Den Internationale Skiskydningsunion har droppet dopingsager mod 22 af 29 russiske atleter.

Milano. Den Internationale Skiskydningsunion (IBU) har på grund af manglende beviser måttet droppe dopingsagerne mod 22 af 29 unavngivne russiske skiskytter, som var under mistanke.

Det meddelte IBU på et møde sent lørdag i Italien ifølge Reuters.

Syv af atleterne efterforskes stadig, men de 22 øvrige sager er foreløbig lagt ned.

- Der er ikke tilstrækkelige beviser imod de øvrige atleter på nuværende tidspunkt, forklarede IBU på mødet ifølge Reuters.

Derimod kunne IBU fortælle, at man har indledt en officiel undersøgelse af hele Den Russiske Skiskydningsunion (RBU).

RBU skal inden 9. februar fremlægge en fyldestgørende rapport omkring de syv resterende atleter, som fortsat efterforskes for brug af doping.

I sidste måned blev anden del af den omtalte McLaren-rapport fra Det Internationale Antidoping Agentur (Wada) offentliggjort.

Første del afslørede russisk atletik i at benytte omfattende og statsstøttet doping, og den anden del kom med yderligere afsløringer af dopingsnyd i russisk idræt.

/ritzau/