Maja Alm sikrede på sidste tur det danske kvindelandshold en VM-sølvmedalje i stafet.

Strömstad. Danmark kom lørdag op på tre medaljer ved det igangværende VM i orienteringsløb i Strömstad i Sverige.

Det skete, da de danske kvinder vandt sølv i stafet. Maja Alm løb sidste tur og sikrede medaljen.

Det danske hold, der ud over Alm bestod af Signe Klinting og Ida Bobach, sluttede 32 sekunder efter Rusland, mens Danmark var 48 sekunder hurtigere end Finland på tredjepladsen.

Alm, der allerede har vundet to guldmedaljer ved mesterskaberne, holdt hovedet koldt på en nervøs sidstetur, hvor nærmest alle de øvrige konkurrenter lavede markante fejl og tabte tid i skoven, skriver Dansk Orienterings-Forbund i en pressemeddelelse.

Hos herrerne sluttede den danske stafettrio bestående af Søren Bobach, Andreas Boesen og Tue Lassen på 11.-pladsen.

Danskerne sluttede 11 minutter og 36 sekunder efter vinderne fra Norge.

Tidligere ved dette VM vandt Danmark guld ved Maja Alm i den individuelle sprint, og hun var en del af kvartetten, der vandt VM-guld i sprintstafetten.

/ritzau/