Michael Maze ramte topformen, og Finn Tugwell vandt den afgørende kamp i en tre timer lang VM-gyser mod Spanien.
- En fantastisk vigtig sejr. Nu bestemmer vi selv, om vi kommer blandt de 12 sidste, siger DBTUs sportschef, Peter Sartz, fra Guangzhou i Kina.
Michael Maze har haft svært ved at fastholde koncentrationen efter sine skader, men bed sig fast i nøglekampen mod verdens bedste 45-årige bordtennisspiller, kinesiskfødte He Zhi Wen, da Danmark var bagud 1-2.
Den spansk/kinesiske veteran er en giftig herre, som står tæt på bordet. Han mødte Mazes hurtige topspil med forrygende kontraslag og vinklede blokeringer.
- Han er ekstrem svær at spille mod. Heldigvis fik jeg vendt kampen, da jeg var bagud 0-1 og 6-9. En dejlig sejr, siger en lettet Michael Maze.
Den danske stjerne brillerede i åbningskampen med 3-0 over Alfredo Carneros og viste hele dét repertoire, der har gjort ham til en af verdens mest spektakulære spillere.
Kineserne har ikke glemt, da Maze for tre år siden i Shanghai spillede sig i VM-semifinalen som bedste europæer. Publikum elsker ham i Riget i Midten, hvor bordtennis har samme status som fodbold i Brasilien og ishockey i Canada.
Kasper Sternberg måtte se sig slået af den spanske tredjemand, Carlos Machados, i fem sæt, men den sjællandske teenager fik stor ros af Peter Sartz:
- Jeg er meget tilfreds med hans spil her i Guangzhou.
Finn Tugwell holdt hovedet koldt ved 2-2 og spillede uhyre koncentreret i 3-0 sejren over Alfredo Carneros.
Eurosport sender live tirsdag kl. 9.30 fra Danmarks kamp mod puljens stærkeste hold, Hong Kong.





















