Tokyo. OL-bronzevinderen Viktor Axelsen røg fredag ud i kvartfinalen ved Superseries-turneringen i Tokyo, og nu melder danskeren afbud til næste uges Korea Open.

Badmintonspilleren har sovet på det nogle dage og fundet frem til, at han har brug for at spare sig lidt.

- Jeg har besluttet at trække mig fra Korea Open og rejse tilbage til Danmark. Min krop giver mig flere problemer end normalt.

- Selv om jeg troede, at det ikke ville blive noget problem at spille to uger i træk i Asien, så kan jeg mærke, at en uge er nok for mig denne gang, skriver Viktor Axelsen på Facebook.

I stedet vil Viktor Axelsen samle energi og kræfter til at få succes i turneringerne Denmark Open og French Open.

- Jeg vil have tre uger derhjemme før Denmark Open og French Open, så mit hovedfokus bliver at forberede mig bedst muligt, så jeg kan præstere godt i Odense og Paris, lyder det fra Viktor Axelsen.

Denmark Open bliver spillet fra 18. til 23. oktober i Odense. Her er Viktor Axelsen seedet til at nå frem til finalen.

/ritzau/