Efter problemer i første sæt kørte Viktor Axelsen hen over sin franske modstander ved EM.

Kolding. Badmintonspilleren Viktor Axelsen har overstået første opgave i forsøget på at forsvare den EM-titel, han sidste år vandt for første gang.

Efter at have været oversidder i første runde var den danske verdensstjerne storfavorit mod verdensranglistens nummer 55, Lucas Corvee fra Frankrig, som da også blev slået i to sæt med 22-20, 21-10.

Foran hjemmepublikum i Kolding skulle Axelsen dog lige spille sig op i omdrejninger i første sæt, som blev helt jævnbyrdigt.

Franskmanden tilspillede sig endda to sætbolde, da han bragte sig foran 20-18, men Axelsen bevarede roen, fik afværget dem begge og vandt efterfølgende sættet med 22-20.

I andet sæt fik forestillingen et mere forventet forløb. Corvee fulgte med til 4-4, men herefter trak Axelsen fra.

Ved sætpausen førte han 11-7 og udbyggede til 15-10, inden han med seks vundne bolde på stribe sikrede sig sejren.

I tredje runde venter et møde med russeren Vladimir Malkov.

En lang stribe andre danskere levede også op til favoritværdigheden i onsdagens kampe.

Den danske mester Anders Antonsen havde ingen problemer med irske Scott Evans, der blev slået i to hurtige sæt.

Det samme kan siges om den olympiske sølvduo Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen, der let affærdigede et skotsk par.

Kun i damesingle var danskerne i alvorlige vanskeligheder. Line Kjærsfeldt, der vandt bronze ved EM for et år siden, vandt 22-20 i tredje sæt mod den upåagtede tyrker Neslihan Yigit.

Også danmarksmester Mette Poulsen måtte slide hårdt for at komme videre. Tyskeren Yvonne Li havde tre matchbolde i tredje sæt, men til slut var det den femteseedede dansker, som trak sig sejrrigt ud af gyseren med 25-23.

Torsdagens program byder blandt andet på et rent dansk opgør i herresingle, hvor Hans-Kristian Vittinghus står over for Emil Holst.

/ritzau/