Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.
Et sjældent indblik i en spiller af en støbning, som man ikke ser længere. Som med stort mod står ved sig selv og sine fejl – og den klub, hans hjerte altid har banket for: Liverpool FC.
Du får også et boguddrag fra:
- 'Britt-Marie var her' af Fredrik Backman
- 'Victors valg. En mors beretning' af Lone Kristensen og Stig Bo Matthiesen.
- Vær professionel på jobbet – lad følelserne blive hjemme af Charlotte Mandrup
- ’I magtens skygge’ af Viveca Sten
- ’Velkommen til mit mareridt’ af Susanne Staun
- ’Forbandede barndom’ af Sapran Hassna
- 'Ulvekvinten' af Trisse Gejl
- ’Stjålne liv’ af Helle Vincentz
- ’Den 9. kreds. Politiet indefra’ af Kristian Brårud Larsen
- 'Brændte sjæle' af Inger Wolf
- ’Min mormor hilser og siger undskyld’ - hun snyder i matador og kører Renault i busbanen uden kørekort af Fredrik Backman
- ’Guldalderen’ af Søren Paaske
- 'Sort land' af Ahmad Mahmoud
- 'Enhjørningen' af Steffen Jacobsen
- 'Kunsten at skifte spor - genopfind dit arbejdsliv' af Ulla Schade og Birgitte Bartholdy
- ’Daytrader - Danmarks bedste børshandlere afslører deres strategier’ af Christian Kongsted og Erik Bork
- ’Bedrageri for begyndere - Mit lynkursus i internationalt diplomati'
- ’FIFA-banden - afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden’
- 'Jomfruhinder og jihab- hvorfor mellemøsten har brug for en seksuel revolution'
- ’Sådan får du Ole Henriksens hjerne’ af Ole Juncker
- Undercover. Jeg var Fatma i Danmark’ af Marie Louise Toksvig
- ’Elizabeth er forsvundet’ af Emma Healey
- 'Hjertet bløder. Arabisk forår og opløsning' af Naser Khader
- ’Blitz’ af Agnete Friis
- ’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backman
- ’Tarme med charme’ af Giulia Enders
- 'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems
KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra 'Steven Gerrard. Min historie'
Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.
Et sjældent indblik i en spiller af en støbning, som man ikke ser længere. Som med stort mod står ved sig selv og sine fejl – og den klub, hans hjerte altid har banket for: Liverpool FC.
KØB BOGEN HER: 'STEVEN GERRARD - MIN HISTORIE'
Faldet : Formby, Merseyside, fredag den 25. april 2014
Klokken nærmede sig midnat, og der var helt stille i huset. Alex og pigerne sov. Jeg var 40 timer væk fra den vigtigste kamp i min karriere, og jeg havde ondt i både hovedet og ryggen. Jeg lå udstrakt på en sofa. Kun displayet på min mobiltelefon glødede i halvmørket. Jeg tog en ny smertestillende pille og tjekkede tiden igen. Det var blevet sent.
En erhvervsrisiko ved at være professionel fodboldspiller består i, at vi i stedet for at føle os som uovervindelige atleter ofte kan virke lidt skrøbelige. Vi har smerter i ryggen, vores knæ gør ondt, det dunker i vores ankler. Vi brækker knogler, får fibersprængninger, overrevne ledbånd og – i hvert fald i mit tilfælde – flænger i dilleren. Fra jeg rundede de 30 år, har jeg kun få gange kunnet gå på banen uden at være generet af et eller andet i dagene op til kampen. Det bliver en vanesag at spille med smerter. Men denne gang var det langt værre. Hvis vi skulle have mødt Oldham Athletic i FA Cup’en i stedet for Chelsea i en afgørende kamp om mesterskabet, havde jeg meldt afbud. De seneste tre døgn havde jeg været plaget af ømhed i ryggen. Og lige pludselig blev smerten så intens, at jeg ikke kunne bøje ryggen og dårligt nok bevæge mig i det hele taget. Nogle timer senere var jeg stadig naglet fast til sofaen, jeg lå på. Jeg kunne ikke engang komme op fra den og humpe i seng.
Jeg havde været nødt til at passe ekstra godt på min ryg i flere år. For at afhjælpe stivheden i den tog jeg jævnligt ned til Milton Keynes for at blive behandlet af en specialist, der gav mig forebyggende indsprøjtninger. Jeg havde været så opslugt af titelkampen, at jeg på det nærmeste havde fortrængt mine rygproblemer i månedsvis. Men kroppen glemmer ikke. Den nederste del af min ryg dunkede af smerter nu.
Det havde gjort ondt til træning om onsdagen og torsdagen, men det var ingenting i sammenligning med, hvordan jeg havde haft det under træningspasset tidligere på fredagen, vores sidste intensive træning inden mødet med Chelsea. Lægestaben arbejdede med mig i timevis den eftermiddag. Zaf Iqbal, holdets cheflæge, gav mig den højest tilladte dosis smertestillende indsprøjtninger og rådede mig til at få mest mulig hvile derhjemme.
Men intet hjalp. Ibuprofen var håbløst, Voltarol var ikke stærkt nok, og selv Diazepam, der både skulle virke beroligende og modvirke muskelkrampe, havde ikke den store effekt. Smerterne tog bare til.
Mit hoved var fyldt med Chelsea-kampen. Det virkede ondt, at vi skulle møde netop dem allerede i den næste kamp på Anfield efter at have besejret Manchester City ugen før. Jeg havde haft så mange benhårde kampe mod Chelsea i årenes løb. I en periode virkede det, som om vi altid skulle møde netop dem i den altafgørende kamp om at kvalificere os til Champions Leagues gruppespil. Og der havde været så mange andre kampe i ligaen og pokalturneringerne. Vi havde tabt nogle stykker og vundet nogenlunde det samme antal.
Kun rygsmerterne var i stand til at få mig til at tænke på noget andet end Mourinho og Chelsea. Langt ud på denne sene fredag aften, hvor alle andre i huset end mig sov tungt, var jeg pludselig ved at få pip af bare at ligge dér på sofaen, mens tankerne kværnede. Jeg greb min mobiltelefon. Klokken var blevet over midnat, men jeg vidste, at Chris Morgan ville være forstående, hvis en sms fra mig pludselig fik hans telefon til at bippe.
Hej makker. Undskyld. Jeg ved, det er sent. Er du vågen?
Chris svarede mig omgående:
Jep. Hvordan har du det? Hvordan går det med ryggen?
Jeg var altid ærlig over for Chris:
Driver mig til vanvid. Aldrig gjort så ondt før. Har lige taget en ny Ibuprofen og Voltarol.
Chris gemte vores sms’er, så i dag kan jeg se, at efter hver ned- slående besked tilføjede jeg en meget sur smiley. Her ud på natten måtte jeg ty til emojier.
Chris havde åbenbart fået nok af mine sure smileyer, for han prøvede at muntre mig op i sine svar:
Når det kan skifte så hurtigt fra godt til skidt, kan det også skifte hurtigt fra skidt til godt. Tag det roligt. Vi finder ud af det i morgen. Find en behagelig hvilestilling, slap helt af. Lad være med at teste, om smerten stadig er der. Prøv at få dig noget søvn.
Jeg havde det stadig dårligt og sendte en ny sms af sted:
Jeg har fået tre timers behandling i dag og været i poolen. Jeg har hvilet ryggen, fået antiinflammatoriske midler, Ibuprofen, Diazepam, og det gør mere ondt end nogensinde. Jeg tror slet ikke på det. Godnat, makker.
Klokken var kvart over tolv om natten, og jeg så lige så trist ud som emojien i min sms.
Syv timer senere, helt nøjagtig klokken 07.15 dagen før kampen, sendte Chris mig en ny sms:
Hvordan går det?
Ikke godt.
Vi aftalte at mødes på Melwood klokken 9.00. Jeg var der et kvarter før, og det samme gjaldt Chris. Jeg sad og spiste morgenmad, og en hver kunne se, at jeg havde det skidt. Jeg kunne dårligt nok komme på benene, da jeg ville rejse mig. Han sagde ikke noget, men fortalte mig senere, at han havde tænkt: “Åh nej. Vi har virkelig problemer her.
Jeg følte mig lidt bedre tilpas i poolen. Lægestaben arbejdede længe med min ryg, og Zaf Iqbal gav mig en antiinflammatorisk indsprøjtning med Voltarol. De iklædte mig en slags korset til at støtte ryggen. Zaf vidste, at jeg var fast besluttet på at spille mod Chelsea, og gav mig lov til at deltage i en meget let gang træning.
Han havde fortalt Brendan de triste kendsgerninger. Det var virkelig bekymrende, sagde han, men nu måtte vi lige se, hvordan træningen gik.
Ude på banen i Melwood havde jeg det ikke godt. “Min ryg har det bedre end forventet,” sagde jeg til Chris bagefter. “Men jeg kan ikke spille kamp med den.”
Vi gik tilbage til poolen. Zaf og Chris stod og konfererede, mens jeg var i vandet. Jeg bevægede mig hen mod dem.
“Zaf … Chris …” sagde jeg. “Er der noget, I kan gøre for at få mig klar til den kamp?”
“Jep,” svarede Chris. Zaf var også positiv. “Vi skal lige finde den bedste måde at gøre det på …”
Lægen tog Chris med udenfor til en snak. Jeg strakte mig ud i van det. Det gav nogle jag, mens jeg afventede deres beslutning.
De vendte sammen tilbage til poolområdet. “O.k., Stevie,” sagde Zaf. “Du har en diskusprolaps, og nerven er kommet i klemme. Vi kan give dig en indsprøjtning i leddet med steroider.”
Jeg nikkede. Jeg var med på at få en indsprøjtning, der ville få smerterne til at forsvinde og sørge for, at jeg kunne spille.
Zaf satte sig på hug ved poolkanten. Han forklarede, at det ville blive en indsprøjtning med kortison i den nederste del af rygsøjlen. Det bedøver leddene, mindsker betændelsen i den klemte nerve og blokerer for smerten. Kortisonen ville give mig den fulde bevægelighed tilbage og gøre det muligt for mig at gennemføre kampen.
Det var Chris, der havde presset på for den behandling, fordi han vidste, jeg ville gå med til alt, hvad der var tilladt inden for medicinsk behandling, for at kunne gå på banen. De havde gjort noget tilsvarende med Daniel Agger, og det havde virket. Det var ikke nogen rutinebeslutning, men her 30 timer før Chelsea-kampen var det enten dét eller ingenting.
“Lad os gøre det,” sagde jeg. Indgrebet skulle foretages, og jeg var ligeglad med de mulige konsekvenser. Jeg måtte bare spille mod Chelsea.
Zaf skaffede en rygspecialist fra St. Helens-hospitalet til at forestå selve indsprøjtningen. Vi gik ind i konsultationslokalet et par minutter i ét samme eftermiddag. Jeg var opsat på at få det gjort.
Indsprøjtningen gjorde mig omgående smertefri, sådan som lægestaben havde forudsagt. Jeg kunne have hoppet og danset hele vejen hen til bilen. Nu troede jeg pludselig på, at jeg ville blive okay.
Liverpools trup tilbragte som sædvanlig lørdag aften og nat indkvarteret på Hope Street Hotel. Jeg havde det fint i ryggen, og tankerne kørte ikke længere rundt i hovedet i samme grad som før. Jeg tænk te stadig på Chelsea, men efter at jeg havde fået en grundig omgang fysioterapi og grønt lys til at spille, sad jeg og grundede over en række surrealistiske sammentræf.
Det var bizart at tænke på vores seneste kamp mod Chelsea på Anfield, den 21. april 2013. Dengang satte Luis Suárez tænderne i Branislav Ivanovic. Det medførte en karantæne på ti kampe og en masse efterfølgende spekulationer om et klubskifte.
Suárez’ handling forekom endnu værre, fordi den fandt sted på netop den dag, hvor vi inden kampen havde æret Anne Williams’ minde. Hun havde kæmpet så hårdt for alle Hillsborough-familierne. Annes søn var et af ofrene, og hendes mod og vedholdenhed i spidsen for kampen mod løgne og fortielser blev hyldet med et minuts stilhed. Den bevægende lyd af taktfaste klapsalver fra hele Anfield var også en hyldest til de mennesker, der ugen forinden var blevet dræbt af bomberne under Boston Marathon. Vores ejere, Fenway, havde hovedkontor i Boston, så følelserne lå tungt over Anfield inden kampen.
Vi burde have jublet, da Luis udlignede til 2-2 i det femte minut af kampens overtid, eller frydet os ved tanken om hans følte aflevering ind i feltet til en helt fri Daniel Sturridge, som scorede vores første mål. Vi kunne også have rystet på hovedet over, at han tog bolden med hånden i vores eget felt efter et hjørnespark fra Juan Mata – og dermed forærede Chelsea et helt unødvendigt straffespark.
Luis’ frustration over den dumhed kaldte dæmonerne frem i ham. Han var nået op over kogepunktet, da han bed Ivanovic. Offentlig “korsfæstelse” og en langvarig karantæne var uundgåelig.
Millionvis af mennesker i England og resten af verden fordømte hans handling og lagde sig fast på, hvad de mente om ham, uden at kende Luis som menneske. Det var anderledes i Uruguay. Luis bliver altid tilgivet langt, langt hurtigere i sit hjemland end andre steder. Han kan formentlig slet ikke forstå, hvorfor han bedømmes anderledes i England end i Spanien og Uruguay.
Jeg kunne kun vurdere ham som ven og holdkammerat. Jeg var godt klar over, at han havde mange fejl, men det faldt mig alligevel svært at kritisere ham alt for hårdt. Han var en ung mand og samtidig en stjerne, der konstant var i søgelyset. Mennesker begår fejltagelser. Alle mennesker. Jeg har helt klar begået nogle stykker, men bidt nogen har jeg dog aldrig.
Luis ved godt selv, at han i kampens hede kan begå frygtelige ting. Hans egen kone, som han elsker højere end nogen anden i verden, har kritiseret ham for det. Men hvordan fjerner man fuldstændig den slags impulser fra en sulten kriger med et frådende vinderinstinkt? Luis er en af verdens bedste fodboldspillere netop på grund af sit umættelige behov for sejre. Det sker meget sjældent, at en spiller af Luis’ format ikke begår store fejltagelse i løbet af sin karriere, fordi han lader sig rive for meget med af sine følelser. Jeg har set det ske for Zidane, hvor han stangede hovedet i brystet på en modstander i VM-finalen. Jeg har set det med Rooney og hans røde kort under EM. Jeg er også selv blevet grebet af vanvid af og til. Det sker i et rødglødende øjeblik, hvor alt er tåge omkring én, og man fortryder det altid i flere måneder bagefter, for ikke at sige i årevis.
Men jeg elskede tanken om at have Luis som medspiller i Liverpool. Og til trods for den kommende bizarre genforening mellem ham og Ivanovic på Anfield var jeg lykkelig for, at han var med på banen i vores altafgørende match mod Chelsea.
Der var endnu en krølle på den forestående kamp. Fernando Torres ville vende tilbage til Anfield! Vores fans ville buhe ham ud, men jeg tænkte på ham med varme følelser. Hvordan kunne jeg gøre andet, når vi havde spillet så mange flotte kampe sammen?
Skæbnens luner spiller ofte en rolle i fodbold. Hvem i Liverpool kunne i sin vildeste fantasi have forestillet sig denne situation, da Torres rejste? Men sandt var det alligevel: Torres fik sin debut som Chelsea-spiller den 6. februar 2011 på Stamford Bridge … mod Liverpool. Han havde kostet dem 50 millioner pund. Vores supportere havde raset mod ham hele den eftermiddag, og Torres virkede da også usædvanlig kuet. Jeg spekulerede på, om han følte sig ramt af et gigantisk banner på Liverpools tribuneafsnit: “En forræder vil altid gå alene”.
Kenny Dalglish, vores gamle, snu manager, der endnu ikke formelt var tiltrådt efter fyringen af Roy Hodgson, tog fusen på Mourinho. Vi vandt 1-0 på et mål af Raul Meirelles, der udnyttede en misforståelse mellem Cech og Ivanovic efter et indlæg fra mig mod den fjerneste stolpe. Torres holdt kun i 66 minutter, inden han blev erstattet af Salomon Kalou. Hans karriere i Chelsea kom sig aldrig rigtig oven på den start, og Liverpools mest inkarnerede fans godtede sig over, at det, de opfattede som forræderi, blev straffet.
Suárez havde siddet på bænken den eftermiddag, fordi han først var kommet til Liverpool tolv dage forinden. Nu godt tre år senere, i april 2014, ville man igen kunne veje de to op mod hinanden, denne gang på Anfield. Men denne gang var Suárez stjernen, mens Torres var i krise. I denne kamp blev det nok ham, der kom til at starte på bænken.
Mourinho havde raset i medierne hele ugen. Chelsea var blevet tvunget til at spille mod Liverpool kun tre dage før deres returkamp i Champions League-semifinalen. Han havde luftet tanken om at stille med et svækket hold i protest mod afgørelsen. For mig var det dog ikke nogen trussel – jeg ville have elsket at spille mod Chelseas reserver. Men jeg var sikker på, at han ville stille med den stærkest mulige formation.
Jeg var ikke tryg ved vores taktiske oplæg til kampen. Jeg har aldrig haft lejlighed til at sige dette offentligt før nu, men jeg var alvorligt bekymret for, at vi et eller andet sted troede, vi kunne blæse Chelsea ud af banen. Jeg sporede en overdreven optimisme i Brendans peptalk over for truppen. Han mente, vi skulle gå ud og angribe Chelsea højt oppe på banen, sådan som vi havde gjort mod Manchester City og Norwich.
Jeg frygtede på forhånd, at det netop var, hvad Mourinho håbede på. I dag ved jeg, at jeg havde ret. Vi skulle have startet kampen i en langt mere kompakt opstilling. Vi skulle have gjort os selv svære at slå, have ødelagt kampen og spillet lige til grænsen – præcis som de selv plejede at gøre. Det kunne måske have givet os uafgjort, eller endda den sejr, vi ønskede.
Som spiller er jeg mere på linje med Mourinho, fordi jeg ikke har noget imod at vinde uskønne sejre. Jeg har fået nogle af de mest eftertragtede medaljer i min karriere på en taktik med først at slå modstanderens spil i stykker og derefter gribe chancen for at score et mål, når den byder sig. I nogle af tilfældene var vi ikke det bedste hold, men vi fandt en måde at vinde kampen på. Den type taktik har man brug for, når man er oppe mod en serievinder som Mourinho. Vi kunne gå ud og feje Arsenal og Everton af banen, fordi deres forsvarsspillere ikke kunne holde stand mod vores konstante pres og høje tempo. Men jeg mente, at vi skulle spille kampen mod Chelsea på en anden måde. Et
0-0-resultat i bedste Rafa-stil ville have været helt fint for os.
Jeg sov ikke ret godt den nat. Jeg var sikker på, at Mourinho havde et eller andet oppe i ærmet, der kunne dæmme op for vores spil og gøre rigtig ondt på os. Og at vi ville komme i ganske alvorlige vanskeligheder, hvis vi forsøgte at spille den samme åbne form for angrebsfodbold, der havde bragt os så langt, som vi var nu. Men på den anden side var det ikke min opgave at banke på Brendans dør og diskutere taktik med ham. Han ville bare have bedt mig om at skride, hvis jeg havde gjort det.
Jeg gjorde mig mange bekymringer om kampen. Skulle jeg alligevel sige noget til Brendan? Nej, det var ham, der lagde taktikken.
Jeg var ved at blive vanvittig. Min ryg holdt sig fint i ro, men mit hoved var ét stort virvar. Trods al min tvivl holdt jeg mine tanker og min usikkerhed for mig selv under indkvarteringen på Hope Street Hotel. Jeg klyngede mig til håbet om, at det hele alligevel nok skulle gå godt den følgende dag.
