At Emre Mors navn også er varmt syd for Padborg, hersker der efterhånden ikke den store tvivl om. Han er en talentfuld spiller, og den slags findes i forskellige afskygninger. Nogle er gode nok til at blive mål for andre og større Superliga-klubber. Andre har et talent, der rækker ud over landegrænser. Emre Mors evner hører til i den sidstnævnte kategori.

Alligevel vil jeg sige både ’ro på’ og ’træd på bremsen’, når Mors agent (undskyld, mellemmand) siger, at kun de største klubber fra den øverste hylde i fodboldskabet er interessante for den blot 18-årige knægt.....

Opret abonnement på BT PLUS og læs BTs fodboldekspert Peter Sørensens blog om FC Nordsjællands stortalent Emre Mor. Bliver han i fremtiden den danske udgave af Zlatan Ibrahimovic? Eller risikerer han at blive solgt til en stor klub for tidligt i karrieren, som så mange andre har gjort før ham?


Torsdag aften og på søndag falder Superligaen på plads. Vi finder ud af, hvem der løber med medaljerne, de europæiske pladser, og hvordan rovet ellers fordeler sig ned igennem rækken.

Et godt stykke nede finder vi FC Nordsjælland – og ikke mindst stortalentet Emre Mor, der i disse dage rygtes til alverdens klubber i både Tyskland og Tyrkiet. Om Mor sælges skal jeg ikke kunne sige, men at hans navn er varmt også syd for Padborg, hersker der efterhånden ikke den store tvivl om.

Emre Mor er en talentfuld spiller. Den slags findes i forskellige afskygninger. Nogle er gode nok til at blive mål for andre og større Superliga-klubber. Andre har et talent, der rækker ud over landegrænser. Emre Mors evner hører til i den sidstnævnte kategori.

Alligevel vil jeg sige både ’ro på’ og ’træd på bremsen’, når Mors agent (undskyld, mellemmand) siger, at kun de største klubber fra den øverste hylde i fodboldskabet er interessante for den blot 18-årige knægt.

Det vil jeg, fordi meget få danske talenter har kvaliteten til at være i en af Europas største klubber, og endnu færre kan skabe sig en karriere. Jeg har svært ved at komme i tanker om spillere, der har taget turen direkte fra den danske andedam til en af Europas giganter – og har slået igennem her. Selv Michael Laudrup, der både er historiens største danske talent og bedste spiller, var et smut forbi Lazio, inden han var god nok til Juventus. Det hjalp Laudrups karriere, er jeg sikker på.

Samme historie gælder for en spiller, jeg selv spillede sammen med for 15 år siden. Han havde tilbud fra nogle af de allerstørste klubber, men valgte alligevel at tage til en klub på mellemniveau, hvorfra han tog de næste skridt til en stor karriere. Hans navn er Zlatan Ibrahimovic.

Zlatan har haft en exceptionel karriere, men hvem ved, om han havde haft det samme, hvis han dengang i starten af årtusindet havde valgt Juventus, Manchester United eller Arsenal. Allerede dengang var hans talent iøjnefaldende. Men det var ikke større end hans holdkammerats, der to år senere spillede 2. divisionsfodbold i en forstad til Malmø, mens Zlatan selv var på vej mod stjernerne.

Derfor vil jeg råde en spiller som Emre Mor – og andre som ham – til ikke at tage for store skridt for tidligt. Jeg har intet problem med den selvbevidsthed, der ligger i at gå efter det største – og i at tale om det. Fodboldspillere skal gerne sige mere end bare almindeligheder og floskler, og de må for min skyld gerne gøre sig selv større, end de egentlig er. Men for deres egen skyld bør de tage små skridt, når de når dertil, hvor de vil forlade Danmark og Superligaen.

Danmarks mest succesfulde generation, 80er-generationen, tog sit udspring i Holland og Belgien. Derfra fik den luft under vingerne og lettede til nye højder og større, europæiske klubber. Det vil ikke være helt ved siden af, hvis den nye generation finder inspiration heri.

For at det skal være en mulighed, kræver det dog ikke bare, at spillerne selv ønsker at tage de små, fornuftige skridt på vejen mod en stor karriere. Det kræver også god rådgivning. Jeg har alt for mange gange set agenter og mellemmænd agere og handle på den korte bane. Med den hurtige gevinst for øje.

Alt for mange mellemmænd handler oftest for sig selv i stedet for at holde fokus på at sikre talenterne den bedst mulige karriere på den lange bane. Og dermed bliver alt for mange af vores største talenter vejledt og rådgivet alt for dårligt.

Det gælder om at vælge den rigtige hjælp og ikke tage for store skridt. Det er naturligvis nemmere sagt end gjort, men det er mit råd til Superligaens største talenter. For det kan – undskyld udtrykket – gøre en ’zlatans’ til forskel for en ung karriere.