Søndag er der en ren dansk finale i mixeddouble ved EM i badminton i La Roche-sur-Yon, Frankrig.

La Roche-sur-Yon: Den danske mixeddouble med Christinna Pedersen og Joachim Fischer Nielsen er klar til EM-finalen i badminton.

I lørdagens semifinale i Frankrig vandt det andenseedede danske par ganske ubesværet over de tredjeseedede hollændere Selena Piek og Jacco Arends med 21-17, 21-8.

Som cifrene antyder var der særligt i andet sæt klasseforskel på de to doubler. Pedersen og Fischer vandt blandt andet otte dueller i træk undervejs.

- Det var ikke så nemt, som det så ud, men da vi først ramte en bølge, så blev det svært for dem. I andet sæt lavede vi ikke ret mange fejl, siger Christinna Pedersen til TV 2 Sport.

Finalemodstanderen bliver dansk uanset udfaldet af den anden semifinale. Her møder Sara Thygesen og Niclas Nøhr det useedede par Lena Grebak og Mathias Christiansen.

- Det bliver en kamp, hvor vi har alt at tabe, siger Christinna Pedersen.

I de fire øvrige kategorier er der også mulighed for dansk finaledeltagelse.

/ritzau/