Den mand, der angiveligt fløj en drone ind over stadion, hvorefter det hele eksploderede i vold og ballade, blev fredag aften fotograferet sammen med flere af de albanske landsholdsspillere i København.

Efterfølgende lagde albanernes anfører Lorik Cana billede op på de sociale medier, hvilket fik landstræner Morten Olsen til at væmmes, fordi det netop var drone-episoden, der endte med at taberdømme Serbien og tildele Albanien tre point, hvilket er en stor del af årsagen til, at albanerne nu ligger a point med Danmark.

»Jeg væmmes. Det er usportsligt og har ikke noget med fair play at gøre i min bog. Det åbner mulighed for, at andre kan finde på noget lignende, og at det kan danne præcedens,« sagde en meget utilfreds Morten Olsen efter 0-0 kampen i Parken.

Det albanske landshold sammen med drone-manden - billedet fik Morten Olsen til at rase.
Det albanske landshold sammen med drone-manden - billedet fik Morten Olsen til at rase. Foto: Twitter
Vis mere

Landstræneren svarede ikke direkte på, om han eller DBU nu overvejede at gå videre med sagen til UEFA, men kritiserede skart UEFAs beslutning om at tildele Albanien de tre point.

Ifølge DBUs kommunikationschef, Jacob Høyer, har hverken han eller det øvrige DBU endnu haft tid til at se dybdegående på sagen og har derfor ikke besluttet, om man går videre til UEFA med en klage eller på andre måder reagerer på Albaniens opførsel.