndt og træne hårdt med landsholdet. Det var godt for min krop og min form at få den ro.
- Ajax er jo en fantastisk klub, og Amsterdam en skøn by, og det var fedt at komme til en rigtig danskerklub. Der var Lucas Andersen, Viktor Fischer, Boilesen, Schöne og Christian Eriksen det første år.
- Jeg havde egentlig gjort mig overvejelser om at lave noget ikke fodbold-relateret efter min karriere, men tiden i Amsterdam gav mig lysten til at spille tilbage. Sammen med de pauser, jeg fik uden landsholdet, og det taktiske og pædagogiske ansvar, som De Boer gav mig på banen, begyndte jeg at nyde fodbolden.
- Decideret nyde fodbold er jeg faktisk ikke sikker på, jeg havde gjort før. Jeg har altid været glad for fodbold, men det fik ligesom en dimension mere i Amsterdam.
FC København 2014-?
Da min kontrakt udløb med Ajax, tilbød de mig et år mere, men lod også forstå at det var den sidste, og at der nok ville være en del tid på bænken for mig. På det tidspunkt vidste ingen, at Daley Blind ville spille et forrygende VM og blive solgt til Manchester United. Havde jeg vidst, han ville blive solgt, så havde jeg måske sagt ja alligevel.
- FCK kontaktede mig allerede i januar, men der vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle. Skulle jeg bare stoppe eller blive i Ajax, hvor jeg befandt mig godt? Samtidig overvejede min kone og jeg, om det kunne lade sig gøre med et sidste eventyr på rejsen og måske et skifte til USA.
- Sommeren gik, og jeg stod uden kontrakt og stille og roligt begyndte jeg at savne fodbolden igen, så Jørn og jeg tog en ny snak med FCK og blev enige. Den mentorrolle som Solbakken skitserede flugtede med det, jeg syntes var spændende i Ajax, og jeg synes det er utroligt motiverende nu at bruge min erfaring og diskutere fodbold med Johan Lange og andre her i klubben. Og da jeg løb på banen mod Randers, var det sgu lidt som at komme hjem. Cirklen var sluttet efter en lang rejse. Jeg tror umiddelbart, det er definitivt. Umiddelbart.
