Danmark viste verdensklasse i Kina

Sejren over VM-bronzevinderne fra Hong Kong tænder olympisk håb

Michael Maze er ikke i tvivl:

- Når vi alle spiller godt, kan vi med lidt held slå de bedste i verden.

Ordene faldt efter Danmarks sensationssejr på 3-1 over verdens nr. 3, Hong Kong, i hold-VM i Guangzhou i Kina.

En sejr, der giver genlyd internationalt og et brag på højde med EM-guldet i Århus i 2005.

Michael Maze ser perspektiverne, nemlig hvis Finn Tugwell kvalificerer sig til OL i single i den europæiske turnering i Frankrig i starten af april, og Danmark dermed også kommer med i holdturneringen i Beijing.

- Det kan blive rigtig sjovt, siger han.

Michael Maze, nr. 21 på verdensranglisten, slog ved stillingen 2-1 verdens nr. 11, Li Ching, 3-1 efter at have vendt 4-9 til 11-9 i fjerde sæt på en utrolig finish med bolde i verdensklasse.

- Jeg var ilde ude, men havde et par gode returer og et par gode server, og han blev lidt nervøs, siger han.

Michael Maze vandt åbningskampen over verdens nr. 31, Cheung Yuk, 3-0, mens Finn Tugwell i anden kamp leverede en af VMs største overraskelser med sejr i en veritabel gyser over Li Ching 12-10 i femte sæt og tog karrierens flotteste skalp, primært på en skarp baghånd tæt på bordet og gode, korte returer.

- Jeg ville vinde i dag. Nu har jeg spillet godt i flere kampe og tabt. Der må være grænser for de hæderlige nederlag, siger Finn Tugwell.

Trediemanden Christian Larsen havde afløst 19 års fødselaren Kasper Sternberg, men var for nervøs og benovet til at kunne stille noget op. Kun i tredje sæt mod verdens nr. 26, Ko Lai Chak, var han med.

Sportschef Peter Sartz var en lykkelig mand, da Danmark blev samtaleemnet i Guangzhou.

- Det var stort at vinde EM for tre år siden, men det her er et lige så stort resultat. Ja, måske en større præstation. Ikke mange havde troet, at vi kunne slå sidste VMs bronzevindere (efter Kina og Sydkorea, red.), siger han til B.T.

Michael Maze bliver bedre og bedre. Han er nøglen til succes og bærer et enormt ansvar.

- Det er dejligt at se den måde, han tackler det på. Han spillede med stort overskud og viste hvilken taktiker, han er. På det taktiske niveau er han en af de bedste i verden, siger Peter Sartz.

- Michael har været skadefri siden nytår. Kroppen er, hvor den skal være. Han er klar til at tage det næste skridt.

I kampen mod Li Ching var Maze utilfreds med limningen efter et katastrofalt andet sæt og havde enkelte koncentrationssvigt, men fik hurtigt fokus igen.

Danmarks spiller i dag mod Hviderusland med Europas p.t. bedste spiller, Vladimir Samsonov, og torsdag den sidste puljekamp mod Grækenland (uden den skadede Kalinikos Kreanga).

- Vinder vi én af de sidste to kampe er vi sikker på at gå videre og spille om pladserne nr. 1-12. Vi satser alt på at slå Hviderusland, siger Peter Sartz.

Her vender Kasper Sternberg tilbage og afløser Christian Larsen.

Det danske bordtennispublikum kan opleve Michael Maze i Korral Super Cup torsdag 17. april i K.B. Hallen i en turnering om 185.000 kr. mod Sydkoreas OL-guldvinder fra Athen, Ryu Seung Min, Kalinikos Kreanga og Sveriges eks-verdensmester Jörgen Persson.

 

Lige nu på B.T. PLUS

Elektronik

Lær at mestre dit kamera

15/01 19 kr
Elektronik

Find en stærk bærbar til film og spil

07/02 15 kr
Mad og vin

Druen med de mange ansigter

11/02 5 kr
Mad

Danske dagligvarer er Europas dyreste

06/02
Jobzonen - Ny karriere

Annonce: