Forandring. Familierne har indtaget Vesterbro i København, mens bydelens frække fortid lige så stille forsvinder fra gadebilledet.
Forfatter Henrik List har levet og skrevet om det hårde, men også fede liv i Istedgade - on and off - i mere end 25 år. En sen eftermiddag viser han rundt i Istedgade. Vi tager med på en lukningstruet topløs bar med pornobutik i kælderen. Her taler vi lidt om Istedgades nutid og fortid og - bevares - skåler i en fræk fadøl, den velsmurte, skænket med den kvindelige bartenders køn.
Opret abonnement på PLUS og læs om forfatter Henrik Lists oplevelse af Vesterbros forandring fra pornobutikker og bordeller til fancy kaffebarer og snorlige blomsterbede.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Han har levet og skrevet om det hårde, men også fede liv i Istedgade - on and off - i mere end 25 år. En sen eftermiddag viser han rundt i Istedgade. Vi tager med på en lukningstruet topløs bar med pornobutik i kælderen. Her taler vi lidt om Istedgades nutid og fortid og - bevares - skåler i en fræk fadøl, den velsmurte, skænket med den kvindelige bartenders køn.
Er vi virkelig blevet så politisk korrekte og pænhedssøgende, at vi ikke engang kan få lov at beholde den sidste lillebitte rest af det rå, brogede, mangfoldige storbyliv,« spørger forfatter Henrik List.
Han har levet og skrevet om det hårde, men også fede liv i Istedgade - on and off - i mere end 25 år. En sen eftermiddag viser han rundt i Istedgade. Vi tager med på en lukningstruet topløs bar med pornobutik i kælderen. Her taler vi lidt om Istedgades nutid og fortid og - bevares - skåler i en fræk fadøl, den velsmurte, skænket med den kvindelige bartenders køn.
Den 50-årige Henrik List er aktuel med Lindhardt og Ringhofs genudgivelse af essaysamlingen ’Sidste nat i Kødbyen’, der er en personlig debatbog om manglende dansk frisind og det danske pornomiljøs nedtur, men samtidig også en meget personlig skildring af Vesterbros forandringer siden midten af 1990’erne. På godt og ondt.
På topløs bar
Er du klar nu? Så napper vi en af de frække.« Henrik List hilser kammeratligt på den thailandske kvinde bag fadølshanen i Club 34 - selvfølgelig på thai - og sikrer mig 100 kroner i rabat på en fræk fadøl.
Baren i det lille, dunkle lokale er hesteskoformet. Det er lidt af en tidslomme. Smudsig og lummer med hårdkogt film noir-stemning. Stedet har næppe ændret sig meget, siden det åbnede i 1974. Tapetet er af fint mønstret damask. Et ældre maleri af en nøgen kvinde byder sig til. En glasmontre med sexlegetøj. En åben dør fører ind i et rum med lange, lave sofaer og et stort filmlærred, hvor en hvid kvinde bliver penetreret af to sorte mænd. En trappe fører ned til pornobutikken og flere sexbiografer. Animals, står der på en af dem.
Med 90’er-pop i højttalerne sidder Henrik List og jeg i baren på første sal. Bartenderen putter en dildo på hanen og bagefter et kondom. Hun rækker mig et fadølsglas.
»Du skal holde den ind under hanen, mens hun skænker,« siger Henrik List.
Topløs og med kjolen trukket op sætter kvinden sig rutineret over dildoen, så vi har frit udsyn til skamlæberne, der åbner sig, da dildoen går ind. Hun rider dildoen, øllet flyder i glasset, men skummer over som sæd. Efter et par ridt er glasset fyldt.
»Der var godt med skum på dér, du rystede på hænderne, du skal holde den helt skrå jo,« driller Henrik List.
Man kunne måske forvente en hånende attitude over for en nybegynder fra en, der som Henrik List har boet over 20 år i Istedgade, har haft en stripper og en escortpige som kæreste og er kommet i narko- og gangstermiljøet, men nej. Man man godt være en gadedreng med empati. Mens jeg nyder min frække fadøl, taler han med kvinderne, som er ved at gøre sig klar til aftenens arbejde. Det kan meget vel være en af de sidste gange, de gør det, for Club 34 er sat til salg og skal måske snart lukke.
»Jeg håber, vi kan fortsætte lang tid endnu,« siger en af de arbejdende thai-kvinder.
»Ja, det håber jeg også for jer. Det ville da være ærgerligt, hvis den sidste originale topløse pornobar i Danmark lukker,« svarer List.
På sengekanten
Med et par nu almindelige fadøl i hver sin hånd fortæller Henrik List mig om Istedgades udvikling i læderstolene på den topløse bar, Club 34.
Vi begynder i 1969, dengang Danmark skabte verdenshistorie ved at frigive billedpornografien som det første land i verden, og Strassen-enden af Istedgade, mellem Hovedbanegården og Gasværksvej, blev Danmarks eneste Red Light District.
»I begyndelsen af 70erne eksploderede pornoscenen i kvarteret. I 100 år havde området været landskendt for glædespiger, horehuse og heftigt natteliv, men da pornoen boomede, rejste turister fra hele verden pludselig til København for at opleve topløse barer, pornobiografer og over 70 live-show på Vesterbro,« fortæller han.
Istedgades storhedstid varede ikke meget længere end 1980erne, hvor videomaskinen og sidenhen dvd’en og internettet kom til og fjernede grundlaget for mange pornobutikker og neonblinkende sexbiografer, som lukkede i 90erne og 00erne.
Men ikke nok med det. Også politikerne ville se fremskridt og havde en vision om at forvandle ludernes og lommetyvenes Vesterbro til et pænt, familievenligt kvarter for tilflyttere fra forstæder og provinsen. De oprindelige beboere blev genhuset og viklet ind i bureaukrati. Små lejligheder blev slået sammen til store, der kom til at koste så meget i husleje, at mange måtte flytte definitivt væk fra deres gamle arbejderbydel.
En masse nye beboere kom ind og med dem nye, brede fortove fyldt med barnevogne, cafégæster og designercykler.
»Vi er jo kommet dertil, hvor man ikke engang må ryge sig en smøg ude under åben himmel i nogle af gårdene. Som i øvrigt konsekvent er blevet låst af, så kun ejendommens beboere kan komme derind. Der har været mange gode ting ved selve byfornyelsen, men man skulle måske kun have satset på at lave basale forbedringer af de nedslidte, utidssvarende boliger, så huslejen kunne holdes nede,« mener Henrik List.
Ved at nøjes med basale forbedringer såsom brusekabiner, ordentlige toiletter og termoruder kunne kvarteret have bevaret sit særpræg »med bohèmer og skotøjshandlere og slagtere og hustlere og indvandrere og transer, og hvad ved jeg.«
Henrik List finder udviklingen pudsig, fordi mange af de kreavtive unge netop flyttede til kvarteret i 90erne og 00erne på grund af et storbyliv med kant og kontrast.
»Det er paradoksalt, at vi er så bange for den sidste rest af det ægte, beskidte gadeliv. Når vi oplever den slags i Berlin eller New York, synes vi jo, at det er helt fantastisk. Men når vi så møder det i vores egne gader herhjemme – når det larmer fra bodegaen på hjørnet efter klokken 22, når nogle ladyboys åbner en massageklinik i kælderen, eller når nogle grønlændere sidder og drikker bajere foran den smarte italienske iscafé – så går det os pludselig på nerverne. Der har været prostitution i Istedgade i 100 år, porno i 50 år, narko i 40 år. Hvorfor ikke bare erkende, at det er en del af dette særlige kvarters identitet og historie?«
Henrik List mener, at markedskræfterne må bestemme, om vi skal have thai-bordeller, morgenværtshuse og sexbutikker. Ikke klager fra andelsforeninger, beboergrupper eller lokalpolitikere.
»Hvis der ikke er kunder til dem, er det fair nok, at de lukker, men de skal ikke lukkes, fordi nogle sarte tilflyttere synes, at de ’ødelægger den gode stemning’, når svigermor og svigerfar fra Lyngby, Svendborg eller Jylland kommer på besøg,« siger han.
Og det handler ikke bare om porno og junk og råt gadeliv i ’Rabalderstræde’. De sidste gamle danske bagere, slagtere og smørrebrødsforretninger har drejet nøglen om i 00erne, det samme har for nylig også grønthandleren og møntvaskeriet.
»Nu er det alle de normale ting, man har brug for i hverdagen, der begynder at forsvinde. Når der ikke er flere møntvaskerier, bliver man nødt til at købe sin egen vaskemaskine og tørretumbler, og så er det sgu sådan lidt parcelhusagtigt efterhånden. Og hvad skal man gøre, når der kun er kaffebarer, gourmetrestauranter og ejendomsmæglere tilbage? Så er der kun Netto, døgnkioskerne, de tilbageværende brune bodegaer og måske en enkelt pølsevogn ved Hovedbanen for de sidste af os fattigrøve, der holder skansen i kvarteret.«
Som vi sidder og snakker, fortsætter pornoen på skærmene, mens købelystne mænd kommer og går med kvarters mellemrum. I lokalets ene hjørne titter eftermiddagssolen ind fra Istedgade. Det er tid til at kigge ud.
Op og ned ad Strassen
Der er ikke meget tilbage af det før så velkendte neonblinkende Istedgade. Foran Mændenes Hjem hænger en gruppe junkier, en lille håndfuld pornobutikker holder åbent, og ved en trappeopgang står en østeuropæisk gadepige og trækker.
»Den sidste rest af Strassen-scenen er såmænd endda nok til at hidse nogle folk op. Så smålige er vi åbenbart blevet,« sukker Henrik List og peger på et tomt lokale.
»Delta Love Shop herovre ved siden af Spunk Bar havde været i samme families eje siden 1969, men blev lukket for et par år siden, fordi andelsforeningen ikke ønskede at have en pornobutik og blev ved med at chikanere hende, der havde den, ved at hæve huslejen og så videre. Nu står lokalet bare tomt. Indtil der vel kommer en kaffebar,« siger Henrik List.
Som vi står og snakker, hilser flere på Henrik List. Nogle af dansk herkomst andre af thailandsk. Vi går forbi Doll House, stripklubben, hvor han holdt bogreception for ’Sidste nat i Kødbyen’, da den første gang udkom i 2007. Vi slentrer videre forbi et par pornobutikker, et for længst lukket horehus, hvor han før i tiden af og til har overnattet i en brandert, fordi nogle venner drev det, men hvor der i dag er en stor cykel- og barnevognskælder. Han fortæller om den shawarma-snask, hvor der blev lavet shady deals i nattens løb i midt-90’erne, og et bestemt kodeord udløste en falafel med gadens på det tidspunkt nye vare, rygeheroin.
Vi går væk fra Istedgade, ned ad Gasværksvej og forbi det nu lukkede morgenværtshus Centralen - også efter pres og klager fra områdets beboere.
»Her var fuld skrue på fra fem morgen til 10 formiddag. Jeg så tit folk danse derinde, når jeg selv gik på arbejde om morgenen. Afrikanske mænd solgte negerkugler på lokummet, og man kunne let møde en grønlandsk pige, der var frisk på at komme en tur med hjem efter en ordentlig røvfuld guldbajere,« fortæller Henrik List.
Længere nede ad Gasværksvej lå De Fire Årstider, som nu er en moderne Vesterbro-café.
»Det var et hårdt morgenværtshus. Der har jeg haft karantæne. Første gang havde jeg været blandet ind i et slagsmål sammen med en anden tosse, da vi var ude på sådan en 48-timers dødstur. Nogen tid efter blev jeg så busted alene i at sniffe coke ude på lokummet. Så fik jeg livstidskarantæne. Det var sgu lidt pinligt, men på en måde var det jo også lidt sejt dengang – at få karantæne fra lige netop dét sted.«
Vi når til Eriksgade, hvor Henrik List engang blev slået ned med et jernrør.
»Jeg har været ude at skide mange gange. Jeg prøver bestemt heller ikke at romantisere fortidens miljø med ludere, gangstere og narkomaner. Her var også mennesker, der kan være meget belastende at være sammen med, og mange tragiske skæbner er endt i rendestenen på Vesterbro. Der var tidligere et fantastisk sammenhold på Vesterbro, men folk kunne sgu også være iskolde over for dem, de ikke selv kendte. Der kunne være en brutalitet, afstumpethed, desperation i luften i disse gader. Og det kan der indimellem være endnu, når mørket falder på, og alle de pæne tilflyttere har rullet persiennerne ned,« siger forfatteren.
På en trappesten sidder en kvinde med en smøg. Accenten er københavnsk, tænderne få, ansigtet rynket.
»Alt det nye byggeri er pænt og firkantet, vi har ikke råd til at gå i de butikker, og det hele er lige rosenbede. Det er blevet så kedeligt, og Vesterbro er slet ikke til at kende mere,« siger hun.
Et par ordvekslinger følger, og døren over trappestenen åbner. Det er indgangen til Reden, et kristent, feministisk rådgivningssted for kvinder i misbrug og prostitution.
»Så skal I komme ind. Der er kage,« siger en ung kvinde.
Reden er en af de organisationer, som på den ene side hjælper kvinder, der er i prostitution, og på den anden side kæmper for at kriminaliserere prostitution og lukke de topløse barer, så man kan komme ’problemet’ til livs.
Henrik List og Reden har i mange år stået i hver sit ringhjørne i den offentlige debat. For Henrik List mener ikke, det nytter at lægge låget på gryden og drive heksejagt på narkomaner og prostituerede. For der vil altid være nogle, der kommer på Vesterbro for at købe stoffer eller sex. Og nogle andre, der kommer på Vesterbro for at sælge det til dem, og et eller andet sted skal den slags jo foregå.
»Hvis man lægger låget for stramt på, ender det kun med, at gryden koger over. Selvom kvarteret er blevet så pænt på overfladen, er Strassen-scenen paradoksalt nok samtidig blevet mere rå og voldelig, fordi pusherne og de prostituerede konstant bliver fjernet fra Istedgade og Mariakirken af politiet. Og så kommer alt til at foregå i skyggen, hvor der ingen kontrol er, og det hele bliver mere desperat. I stedet for at jage f.eks. junkier, småpushere og sexarbejdere rundt i kvarteret, burde man sørge for, at de kunne arbejde eller tage deres stoffer under mere sikre og trygge forhold,« siger Henrik List.
Den del af udviklingen på Vesterbro, der indebærer, at der er kommet fixerum både på Strassen og i Den Brune Kødby på Halmtorvet, fremhæver han som positiv. Så skyggelivet trods alt kan fortsætte her på Vesterbro - dog i mere trygge rammer.
