Rusland vil afholde konkurrencer for de russiske atleter, som ikke alligevel kommer til de paralympiske lege.

København. En domstol i Schweiz har onsdag afvist en appel fra Ruslands Paralympiske Komité (RPC) i forbindelse med, at RPC vil have omstødt en kendelse fra Den Internationale Sportsdomstol (CAS), skriver Reuters.

Afvisningen af appellen betyder, at de cirka 260 russiske atleter, som var udtaget til at deltage i de paralympiske lege i Rio, nu højst sandsynligt må blive hjemme.

Kendelsen fra CAS siger, at det var lovligt, at Den Internationale Paralympiske Komité (IPC) i begyndelsen af august annoncerede en totaludelukkelse af Rusland ved para-OL på grund af Ruslands statsstøttede dopingprogram.

Ifølge Reuters kunne domstolen i Schweiz kun omstøde CAS-dommen, hvis det kunne bevises, at der er sket procedurefejl i sagen, og det viser sig nu, at det ikke har været beviseligt.

Afvisningen af appellen betyder, at de cirka 260 russiske atleter, som var udtaget til at deltage i de paralympiske lege, må blive hjemme.

Men det tyder på, at Rusland var forberedt på udfaldet, for tidligere onsdag meldte den russiske regering ud, at man i næste uge vil holde en todages konkurrence for de paralympiske atleter, der ikke kommer med til legene i Rio.

- Vi planlægger at afholde en række konkurrencer 7. og 8. september for de atleter, der har trænet i og omkring Moskva i forbindelse med at tage til de paralympiske lege, siger chefen for RPC, Vladimir Lukin.

/ritzau/