Mænd, kvinder og børn løb for livet, ‘da døden bankede på døren’. Nu er de på flugt. Drømmer de om trygge Danmark? Nej – blandt de grå telte handler det i første omgang om noget helt andet
Her på grænsen til Syrien er det ikke livets største bekymringer for syersken, landmanden og den højgravide kvinde. Her handler det først og fremmest om det mest grundlæggende for at leve: Mad, vand, ly og varme.
Men bliver man ved med at spørge ind til drømmene, som rækker udover de endeløse rækker af grå telte, så handler det faktisk for de flestes vedkommende bare om at få lov til at vende hjem til Kobane. Til Syrien. Blot enkelte taler om Vesten, færre om Danmark.
Opret abonnement på BT PLUS og læs den gribende reportage, hvor BT tager dig med på vejen til helvede, og bringer dig tæt på menneskerne, der bor i det sydøstlige Tyrkiet, på grænsen til Syrien. Husk at 1. måneds abonnement er gratis.
Det får du i denne PLUS-pakke:
- Vejen til helvede
- 'Tag vores barn til Danmark'
- De ser på krig
- Syrien-Danmark uden retur
- Da Syrien kom til Samsø
- GRAFIK: Flygtninge strømmer ud af Syrien
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Vejen er som en lineal. Golde, stenede marker, så langt øjet rækker. Vores chauffør nikker. Vi er på vejen til helvede.
- ’The road to Hell’, gentager han. Og rykker lidt tilbage i sædet.
Sort røg stiger op, en skudsalve lyder, pulsen stiger. Vi fortsætter ad den lige landevej, men mødes snart af en spærring og soldater, vender om og svinger i stedet til venstre ad en smal sidevej, fortsætter rundt om et par høje i det nu bakkede landskab. Den sorte, tunge Volvo danser på underlaget, som nu er sten og grus.
Chaufføren vender sig om:
- Vi er 500 meter fra grænsen nu, siger han og peger ud ad vinduet.
Vi ser nu ind i Kobane, den syriske by, hvor terrorbevægelsen Islamisk Stat, kendt for halshugninger og voldtægter, huserer og har drevet byens kurdiske indbyggere på flugt. Vi kommer ikke tættere på.
- Det er for farligt, siger SN. Han er syrisk ingeniør og har fundet en midlertidig levevej som manden, der kan bringe dig tæt på dette helvede på jorden. Han, som selv er flygtning og ikke ønsker sit navn i avisen, peger på de tyrkiske tanks, der holder ca. 100 meter fra os. Kanonerne peger mod Kobane.
Kan se deres hjem blive bombet
BT er i det sydøstlige Tyrkiet, på grænsen til Syrien. Kobane, der lige nu har verdens øjne rettet mod sig, ligger på den anden side af grænsen.
Borgerkrigen i Syrien har hærget siden 2011 og kostet op mod 200.000 mennesker livet.
Ca. 6,5 mio. mennesker er på flugt internt i Syrien. 2,5 mio. mænd, kvinder, unge, gamle og børn er flygtet ud af landet. Mere end en million mennesker har krydset grænsen til Tyrkiet siden 2011, hvor oprøret mod præsident al-Assad begyndte.
Men de stopper ikke der. De banker på døren for at få hjælp. Også i Danmark, mere end 4.000 kilometer væk.
Og hvad gør vi ved det, spørger politikerne hinanden. Skal vi åbne vores hjem, skal vi bygge flere lejre, eller kan vi sende problemet videre til andre lande? Hvad med Afrika?
Her på grænsen til Syrien er det ikke livets største bekymringer for syersken, landmanden og den højgravide kvinde. Her handler det først og fremmest om det mest grundlæggende for at leve: Mad, vand, ly og varme.
Men bliver man ved med at spørge ind til drømmene, som rækker udover de endeløse rækker af grå telte, så handler det faktisk for de flestes vedkommende bare om at få lov til at vende hjem til Kobane. Til Syrien. Blot enkelte taler om Vesten, færre om Danmark.
Det er måske heller ikke så mærkeligt. For de flygtninge, vi møder lige her, har kun været i Tyrkiet i få uger. De kan stadig se deres hjem fra bakken ved grænsen, hvor der er udsigt til kampene i Kobane.
For få uger siden var de en del af den seneste bølge af flygtninge. Ca. 130.000 kom over den tyrkiske grænse på 48 timer, da Islamisk Stat indtog Kobane, der i dag er som en spøgelsesby, tømt for civile.
Nu bor tusindvis af dem i flygtningelejre, på byggepladser, i tomme butikslokaler, på lossepladser, i nedlagte moskeer eller landsbyhytter uden vand og el i udkanten af grænsebyen Suruc, hvor BT møder dem. Men der er også dem, som man reelt ikke aner hvor er i dag.
Andre landsmænd sidder strandet andre steder i Tyrkiet og nabolande i flere år. I runde tal har seks procent af de syriske flygtninge, der er kommet ud af landet, søgt lykken i Europa.
Alibi for folkedrab
Syrien, der ligger omkranset af Tyrkiet i nord, Irak mod øst, Jordan mod syd og Israel, Libanon mod vest, blev en uafhængig stat i 1941. Siden et militærkup i 1970 har al-Assad-familien med hård hånd styret landet med de 22,4 mio. indbyggere.
Den nuværende præsident, 49-årige Bashar al-Assad, overtog posten i 2000, da hans far døde, men nu er landet i opløsning. Oprøret mod regimet begyndte i januar 2011. I dag slås flere forskellige oprørsgrupper mod præsidentens tropper.
Og senest er dele af landet blevet erobret af en ny part i konflikten, den berygtede terrorgruppe Islamisk Stat (IS). IS kæmper for oprettelsen af et kalifat, et land, hvor der leves efter strenge muslimske regler.
De første syrere flygtede altså fra præsident Bashar al-Assads regime, der ifølge oprørsgrupper og Vesten står bag massedrab på civile, mens de seneste flygter fra en hidtil uset brutal terrorbevægelse. Men tingene hænger sammen, mener terrorekspert Lars Erslev Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier:
- Konflikten mellem præsidenten og de syriske oprørsgrupper er kommet til at stå i skyggen faf krigen mod Islamisk Stat. Man kan sige, at Islamisk Stat udnytter situationen i Syrien, og at præsident al-Assad på den anden side udnytter det internationale fokus på Islamisk Stat til at sønderbombe sin egen befolkning andre steder i landet. Det er ret ulækkert, men det er, hvad vi ser. Og det betyder, at flere mennesker end tidligere er blevet drevet på flugt, siger han.
Lars Erslev Andersen mener, at Islamisk Stat er ‘mere potent end f.eks. al-Qaeda nogensinde har været’. Og gruppen, der udover at være en terrororganisation også er en oprørshær, har dokumenteret, at der er god grund til at flygte, også hvis man er civil. De sortklædte krigere har bl.a. kidnappet og tortureret børn, skudt tilfældige civile, halshugget mennesker og leget med deres hoveder bagefter. Det er med til at iscenesætte gruppen som kompromisløs og sejrende, hvilket har tiltrukket sympatisører fra regionen, men også fra den vestlige verden, herunder Danmark, som deler ønsket om oprettelsen af et kalifat. De, som ikke gør eller har en anden religion, bliver mejet ned.
Vil bare vende hjem
Her på grænsen til Syrien møder BT flygtninge, der blot er et fåtal af de mere end 51 millioner mennesker, der verden over er på flugt. Ikke siden Anden Verdenskrig har man, ifølge FN, set lignende tal.
Arin Mirkan, hedder teltlejren, der ligger ca. otte kilometer fra den syriske grænse. Lejren er nu hjem for nogle af de ca. 130.000 flygtninge, der kommer fra Kobane.
520 telte står på rad og række. I gennemsnit sover der 6,2 personer i hvert telt, men i nogle op til ti personer. 3.000 mennesker lever her i lejren, der er opkaldt efter den syrisk-kurdiske kvinde Arin Mirkan, som kæmpede mod Islamisk Stat. Arin Mirkans liv sluttede, da hun i kampen for Kobane udløste bomben, hun havde spændt om livet.
Lejren har netop fået toilet-kabiner, men på den anden side af hegnet findes stadig de huller, der har fungeret – og som stadig gør det – som massetoiletter.
Det er især ældre mænd, kvinder og børn, som udgør beboerne i Arin Mirkan. De yngre mænd kæmper på den anden side af grænsen. Mange har mistet en søn, en bror eller en fætter. Hvis ikke man selv har mistet, kender man en, som har.
De tog flugten, da ‘døden bankede på døren’ som en ældre kvinde i en teltåbning formulerer det. De greb deres børn og løb eller startede bilen og trykkede speederen i bund. Hendes beretning om den pludselige flugt ligner alle andres.
Langt de fleste forklarer også, at deres største ønske er at vende hjem, de blot 10 minutters kørsel herfra. Kun enkelte nævner fremtidsdrømme om Europa og Danmark.
Kamp og savn
Ifølge Erik Johnson, katastrofechef i Folkekirkens Nødhjælp, der gennem lokale partnere hjælper flygtningene i området, kommer disse flygtninge ikke hjem inden for de næste 12 måneder. Han tøver ikke med at kalde situationen for ‘en katastrofe’:
- En katastrofe er, når der er så mange ramte, at man ikke længere kan sørge for de basale nødvendigheder. Hvis der ikke er mulighed for at give mad, husly, sundhed, vand og sanitet, så er det en katastrofe. Og det er, hvad vi ser her, siger Erik Johnson.
Han forklarer, at der nu er et stort fokus på at gøre klar til vinteren. Teltene, der står i lejren i dag, er ikke isolerede, der mangler tæpper og varmt tøj.
- Når kulden kommer, kan det få fatale konsekvenser. Mad er der heller ikke nok af – hverken i lejrene eller til folk, som bor uden for lejrene. Og folk bor steder, som ikke er egnet til beboelse, siger Erik Johnson.
I et af lejrens grå telte fortæller den 57-årige Khadeeja Iman, at hendes søn kæmper på den anden side af grænsen. Hun er stolt af ham, men hun ved ikke, hvor han er lige nu. De taler ikke sammen hver dag.
- Det er o.k., hvis jeg mister min søn, hvis jeg får Kobane tilbage, siger hun.
Hendes blik er fast, mens 27-årige Fatma Bozan, en kvinde, der har mistet en fætter i krigen, kigger ned.
- Det er åbenbart min skæbne at sidde her. I vores hus havde vi fem værelser. Nu bor og gør vi alle sammen alt i ét telt. Min største drøm er at vende hjem, for det her er ikke noget liv. Det er som om, tiden står stille, siger hun.
