Otte ud af 10 gruer for, hvordan seniorlivet bliver. Bestsellerforfatter råder til sindighed, så bekymringer ikke overskygger glæderne


Efterladt og glemt. Umyndiggjort og hjælpeløs. Trist, syg og ensom.

Det er nogle af de ord, danskerne, ifølge en Gallup-undersøgelse for BT, forbinder med at blive gammel.
De positive nævner: Visdom, børnebørn og god tid. Rejser og livsnyderi.
Alderdommen er en livsfase, vi både ser frem til og frygter. For hvordan kan man nyde livet, når enden er nærmere? Når kroppen ikke magter det, den kunne engang, og hjernen glemmer for meget. Hvordan nyder man roen og friheden i stedet for at spilde sin alderdom på ængstelse og ærgrelser?

Skræmmende


Ifølge BTs Gallup-undersøgelse frygter otte ud af 10 danskere at blive ældre. Mest skræmmende, svarer danskerne, er udsigten til et svigtende helbred, at blive afhængig af andre, at miste ens nærmeste og risikoen for at blive ensom. Ting, som ingen kan gardere sig imod.
»Alderdommen er den fase, hvor der optræder flest livskriser,« siger Astrid Pernille Jespersen, lektor ved Center for Sund Aldring ved Københavns Universitet.
»Den første er at skulle forlade arbejdsmarkedet. Vi identificerer os med vores arbejde og har mange sociale netværk derigennem. Nogle glæder sig til at gå på pension, men for andre er det en kæmpe livskrise. Det lyder forjættende at kunne bruge 40 timer om ugen på noget andet, men det kan være svært, når man i mange år har været vant til at gå på arbejde,« siger hun.
Andre store kriser i alderdommen kan være, at man skal forlade det, der har været familiens hjem, og flytte i ældrebolig. Og så er sygdom og dødsfald blandt dem, man holder af, uundgåeligt.
Det kræver en vis robusthed at komme igennem de store livsændringer.

Sindighed


Det kræver ‘sindighed’, mener den tyske filosof Wilhelm Schmid.
Han er prisbelønnet professor fra Universitetet i Erfurt og har i mange år fungeret som sjælesørger på et hospital ved Zürich. Hans seneste bog, ’Kunsten at blive gammel’, har siden udgivelsen ligget på det tyske nyhedsmagasin Spiegels bestsellerliste og har solgt over 250.000 eksemplarer.
I bogen viser han vejen til en bedre alderdom. Det handler først og fremmest om måden, man tænker på.
Og det bør man øve sig i, for tidsånden spænder ben for den sindige tænkemåde, der er vigtig for at kunne leve med forandringerne, mener forfatteren.
’Problemet med at blive ældre i moderne tid er, at det regnes for meningsløst – ja, ligefrem betragtes som en sygdom, der må opdages i tide og bekæmpes effektivt, indtil den på et tidspunkt kan opereres væk,’ skriver Wilhelm Schmid.
Han mener, vi skal tale mere om art of aging – kunsten leve med ældningprocessen – og mindre om anti-age.
’Det kan hjælpe til, at man forliger sig med de udfordringer, som denne fase byder os,’ skriver han.
Wilhelm Schmids råd i ’Kunsten at blive gammel’ handler om at rumme forandringerne i stedet for at stritte imod. Og at finde en måde at sætte pris på de gode ting, der også er en del af at blive ældre, så det svære ikke fylder for meget.
Man skal tænke over livet, råder filosoffen. Hvad kan man forvente af det at blive ældre? Hvad kan man ændre, og hvad kan man ikke ændre? Det er en livskunst, der er værd at give sig i kast med, at finde mening i sit liv – eller i det mindste at lære at leve med det.

Tilbage i bleen


Man kommer uundgåeligt til at sluge nogle kameler.
’Kroppen bliver ikke længere ombygget, men demonteret,’ varsler forfatteren og formulerer en anden grum sandhed:
’Vi gennemlever udviklingen fra livets begyndelse endnu engang - i omvendt rækkefølge. Vi kommer ud af bleen og kryber tilbage i den.’
Margrethe Kähler, chefkonsulent ved Ældre Sagen, mener, at filosoffen har fat i det rigtige. Vejen til at blive gammel på en god måde er at anlægge en stoisk holdning.
»Man skal være en modig realist,« siger hun.
»Man må øve sig i at acceptere, at der kommer sygdom og svækkelse, og en dag kommer tæppefaldet. Tingene er, som de er. Og mange af dem kan man ikke ændre. Hvis man tænker sådan, så prioriterer man efter det og sætter mere pris på livet. Man skal lade være med at fylde den sorte sæk med ærgrelser og fokusere på alt det gode.«
De svære ting, der hænger uløseligt sammen med alderdommen, kan fylde mindre, hvis man i god tid planlægger sin alderdom. Tænker over, hvad man vil fylde sit liv med, når arbejdet ikke længere optager hverdagene. Måske er det nu, man skal rejse, tage på kursus, dyrke sin hobby, anlægge have, eller være mere sammen med dem, man holder af.

Kroppen skal vedligeholdes


Man skal blive ved med at arbejde på ’det gode liv’. For med den støt stigende levealder risikerer man, på godt og ondt, at den tredje alder bliver lang. Hvem gider at spille golf i 20-30 år?!
En god alderdom kommer ikke af eftertanke alene. Man må ikke underkende vigtigheden af at holde sin fysisk ved lige, råder Astrid Pernille Jespersen fra Center for Sund Aldring.
»Når man gerne vil have en alderdom, hvor man hviler i sig selv, er det vigtigt også at passe på sig selv. Man behøver ikke at være fitnessekspert, men man bliver nødt til at vedligeholde kroppen, så den kan holde til det liv, vi gerne vil leve,« siger hun og påpeger, at demensforskningen også understreger, at man holder sig frisk i hovedet længere, hvis man vedligeholder kroppen.