Læs den skræmmende koldkrigs-historie om natten, hvor verden var på randen af en Tredje Verdenskrig - og Stanislav Petrow blev manden, der gik imod systemet og reddede verden.
Han var nærmest programmeret til at kunne lukke helt ned for følelserne. Trænet til at reagere helt efter bogen og dens klare forskrifter.
Men den 26. september 1983 kl. 00.15 fulgte han ikke protokollen. Den nat fulgte han instinktet og hjertet. Og reddede verden.
Opret abonnement på BT PLUS og læs hele historien om Stanislav Petrow, der gik imod det sovjetiske systems ordre og undlod at trykke på »den røde knap« - en handling, der ville have ødelagt verden som vi kender den.
Han var nærmest programmeret til at kunne lukke helt ned for følelserne. Trænet til at reagere helt efter bogen og dens klare forskrifter.
Men den 26. september 1983 kl. 00.15 fulgte han ikke protokollen. Den nat fulgte han instinktet og hjertet. Og reddede verden.
Præcis hvor tæt verden var på Tredje Verdenskrig den nat i 1983 er rammen om en ny dokumentarfilm med den passende titel ’The Man Who Saved The World’. For havde det ikke været for Stanislav Petrov, er det svært at vide, hvordan den havde set ud i dag.
1983 var et kritisk år i koldkrigen. Lunten var usædvanlig kort på såvel amerikansk som sovjetisk side og truslen om angreb så håndgribelig, at præsident Reagan den 26. marts annoncerede et storstilet missilforsvarsystem, SDI - eller ’stjernekrigsprojektet’ som det også blev kaldt - der i fremtiden skulle sikre, at amerikanske statsborgere kunne sove trygt, hvad angår det, han kaldte ’ondskabens imperium’.
I ’ondskabens imperium’ sov de heller ikke trygt. Generalsekretær Andropov var svag. Fysisk som psykisk. Internt var militæret i alarmberedskab og anså det for en tvingende nødvendighed at udvise styrke udadtil. Hvilket kan have været en af grundene til, at man den 1. september nedskød et sydkoreansk passagerfly, som havde forvildet sig ind i sovjetisk luftrum. Alle 269 om bord omkom. Herunder det amerikanske medlem af kongressen, Larry McDonald.
Så da Stanislav Petrov mødte ind på sin vagt den 23. september 1983, var situationen mellem Øst og Vest mildest talt tilspidset, og KGB havde tilmed varslet sine agenter, og bedt dem om at være beredte på en mulig atomkrig.
Oberstløjtnant Petrov havde, lige siden han blot var 17 år, været en del af den militære verden. Havde slavisk bevæget sig op gennem systemet og gjorde nu tjeneste på Serpukhov-15, et tophemmeligt militært anlæg syd for Moskva, hvor man modtog og bearbejdede de store mængder informationer, der blev opsamlet af sovjetiske spionsatellitter. Herunder informationer om amerikanske missiler og raketter.
Vagthavende var syg
44-årige Stanislav Petrov var egentlig vicechef for analyseafdelingen for krigsmæssig programmering. Og havde i den egenskab skrevet instruktionerne i den bog, som anlæggets tekniske personale skulle agere efter. Derfor kendte han hver en sætning i den.
Denne aften var den operative vagthavende syg. Og derfor tog Stanislav Petrov hans vagt og satte sig til rette i kontrolrummet med fuldt overblik over monitorerne til den gigantiske computer M-10. Og var han ikke selv i det højeste beredskab, så kom han det kl. 00:15, hvor den øredøvende larm fra anlæggets sirener lød og den røde startknap på kontrolpanelet foran ham blinkede rødt.
»Det var et adrenalinchok. Jeg vil aldrig glemme det,« har Stanislav Petrov sidenhen fortalt i et interview med Weekendavisen.
»Jeg sad på første sal bag tykt glas, og derigennem kunne jeg se ned i den operative sal. Salens bagvæg var dækket af to store, grønne elektroniske kort over Sovjetunionen og USA, hvor man kunne se de ni amerikanske militærbaser. Og da startknappen blinkede foran mig, så jeg straks hen på kortet, og dér, fra militærbasen på østkysten glimtede det også som et signal om, at et missil var blevet affyret med kurs mod os.
Panik i salen
Og jeg tænkte, ’det vil tage 40 minutter, før det er her’,« hedder det videre i interviewet.
Panikken brød ud i lys lue i den operative sal. Alle 100 ansatte rejste sig, vendte sig mod Stanislav Petrov bag glasruden. Hvad nu?
Selvom russernes varslingssystem stadig var forholdsvis nyt, var falsk alarm ikke noget, man regnede med. Det var dog op til fremtrædende ingeniører at fortolke de tekniske data, man fik ind i systemet, før en melding gik videre til generalstaben og derpå til generalsekretæren, som kunne give ordre til et eventuelt gengældelsesangreb.
Og trods panikken sagde Stanislav Petrovs mavefornemmelse ham, at de indkomne data skulle fortolkes. At systemet skulle undersøges for fejl.
For, som han husker, at han tænkte, inden han ringede videre i det militære systemet og rapporterede en fejl: Man indleder ikke Tredje Verdenskrig med ét atommissil.
Næppe var røret dog lagt på, før endnu en alarm lød. Efterfulgt af én mere. Af yderligere én. Og én til. Fem styk i alt. Var det et angreb?
Stanislav Petrov havde ikke lang tid til at stole på instinktet. Højst otte til ti minutter havde han at gøre godt med, før en melding skulle videregives højere op i systemet. Den melding, der ville føre til, at den røde knap blev aktiveret. Og millioner af menneskeliv gik tabt.
Minuteman-missiler på vej
På de store monitorer arbejdede varslingssystemet på højeste blus. Og var ikke i tvivl. De bekræftede, at fem missiler var blevet sendt fra USA og identificerede dem som værende af typen Minuteman.
Minuteman-missilet er ikke til at spøge med. For det første indeholder det flere atomsprænghoveder og anvendes primært som et ’first strike’ våben. Derudover har det en rækkevidde på omkring 10.000 km og flyver - når det rammer den maksimale hastighed - med 24.000 km i timen.
Når Stanislav Petrov alligevel valgte at holde fast i sin mavefornemmelse om, at noget var helt galt, skyldtes det først og fremmest, at monitoren ikke viste den hale af ild, der normalt ville vise sig efter et missil.
Derfor satte han sig til at vente. Med nerverne hængende udenpå tøjet.
Men Stanislav Petrov havde ret. I stedet for missiler var der tale om et hel enestående tilfælde af satellittens placering og atmosfæriske betingelser, der betød en refleksion af solens stråler. Der af varslingssystemet blev opfattet som missiler.
»Jeg lod tvivlen komme amerikanerne til gode. Og gjorde ingenting,« som Stanislav Petrov har udtrykt det i interview.
Havde han handlet ifølge bogen, ville verden se meget anderledes ud.
Ifølge en tidligere KGB-officer havde Sovjets eget arsenal af missiler udraderet England totalt, tilintetgjort halvdelen af både Frankrig og Tyskland samt 30 pct. af USAs byer.
Helten mistede alt
Da klokken var 03.30 den 26. september 1983, ankom en generaloberst til Serpukov-15. Han trykkede Stanislav Petrovs hånd. Sagde, at han ville blive indstillet til en medalje.
Men medaljen fik han aldrig. Heller ingen forfremmelse i det system, han pligtskyldigt havde været en del af og var avanceret i, siden han var 17. Han mistede alt.
Ligesom han selv i den tilspidsede situation gjorde ingenting, valgte systemet at gøre det samme. At tie det ihjel. Og revse Stanislav Petrov for, at han ikke havde ført protokollen.
»Det skuffede mig, at de hang sig i den slags detaljer. Men kommisionen ledte efter syndebukke på det tidspunkt,« forklarede Stanislav Petrov i interviewet med Weekendavisen.
Næsten general
Hans bane i livet var ellers udstukket. Som oberstløjtnant var han stærkt på vej til sit mål. At blive general. Men i stedet blev han degraderet, og blot et år efter den fatale nat, var Stanislav Petrov tvunget til at skifte til et arbejde i den civile verden, hvor han havde mere fritid. Fritid, som skulle bruges på at pleje sin kone, som blev ramt af en svulst i hjernen.
Efter ganske få år valgte han at lade sig pensionere og fik tildelt en lille to-værelses lejlighed udenfor Moskva, hvor han efter konens død i 1997 druknede sorgen i vodka og sank længere og længere ned ad den i forvejen lave sociale rangstige.
Her lever og bor manden der reddede verden fortsat. For en lille pension på 5.000 rubler - 1.500 kr. - om måneden.
Andre store koldkrigs-kriser
Berlin-krisen udsprang af, at de allierede i ’48 slog deres tyske zoner sammen til én, Vesttyskland. Det førte til, at Stalin lukkede alle luftveje ind til Berlin, og USA måtte spille med atom-musklen.
Koreakrigen i 1950-53 var en stedfortræder-krigen mellem stormagterne USA og Sovjetunionen, hvor det underliggende mål var at rykke magtbalancen mellem de to stærke parter.
Cuba-krisen i 1962 var på nippet til at kaste verden ud i en atomkrig. Sovjetunionen havde forsynet Cuba med atomvåben, og USA krævede dem fjernet. Et intenst magtspil udspillede sig i 13 dage.
Den anden kolde krig opstod i slutningen af 70erne som følge af, at Sovjet i Østeuropa opstillede SS-20 mellemdistanceraketter fulgt Natos modsvar bestående af 572 raketter i Vesteuropa.
