Søndag så vi igen Sønderjyske levere varen i hjemmekampen mod Nordsjælland. Og vi så igen et hold, der aldrig lægger sig ned.

Jeg må blankt erkende, at jeg bliver ved med at tage fejl af det hold. Jeg har efterhånden fået sagt mange gange, at det ville stoppe på et tidspunkt, men det gør det jo ikke, må jeg konstatere. Jeg har den dybeste respekt for det, de gør.

Holdets kollektive sammenhængskraft er Sønderjyskes helt store styrke, men kampen søndag blev for mig dog også en ny påmindelse om, at der også i Sønderjyske er nogle af Superligaens mere undervurderede profiler.....

Opret abonnement på BT PLUS og læs BTs fodboldekspert Peter Sørensens klumme om de undervurderede spillere, som i øjeblikket sætter deres præg på Superligaen - i særdeleshed hos Sønderjyske, hvor flere af de undervurderede profiler har haft stor betydning for sølvmedalje-kandidaternes store succes - du får samtidigt adgang til tusindvis af artikler, guider og reportager i BT PLUS-universet...


Søndag så vi igen Sønderjyske levere varen i hjemmekampen mod Nordsjælland. Og vi så igen et hold, der aldrig lægger sig ned.

Jeg må blankt erkende, at jeg bliver ved med at tage fejl af det hold. Jeg har efterhånden fået sagt mange gange, at det ville stoppe på et tidspunkt, men det gør det jo ikke, må jeg konstatere. Jeg har den dybeste respekt for det, de gør.

Holdets kollektive sammenhængskraft er Sønderjyskes helt store styrke, men kampen søndag blev for mig dog også en ny påmindelse om, at der også i Sønderjyske er nogle af Superligaens mere undervurderede profiler.

Pierre Kanstrup og Nicolaj Madsen springer især i øjnene i denne kategori. Jeg husker, da jeg var træner i Fredericia, og vi skulle møde Brønshøj, at Kanstrup ikke var en spiller, jeg trak frem som en profil, når vi forberedte os på ham. Han var ikke en spiller, man lagde taktik i forhold til.

Det var lidt det samme med Nicolaj Madsen, som spillede for HB Køge på det tidspunkt.

I dag fremstår de som virkelige profiler på et hold, der oven i købet præsterer som tophold. De har sprunget i øjnene på mig, som nogle af dem, man måske kommer til at undervurdere. Nicolaj Madsen er en indpisker og hårdtarbejdende type, som ydermere har både assister og mål i sit spil - han har syv mål og fire assister. Det er altså meget flot af en midtbanespiller. Det er der ikke mange, der matcher på dette niveau.

Hvad med Tommy Bechmann, er han så også en undervurderet stjerne, kunne man spørge? Det synes jeg ikke. Han er netop en spiller, man som modstandertræner forholder sig meget til i sit oplæg, vil jeg formode. Ham lægger alle mærke til.

Nu kan man altid diskutere, hvad det vil sige at være undervurderet, hvor man skal lægge sit snit for det henne? Men jeg vil også nævne OBs angribere Anders K. Jacobsen og Rasmus Festersen i den sammenhæng. Hvor mange vil nævne dem som ligaens bedste angriberpar? Ikke så mange, tror jeg. Jeg konstaterer, at Anders K. Jacobsen har lavet ni mål og to assister, mens Festersen har scoret 13 og lavet fem assister. De står for cirka halvdelen af OBs mål.

En anden undervurderet spiller er for mig Lebogang Phiri i Brøndby. Han sad på bænken hele kampen i går, og det begriber jeg faktisk ikke. Han er bedre end alle de andre, Brøndby har til at spille derinde. Jeg er med på, at Kahlenberg også er god, men han bliver ikke bedre, og han spiller få kampe. Phiri bliver stadig bedre, og derfor bør han spille en masse kampe, så Brøndby kan forbedre hans niveau yderligere.

Jeg må også nævne Martin Ørnskov, som jeg har været lidt efter nogle gange. Han har været i en bølgedal, men han skal have, at han har gjort det ganske godt som stopper og midtbane de gange, han har spillet. Han har været ganske god i den seneste periode, hvor Brøndby ellers har været ude i tovene på stopperpositionen.

Kasper Risgård skal også nævnes. Han har været en profil i AaB, siden han kom tilbage, Man kan stole på ham, og han har et ekstra gear, når det gælder.
Kalle Johnsson fra Randers har også noget undervurderet stjerne over sig. Det er en god målmand, der redder point for Randers i år og også gjorde det sidste år, da de var rigtig gode.

Fra mit eget trænerliv vil jeg fremhæve Osama Akharraz som et eksempel på en profil, jeg oplevede, blev undervurderet af de andre. Jeg har før skrevet om ham her på bt.dk, og han er stadig værd at fremhæve som undervurderet lige nu. Han er godt nok ude med en skade, men det ændrer ikke ved, at han virkelig har været en gamechanger for Viborg. Det var et hold uden x-faktor, inden han kom. Serge Déblé skulle have været den x-faktor, men det var han virkelig ikke i indledningen af sæsonen. Han var faktisk et flop. Men så kom Akharraz til klubben, og han blev, da han først kom i form, den offensivt kreerende spiller på holdet. Og dét har gjort Déblé bedre.