Hobro var sidste sæson den helt store overraskelse i Superligaen, men denne gang er det en anderledes og – er min pointe – forudsigelig placering, man indtager i bunden af tabellen.....
Hobro var sidste sæson den helt store overraskelse i Superligaen, men denne gang er det en anderledes og – er min pointe – forudsigelig placering, man indtager i bunden af tabellen.
Hobro er ikke blevet spillet ud af banen i deres kampe, så nogle af de dyder, man dyrkede og klarede sig med sidste sæson, har man for så vidt bevaret. Forstået på den måde, at det stadigvæk er vanskeligt at besejre Hobro. Man tager ikke bare til Hobro med tre-fire reserver og vinder – og Hobro burde have haft fem point mere.
Hobros store udfordring er at skaffe de mål, som i sidste sæson betød, at man af og til vandt kampene på vippen. Mads Hvilsom og inden ham Emil Berggreen var garanter for scoringer, og det er rigtig mange mål at undvære. En dygtig træner kan godt sætte et hold sammen, så man kan nå langt på struktur, soliditet, vilje og fight. Man kan også hente yderligere ressourcer af sammenhold, og at man har en grad af familieånd i klubben, men tilbage står, at det kræver mål for at vinde kampe. Det er vanskeligt at træne sig til, så her er udfordringen, at man skal udvikle spillerne i klubben eller hente dem udefra.
Det er uhyre vanskeligt at udvikle spillet, så man scorer mere. Og når man mister en topscorer på et, og det siger jeg ikke for at fornærme nogen, middelmådigt hold, så er man tvunget til at købe sig til det. Skal man købe en spiller, der er garant for 15 mål, er Hobro udfordret. Spillere, der kan det, går hellere til andre klubber, hvor pengene er større, så derfor er Hobro på en utrolig vanskelig mission.
Det samme gør sig gældende i Viborg, hvor Serge Déble blev set som et vidunderbarn, men han har været direkte dårlig. I stedet hentede man kroaten Ante Rukavina. Det er en signing, der indeholder mange ubekendte. Man kan selvfølgelig læne sig op ad nogle agenter og nogle efterretninger, men ingen kender ham rigtigt. Han har spillet i en liga, som de færreste har kendskab til. Så der vil være en række spørgsmål, som man er nødt til at håbe på, at man får positive svar på – men som man ikke ved noget om på forhånd. Det er virkeligheden, når man er økonomisk udfordret.
Det vil være en overraskelse, hvis Hobro overlever, og Viborg bliver mere end næstsidst, fordi man skal overvinde de almindelige konkurrencevilkår ud fra en økonomisk anskuelse.
Det, der ikke må ske, er det, Esbjerg har foretaget sig med indkøbene af Bjørn Paulsen og Victor Pálsson, der samlet har kostet over ni mio. kr. – uden at det betyder, man flytter sig i tabellen. De to står ved siden af den eksisterende trup og rager ikke synderligt op over den. Også selv om man leverede et godt resultat mod Brøndby. Esbjerg må ganske enkelt ikke skyde ved siden af med så stort et beløb.
En lignende situation finder sted i AGF, hvor man hentede mange nye spillere i 1. division og så fandt ud af, at de fleste ikke kunne bruges i Superligaen. Det betød, man igen har skrevet under med mange, der ikke synes specielt overbevisende. Størstedelen af de nye får jo ikke spilletid, så enten har sportschefen og træneren ikke set rigtigt, eller også har træneren fået spillere, sportschefen har bestemt, for det må vel være træneren, der sætter holdet.
Så efter en tredjedel af turneringen kan man konkludere, at bunden af tabellen er lige så forudsigelig som toppen.
FC København har ikke været overlegen, men viser kontinuerligt et niveau, der er en tand bedre end modstanderne, og derfor ligger man som forventet.
Jeg er faktisk mere imponeret af FC Midtjylland, der på grund af de europæiske kampe i en række hjemlige opgør har stillet med et decimeret hold, hvilket burde åbne for, at modstanderne oftere, end de har gjort, kunne hente et godt resultat. Alligevel er de to de bedst præsterende, at de næstbedste ikke synes at kunne måle sig med dem.
Der er to hold, der virker markant bedre end alle andre, og her består forfølgerne først og fremmest af Brøndby, dernæst af Randers, AaB og til dels OB, hvis trup og første kampe i Superligaen lovede mere, end man har kunnet indfri.
I subtoppen har Randers været mest stabil, men har været markant dårligere end de to bedste hold i de indbyrdes kampe, man har haft mod top to. AaB har haft en sæson i himmel og helvede, der viser, at topniveauet er virkelig højt, når alt klapper, mens man omvendt svinger så meget i præstation, at man uventet taber kampe.
