Alderen kommer af sig selv – om vi vil det eller ej. Så det er vel ingen kunst at blive gammel, kunne man tænke. Men at blive gammel på en sådan måde, at det stadig er rart at være i live, kræver sindighed.
Opret abonnement på BT PLUS og læs hele denne guide, hvor du får tips til hvordan du tyverisikrer dit hjem, opstarter nabohjælp og desuden får du fakta om privatalarmer.
Den PLUS-pakke indeholder følgende artikler:
- Vejen til en god alderdom
- BOG: Kunsten at blive gammel
- ’Tag dig nu sammen.Du er i live, kan gå og stå. Kom ud og gør noget’
- Vi frygter alderdommen
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Alderen kommer af sig selv – om vi vil det eller ej. Så det er vel ingen kunst at blive gammel, kunne man tænke. Men at blive gammel på en sådan måde, at det stadig er rart at være i live, kræver sindighed.
Det mener den tyske filosof Wilhelm Schmid. En kvart million tyskere har købt hans seneste bog ’Kunsten at blive gammel’, der handler om at lære at leve med, at man bliver gammel, så alderdommen bliver en god tid i ens liv.
Her er filosoffens syv skridt til den nødvendige sindighed:
Tænk over livsfaserne
’Aldringen er i hælene på os som en stalker, der ikke holder afstand,’ skriver Wilhelm Schmid.
Første skridt er at gøre sig tanker om livets faser, så man bedre kan give sig i kast med dem. Alderdommen er lige så fuld af omvæltninger som puberteten. Men i puberteten gjorde man sig tanker om, hvordan ens liv ville forme sig, mens man i alderdommen må se tilbage på det, der har været. Det er en radikal ændring af perspektiv, der godt kan hyle én ud af den.
Livet består af modsætninger. Når noget bliver til, må andet forgå. Hvordan forholder man sig så til, at det snart er ens egen tur til at forgå? Det kan hjælpe at finde en mening med det hele. Det kunne f.eks. være, at den langsomme ældningsproces ’giver tid til at bistå det liv, som er ved at vokse op, tid til at give erfaringer videre og gøre nye.’
Ingen lærer os at tackle at blive langsommere, alene eller at se døden i øjnene. Men sindighed kan hjælpe én til at komme overens med det, så man ikke slider på de kræfter, man har tilbage.
Sindighed i alderdommen er at acceptere det, der bliver sværere, og påskønne det, der bliver lettere eller mere værdifuldt. F.eks. bliver venskaberne måske færre, men derimod stærkere.
Sæt pris på dine vaner
Det er moderne at sky kedsomhed og gentagelser. Men afveksling er anstrengende. Og når kræfterne bliver færre, skal man bruge dem klogt.
Vaner er styrkende, fordi de er præget af gentagelser og fortrolighed. Fødderne kan selv finde vej til købmanden, og hænderne ved, hvordan man laver frikadeller. Man behøver ikke at tænke over det. Og det frigiver kræfter til noget andet.
nyd noget mere
’Nyd hver eneste dag. For der findes dage, der ikke lader sig nyde, men som alligevel er godt for noget. De dage gør de nydelsesfulde dage endnu mere værdifulde,’ skriver Wilhelm Schmid.
Det kan lyde lidt jubelidiot-agtigt, men man får et mere rigt liv, hvis man sætter pris på de små glæder. Den gavnlige sindighed handler også om at lade sig gennemstrømme af nydelse.
Man skal nyde, at man kan nøjes med at hellige sig de ting, der interesserer en. Rejs, hvis du kan. Nyd duften af en god kop kaffe og fuglenes kvidren i haven. Bevidstheden om, at intet kan blive ved, kan få én til at nyde livet mere.
Udhold smerter
Man slipper ikke for smerter og ulykke. Men man kan blive bedre til at komme overens med problemer, hvis man griber dem an med sindighed. Man må acceptere, at de er en del af livet og f.eks. sige til sig selv: ’Det er nu den opgave, livet stiller mig. Jeg tager opgaven på mig.’
Tænk, ’det er ikke så skidt, at det ikke er godt for noget’, selvom det kan være svært. Når man mister, sætter man større pris på det, man har – eller at det tabte var der. Hvad var lys uden mørke?
Man kan ikke hele tiden bryde sit hoved med alt det, der er hårdt. Og berøring og nærhed er vidundermidler til at jage tunge tanker væk. Mens både synet og hørelsen kan svigte, er følesansen stærk livet igennem. Derfor bliver man f.eks. glad af at danse, hvor man rører hinanden, uden at det er kejtet.
Sjælelig berøring gør også godt. Den, man får af at fordybe sig i tanker, en god snak eller en bog, der bevæger én.
relationer er vigtige
Familie-, kærligheds- og venskabsrelationer er alle vigtige. De giver mulighed for at blive berørt - både åndeligt og kropsligt.
Især børn og børnebørn er en meningsfuld relation, for de unge bærer livet videre. De kan også hjælpe den ældre med at følge med tiden og blive fortrolig med alt det nye.
Søskende kan også være et varigt holdepunkt i livet, som man kan dele sorger, glæder og erfaringer med.
Ét menneske kan dog være nok til at give livet mening. Kærlighed er nøglen til at holde sig ung og stå udfordringer igennem. I den tredje alder kræver kærligheden mere end nogensinde overbærenhed. At ’blive gamle sammen’ er nu ikke kun en romantisk drøm, men en realitet på godt og ondt.
tænk over livet
I de unge år, hvor man okser af sted, virker det ikke altid som om, der er en rød tråd i ens liv. Den kan man se klarere, når man får alderdommens perspektiv.
At se de store linjer i ens liv kan give en følelse af forløsning. At der var en mening med det hele.
Selv hårde livserfaringer har været gode for et eller andet. Om ikke andet har de lært dig, hvad der er vigtigt, eller lært dig at træffe bedre valg.
En anden slags sindighed, der bliver lettere med alderen, er at lade tingene komme, som de kommer.
Man kan også vælge at se friheden i, at alting nu er et valg og ikke en pligt. Man behøver ikke at bevise mere.
forlig dig med døden
Ingen aner, hvordan det er at dø. Derfor kan man, uden at blive modsagt, finde sin egen tolkning af døden.
Og man bør tænke lidt over den – selvom det ikke er rart – for at blive fortrolig med tanken om døden og få større klarhed over, hvad der er vigtigt i livet. Eller med forfatterens ord:
’Værdifuldt er alt det, der er begrænset til rådighed. Derfor tillægges ædelsten større værdi end flintesten. Tidens begrænsethed resulterer i bestræbelsen på at leve et ædelstensliv.’
Man kan også finde ro og tryghed i den gamle talemåde, at ’når et vindue lukkes, åbnes et andet’. Måske er døden ikke enden? Måske lever sjælen videre på en eller anden måde? Det er lige meget, hvad man tror på, bare man kan åbne sindet og se sig selv som en del af noget større. I en svær stund kan sådan en tanke nemlig holde meningsløsheden på afstand. Hvis man tænker, at der er noget ’på den anden side’, føles døden ikke som enden.
Hvis man sætter sin lid til muligheden for, at der er et andet liv, letter det også noget af presset for at skulle nå det hele i dette liv.
’Og hvis det så forholder sig anderledes? Så har dette ene liv i det mindste været et smukt liv,’ skriver Wilhelm Schmid.
