Andreas Cornelius havde en mission: Han skulle se at få scoret mod Brøndby, inden han tog af sted til Italien. Missionen lykkedes. I allersidste forsøg. To gange.

Med en sejr på 3-1 på to mål af Andreas Cornelius og en enkelt af Federico Santander kan FC København kalde sig vindere af The Double og pokalvindere for tredje gang i træk, men resultatet giver indtryk af, at københavnerne var mere dominerende end de egentlig var. Faktisk havde Brøndby kampen første store muligheder og pressede ved stillingen 1-1 hårdt på for at komme på 2-1, hvilket ikke havde været ufortjent. Men der er kun et FC København: Det er det, der vinder eller i det mindste ikke taber til Brøndby længere.

Således heller ikke denne smukke Kristi himmelfartsdag, hvor tilskuere fra begge lejre gjorde kamepn til en fantastisk oplevelse. Okay, enkelt idioter skød med raketter, men først og fremmest sang og råbte de, så det var en fryd.

Kampen var intens og tempofyldt mere end den var smuk og velspillet, sådan som det efterhånden er blevet kutyme, når de to hold mødes. hvilket ikke mindst blev hjulpet på vej af dommer Jens Maae, der lod spillerne gå særdeles hårdt til hinanden. Trods utallige dueller og hårde nærkampe, nøjedes han meget klædeligt for finalens intensitet at uddele advarsler, til efter næsten en times spil, uden at man sad tilbage med følelsen af, at det blev uforsvarligt.

Sidst de to hold mødtes, havde Brøndby i 2. halvleg succes med at presse FC København højt på banen og især helt ude ved de to backs, der slet ikke kom med frem, sådan som Ståle Solbakken meget gerne vil have dem til. Det gjorde de igen i pokalfinalen, og igen lykkedes det at stække Boilesen i højre og Augustinsson i venstre.

FC Københavns modtræk var, som det har været før, at få Brøndbys bagkæde tvunget langt tilbage ved at sende bolde langt og dybt. Det gjorde ikke noget godt for æstetikken, fordi billedet af Santander og Cornelius i jagt på bolden mod frimærkerne eller i luftkrig mod Hjörtur Hermannsson og Benedikt Röcker efterhånden blev ensformigt.

Først brændte Andreas Cornelius en stor chance, da han fra en god position hamrede bolden over mål, men da målmand Stephan Andersen greb bolden i det efterfølgende Brøndby-angreb og satte den hurtigt i gang med et flot sydamerikansk udspark, tog angriberen revanche. Først vandt han nærkampen med Hjörtur Hermannsson, og siden sprintede han fra ham med bolden ved fødderne for igen at afvise ham på kanten af felten, inden han sparkede den fladt i mål og landede på maven foran et jublende kridthvidt københavnsk publikum.

”Han er bare et godstog, når han kommer løbende sådan der,” sagde en tilskuer ved siden af, hvor jeg sidder og skriver disse linjer, og han billedet kunne dårligt være mere præcist.

Målet gav FC København overtaget i nogle minutter, men i stedet for at øge føringen, var det Brøndby, der fik udlignet på et af de smukkeste spark i Parkens historie. Jo, der var den der Thomas Delaney-helflugter i efterårets, og den var også god, men det frispark, Hany Mukhtar fyrede af sted fra vel 25 meters afstand, var af en anden verden. I en direkte linje susede bolden mod overliggeren, slog ned på stregen – eller var den inde? – hvorpå Teemu Pukke fulgte op og brystede bolden helt ind i mål. På vores computere kunne vi se, at Mukhtars skud faktisk var inde, og det havde det også fortjent.

Brøndby pressede flot på, men så med sayv minutter tilbage skete der lidt det samme som ved 1-0 blot med nye aktører. En lang bold, denne gang fra Erik Johansson blev til en duel mellem Santander og Röcker, FCK-angribere var stærkest, skubbede tyskeren væk og bankede bolden fladt i mål.

Kort efter mens Brøndby presse på, forlængede Santander en lang bold til Cornelius, der sparkede den ind fra en spids vinkel, og så jublede de ellers helt vildt. Ståle Solbakken i et langt løb ned mod de jublende spillere i det ene hjørne ved FCK-tilskuerne.

Og sådan gik det til, at Andreas Cornelius nåede at få scoret mod Brøndby og med god samvittighed kan tage af sted til Bergamo.