____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Brian Nygaard skriver eksklusivt for B.T. under hele Tour de France.

Du kan læse hans klummer løbende i B.T., via B.T.s Tour App (hent den gratis i AppStore) eller du kan få dem her på B.T. Plus. Du kan enten købe dem enkeltvis eller læse dem som en del af et B.T. Plus-abonnement. De koster 3 kroner stykket per klumme - et abonnement koster 29 kr. for en måned eller 249 for et år.


Jeg er udmærket klar over, at der hjemme i Danmark er meget fokus på Leopard-Trek holdets rivalisering med Bjarne Riis og Saxo Bank-SunGard.

Det er vel kun logisk med den historik, der knytter sig til de to hold og mange af de ryttere, som har valgt at køre for os. Og den meget følelsesladede debat især i Danmark er vel også et udslag af, at der er en stor duel i sigte mellem Andy og Alberto. Men i min optik er der sagt mere end rigeligt om strid og rivalisering, og det er ærligt talt svært at tærske mere langhalm på det konfliktstof.

Sjovt nok kom vi jo til at dele hotel med Saxo Bank-SunGard i dagene op til Tour-starten. Da vi ankom til Frankrig onsdag med hele holdet, anede jeg intet om det, før vi stod udenfor hotel Aloé i Les Herbiers. Og jeg må indrømme, at jeg havde svært ved ikke at se komikken og ironien i, at vi skulle bo dør om dør.

Faktum er, at vi godt kan være i stue sammen. Og ja, jeg er faktisk på talefod med Bjarne. Så sent som i går mødte jeg Bjarne på hotellet og jokede med, at vi ville skrive kontrakt med hans søn Thomas (Nybo Riis, red.), der lige er blevet udtaget til det danske landshold i Post Danmark Rundt. Det fik vi et godt grin ud af. Jeg har også været rundt og hilse på Saxo Bank-Sungards mekanikere og de andre, jeg kender fra staben fra mine år på holdet. Det er meget hyggeligt.

På Leopard-Trek er planen for Tour de France 2011 klar. Vi er kommet hertil for at få succes.

Det er lidt mere end et års hårdt arbejde skal nu forløses på landevejen over de kommende tre uger. Det er en fornøjelse at være her og se, hvordan alle de brikker og klodser, vi som ledelse har siddet og rodet, nu falder på plads. Rytterne har skullet have de bedste betingelser for at kunne præstere deres ypperste og det synes jeg også de har fået. Det føles ubeskriveligt godt at være nået dertil, hvor vi er nu. Jeg synes vi har grund til at være stolte over det - både sportsligt og som ledelse, for det har krævet meget planlægning af alle i opstartsfasen.

Det er bare ikke alt her i livet, man kan planlægge sig ud af.

Vi kom til Giro d’Italia i maj måned uden de store sportsligt forventninger. Men vi var naturligvis helt uforberedte på den tragedie, som ramte vores hold, da Wouter Weylandt styrtede og omkom.

Vi mistede en ven og en holdkammerat. Der var ingen trøst at finde i, at et ungt menneske skal dø. Men jeg er glad for, at vi som hold fandt lindring i at kunne dele vores sorg og også være sammen om at gøre noget for de efterladte.

Det har uden tvivl været en motivationsfaktor, at vores rytterne har kunnet gå efter at køre en sejr hjem til minde om Wouter. Det var med til at understrege, hvor vigtigt det er med sammenhold og hvor tæt knyttede, vi er til hinanden. Det kan man godt være tilbøjelig til at glemme, når løbet kører og rytterne er i ekstremt pressede situationer.

Jeg er blevet spurgt mange gange, om jeg har et særligt fokus på Saxo Bank-SunGard. Men jeg er af den overbevisning, at hvis man har sit fokus for meget et sted kører de andre bare fra dig. Det skal ikke ske!