I Vejle bor en 94-årig mand, der er en af kun ca. ti tilbageværende danske soldater, der kæmpede på tysk side under Anden Verdenskrig. Han voksede op i en dansk nazistisk familie og meldte sig til Frikorps Danmark i juni 1941. For 73 år siden.
Der er kun nogle få tilbage. Ingen ved præcis hvor mange, men ti er et kvalificeret bud. De er alle ældgamle mænd. Engang var der over 6000 af dem.
Det er de danskere, der under Anden Verdenskrig gik i krigstjeneste på tysk side, det handler om. En af dem bor i en stuelejlighed med tre værelser i Vejle. Han har været enkemand i tre år og fyldte to dage før vores besøg 94 år.
Læs anden del af serien her:
Da Magnus Johannes Møller åbner døren og venligt giver hånd, kan vi se, at den høje alder har sat sit præg i form af duknakkethed. Han bevæger sig imidlertid rundt med skridt, der – alderen taget i betragtning - er overraskende sikre. En rollator står inden for døren, og den bruger han, når han skal købe ind. Ellers klarer han sig uden.
Magnus Møller var med i Frikorps Danmark, der kæmpede på østfronten mod Sovjetunionen i årene 1942-43.
Her tilbragte han mange måneder i omgivelser, hvor han et hvilket som helst øjeblik kunne komme under beskydning, og hvor stanken af menneske- og dyrelig uafbrudt hang i luften. Han lægger i dag stor vægt på at forklare, at det ikke var tysk krigstjeneste, han udførte, selv om det var det, han blev idømt halvandet års fængsel for i 1946. Det var dansk krigstjeneste, mener han.
Begge dele vender vi tilbage til.
Meldinger af klasse
Magnus Møller var 21 år, da han i foråret 1942 kom tæt på den legendariske frikorpskommandør Christian Frederik von Schalburg på SS-kasernen i Treskau i det tysk besatte Polen.
Schalburg havde været landsungdomsfører for Nationalsocialistisk Ungdom (NSU) og var indædt jødehader, men han havde karisma. Indtil han tog skridtet ind i Waffen-SS i 1940, var han vellidt langt ud over de nazistiske kredse. Han var især kendt for at være god til mandskabspleje.
»Vi skulle ud på en øvelse, jeg som motorcykelordonnans. Om aftenen skulle jeg deltage i et ’Planspiel’ i officersmessen,« beretter frontveteranen over for BT.
Øvelsen gik ud på, at hver enkelt officer styrede en bataljon eller et regiment.
»Jeg fik ordre til at deltage, selv om jeg ikke var officer, bl.a. fordi jeg kunne tysk. Schalburg gav mig den opgave at overbringe en melding mundtligt fra én enhed til en anden. Han hørte med, både da jeg modtog ordren, og da jeg overbragte den. Det blev øvelsens bedste resultat i underofficersgruppen. ’Der har vi jo min eliteordonnans!’ sagde Schalburg senere ofte, når vi passerede hinanden,« erindrer Magnus Møller.
»Da vi nogle måneder senere var på vej til fronten, var det et chok for mig at få at vide, at han var faldet,« da vi gjorde ophold på banegården i Riga.
Magnus Møller, der stammer fra landsbyen Hovslund i Sønderjylland, gjorde sig hurtigt godt bemærket, efter at han et halvt år forinden havde meldt sig. På Langenhorn Kaserne ved Hamburg, korpsets første uddannelsessted, blev han udtaget til hestetjeneste – sandsynligvis fordi han var vokset op på landet og derfor havde en godt tag på dyr.
Et par måneder senere, i efteråret 1941, blev korpset flyttet til Treskau, hvor en ny SS-kaserne var blevet indrettet i et palæ, hvor der tidligere havde været sindssygehospital.
»Jeg arbejdede i stalden og blev rytterordonnans; senere blev jeg motorcykelordonnans. Engang bad min kompagnichef mig køre til sportspladsen, mens han satte sig i sidevognen. Da han fandt ud af, at jeg kunne skifte gear, uden at han mærkede det, var han tilfreds,« fortæller Magnus Møller.
At denne opgave står skarpt i erindringen, er vi ikke i tvivl om. Selv om oplevelsen fandt sted for 73 år siden, illustrerer den 94-årige mand sin beretning om den specielle køreteknik med små lyde, der skal gøre det ud for motorlyde, mens han ’styrer’ motorcyklen med sidevogn. Præcis som om det var sket i sidste uge.
Opgaven betød bl.a., at Magnus Møller et par gange blev sendt hele vejen fra Treskau til Hamburg med vigtige beskeder. Det var ikke mindst en opgave som den, der - som han siger - fik ham til at føle sig mere ’frit stillet’ end de kammerater, der måtte passe den daglige eksercits.
Hjemmevant på nettet
Frikorps-veteranen er åndsfrisk i en grad, som sætter ham i stand til næsten at kokettere med det.
»Jeg har haft flere besøgsvenner gennem Røde Kors. Men det har altid været en betingelse, at vedkommende kan spille skak på computeren,« siger han kækt.
Møller havde i sin ungdom ambitioner om at læse til ingeniør. Det blev ikke til noget, men den tekniske flair fejler ikke noget. Magnus Møller færdes hjemmevant på nettet, og derudover får han dagen til at gå med at læse sin avis.
»Jeg ser også meget tv om historie, især på Viasat.«
Vi får hurtigt indblik i, hvad det var for kvaliteter, C.F. Schalburg værdsatte. Møllers hukommelse for navne, steder, omstændigheder og militære enheder er imponerende. Vores spørgsmål resulterer gerne i lange svar, hvor han redegør for baggrund og derpå nærmest stabler detaljer og oplysninger ovenpå hinanden, inden han når frem til konklusionen.
At tiden i Frikorps Danmark har en særlig betydning, ses af hans samling af billeder, som han selv tog dengang. De er ordnet i et album, og hvert enkelt er forsynet med en sirlig, håndskreven tekst.
Meldte sig med det samme
Den sønderjyske bondedreng meldte sig frivilligt, efter at Tyskland havde angrebet Sovjetunionen 22. juni 1941. Den danske regering måtte acceptere, at besættelsesmagten hvervede soldater, og der blev åbnet hvervekontorer bemandet med medlemmer af det danske nazistparti DNSAP.
Et sådant kontor blev etableret på det tyske gymnasium i Aabenraa, og her henvendte Magnus Møller sig sidst i juni.
Faktisk havde han allerede halvandet år tidligere forsøgt at komme i krig på finsk side efter det sovjetiske angreb på Finland i 1939. Der blev oprettet en bataljon af frivillige danskere, men Møller kunne ikke komme med, fordi han ikke havde aftjent sin værnepligt.
En uge efter tilmeldingen til frikorpset kom Magnus på session i Haderslev. Derefter kom indkaldelsen sammen med en enkeltbillet til København, hvor de ca. 430 frivillige, der foreløbig havde meldt sig, samledes på en kaserne inden afrejsen.
Magnus Møller meldte sig, siger han, ikke til frikorpset af politisk ildhu, men ud fra en nøgtern konstatering af, hvilke muligheder han havde.
»Vinteren 1940/41 var hård. Jeg havde lidt arbejde nede i Kiel, men for det meste var der intet arbejde. Man kunne få understøttelse, men kun lidt – og ikke nok til at betale en husleje. I stedet arbejdede jeg lidt hos bønderne. Her kunne man også få kost og logi. Jeg tænkte, at der efter to år ved fronten kunne være en chance for mig hos militæret eller politiet,« forklarer Møller.
Hitler skabte fremgang
Han var vokset op i et hjem, der var præget af landbrugskrisen i 1920’erne og 1930’erne. I begyndelsen boede familien på en gård ved Billund, men på grund af tiderne måtte den flytte til et husmandssted i Hovslund.
Magnus’ far var dansksindet sønderjyde og nationalsocialist. Magnus var medlem af Nationalsocialistisk Ungdom (NSU) i Aabenraa.
»Men da jeg som 17-årig flyttede hjemmefra for at arbejde i landbruget, holdt jeg op med at komme, fordi der ikke var nogen afdeling det nye sted. Jeg blev aldrig senere aktivt engageret i nationalsocialistiske organisationer,« fortæller han.
»Jeg så ikke noget særligt i nationalsocialismen som sådan. Jeg vidste kun, at krisen var som blæst væk i Tyskland.«
Magnus Møller nævner bl.a., at han ikke havde mulighed for at komme i håndværkerlære på grund af den økonomiske situation, mens en jævnaldrende søn af nogle familievenner i Flensborg sagtens kunne få en uddannelse.
»Og de levede meget bedre, end vi gjorde, fordi tingene gik så stærkt fremad dernede.«
Hustruen hjemstavnsfordrevet
Lejligheden er så velholdt, at vi i begyndelsen tog det som en selvfølge, at den 94-årige har hjemmehjælp, men det er ikke tilfældet. Enkemanden klarer det selv, og han steger også selv sine frikadeller, eller hvad han nu får til aftensmad. Det nåede han at lære, inden hans hustru Regina døde for tre år siden.
Hendes baggrund understreger, hvorfor Tysklands skæbne har spillet en hovedrolle i familiens liv. Hun var én af de ca. ti millioner tyskere, der blev fordrevet fra de tidligere tyske østområder, da den røde hær rykkede frem i 1945.
»Jeg havde ikke fundet en at være sammen med, da jeg var fyldt 30 år i begyndelsen af 1950’erne. Så spurgte en kammerat: ’Skulle vi to ikke tage til Flensborg og gå ud at se på byen?’ Her mødte jeg min kone. Hun var fra Pommern og boede med sin mor i Slesvig. Min kammerat fandt også én,« mindes Magnus Møller.
Parret fik to døtre og en søn. Billeder af børnebørn pryder overkanten af hans stuereol.
Ægteparret solgte på et tidspunkt sin villa og besluttede at rejse pengene op. De besøgte blandt andet lande som Venezuela og Mexico.
Ret hurtigt under vores besøg stiller vi Magnus Møller et spørgsmål om nazisternes holdning til jøderne. Hans svar tager udgangspunkt i et møde i endnu et ferieland.
»Hitlers jødepolitik var fuldstændig tosset. Jøderne har der aldrig været noget i vejen med. F.eks... var min kone og jeg engang på kurophold i Rumænien. Her fik vi nogle venner - jøder der ejede et rejsebureau i Tel Aviv. De var meget joviale mennesker,« siger han.
Det første dødsoffer
I maj 1942 var tiden var inde til det, soldaterne havde meldt sig frivilligt til.
Hovedstyrken blev med C.F. Schalburg – nyudnævnt SS-Sturmbannführer (major) – i spidsen fløjet ind i den såkaldte Demjansk-kedel knap 300 km syd for Leningrad (i dag St. Petersborg), hvor et tysk armékorps på ca. 95.000 mand næsten var omringet af talmæssigt overlegne sovjetrussiske styrker.
Danskerne fik til opgave at holde en smal korridor åben, så tyskerne ikke blot kunne få forsyninger med fly, men også ad landjorden.
Magnus Møller og de øvrige ordonnanser fulgte først efter senere, og de var på vej til frontområdet, da beskeden om Schalburgs død kom. Allerede på vej til Riga var gruppen kommet ud for sit første dødsoffer.
» Jeg kørte bagerst, fordi jeg var udnævnt til mekaniker. Nogle havde endnu ikke erfaring nok til at betjene de tunge sidevogns-motorcykler. En ordonnans mistede ved en skarp drejning bort fra sidevognen herredømmet over sit køretøj. Han kørte ud over en skrænt og kom i styrtet ind under maskinen. Han var dræbt på stedet,« fortæller frikorpsveteranen.
Var helt uberørt
Det er svært at få den 94-årige til at fortælle om følelser i forhold til rædslerne i kampområdet, hvor soldaterne dagligt stødte på opsvulmede lig af faldne soldater i vandløbene eller den sumpede jordbund.
Også i den nærmeste by, Staraja Russa, lå der ofte døde i gaderne. Byen skiftede hænder fem gange mellem 1941 og 1943.
Magnus Johannes Møller er hårdkogt i en grad, der i sammenligning ville få Humphrey Bogart til at minde om en pædagog i en dansk skovbørnehave.
»Det at miste kammerater ved fronten rørte mig overhovedet ikke. Vi vidste jo, at det ville ske - at nogle ville falde,« bemærker han.
Vi viser ham et billede fra frontområdet af soldaterkammeraten ’Balbo’, der fremviser et menneskekranium, han har taget som souvenir – og i øvrigt senere bringer med hjem til København.
»Ja, det er ’Balbo,« bekræfter Møller uden i øvrigt at kommentere billedets makabre motiv.
I denne stemning fortsætter den gamle frikorpsmand sin beretning. Ingen anger, ingen synlige følelser på trods af, at han har oplevet grusommere ting, end man kan forestille sig. Ingen afstandtagen fra de blodige forbrydelser på den tyske side af fronten.
Det, han siger, formuleres præcist, men i et ensartet, nærmest messende tonefald.
Han fortæller, at hans forhold til den russiske civilbefolkning var godt.
»På et tidspunkt boede jeg hos en bondefamilie med tre børn. Manden havde ikke nået at blive indkaldt til den røde hær, fordi tyskerne simpelthen rykkede for hurtigt frem. De var meget venlige. En gang, da jeg blev kaldt op og skulle ud at køre midt om natten, stod konen op og lavede mad til mig,« mindes Magnus Møller.
Beskudt af fly
Da Møller engang kørte på motorcykel ud over et snedækket landskab, blev han beskudt at russiske fly. Han kunne ikke gøre andet end at køre videre, siksakke og håbe at undgå kuglerne. Det gjorde han. Heldet var med ham, og han blev ikke ramt.
Den indbyrdes tone var tit brutal.
»På et tidspunkt blev en soldat advaret: ’Gå ikke over dér, for der er miner!’ Han gik alligevel derud og blev løftet op i luften af en træmine, men overlevede. ’Åh, du er så dum – du kan ikke engang dø!« var der en, der råbte,« mindes Magnus Møller.
Efter kampene i Demjansk-kedlen kom ca. 800 Frikorps Danmark-soldater i september 1942 på en samlet orlov i Danmark med ankomst i København. Orloven er et eksempel på et punkt, hvor Magnus Møller står ret alene med sit syn på fortiden.
»Vi blev hyldet, da vi kom ud fra Hovedbanegården, men da vi kom til Rådhuspladsen, var der en enkelt, der stod og råbte. Ellers oplevede vi ikke det mindste,« siger han.
Det er i modstrid med, hvad der står i næsten enhver historiebog. Her fortælles der om en hujende og piftende befolkning, der råbte ’nazisvin’ og ’landsforrædere’. I de følgende dage var der talrige sammenstød landet over mellem nazifjendtlige danskere og frikorpsfolk, der under deres orlov promenerede i uniform.
Måske kan Magnus Møllers erindring opfattes som endnu et udtryk for den særlige upåvirkelighed, som præger ham. Den har også vist sig i hans efterkrigsliv.
»Der er næsten intet, der kan ryste mig. Jeg har siddet i en bus, der væltede rundt. Både min kone og min datter blev kvæstet. Bagefter ville redningsmandskabet teste, om jeg var chokeret. ’Nej, nej, jeg har oplevet mere end det her,’ sagde jeg. De målte mit blodtryk, og det var helt normalt,« fortæller frontveteranen.
Lusene overlevede frosten
Ordentlig mad, tøj og hygiejne var en daglig udfordring på østfronten. Lus var en konstant plage, men soldaterne havde ventet, at det ville blive et mindre problem, da frikorpset efter orloven – i november 1942 - blev forflyttet til frontafsnittet Nevel-Velekije Luki længere sydpå. Her, i den dybeste russiske vinter, ville plageånderne da ikke kunne overleve, mente de.
»Når vi var blevet fyldt med kropslus, tog vi skjorten af og hængte den ud om natten. Det blev jo ned til mere end 20 graders frost, men der skete bare det, at de blev røde. Og deres unger blev igen sorte, og så begyndte det igen at klø,« beretter Møller.
»Den russiske familie, vi var indkvarteret hos, spurgte os: ’Nå, har I partisaner?’. De vidste jo godt, hvad det handlede om,«
I foråret 1943 blev frikorpset kaldt tilbage og sendt til SS-kasernen i Grafenwöhr ved Nürnberg, fordi tyskerne var i gang med at reorganisere styrkerne.
Det betød, at Frikorps Danmark skulle opløses, og at styrken i stedet skulle indgå i en Waffen-SS-division under navnet ’Regiment Dänemark’. Det førte til protester fra flere hundrede, der havde meldt sig under forudsætning af, at de skulle kæmpe i en dansk enhed.
»En officer sagde til os: ’Hvis I vil hjem, så har I chancen nu!’,« siger Magnus Møller.
Han så risikoen for, at han nu ville blive sendt f.eks. til Frankrig for at blive indsat i kamp mod den franske modstandsbevægelse. Det var ikke det, han havde meldt sig til, mente han.
Billedet var vendt
Møller erkender, at det var krigens udvikling mere end høje idealer, der fik ham til at holde fast på, at han ville hjem.
»Efter kapitulationen ved Stalingrad (i januar 1943, red.) var det tydeligt, at tyskerne ikke kunne vinde krigen. Hvad skulle man så risikere liv og lemmer for? Chancen for, at jeg kunne komme i politiet eller militæret, byggede jo på, at Tyskland vandt, så den mulighed var væk,« siger han.
I modsætning til flertallet modstod den nu 22-årige mand presset fra sine foresatte, og i sommeren 1943 blev han hjemsendt.
Det viste sig at være et fornuftigt valg. ’Regiment Dänemark’ blev kort efter sendt til Kroatien, og her blev nogle af danskerne inddraget i nedskydning af civile og hængning af landsbybeboere.
Magnus Møller undgik den glidebane, som andre frivillige kom ind på efter hjemkomsten: arbejde i Schalburgkorpset eller som marinevægter eller bevæbnet sabotagevagt. Han gik ganske vist i tysk tjeneste, men som civilarbejder på det, der senere blev Flyvestation Skrydstrup.
Faderen hentet af frihedskæmpere
Da tyskerne overgav sig 5. maj 1945, var der ingen nåde over for dem, der havde stået på den forkerte side. Ifølge straffelovstillægget, som Folketinget vedtog kort efter, skulle frivillige i Frikorps Danmark og Waffen-SS straffes med mindst fire års fængsel, uanset at regeringen havde accepteret, at danskere meldte sig.
Magnus Møllers far blev hentet af frihedskæmpere og bragt til det tyske mindretals gymnasium i Aabenraa, der var blevet interneringsbygning – i øvrigt præcis den samme bygning, hvor Møller havde meldt sig til krigstjeneste fire år før.
Den hjemvendte søn havde arbejde i en tørvemose, men passede gården ved siden af. Seks uger senere, 15. juni, fik han et brev fra politiet med besked om at melde sig straks.
Om fortsættelsen beretter Magnus Møller i sin bog ’I krig for Danmark’:
»Den 16. juni henvendte jeg mig på gymnasiet og blev modtaget af en politibetjent. ’De er arresteret,’ sagde betjenten. ’Ja, ja da’,’ mente jeg, ’jeg har henvendt mig her, fordi I holder min far som gidsel. Bliver han frigivet? Ellers går jeg igen. Hvem skal ellers sørge for familien og dyrene?’ Da man mærkede, at jeg ikke var bange, blev tonen en anden. Jeg fik forklaret, at man havde holdt min far tilbage, fordi han havde været anklaget for hvervning til krigstjeneste.
Hertil svarede jeg, at far ikke havde hvervet, men tværtimod havde frarådet, at nogen meldte sig dertil. Men, mente jeg, skulle nogen anklages for hvervning, måtte det være besættelsestidens danske krigsminister. ’Nu skal De ikke blive fræk, af sted med Dem.’ Hvorefter jeg blev ført ned i salen.
I gymnasiets gymnastiksal var hele gulvet dækket med madrasser, som de arresterede opholdt sig på. På balkonen var der anbragt et maskingevær, og et par frihedskæmpere patruljerede deroppe med maskinpistoler.«
Hentydningen til krigsministeren har sammenhæng med Magnus Møllers vigtigste pointe i det 2½ timer lange interview.
»VI fulgte regeringens opfordring, mens DE gik imod regeringens opfordring. Efter krigen gik modstandsfolk og piskede os rundt og truede med maskinpistoler. Men hvis nogen var strafskyldige, var det ikke frikorpsfolkene, men modstandsfolkene, understreger han.
Magnus Møller henviser til, at det ifølge Haager Landkrigsforordningen er forbudt personer uden uniform at gøre modstand mod en besættelsesmagt.
Selv blev han idømt halvandet års fængsel.
Bådebygger og redaktør
Når det ikke gik værre, selv om en minimumsstraf på fire års fængsel oprindelig var fastsat, skyldtes det, at den revanchistiske stemning var aftaget siden sommeren 1945.
Frikorpsfolk, der ikke var skyldige i andet end fronttjeneste, blev nu typisk idømt mellem et og to års fængsel. Schalburgs tidligere eliteordonnans afsonede 14 måneder i Fårhuslejren.
Møller var stadig kun 26 år, da han blev løsladt, og han fik et indholdsrigt arbejdsliv, selv om det ikke blev til den ingeniøruddannelse, som han havde drømt om.
»Jeg drev i nogle år en tørveproduktion og derefter en tid en landbrugsmaskinstation,« fortæller han.
Så måtte han tre år på rekonvalescens på grund af tuberkulose. Magnus Møller kom sig, og nu fulgte stillinger i maskinbranchen og som svejser.
»Jeg var bl.a. med til at bygge olieraffinaderiet i Fredericia. Så begyndte jeg som selvstændig og byggede i en del år glasfiberbåde. »
Til sidst blev han redaktør for JAK-Bladet, der udgives af foreningen ’Jord, Arbejde, Kapital’, der arbejder for en reform af kreditlovgivningen med det formål at indføre rentefri finansiering af fast ejendom.
Magnus Møller har længe været forholdsvis åben om sin fortid. I 2008 blev han f.eks. interviewet i en tv-dokumentar på DR-TV om C.F. Schalburg.
»Det første par år efter fængslet tilbragte jeg i et klima, hvor man ikke i Danmark ville vedstå sig de frivillige. Men siden dengang har jeg været åben om det, for jeg boede i mange år i Sønderjylland. Her var der på grund af det tyske mindretal så mange, der havde haft deres sønner ved fronten, at det ikke var noget problem. Heller ikke i forhold til tidligere modstandsfolk i mit lokalområde. Der har jeg oplevet en gensidig respekt,« beretter den 94-årige mand.
Gensyn efter 72 år
Som nævnt er Magnus Johannes Møller usædvanlig selvhjulpen. Det viser sig også, da vi spørger ham, om han vil med BT på en rejse til Demjansk-området for at gense de steder, hvor han som 21-årig kom ud for oplevelser, der blev så skelsættende for hans liv.
Møller svarer uden videre ja. Han har godt nok tre børn, men de bliver blot orienteret om, at han har tænkt sig at tage af sted. Han får hjælp til de indviklede formularer til visum til Rusland, men tager sig ellers selv af de praktiske forberedelser.
Vi møder ingen andre familiemedlemmer før afrejsen. Først undervejs får vi nummeret på en datter, da vi selv spørger.
Rejsen ligger lysår fra en ferie på lune strande på Gran Canaria, men det er der råd for. Møller er uddannet under SS-idealet om ’Härte*: kompromisløs hårdhed og psykisk og fysisk udholdenhed.
Det bliver der også brug for under rejsen til Rusland, hvor han, som vi andre, må omstille sig til 10 graders fugtig frost.
Opholdet byder på et møde med en lokal russisk familie og på en tur med en uaffjedret traktor ud ad en hulvej, der er fyldt med ishuller. Formålet med det ubekvemme ridt er at finde det sted ude i de uendelige birkeskove, hvor C.F. Schalburg havde sit hovedkvarter – og hvor han faldt 2. juni 1942.
Der er kun nogle få tilbage. Ingen ved præcis hvor mange, men ti er et kvalificeret bud. De er alle ældgamle mænd. Engang var der over 6000 af dem.
Det er de danskere, der under Anden Verdenskrig gik i krigstjeneste på tysk side, det handler om. En af dem bor i en stuelejlighed med tre værelser i Vejle. Han har været enkemand i tre år og fyldte to dage før vores besøg 94 år.
Læs anden del af serien her:
Da Magnus Johannes Møller åbner døren og venligt giver hånd, kan vi se, at den høje alder har sat sit præg i form af duknakkethed. Han bevæger sig imidlertid rundt med skridt, der – alderen taget i betragtning - er overraskende sikre. En rollator står inden for døren, og den bruger han, når han skal købe ind. Ellers klarer han sig uden.
Magnus Møller var med i Frikorps Danmark, der kæmpede på østfronten mod Sovjetunionen i årene 1942-43.
Her tilbragte han mange måneder i omgivelser, hvor han et hvilket som helst øjeblik kunne komme under beskydning, og hvor stanken af menneske- og dyrelig uafbrudt hang i luften. Han lægger i dag stor vægt på at forklare, at det ikke var tysk krigstjeneste, han udførte, selv om det var det, han blev idømt halvandet års fængsel for i 1946. Det var dansk krigstjeneste, mener han.
Begge dele vender vi tilbage til.
Meldinger af klasse
Magnus Møller var 21 år, da han i foråret 1942 kom tæt på den legendariske frikorpskommandør Christian Frederik von Schalburg på SS-kasernen i Treskau i det tysk besatte Polen.
Schalburg havde været landsungdomsfører for Nationalsocialistisk Ungdom (NSU) og var indædt jødehader, men han havde karisma. Indtil han tog skridtet ind i Waffen-SS i 1940, var han vellidt langt ud over de nazistiske kredse. Han var især kendt for at være god til mandskabspleje.
»Vi skulle ud på en øvelse, jeg som motorcykelordonnans. Om aftenen skulle jeg deltage i et ’Planspiel’ i officersmessen,« beretter frontveteranen over for BT.
Øvelsen gik ud på, at hver enkelt officer styrede en bataljon eller et regiment.
»Jeg fik ordre til at deltage, selv om jeg ikke var officer, bl.a. fordi jeg kunne tysk. Schalburg gav mig den opgave at overbringe en melding mundtligt fra én enhed til en anden. Han hørte med, både da jeg modtog ordren, og da jeg overbragte den. Det blev øvelsens bedste resultat i underofficersgruppen. ’Der har vi jo min eliteordonnans!’ sagde Schalburg senere ofte, når vi passerede hinanden,« erindrer Magnus Møller.
»Da vi nogle måneder senere var på vej til fronten, var det et chok for mig at få at vide, at han var faldet,« da vi gjorde ophold på banegården i Riga.
Magnus Møller, der stammer fra landsbyen Hovslund i Sønderjylland, gjorde sig hurtigt godt bemærket, efter at han et halvt år forinden havde meldt sig. På Langenhorn Kaserne ved Hamburg, korpsets første uddannelsessted, blev han udtaget til hestetjeneste – sandsynligvis fordi han var vokset op på landet og derfor havde en godt tag på dyr.
Et par måneder senere, i efteråret 1941, blev korpset flyttet til Treskau, hvor en ny SS-kaserne var blevet indrettet i et palæ, hvor der tidligere havde været sindssygehospital.
»Jeg arbejdede i stalden og blev rytterordonnans; senere blev jeg motorcykelordonnans. Engang bad min kompagnichef mig køre til sportspladsen, mens han satte sig i sidevognen. Da han fandt ud af, at jeg kunne skifte gear, uden at han mærkede det, var han tilfreds,« fortæller Magnus Møller.
At denne opgave står skarpt i erindringen, er vi ikke i tvivl om. Selv om oplevelsen fandt sted for 73 år siden, illustrerer den 94-årige mand sin beretning om den specielle køreteknik med små lyde, der skal gøre det ud for motorlyde, mens han ’styrer’ motorcyklen med sidevogn. Præcis som om det var sket i sidste uge.
Opgaven betød bl.a., at Magnus Møller et par gange blev sendt hele vejen fra Treskau til Hamburg med vigtige beskeder. Det var ikke mindst en opgave som den, der - som han siger - fik ham til at føle sig mere ’frit stillet’ end de kammerater, der måtte passe den daglige eksercits.
Hjemmevant på nettet
Frikorps-veteranen er åndsfrisk i en grad, som sætter ham i stand til næsten at kokettere med det.
»Jeg har haft flere besøgsvenner gennem Røde Kors. Men det har altid været en betingelse, at vedkommende kan spille skak på computeren,« siger han kækt.
Møller havde i sin ungdom ambitioner om at læse til ingeniør. Det blev ikke til noget, men den tekniske flair fejler ikke noget. Magnus Møller færdes hjemmevant på nettet, og derudover får han dagen til at gå med at læse sin avis.
»Jeg ser også meget tv om historie, især på Viasat.«
Vi får hurtigt indblik i, hvad det var for kvaliteter, C.F. Schalburg værdsatte. Møllers hukommelse for navne, steder, omstændigheder og militære enheder er imponerende. Vores spørgsmål resulterer gerne i lange svar, hvor han redegør for baggrund og derpå nærmest stabler detaljer og oplysninger ovenpå hinanden, inden han når frem til konklusionen.
At tiden i Frikorps Danmark har en særlig betydning, ses af hans samling af billeder, som han selv tog dengang. De er ordnet i et album, og hvert enkelt er forsynet med en sirlig, håndskreven tekst.
Meldte sig med det samme
Den sønderjyske bondedreng meldte sig frivilligt, efter at Tyskland havde angrebet Sovjetunionen 22. juni 1941. Den danske regering måtte acceptere, at besættelsesmagten hvervede soldater, og der blev åbnet hvervekontorer bemandet med medlemmer af det danske nazistparti DNSAP.
Et sådant kontor blev etableret på det tyske gymnasium i Aabenraa, og her henvendte Magnus Møller sig sidst i juni.
Faktisk havde han allerede halvandet år tidligere forsøgt at komme i krig på finsk side efter det sovjetiske angreb på Finland i 1939. Der blev oprettet en bataljon af frivillige danskere, men Møller kunne ikke komme med, fordi han ikke havde aftjent sin værnepligt.
En uge efter tilmeldingen til frikorpset kom Magnus på session i Haderslev. Derefter kom indkaldelsen sammen med en enkeltbillet til København, hvor de ca. 430 frivillige, der foreløbig havde meldt sig, samledes på en kaserne inden afrejsen.
Magnus Møller meldte sig, siger han, ikke til frikorpset af politisk ildhu, men ud fra en nøgtern konstatering af, hvilke muligheder han havde.
»Vinteren 1940/41 var hård. Jeg havde lidt arbejde nede i Kiel, men for det meste var der intet arbejde. Man kunne få understøttelse, men kun lidt – og ikke nok til at betale en husleje. I stedet arbejdede jeg lidt hos bønderne. Her kunne man også få kost og logi. Jeg tænkte, at der efter to år ved fronten kunne være en chance for mig hos militæret eller politiet,« forklarer Møller.
Hitler skabte fremgang
Han var vokset op i et hjem, der var præget af landbrugskrisen i 1920’erne og 1930’erne. I begyndelsen boede familien på en gård ved Billund, men på grund af tiderne måtte den flytte til et husmandssted i Hovslund.
Magnus’ far var dansksindet sønderjyde og nationalsocialist. Magnus var medlem af Nationalsocialistisk Ungdom (NSU) i Aabenraa.
»Men da jeg som 17-årig flyttede hjemmefra for at arbejde i landbruget, holdt jeg op med at komme, fordi der ikke var nogen afdeling det nye sted. Jeg blev aldrig senere aktivt engageret i nationalsocialistiske organisationer,« fortæller han.
»Jeg så ikke noget særligt i nationalsocialismen som sådan. Jeg vidste kun, at krisen var som blæst væk i Tyskland.«
Magnus Møller nævner bl.a., at han ikke havde mulighed for at komme i håndværkerlære på grund af den økonomiske situation, mens en jævnaldrende søn af nogle familievenner i Flensborg sagtens kunne få en uddannelse.
»Og de levede meget bedre, end vi gjorde, fordi tingene gik så stærkt fremad dernede.«
Hustruen hjemstavnsfordrevet
Lejligheden er så velholdt, at vi i begyndelsen tog det som en selvfølge, at den 94-årige har hjemmehjælp, men det er ikke tilfældet. Enkemanden klarer det selv, og han steger også selv sine frikadeller, eller hvad han nu får til aftensmad. Det nåede han at lære, inden hans hustru Regina døde for tre år siden.
Hendes baggrund understreger, hvorfor Tysklands skæbne har spillet en hovedrolle i familiens liv. Hun var én af de ca. ti millioner tyskere, der blev fordrevet fra de tidligere tyske østområder, da den røde hær rykkede frem i 1945.
»Jeg havde ikke fundet en at være sammen med, da jeg var fyldt 30 år i begyndelsen af 1950’erne. Så spurgte en kammerat: ’Skulle vi to ikke tage til Flensborg og gå ud at se på byen?’ Her mødte jeg min kone. Hun var fra Pommern og boede med sin mor i Slesvig. Min kammerat fandt også én,« mindes Magnus Møller.
Parret fik to døtre og en søn. Billeder af børnebørn pryder overkanten af hans stuereol.
Ægteparret solgte på et tidspunkt sin villa og besluttede at rejse pengene op. De besøgte blandt andet lande som Venezuela og Mexico.
Ret hurtigt under vores besøg stiller vi Magnus Møller et spørgsmål om nazisternes holdning til jøderne. Hans svar tager udgangspunkt i et møde i endnu et ferieland.
»Hitlers jødepolitik var fuldstændig tosset. Jøderne har der aldrig været noget i vejen med. F.eks... var min kone og jeg engang på kurophold i Rumænien. Her fik vi nogle venner - jøder der ejede et rejsebureau i Tel Aviv. De var meget joviale mennesker,« siger han.
Det første dødsoffer
I maj 1942 var tiden var inde til det, soldaterne havde meldt sig frivilligt til.
Hovedstyrken blev med C.F. Schalburg – nyudnævnt SS-Sturmbannführer (major) – i spidsen fløjet ind i den såkaldte Demjansk-kedel knap 300 km syd for Leningrad (i dag St. Petersborg), hvor et tysk armékorps på ca. 95.000 mand næsten var omringet af talmæssigt overlegne sovjetrussiske styrker.
Danskerne fik til opgave at holde en smal korridor åben, så tyskerne ikke blot kunne få forsyninger med fly, men også ad landjorden.
Magnus Møller og de øvrige ordonnanser fulgte først efter senere, og de var på vej til frontområdet, da beskeden om Schalburgs død kom. Allerede på vej til Riga var gruppen kommet ud for sit første dødsoffer.
» Jeg kørte bagerst, fordi jeg var udnævnt til mekaniker. Nogle havde endnu ikke erfaring nok til at betjene de tunge sidevogns-motorcykler. En ordonnans mistede ved en skarp drejning bort fra sidevognen herredømmet over sit køretøj. Han kørte ud over en skrænt og kom i styrtet ind under maskinen. Han var dræbt på stedet,« fortæller frikorpsveteranen.
Var helt uberørt
Det er svært at få den 94-årige til at fortælle om følelser i forhold til rædslerne i kampområdet, hvor soldaterne dagligt stødte på opsvulmede lig af faldne soldater i vandløbene eller den sumpede jordbund.
Også i den nærmeste by, Staraja Russa, lå der ofte døde i gaderne. Byen skiftede hænder fem gange mellem 1941 og 1943.
Magnus Johannes Møller er hårdkogt i en grad, der i sammenligning ville få Humphrey Bogart til at minde om en pædagog i en dansk skovbørnehave.
»Det at miste kammerater ved fronten rørte mig overhovedet ikke. Vi vidste jo, at det ville ske - at nogle ville falde,« bemærker han.
Vi viser ham et billede fra frontområdet af soldaterkammeraten ’Balbo’, der fremviser et menneskekranium, han har taget som souvenir – og i øvrigt senere bringer med hjem til København.
»Ja, det er ’Balbo,« bekræfter Møller uden i øvrigt at kommentere billedets makabre motiv.
I denne stemning fortsætter den gamle frikorpsmand sin beretning. Ingen anger, ingen synlige følelser på trods af, at han har oplevet grusommere ting, end man kan forestille sig. Ingen afstandtagen fra de blodige forbrydelser på den tyske side af fronten.
Det, han siger, formuleres præcist, men i et ensartet, nærmest messende tonefald.
Han fortæller, at hans forhold til den russiske civilbefolkning var godt.
»På et tidspunkt boede jeg hos en bondefamilie med tre børn. Manden havde ikke nået at blive indkaldt til den røde hær, fordi tyskerne simpelthen rykkede for hurtigt frem. De var meget venlige. En gang, da jeg blev kaldt op og skulle ud at køre midt om natten, stod konen op og lavede mad til mig,« mindes Magnus Møller.
Beskudt af fly
Da Møller engang kørte på motorcykel ud over et snedækket landskab, blev han beskudt at russiske fly. Han kunne ikke gøre andet end at køre videre, siksakke og håbe at undgå kuglerne. Det gjorde han. Heldet var med ham, og han blev ikke ramt.
Den indbyrdes tone var tit brutal.
»På et tidspunkt blev en soldat advaret: ’Gå ikke over dér, for der er miner!’ Han gik alligevel derud og blev løftet op i luften af en træmine, men overlevede. ’Åh, du er så dum – du kan ikke engang dø!« var der en, der råbte,« mindes Magnus Møller.
Efter kampene i Demjansk-kedlen kom ca. 800 Frikorps Danmark-soldater i september 1942 på en samlet orlov i Danmark med ankomst i København. Orloven er et eksempel på et punkt, hvor Magnus Møller står ret alene med sit syn på fortiden.
»Vi blev hyldet, da vi kom ud fra Hovedbanegården, men da vi kom til Rådhuspladsen, var der en enkelt, der stod og råbte. Ellers oplevede vi ikke det mindste,« siger han.
Det er i modstrid med, hvad der står i næsten enhver historiebog. Her fortælles der om en hujende og piftende befolkning, der råbte ’nazisvin’ og ’landsforrædere’. I de følgende dage var der talrige sammenstød landet over mellem nazifjendtlige danskere og frikorpsfolk, der under deres orlov promenerede i uniform.
Måske kan Magnus Møllers erindring opfattes som endnu et udtryk for den særlige upåvirkelighed, som præger ham. Den har også vist sig i hans efterkrigsliv.
»Der er næsten intet, der kan ryste mig. Jeg har siddet i en bus, der væltede rundt. Både min kone og min datter blev kvæstet. Bagefter ville redningsmandskabet teste, om jeg var chokeret. ’Nej, nej, jeg har oplevet mere end det her,’ sagde jeg. De målte mit blodtryk, og det var helt normalt,« fortæller frontveteranen.
Lusene overlevede frosten
Ordentlig mad, tøj og hygiejne var en daglig udfordring på østfronten. Lus var en konstant plage, men soldaterne havde ventet, at det ville blive et mindre problem, da frikorpset efter orloven – i november 1942 - blev forflyttet til frontafsnittet Nevel-Velekije Luki længere sydpå. Her, i den dybeste russiske vinter, ville plageånderne da ikke kunne overleve, mente de.
»Når vi var blevet fyldt med kropslus, tog vi skjorten af og hængte den ud om natten. Det blev jo ned til mere end 20 graders frost, men der skete bare det, at de blev røde. Og deres unger blev igen sorte, og så begyndte det igen at klø,« beretter Møller.
»Den russiske familie, vi var indkvarteret hos, spurgte os: ’Nå, har I partisaner?’. De vidste jo godt, hvad det handlede om,«
I foråret 1943 blev frikorpset kaldt tilbage og sendt til SS-kasernen i Grafenwöhr ved Nürnberg, fordi tyskerne var i gang med at reorganisere styrkerne.
Det betød, at Frikorps Danmark skulle opløses, og at styrken i stedet skulle indgå i en Waffen-SS-division under navnet ’Regiment Dänemark’. Det førte til protester fra flere hundrede, der havde meldt sig under forudsætning af, at de skulle kæmpe i en dansk enhed.
»En officer sagde til os: ’Hvis I vil hjem, så har I chancen nu!’,« siger Magnus Møller.
Han så risikoen for, at han nu ville blive sendt f.eks. til Frankrig for at blive indsat i kamp mod den franske modstandsbevægelse. Det var ikke det, han havde meldt sig til, mente han.
Billedet var vendt
Møller erkender, at det var krigens udvikling mere end høje idealer, der fik ham til at holde fast på, at han ville hjem.
»Efter kapitulationen ved Stalingrad (i januar 1943, red.) var det tydeligt, at tyskerne ikke kunne vinde krigen. Hvad skulle man så risikere liv og lemmer for? Chancen for, at jeg kunne komme i politiet eller militæret, byggede jo på, at Tyskland vandt, så den mulighed var væk,« siger han.
I modsætning til flertallet modstod den nu 22-årige mand presset fra sine foresatte, og i sommeren 1943 blev han hjemsendt.
Det viste sig at være et fornuftigt valg. ’Regiment Dänemark’ blev kort efter sendt til Kroatien, og her blev nogle af danskerne inddraget i nedskydning af civile og hængning af landsbybeboere.
Magnus Møller undgik den glidebane, som andre frivillige kom ind på efter hjemkomsten: arbejde i Schalburgkorpset eller som marinevægter eller bevæbnet sabotagevagt. Han gik ganske vist i tysk tjeneste, men som civilarbejder på det, der senere blev Flyvestation Skrydstrup.
Faderen hentet af frihedskæmpere
Da tyskerne overgav sig 5. maj 1945, var der ingen nåde over for dem, der havde stået på den forkerte side. Ifølge straffelovstillægget, som Folketinget vedtog kort efter, skulle frivillige i Frikorps Danmark og Waffen-SS straffes med mindst fire års fængsel, uanset at regeringen havde accepteret, at danskere meldte sig.
Magnus Møllers far blev hentet af frihedskæmpere og bragt til det tyske mindretals gymnasium i Aabenraa, der var blevet interneringsbygning – i øvrigt præcis den samme bygning, hvor Møller havde meldt sig til krigstjeneste fire år før.
Den hjemvendte søn havde arbejde i en tørvemose, men passede gården ved siden af. Seks uger senere, 15. juni, fik han et brev fra politiet med besked om at melde sig straks.
Om fortsættelsen beretter Magnus Møller i sin bog ’I krig for Danmark’:
»Den 16. juni henvendte jeg mig på gymnasiet og blev modtaget af en politibetjent. ’De er arresteret,’ sagde betjenten. ’Ja, ja da’,’ mente jeg, ’jeg har henvendt mig her, fordi I holder min far som gidsel. Bliver han frigivet? Ellers går jeg igen. Hvem skal ellers sørge for familien og dyrene?’ Da man mærkede, at jeg ikke var bange, blev tonen en anden. Jeg fik forklaret, at man havde holdt min far tilbage, fordi han havde været anklaget for hvervning til krigstjeneste.
Hertil svarede jeg, at far ikke havde hvervet, men tværtimod havde frarådet, at nogen meldte sig dertil. Men, mente jeg, skulle nogen anklages for hvervning, måtte det være besættelsestidens danske krigsminister. ’Nu skal De ikke blive fræk, af sted med Dem.’ Hvorefter jeg blev ført ned i salen.
I gymnasiets gymnastiksal var hele gulvet dækket med madrasser, som de arresterede opholdt sig på. På balkonen var der anbragt et maskingevær, og et par frihedskæmpere patruljerede deroppe med maskinpistoler.«
Hentydningen til krigsministeren har sammenhæng med Magnus Møllers vigtigste pointe i det 2½ timer lange interview.
»VI fulgte regeringens opfordring, mens DE gik imod regeringens opfordring. Efter krigen gik modstandsfolk og piskede os rundt og truede med maskinpistoler. Men hvis nogen var strafskyldige, var det ikke frikorpsfolkene, men modstandsfolkene, understreger han.
Magnus Møller henviser til, at det ifølge Haager Landkrigsforordningen er forbudt personer uden uniform at gøre modstand mod en besættelsesmagt.
Selv blev han idømt halvandet års fængsel.
Bådebygger og redaktør
Når det ikke gik værre, selv om en minimumsstraf på fire års fængsel oprindelig var fastsat, skyldtes det, at den revanchistiske stemning var aftaget siden sommeren 1945.
Frikorpsfolk, der ikke var skyldige i andet end fronttjeneste, blev nu typisk idømt mellem et og to års fængsel. Schalburgs tidligere eliteordonnans afsonede 14 måneder i Fårhuslejren.
Møller var stadig kun 26 år, da han blev løsladt, og han fik et indholdsrigt arbejdsliv, selv om det ikke blev til den ingeniøruddannelse, som han havde drømt om.
»Jeg drev i nogle år en tørveproduktion og derefter en tid en landbrugsmaskinstation,« fortæller han.
Så måtte han tre år på rekonvalescens på grund af tuberkulose. Magnus Møller kom sig, og nu fulgte stillinger i maskinbranchen og som svejser.
»Jeg var bl.a. med til at bygge olieraffinaderiet i Fredericia. Så begyndte jeg som selvstændig og byggede i en del år glasfiberbåde. »
Til sidst blev han redaktør for JAK-Bladet, der udgives af foreningen ’Jord, Arbejde, Kapital’, der arbejder for en reform af kreditlovgivningen med det formål at indføre rentefri finansiering af fast ejendom.
Magnus Møller har længe været forholdsvis åben om sin fortid. I 2008 blev han f.eks. interviewet i en tv-dokumentar på DR-TV om C.F. Schalburg.
»Det første par år efter fængslet tilbragte jeg i et klima, hvor man ikke i Danmark ville vedstå sig de frivillige. Men siden dengang har jeg været åben om det, for jeg boede i mange år i Sønderjylland. Her var der på grund af det tyske mindretal så mange, der havde haft deres sønner ved fronten, at det ikke var noget problem. Heller ikke i forhold til tidligere modstandsfolk i mit lokalområde. Der har jeg oplevet en gensidig respekt,« beretter den 94-årige mand.
Gensyn efter 72 år
Som nævnt er Magnus Johannes Møller usædvanlig selvhjulpen. Det viser sig også, da vi spørger ham, om han vil med BT på en rejse til Demjansk-området for at gense de steder, hvor han som 21-årig kom ud for oplevelser, der blev så skelsættende for hans liv.
Møller svarer uden videre ja. Han har godt nok tre børn, men de bliver blot orienteret om, at han har tænkt sig at tage af sted. Han får hjælp til de indviklede formularer til visum til Rusland, men tager sig ellers selv af de praktiske forberedelser.
Vi møder ingen andre familiemedlemmer før afrejsen. Først undervejs får vi nummeret på en datter, da vi selv spørger.
Rejsen ligger lysår fra en ferie på lune strande på Gran Canaria, men det er der råd for. Møller er uddannet under SS-idealet om ’Härte*: kompromisløs hårdhed og psykisk og fysisk udholdenhed.
Det bliver der også brug for under rejsen til Rusland, hvor han, som vi andre, må omstille sig til 10 graders fugtig frost.
Opholdet byder på et møde med en lokal russisk familie og på en tur med en uaffjedret traktor ud ad en hulvej, der er fyldt med ishuller. Formålet med det ubekvemme ridt er at finde det sted ude i de uendelige birkeskove, hvor C.F. Schalburg havde sit hovedkvarter – og hvor han faldt 2. juni 1942.
