FC Københavns opadgående formkurve er imponerende. Det samme kan man ikke just sige om FC Midtjylland, der i weekenden tabte den fjerde kamp i træk. Men det kan dog være FC Midtjyllands held, at FC København i næste runde skal møde formstærke Brøndby...
FC Københavns opadgående formkurve er imponerende. Det er, som om holdet, for hver kamp der spilles, bliver bedre og bedre. I foråret var man bedst i ligaen, og siden er der lagt på med spillere, der nok skulle bruge kampe til at komme i form, men som nu viser deres værd.
Federico Santanders styrke var tydelig, men vi var nødt til at tale om hans allround-kvaliteter, for målene kom ikke – før nu.
Kasper Kusk huskede vi som god, men jeg har været efter ham, for jeg trængte til at se, at han kunne være god andre steder end i Aalborg. Det er han nu, og hans attitude er nu helt anderledes, fordi han får lagt målfarligheden oven på alt det, han ellers mestrer. Benjamin Verbic og Youssef Toutouh har været ude, men er med igen, og det er sigende, at en spiller som Andreas Cornelius starter ude.
FCK har de senere år haft en start-11’er, der traditionelt har været stærkere end FCMs, omend det forspring blev formindsket i denne sæson. Men den sluttende 11’er er altid stærkere end modstanderen, fordi bænken er så stjernebesat.
Netop den stjernebesatte bænk kunne i teorien være et problem for Ståle Solbakken, men hvor mange gange har man hørt om utilfredse spillere, der klager over manglende spilletid? Udover at Ståle Solbakken evner at finde gode spillere, finder han også dem med en god karakter. De små pip, der var med Olof Mellberg, betød jo, at man skilte sig af med ham. I stedet for at have utilfredse spillere gående, handler man, og det ser jeg som gode lederegenskaber, hvilket understreges af, at Ståle Solbakken evner at holde periferispillerne varme, selv om man kun er med i to turneringer mod normalt tre.
Så FC København drøner afsted.
Det samme kan man ikke just sige om FC Midtjylland, der i weekenden tabte den fjerde kamp i træk. I længere tid har der ulmet historier om udskiftninger på trænerniveau, og hvad det kunne få af betydning, men de spekulationer, tror jeg ikke, har haft den store indflydelse på spillerniveau. Det handler, for mig at se, om noget så simpelt som skader og et hårdt program.
Men det er klart, at nederlaget på 2-4 til Viborg på hjemmebane falder uden for kategori. At tabe til Napoli og Brøndby tilsiger jo ikke, at der skulle være krise. Og at man røg ud i pokalen til Roskilde, kan forklares ved, at man stillede med et meget decimeret hold.
Men der bør være stor forskel på det, FCM og Viborg kan præstere, og med tanke på de stjernespillere, Jess Thorup skiftede ind i hjemmekampen, var det overraskende, at man alligevel ikke lykkedes med at hente sejren. Og lige så overraskende var det at se en vaklende defensiv, hvor Kian Hansen og Erik Sviatchenko, som jeg har rost meget, ikke just var pletfri i deres præstationer.
Jeg synes ikke, man kan konkludere, at FCM nu befinder sig i dyb krise, og skulle man tabe mod Napoli på torsdag, ligger det stadig inden for det, man kan forklare sig ud af.
Men taber man mod Esbjerg på hjemmebane, har vi balladen. Der venter et hårdt program frem mod vinterpausen, hvor man efter landskampene på lidt over en uge skal møde OB, Legia Warszawa og så FC København. Efter transfervinduet, hvor det stod klart, at man beholdt Erik Sviatchenko og Pione Sisto, virkede det ellers til, at man var forberedt på denne situation. Man bragte sig op på et niveau, hvor man kunne klare sig internationalt.
Men de mange skader og den manglende erfaring med at være med i de hårde europæiske kampe og duellere i toppen af Superligaen forklarer, hvorfor resultaterne lige nu svigter.
Det kan dog være FC Midtjyllands held, at FC København i næste runde skal til Brøndby, og at den kamp er helt åben. For Brøndby sprudlede mod OB, der til gengæld har en forfærdelig defensiv. Men det er den hårdest mulige modstander, FC København møder på søndag, målt på dagsformen.
For ser man på Brøndbys trup, leverer Daniel Agger, Johan Elmander, Thomas Kahlenberg og Teemu Pukki de navne, der kan nære forventningerne om at være med i medaljestriden. I sæsonbegyndelsen var flere af de nye ikke klar til at levere det forventede, men nu leverer de etablerede spillere, mens Riza Durmisi præsterer på et niveau, så han er den klart bedste danske venstreback overhovedet.
Derfor bliver det virkelig interessant at se, om de kan slå FCK igen. Alt er lige mellem de to inden det kommende brag, men jeg vil stadig sætte pengene på FC København i det lange løb.
