Annonce: Flyver kippers længere end tun i vand?

Team Fly or Die

Se stort billede

DGU går til filmen og allierer sig med Team Fly or Die, som de næste tre uger vil slå til alt fra tun i vand til kippers i olie.

Dansk Golf Union (DGU) har som et nyt rekrutteringstiltag produceret en række håndholdte videoer, der er rettet mod golfspillende mænd i alderen 25-45 år. Videoerne skal nedbryde nogen af de fordomme, som DGU har identificeret hos interesserede i golf i denne aldersgruppe, nemlig at golf kun er for rige og gamle mennesker. Ved at nedbryde fordomme øger vi chancen for, at de interesserede tager initiativ til at komme ud i golfklubberne.

Videoerne handler om Team Fly or Die, der består af tre golfafhængige drengerøve med hang til hærg og hidsige golfslag. I 13 små virale film vil gutterne blandt andet teste, om en dåse kippers flyver længere end tun i vand; hvad der sker, når man slår en golfbold gennem en vandmelon, og om et natbind med vinger faktisk kan flyve? - Golf i Danmark er i en forandringsproces. Vi vil gerne fortælle, at golf ikke er forbeholdt nogen frem for andre og at golf ikke er langsommeligt og kedeligt, fortæller direktør i DGU Morten Backhausen. Golf er hvad man gør det til. For nogen er det en seriøst sport der betyder alt og for andre er det et drengerøvsfællesskab, som handler om at have det sjovt. Det syntes jeg at Team Fly og Die illustrerer på bedste vis.

Videoerne er skabt til DGU’s facebook-side, og tanken er, at golfspillerne gennem facebook skal dele videoerne med deres ikke-golfspillende venner og dermed vise dem et andet billede af golf end deres fordomme.

De næste tre uger vil der være rig mulighed for at se Team Fly or Die i aktion. Fra mandag til torsdag kl. 11.00 kan du på www.facebook.com/spilgolf følge drengenes golfeventyr, som viser, at golf kan være alt andet end kedeligt.

Tilbage til www.sporten.dk