Det danske landshold sagde fredag 'sayonara' til finalen ved Kirin Cup i Japan.

Trods en mand i overtal og en føring på 2-0 endte det alligevel med et nederlag til Bosnien. Efter straffesparkskonkurrence. LÆS OM DET HER

Herunder kan du se, hvordan sportsredaktør Morten Crone Sejersbøl har bedømt de danske spillere i kampen fra Tokyo Stadium:

Kasper Schmeichel. Karakter - 4:

»Hev et par gode og vigtige redninger op i første halvleg. Råbte og dirigerede for at få tempoet i vejret. Uden held. Ikke mange chancer ved målene.«

--

Simon Kjær. Karakter - 4:

»Den debuterende anfører og målscorer til 1-0 gjorde det godt som den rutinerede styrmand i det centrale forsvar, men missede sin markering ved Bosniens 1-2 mål.«

--

Andreas Christensen. Karakter - 7:

»God kamp af AC, der vekslede ubesværet mellem sine roller som forsvarer og defensiv midtbanespiller. Men sikken straffeafbrænder.«

--

Jannik Vestergaard. Karakter - 4:

»Stærk med fødderne og god som igangsætter trods sine næsten to meter. Ofte god i nærkampene, men kom for sent ved Bosniens udlignende 2-2 mål.«

--

Henrik Dalsgaard. Karakter - 02:

»Ikke nogen prangende kamp. Manglede den sidste skarphed i sine indlæg og fik hverken defensivt eller offensivt sat sin hurtighed i spil. Overspillet ved 2-2.«

--

Pierre Emile Højbjerg. Karakter - 02:

»Han vil så gerne være med i alt, men kampen mod Bosnien blev ikke en af hans store. Virkede langsom - måske slidt - og mistede især i 2. halvleg mange bolde.«

--

Thomas Delaney. Karakter - 02:

»Det var ikke Thomas Delaneys dag. Skulle som en af Hareides vigtigste spillere stå for den defensive kontrol. Langsom i tanke og handling og uden succes med sine afleveringer.«

--

Christian Eriksen. Karakter - 4:

»Fandt så sin plads efter en sløv start og strøede om sig med lækre afleveringer. Det var returen fra hans langskud, der førte til 1-0 og ham der sendte Durmisi af sted ved 2-0. Ringe 2. halvleg.«

--

Riza Durmisi. Karakter - 4:

»Glimrende i det fremadrettede spil. Gode indlæg og det var hans skarpe tværpasning mod Duncan, der førte til 2-0. Efter pausen fik Bosnien alt for let spil i hans side.«

--

Viktor Fischer. Karakter - 4:

»Kom på holdkortet kort før start, da Vibe blev skadet. Sikker afslutning ved 2-0 målet, både villig og modig, men havde ikke held med ret mange af sine udfordringer.«

--

Morten Duncan Rasmussen. Karakter - 02:

»Knoklede som altid og var involveret i 2-0 målet. Men jøsses, hvor han manglede fart og - for en gangs skyld - skarphed, de par gange han kom igennem.«