Ny dansk film sætter spot på en af de største ulykker og skandaler i Danmarks historie, som begyndte en dag i polarmørket for 47 år siden. Det var den dag, hvor et amerikansk B-52 fly forulykkede ud for den grønlandske vestkyst. Med fire brintbomber om bord.
Ulykken trak en hale af løgne og fortielser med sig og afslørede en betændt politisk skandale om Danmarks atompolitik, som selv i dag er omgærdet af hemmelighedskræmmeri, og som af siddende regeringer siden er forsøgt fejet ind under gulvtæppet. Og hundredevis - hvis ikke flere - Thulearbejdere blev i årene der fulgte ramt af en række forskellige kræftformer. Og døde på stribe.
Det var stadig kun sen eftermiddag den søndag i januar 1968, men årstidens polarmørke gjorde det stort set umuligt at se en hånd for sig. Lige indtil klokken 17.46, hvor en søjle af ild og en gigantisk skyformation viste sig dér på den kulsorte arktiske himmel.
Det var den dag, hvor et amerikansk B-52 fly forulykkede ud for den grønlandske vestkyst. Med fire brintbomber om bord.
Ulykken trak en hale af løgne og fortielser med sig og afslørede en betændt politisk skandale om Danmarks atompolitik, som selv i dag er omgærdet af hemmelighedskræmmeri, og som af siddende regeringer siden er forsøgt fejet ind under gulvtæppet.
Nu vender skandalen tilbage. Blæst op på det store lærred. Filmen ’Idealisten’ har premiere 9. april og handler om journalisten Poul Brink og hans utrættelige kamp for at afdække skandalen.
Men her er historien om, hvad der egentlig skete i Thule 21. januar 1968 og den efterfølgende uge, hvor fundamentet for skandalen blev skabt.
Søndag 21. januar 1968
Jens Zinglersen var på arbejde den søndag. Han var speditør i Grønland og udstationeret på Thulebasen og den nærliggende bygd Dundas. Arbejdet lakkede mod enden, og han gik udenfor for at starte bilen, så den var varm til køreturen hjem til Dundas. Det var minus 35 grader.
»Det var bælgmørkt, men alligevel kunne man godt se konturerne af landskabet,« fortæller Jens Zinglersen og fortsætter: »Flyet styrtede ned og eksploderede stort set for øjnene af mig.«
I Grønland har man et moralkodeks. Er nogen i nød, smider man alt, hvad man har i hænderne, og rykker ud. Og det gjorde Jens Zinglersen efter at have fået grønt lys fra Thule-basens amerikanske base-commander.
»Jeg fik at vide, at det var en ’broken arrow’, betegnelsen for et atombombebærende fly. Men jeg tror ikke, at jeg dengang vidste, hvad det var. Jeg ville bare hjælpe de besætningsmedlemmer, der måtte være skudt ud med faldskærm og ikke havde en chance for at overleve særlig længe i kulden,« siger han.
Iført bjørneskindsbukser, kamikker af sælskind og en renskindsanorak spændte han hundene for slæden og drog af sted med en af de lokale, Arrutak Kristiansen. Kørte alt, hvad tøjler og remme kunne holde til på den flere timer lange rejse ud til ulykkesstedet.
Klokken nærmede sig midnat, da de nåede frem.
»Selve brandstedet, hvor flyet var styrtet ned og gået gennem isen, var nok 800 m langt og 200 m bredt. Jeg så en masse vragrester og faldskærme, som jeg troede, var besætningsmedlemmernes. Men det viste sig, at de hørte til bomberne. Fire til hver.«
Midt på natten måtte de give op.
»Jeg forventede jo at finde nogle forbrændte lig, men vi kunne intet finde,« forklarer han.
Mandag 22. januar 1968
Klokken nærmede sig 6.30, da Jens Zinglersen vendte tilbage til Thulebasen. Han havde været på benene i et døgn. Uden søvn. Uden mad. I bidende kulde. Han gik op på basen for at aflægge rapport om eftersøgningen.
»I nattens løb var der kommet en to-stjernet general til, general Hunziger, fra Strategic Air Command, eliten af eliten indenfor det amerikanske luftvæsen. Han var ankommet med et Disaster Control Team på 6-700 mand. Og han opførte sig, som var han Gud selv.«
Og ’Gud’ troede ikke på Jens Zinglersen og hans redegørelse.
»Min lunte var nok lidt kort,« indrømmer Jens Zinglersen.
»Jeg havde rodet rundt ude på den forbandede is i 12-14 timer for at forsøge at finde deres besætningsmedlemmer. Havde ikke fået noget at spise siden søndag morgen. Og så møder jeg sådan en arrogant skid! Det var ikke mig, der skyldte dem noget.«
Derfor skred han ud af lokalet, men blev stoppet af en ung kaptajn, som gerne ville måle hans fodtøj for radioaktivitet. Og apparatet tikkede højlydt. ’Den er god nok, han har været der’, lød det fra kaptajnen, og piben i lokalet fik en anden lyd.
»Så blev jeg spurgt, om jeg ville køre tilbage sammen med amerikanske eksperter. Det var især to ting, de gerne ville have fingrene i: Kaptajnens ’mission-folder’, en forseglet ordre, der fortæller, hvilket mål i Sovjetunionen han skulle kaste sine bomber over. Og derudover eventuelle våbenrester fra brintbomberne. Begge dele skulle bjærges, inden de havnede i de forkerte hænder. På det tidspunkt var vi jo midt i den allervarmeste kolde krig – der var virkelig gang i verden,« siger Jens Zinglersen, som ikke tillagde det den store betydning, at geigertælleren lige havde reageret voldsomt på hans støvler.
»Jeg var jo i live,« siger Jens Zinglersen, som vendte tilbage til nedstyrtningsstedet med specialisterne og dér så radioaktive målinger på to mio. udslag pr. minut, knap 4.500 gange højere end det amerikanske militærs nedre grænse.
Nyheden om det forulykkede atombombefly havde endnu ikke ramt de danske aviser. I stedet kunne man læse om folketingsvalget, som fandt sted den følgende dag. En nervepirrende dyst mellem Socialdemokratiets Jens Otto Krag og de borgerlige.
Tirsdag 23. januar 1968
Selv om det var valgdag i Danmark, var det ikke den begivenhed, der landede på BTs forside.
’Her nødlander det bombe-fly, alle er bange for’, stod der med fede typer henover billedet af et amerikansk B-52 fly. ’Læs alt om brintbombe-flyets ulykke i Grønland og dens konsekvenser’.
Inde i avisen kunne man bl.a. læse, hvordan ’den store maskine blev fuldstændig knust, da den ramte fjordens 2-3 meter tykke is’. Samt at de fire brintbomber havde ’en sprængvirkning, der svarer til 24 mio. ton konventionelt sprængstof’.
BT journalist Bertel Thomsen og fotograf Mogens Ladegaard var i al hast blevet sendt til Grønland. Amerikanerne stod bag invitationen.
»De var rimelig åbne. Og med god grund. De havde jo statsministerens tilladelse til at have atomvåben på basen,« som Jens Zinglersen tørt konstaterer 47 år efter.
Allerede ved ankomsten til Thulebasen stod en HH 43 Hucy redningshelikopter klar til at flyve første hold pressefolk ud til ulykkesstedet. Det lykkedes BTs fotograf at komme med og dermed sikre forsidescoopet til BT.
»Udover TV-Avisen var jeg eneste dansker på holdet,« husker Mogens Ladegaard. »Der var buldrende mørkt derude, 40 graders kulde. Ikke optimale betingelser for en fotograf. Det forulykkede fly så vi slet ikke. Der var kun et stort, sort hul. Det var simpelthen sunket ned i isen. Men der var masser af redningsarbejdere, der bl.a. fandt en pistol, som en af piloterne havde tabt. Den var radioaktiv,« siger Mogens Ladegaard.
Onsdag 24. januar
’Bitter Krag i nat: ’Det er TV’s skyld, at vi tabte valget’ lød BTs forside, mens man i en note på side to kunne læse følgende korte telegram fra det internationale nyhedsbureau AFP: ’Der er målt radioaktivitet i Grønland nær Thule, hvor et amerikansk B-52 bombefly styrtede ned søndag. Radioaktiviteten er af alpha-typen og stammer formentlig fra plutonium, der sammen med uran anvendes i brintbomber’.
En dansk undersøgelseskommission, ledet af professor Jørgen Koch fra Københavns Universitet, ankom til Thulebasen samme dag. Overfor de danske pressefolk fastslog Koch hurtigt, at der såmænd ikke var mere radioaktivitet i ulykkesområdet, end der var i Roskilde Fjord. Og – som han understregede – var strålingen ikke farligere, end at ’den kan standses af en avisside’.
Imens arbejdede hundredevis af danske og amerikanske redningsarbejdere i døgndrift ude på isen med oprydning efter ulykken. Og havde tilmed en storm at slås med, som varede i over et døgn. Med vindstød på over 50 knob, som sendte den løse sne hvirvlende op i mørket og gjorde det endnu mere umuligt at orientere sig.
Den arktiske storm forhindrede også både undersøgelseskommissionen og pressekorpset i at besøge stedet.
»Der var så koldt, at helikoptere og fly frøs i stykker. Gik man udenfor, ville man dø,« husker BT journalist Bertel Thomsen.
Hjemme i Danmark var debatten allerede begyndt at rase, og spørgsmålene hobede sig op. Pressen undrede sig over, at tilstedeværelsen af kernevåben ikke indgik i den aftale, der var indgået mellem Danmark og USA om basen i Grønland. Ligesom forundringen var stor over, at den danske regering bevidst undgik at orientere om ame- undgik at orientere om amerikanernes aktiviteter på basen.
Torsdag 25. januar 1968
At fire brintbomber var ombord på det forulykkede B-52 fly, blev endelig officielt bekræftet fra amerikansk side. Fire bomber, man stadig ikke havde fundet. Men der blev udtrykt håb om, at de havde sat sig fast i isen. Det ville gøre bjærgningen nemmere, vurderede man.
Og i BT lød overskriften: ’Bliv nu ikke hysteriske, advarer dansk atom-ekspert’. For godt nok havde Ministeriet for Grønland udsendt et forbud mod jagt og fiskeri i den bugt, hvor flyet var styrtet ned, men det var ’for dog at gøre noget,’ som departementschefen udtalte.
»Imens futtede alle os amatører rundt derude,« som Jens Zinglersen siger.
Torsdag nat var første gang siden lørdag, at han sov hjemme i sin egen seng. Og fik noget at spise. I fem dage havde han og de øvrige Thulearbejdere på stedet levet af ’skibskiks’, en hård beskøjt lavet af mel og vand.
Men først måtte han en tur forbi Thulebasens militærhospital og tjekkes for stråling.
»Vi var så rygende radioaktive efter de første dage ude på ulykkesstedet, at alt vores pelstøj blev konfiskeret og sendt til USA til rensning. Men det kom aldrig tilbage. For de var ikke i stand til at rense det for stråling.«
Fredag 26. januar 1968
’BT på stedet: Her ligger de fire brintbomber’ stod plastret ud over forsiden. Og i artiklen kan man læse, at B-52 fly med bombelast er en ’ikke usædvanlig begivenhed’ på basen.
»Så snart der er en melding om en B-52 maskines landing, farer det amerikanske lufthavnspoliti omkring og sikrer, at alle er indendøre. Det er forbudt at fotografere. Folk der har forsøgt, fik flået filmen ud af apparatet.«
Og mens man på side 9 i dagens avis kunne se en reklame for søndagens interview med valgets sejrherre Hilmar Baunsgaard, som bl.a. fortæller om, at han har en svaghed for cowboyfilm, var en ægte amerikansk helt taget hele vejen til København ’for at berolige os’. Nemlig en ’topmand fra Pentagon’, som holdt orienteringsmøde med de danske myndigheder.
»Plutonium er kun virkelig farligt, hvis man kommer til at indånde noget af stoffet som støv,« udtalte topmanden.
Det samme fastholdt den danske kommision, som fredag for første gang besøgte ulykkesstedet og foretog deres egne målinger.
»På det tidspunkt er alt, hvad der er af højradioaktivt materiale fjernet, og alt, hvad der er superhemmeligt, fløjet ud af basen. Og det er jo derfor, der var så forskellige opfattelser,« siger Jens Zinglersen om den sag, der siden skulle blive en meget varm politisk kartoffel.
Lørdag 27. januar 1968
Efter halvandet døgn hjemme var Jens Zinglersen på vej tilbage til isen. Han havde tilbragt en del af fredagen på Thule-basen. Først med pressekonference, hvor han havde fået æren for, at fem ud af syv besætningsmedlemmer fra det forulykkede fly var blevet reddet. Et af medlemmerne havde været ’dødelig forkommen’, fordi han kun havde haft sin faldskærm at gemme sig i.
Men fredagen bød på endnu en ceremoni. General Hunziger havde sørget for at få Jens Zinglersen løst fra kontrakten med den Kongelige Grønlandske Handel og ansat ham til konsulentopgaven for det amerikanske forsvar. Direkte under den tostjernede general. Og han skulle afgive løfte om tavshedspligt.
Tavshed var da også blevet det nye sort. Hvor amerikanerne tidligere havde udvist stor åbenhed, blev BTs udsendte pludselig truet med husarrest, ligesom de danske arbejdere på Thulebasen fik forbud mod at tale med danske journalister om episoden. ’Overtrædelse af forbudet medfører øjeblikkelig hjemvisning’, skrev BT.
»Vi fik at vide deroppe, at der havde været atombomber på Thule-basen. Men vi måtte ikke skrive det hjem til avisen. Alle benægtede. Det var ren politisk svindel,« siger journalist Bertel Thomsen i dag.
Søndag 28. januar 1968
Thule-ulykken var stadig en varm nyhed i Danmark. Selvom spekulationer om den nye regering fyldte en hel del, var der stadig plads til Thule på forsiden.
’Får vi aldrig hele sandheden om bombeflyene?’ blev der spurgt i overskriften. Et spørgsmål som er ligeså relevant i dag. 47 år senere.
Den kommende tid blev der udstedt nye forbud om at fremstille vand af bræ-is, der blev fastsat nye regler for færdsel i området. Og efter måneders søgen fandt man endelig bomberne. Eller det vil sige, én af dem er aldrig blevet fundet.
BTs udsendte vendte hjem til redaktionen. Sunde og raske i øvrigt. Og efter en måneds tid vendte Jens Zinglersen også tilbage til sit gamle arbejde. Og har – 7-9-13 – aldrig haft nogen følgesygdomme af at have været i nærkontakt med den radioaktive stråling.
Men hundredevis – hvis ikke flere – Thulearbejdere, som arbejdede på de allerførste og allerfarligste dage, har ikke haft samme held, men været ramt af forskellige kræftformer og er døde på stribe.
Det er dem og deres kamp, som journalisten Poul Brink i 1986 kom på sporet af. Dem og den betændte politiske sag bag de tragiske skæbner.
Han udgav i 1997 bogen ’Thulesagen: Løgnens univers’ og vandt samme år Cavling-prisen for sin afdækning af sagen. Bogen – som netop er blevet genudgivet – danner forlæg for filmen ’Idealisten’.
»Staten lukkede sagen i 1995. Deres konklusion forblev, at Thulearbejdernes sygdomme skyldes deres livsstil, at de havde røget og drukket for meget. Vi har kæmpet siden, en lang kamp uden stort set at opnå noget. Det her er en sag, hvor jo mere der kan fejes ind under gulvtæppet, jo bedre,« siger Jens Zinglersen som frem til 2014 var formand for Foreningen af stråleramte Thulearbejdere.
