Foto: Nils Meilvang

Claus Borres barske kamp: Sådan trodsede jeg dødsdommen

SMS

Da kræften angreb, kunne han ikke forvente at opleve endnu en rund fødselsdag. Men sportsjournalistikkens store stemme trodsede sin dødsdom og glæder sig i dag over, han stadig er aktiv på den journalistiske scene. Her fortæller 71-årige Claus Borre om sit barske sygdomsforløb.

Vi begynder bagfra. Efter knap tre timer er interviewet næsten slut. Undervejs er øjnene et par gange blevet fugtige på den tidligere DR-redaktionschef og hårdkogte Berlingske Tidende-journalist Claus Borre.

Hvordan har det været at tale om dit liv?

»Det er rørende. Fordi jeg altid har været en enspænder, må jeg sige, at omkring min 70 års fødselsdag og min sygdom, der har jeg nok undervurderet, hvor folkelig jeg faktisk alligevel har været. Jeg var virkelig ikke klar over, jeg var så vellidt,« siger han og henviser til de endeløse bunker af blomster og breve, der landede i indkørslen, brevsprækken og mailboxen i forbindelse med hans runde fødselsdag sidste efterår. En fødselsdag, som lægerne ikke havde store forventninger til, at han ville opleve.

Jeg har haft langt mere folkelig opbakning, end jeg selv troede, og det er meget rørende.«

Claus Borre, journalist og kommentator

Beder man Claus Borre sætte en overskrift på sine 51 år i dansk journalistik, bliver det til historien om ’The lonely rider’. Enspænderen, der oftest rejste ud i verden på egen hånd og rapporterede fra sportens største begivenheder. 11 olympiske sommerlege har han dækket foruden et uendeligt antal Formel 1-løb, svømmestævner, fodbold-, håndbold- og boksekampe. For Ritzau, Berlingske og ikke mindst DR Sporten, hvor han blev en af dansk sportsjournalistiks mest profilerede skikkelser.

Siden 2005 har han været fast boksekommentator hos Viasat, hvor han senest sad ringside i Brøndby Hallen for at guide tv-seerne igennem boksebraget mellem Rudy Markussen og Patrick Nielsen. At det så endte med en fuser er en helt anden snak.

Men livet slog en alvorlig kolbøtte den forårsdag i 2012, da kræften ramte som en uventet uppercut. Claus Borre, manden med de skarpe holdninger og den kraftfulde stemme, som hele Danmark kendte fra skærmen, blev med ét knockoutet. Indlagt på Glostrup Sygehus med beskeden om, at han havde kræft i ryg, lårben, hofte, bækken, korsben, milt, skulder og arm. Stort set alle steder, som Claus Borre siger denne eftermiddag på Østerbro, hvor BT møder ham på en af hans foretrukne caféer.

Jeg tror, jeg kommer over kræften. Jeg tror ikke, det bliver det, der slår mig ihjel

Claus Borre, journalist og kommentator

Alligevel formåede Claus Borre at klamre sig til livet og hive sig tilbage på livets landevej. 28. oktober fyldte han 71 år. Det havde han ikke regnet med, da kræften satte ind og viste sit modbydelige ansigt.

»Jeg tror, jeg kommer over kræften. Jeg tror ikke, det bliver det, der slår mig ihjel. Men der er jo så mange andre sjove ting, der kan gøre det, når man har rundet de 70,« siger han med sin vanlige galgenhumor og taler videre:

»Nu er det tre et halvt år siden, jeg fik en dødsdom på Glostrup Sygehus. Halvdelen af dem, der får den diagnose, jeg har, dør inden for fem år. Den halvdel, der overlever, dør ikke af den form for kræft og formentlig slet ikke af kræft. Det er statistik. Hvis man klarer fem-års-grænsen, bliver det ikke den kræft, der slår én ihjel. Det er da lidt nervepirrende,« fortsætter han og gør det klart, at kræften aldrig vil forsvinde, men at den kan holdes i bero.

Der var ikke en tåre. Jeg nåede heller ikke at være bange. Det eneste, jeg tænkte på, det var, at jeg skulle have ordnet al det praktiske

Claus Borre, journalist og kommentator

Smerterne fra en omfattende rygoperation i 2012 som følge af celleforandringer i kroppen vil formentlig også altid være der, men det er trods alt en nådig pris at betale i forhold til alternativet.

Foto: Nils Meilvang

Når Claus Borre ser tilbage, forstår han ikke selv, hvordan han holdt ud. Særligt ikke når tankerne kredser om den martsdag på Glostrup Hospital, hvor chokket, dødsdommen, indtraf. Tankerne samlede sig om konen, Lone, hans fire børn (to teenagebørn og to voksne børn fordelt på to ægteskaber) samt børnebørnene, der i dag tæller fem styk.

»Den aften kommer en mandlig sygeplejerske ind og sætter sig ved min seng. Jeg fortæller, at jeg ikke har lavet noget testamente, og at jeg har en masse ’hængere’ i forhold til mine fire børn og det nye hus, jeg lige havde købt. Jeg havde brug for et år til at få alting på plads.«

»Tror du, jeg kan håbe på at have så lang tid tilbage,« lød spørgsmålet fra Claus Borre.

Svaret var nedslående:

»Det må du ikke regne med.«

Foto: Asger Ladefoged


Hvordan kommer man videre derfra?

»Når jeg nu taler om det, fatter jeg ikke, at jeg kom igennem det. Men jeg var helt fattet. Der var ikke en tåre. Jeg nåede heller ikke at være bange. Det eneste, jeg tænkte på, det var, at jeg skulle have ordnet al det praktiske. Økonomien skal være lagt klar, så min kone kan tage over, der skal være testamente i forhold til mine fire børn og så videre. Alt skal være klar. Det var det logistiske og praktiske, der tog over,« siger Claus Borre, der siden har gjort sit hjemmearbejde.

Selvom han føler sig frisk og rask, er han ikke naiv.

»Testamente og økonomien er nu på plads. Alt er på plads. Det eneste, der ikke er på plads, er alle de gemte artikler, som, jeg selv synes, har været velskrevne. Som jeg har sagt til min kone: Når jeg er væk, så lad være med at smide de to-tre flyttekasser ind i brændeovnen. Det kunne være, der er en om mange år, der vil vide, hvem deres bedstefar var.«

TV3 sendte en ny kontrakt ud til mig og spurgte, om jeg ville forlænge samarbejdet. Der blev jeg sgu rørt

Claus Borre, journalist og kommentator

Er du bange for døden?

»Nej. Hvis jeg skulle få et tilbagefald, er jeg ikke bange for at stille træskoene. Det tror jeg faktisk ikke er så slemt. Jeg har været i narkose otte-ni gange. Du mærker ingenting. Det er så nådigt. Hvis det at være død er ligesom at være i narkose, så er det... Du slipper for smerterne. Det, jeg frygter, er processen. Det er ikke for sarte sjæle,« fortæller han og fremhæver selv to triste og nylige eksempler i vennekredsen.

Foto: Asger Ladefoged

Inden for 16 måneder tabte Claus Borres venner og kolleger Jens Jørgen Brinch og Steen Ankerdal kampen mod kræften. Henholdsvis i 2013 og 2014. Sammen med Claus Borre udgjorde de toppen af dansk sportsjournalistik.

»Da det kommer frem, at jeg har alvorlig kræft, ringer Jens Jørgen Brinch for at høre, om jeg har behov for at snakke. Steen Ankerdal talte jeg også med. Nu er de revet væk. Det sætter tanker i gang,« forklarer Claus Borre, der ikke deltog i Steen Ankerdals begravelse i august sidste år. Det var der en særlig grund til.

»Jens Jørgen Brinch var død, Steen Ankerdal lå i kisten, og så ville der sidde Claus Borre, som havde været dødsmærket. Så kunne det hele have handlet om, hvornår det var min tur.«

Foto: Asger Ladefoged

Den tur er udskudt. Claus Borre går stadig jævnligt til kontrol, men krop og sind har det godt trods en ubarmhjertig boksekamp med kræftsygdommen. Claus Borre har holdt fast i jobbet som journalist og tvinger sig hver morgen til at gå fra sofaen og hen til computeren for at holde sig skarp og opdateret på den sport, han stadig er dybt engageret i.

»I dag er der jo i hvert fald den absolut positive vinkel, at jeg stadig som 71-årig i høj grad er arbejdsmæssigt aktiv og frisk og fyrig næsten fire år efter, at jeg kiggede ud over afgrunden. Den gode vinkel for kræftsyge er, at der åbenbart er håb for alle, selv når odds kun er fifty-fifty.«

Netop arbejdet, tøver Claus Borre ikke med at understrege, har været afgørende for livsmodet. Det er det, som holder ham i gang. Derfor var det også helt afgørende, hvad der skete, mens Claus Borre lå syg og afkræftet på sygesengen.

»TV3 (Viasat) sendte en forholdsvis langsigtet ny kontrakt ud til mig og spurgte, om jeg godt ville skrive under og forlænge samarbejdet. Der blev jeg sgu rørt,« fortæller han, mens stemmen knækker en smule.

»Hvad det dog betød, når man sidder der og tænker på, om man ligger ude på kirkegården i næste måned,« fortsætter han uden at færdiggøre sætningen.

Foto: Asger Ladefoged

Årene har sat sine spor. Rynkerne er lidt flere, kroppen er sunket en smule sammen efter operationen i ryggen. Men talestrømmen og hukommelsen fungerer til perfektion. Anekdoterne fra et liv i sportsjournalistikken flyver ud af munden kun afbrudt af et nip til kaffen og den chokolade-kokoskage, der serveres på caféen, der har udsigt til fodboldklubben B93s hjemmebane. Fra 2005-07 var Claus Borre direktør i Østerbro-klubben. Jobbet som fodboldboss og det han har nu, tøver han ikke med at kalde de sjoveste, han nogensinde har haft.

Karrieren synger nu på sidste vers efter 51 års virke som lokaljournalist på Helsingør Dagblad, afslørende skribent på Berlingske Tidende, kommentator, studievært og redaktionschef på DR samt boksekommentator hos Viasat.

Han kan stadig være hård i retorikken, og stadig er han ikke bange for de kontante vurderinger, men måske er han blevet lidt blødere i kanten. I hvert fald endte han med i nogen grad at blive, hvad han faktisk aldrig kunne døje: Folkelig. Sådan følte han det i hvert fald, da tilkendegivelserne væltede ind, da sygdommen var værst.

»Jeg har haft langt mere folkelig opbakning, end jeg selv troede, og det er meget rørende.«

 

 

SMS

Hitter på Facebook

Gå på opdagelse i Prøv gratis i 30 dage