Mikkel Kessler gør comeback i bokseringen.

Ifølge BTs oplysninger vil promotor Kalle Sauerland afsløre den mildt sagt opsigtsvækkende nyhed på et pressemøde fredag, som blev annonceret torsdag morgen med denne ordlyd:

»Team Sauerland inviterer alle medier til pressekonference fredag den 31. marts kl. 13.30 på Crowne Plaza Copenhagen Towers. Her vil promoter Kalle Sauerland afsløre nogle store nyheder angående dansk boksning.«

38-årige Mikkel Kessler indstillede ellers sin karriere efter kampen mod Carl Froch den 25. maj 2013, da han led sin professionelle karrieres blot tredje nederlag.

Mikkel Kessler har efter sin boksekarriere arbejdet som boksetræner og i sit eget træningscenter og havde droppet alle planer om at vende tilbage som bokser, men i januar 2017 sendte han en besked ud på det sociale billedmedie Instagram, da han efter at have trænet med Abdul Khattab skrev som tekst til en selfie, hvor det blandt andet lød:

»Tilbage i ringen efter 18 måneder. Tak for sparringen, champ« efterfulgt af 'hashtags' som 'Hvad vil fremtiden bringe?' og 'man ved aldrig'.

Efter Froch-kampen rumsterede comeback-tankerne i nogle år, men i sommeren 2015 skrottede Mikkel Kessler så endegyldigt envher tanke om at komme tilbage i ringen:

»Jeg har været klar til at tage den sidste kamp, hvis den rigtige kamp kom, men nu er der gået for lang tid. Dem, jeg gerne vil møde, vil ikke møde mig. Mikkel Kessler hurts too much, skriver Carl Froch til sin manager. Fair nok. Det har været holdt i gang, men når der ikke kommer noget nyt på bordet, stopper jeg. Jeg skal ikke bokse mere. Det er helt sikkert. Det er definitivt,« sagde Mikkel Kessler dengang.

Nu ser det så ud til, at bokseren har ændret sin mening.

De seneste fire år uden professionel boksning har Mikkel Kessler også brugt på familien. Han og kæresten Lea Hvidt har fået to børn sammen, en dreng og en pige.

Det er ikke lykkedes BT at få en kommentar fra Mikkel Kessler eller hans bagland. Vi følger sagen.