Anførerbindet om Simon Kjærs arm har tvunget ham ud på både dybt vand og tynd is. Offentlige taler og ridser i egen lak er blandt de piller, landsholdets Dr. Jekyll og Mr.Hyde må sluge for fællesskabets og lederskabets skyld.
Der var smil i øjnene og små grin i mundvigene, da Simon Kjær den 3. juni sidste år tog et kig rundt på sine landsholdskammerater i et omklædningsrum på den anden side af kloden.
Den 27-årige østjyde var langt væk hjemmefra lige dér under et halvtomt stadion i den japanske provins. Men han var også på fremmed grund i overført betydning.
Tog han øjnene fra holdkammeraterne for i stedet at rette blikket mod sin egen venstre arm, fik han øje på et stykke neongult stof. Et stykke stof med en stor betydning – både reelt og symbolsk. Og ikke mindst et stykke stof, der dengang som nu tvinger den velovervejede midterforsvarer til at bryde de indre grænser.
»Jeg skal lære at snakke foran en gruppe eller holde en peptalk, for det er ting, jeg aldrig har gjort før eller overhovedet har brudt mig om. Nu gør jeg det selvfølgelig, for det er en del af opgaven, og jeg skal også være villig til at ændre mig,« fortæller Simon Kjær til BT.
Simon Kjær var dansk landsholdsanfører for første gang under træningsturneringen Kirin Cup sidste sommer. Det var her, han holdt sin første peptalk, og det var her, holdkammeraterne ikke kunne holde masken.
Siden har Fenerbahce-spilleren indhentet den erfaring, man nu engang kan smide i rygsækken på under et år som dansk landsholdsanfører. Men det kilder stadig i maven, når han udfører de opgaver, som en ’fodsoldat’ slipper for, men en kaptajn tvinges ud i.
»Jeg påtager mig den rolle, som jeg skal. Jeg er ikke 100 procent tryg i den, og jeg hviler ikke i mig selv. Det er ikke sikkert, jeg nogensinde kommer til det, men jeg kommer til at lære,« understreger Kjær.
Åge Hareide valgte Simon Kjær til sin faste kaptajn, da Daniel Agger en lille uge efter Kjærs anførerdebut stillede sig op i bardomsklubben Rosenhøj og erklærede sit karrierestop. På et hold, hvor også Kasper Schmeichel, Christian Eriksen og William Kvist blander sig i både spillerrådet og hierarkiets top, gik landstræneren med kombinationen af rutine, ro og galskab. Og det har han ikke fortrudt.
»Jeg kan godt lide Simon, for han er en ’100 procent-mand’. Han er pligtopfyldende, han får de andre med sig, og han leder ved eksemplets kraft på banen,« siger Hareide.
»Han er vokset både som spiller og leder. Nogle lever i skyggen af en anden anfører i længere tid, og Simon har været på det danske landshold i lang tid. Jeg valgte ham på grund af den erfaring og de egenskaber, han har. Han er ikke en person, som råber og skriger. Han er stille og rolig og leder ved at gå forrest, og med den gruppe spillere, vi har, er det vigtigt. Vi har en gruppe spillere, som ser op til sådan nogle som Simon, Christian Eriksen og Kasper Schmeichel, og det er afgørende, at vi har ledestjerner som dem,« uddyber landstræneren.
Hareides beslutning ændrede Simon Kjærs landsholdskarriere. Hans ord fik større vægt og hans handlinger mere pondus.
»Som ung spiller kunne jeg også slappe lidt af under en træning, men det kan jeg ikke mere nu. Nu bliver jeg nødt til at gå forrest. Det går ikke at have en la la-holdning. Den går ikke mere, så man skal lige hive sig selv lidt i nakkeskindet engang imellem for at være et godt eksempel. Det er svært nogle gange. Især, hvis man har haft en dårlig eller irriteret træning,« fortæller landsholdsanføreren, der fylder 28 i morgen, når han leder Danmark i kamp mod Rumænien.
Nu er Kjær ikke bare ’én blandt mange’. Han er i stedet manden, der skal hive de andre op, slå de andre ned og samtidig stille sig op foran dem alle sammen. Et hårdt job for enhver.
»Vi har talt meget om, hvordan vi skal gribe det an i forhold til holdet. Det går ikke at skræmme nogen på plads. Vi må stille og roligt tage hånd om de forskellige personligheder. De unge drenge har en stille fremførsel. Der er ingen af dem, som kommer ind med høj cigarføring og siger ’jeg er den bedste i verden’,« forklarer Åge Hareide.
Og her har Hareide fundet sin mand i en anfører, der ikke kommer til at uddele verbale øretæver eller håndmadder i katakomberne.
»Jeg kommer formentlig aldrig til at stå og råbe og skrige inde i omklædningsrummet. For jeg ville føle mig som en idiot, hvis jeg gjorde det. Jeg går ind for den fornuftige og rolige måde med at tage en samtale omkring tingene. Er der nogen, der har behov for at råbe og skrige, må de gøre det,« siger Kjær.
»Jeg er ikke den type, der er i sin comfort zone, når han står og råber af folk inden en kamp,« uddyber han.
Så skulle man tro, man havde regnet ham ud, den nye kaptajn. Parkeret og sat i boks som den stille, rolige, fornuftige og velovervejede anfører. Måske endda den lidt kedelige af slagsen. Kontornusseren. Mellemlederen. Men helt så enkelt er det ikke. Bag fornuften gemmer sig en galskab, som måske er lige præcis den ekstra ingrediens, som gør midterforsvareren til den helt rigtige anfører for det danske landshold.
»Der er forskellige anførere, og jeg skal være original. Der er ingen grund til at tage et prædikat på, som ikke er mig. Jeg er opdraget til at sige tingene, som de er og ikke ændre mig for nogen. Jeg skal være mig selv, så det prøver jeg at være,« siger Kjær.
Og den person ændrer sig i det sekund, omklædningsrummet er tilbagelagt og duften af græs finder vej gennem det lysblonde skæg .
»Når jeg kommer ud på banen, er det ikke mange positive ord, der kommer ud af min mund. Det må jeg være ærlig og sige. Der bliver jeg meget, meget primitiv. Den første gang forsøger jeg at forklare mig pænt, men gøres den samme dumme fejl igen, er der ingen kære mor. Mange medspillere har sagt, at jeg skulle holde min kæft, men laver han en fejl igen, så står jeg der igen. Sådan er jeg. Det er måske ikke altid så positivt, men det er en del af mig,« erklærer Kjær, inden han fortæller, hvordan det danske landsholds Dr. Jekyll fik sin Mr. Hyde.
»Jeg tror egentlig, det er noget, jeg har taget til mig fra en af mine egne anførere. Da jeg spillede i Palermo, havde jeg Fabio Liverani (tidl. Italiensk landsholdsspiller, red.) som kaptajn. Han var efter mig i seks måneder, hvor han svinede mig til hver eneste dag. Til sidst kunne jeg nok italiensk til at sige til ham; ’Det, du har gang i, hjælper mig sgu ikke. Det er irriterende at høre på.’ Han svarede kort: ’ Den dag, jeg stopper med at råbe efter dig, er den dag, jeg ikke tror på dig mere’. Der gik det op for mig, at han havde et formål med sit råberi.«
Sådan er Simon Kjær også. Han indeholder den galskab, som Åge Hareide så ofte efterlyser hos sine landsholdsspillere. De landsholdsspillere, som Simon Kjær nu har stået i spidsen for igennem 11 turbulente måneder med sejre, nederlag og en verbal krig med DBU, hvor anføreren lod ego være ego og image være image for i stedet at gå i kamp for fællesskabet.
»Jeg havde egentlig helst set at Daniel (Agger, red.) stadig var her. Men når en stor personlighed forsvinder, må andre træde til, og så vokser man forhåbentlig i det. Det er et ansvar, man bliver nødt til at tage. Jeg blev spurgt, og jeg sagde selvfølgelig ja tak, og nu prøver jeg at løse opgaven på den bedst mulige måde. Jeg prøver at gøre mit bedste i alle henseender og prøver at handle med truppens bedste for øje, selv om det ikke altid gavner profilen, brandet eller personen Simon Kjær. Men den slags er en del af det,« slutter landsholdets nye kaptajn.
En sammensat en af slagsen.
