Det kan være mere end svært at stå frem med sin homoseksualitet, når man har en religiøs baggrund.
Omar Mateen, der natten til søndag dræbte 49 personer på Pulse, en natklub for homoseksuelle i den amerikanske by Orlando, var angiveligt selv en del af byens homoseksuelle miljø.
Det har sat gang i spekulationer om, hvorvidt det var et had mod homoseksuelle, som muligvis var opstået, fordi han havde svært ved at acceptere sin interesse for andre mænd, der drev Omar Mateen til at gennemføre terrorangrebet på natklubben.
»Det er ikke kun et problem i islam, det er et generelt religiøst problem. I de tre store religioner og andre religioner er der homofobi, og man accepterer ikke regnbuemiljøet,« fortæller Khaterah Parwani, der i Exitcirklen rådgiver blandt andet unge, homoseksuelle med muslimsk baggrund. Og hun oplever, at det for unge med religiøs baggrund kan være svært at være åbne om deres homoseksualitet og fortælle familien om det, fordi religionen fylder.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele artiklen, Du kan også møde Sami og Latif Akbari, der som homoseksuelle med muslimsk baggrund dagligt lever i skjul med skam og selvmordstanker, fordi deres seksualitet ikke accepteres i deres miljø og kultur.
Det kan være svært at stå frem med sin homoseksualitet, når man har en religiøs baggrund, siger rådgiver.
Omar Mateen, der natten til søndag dræbte 49 personer på Pulse, en natklub for homoseksuelle i den amerikanske by Orlando, var angiveligt selv en del af byens homoseksuelle miljø.
Flere personer skriver ifølge amerikanske medier, at den 29-årige mand var stamgæst på Pulse, mens andre kan fortælle, at Mateen har været aktiv på en dating-app for homoseksuelle.
Det har sat gang i spekulationer om, hvorvidt det var et had mod homoseksuelle, som muligvis var opstået, fordi han havde svært ved at acceptere sin interesse for andre mænd, der drev Omar Mateen til at gennemføre terrorangrebet på natklubben.
Khaterah Parwani er bestyrelsesmedlem i Exitcirklen, som etablerer samtalegrupper for mennesker, der er udsat for psykisk vold, social kontrol og religiøs social kontrol.
Der rådgiver hun blandt andet unge, homoseksuelle med muslimsk baggrund og oplever, at det for unge med religiøs baggrund kan være svært at være åbne om deres homoseksualitet og fortælle familien om det, fordi religionen fylder.
»Jeg tror, det er svært for alle med en religiøs minoritetsbaggrund, fordi det religiøse aspekt lægger et ekstra pres på dem,« siger Khaterah Parwani og uddyber:
»Det er ikke kun et problem i islam, det er et generelt religiøst problem. I de tre store religioner og andre religioner er der homofobi, og man accepterer ikke regnbuemiljøet.«
Som rådgiver i Exitcirklen har Khaterah Parwani fungeret som mægler mellem unge homoseksuelle og deres forældre, og hun oplever, at forældrene gemmer sig bag religionen, selvom det ofte slet ikke er det, der er problemet.
»Problematikken er ofte, at forældrene er bange for, hvordan omverden reagerer på, at deres barn er homoseksuelt, og hvordan omverdenen vil behandle barnet. Det er det, forældrene frygter, og det er ikke helt uden grund. Det er kulturel kontrol, men de undskylder sig med religionen,« siger Khaterah Parwani.
Livslinien, der er en telefonisk hotline for selvmordstruede borgere, oplever også, at de får henvendelser fra unge homoseksuelle.
»Vi får både opkald fra homoseksuelle, der er selvmordstruede eller blot ensomme og isolerede. Fælles for mange af dem er, at de ikke tør være åbne om seksualitet. Når man ikke tør være åben over for sine nærmeste, så opstår der typisk ensomhed,« siger direktør og psykolog Jeppe Kristen Toft.
På randen af selvmord
For Sami har det været så svært at være muslim og bøsse, at han var tæt på at trække stikket.
Sami lå i sin seng og stirrede ind i væggen. Ensomheden og håbløsheden var det eneste, han mærkede. Skulle han gøre en ende på det hele og tømme glasset med panodiler, der stod i køkkenet?
23-årige Sami var på randen af selvmord i maj sidste år. Han var dødtræt af det dobbeltliv, han havde levet i alt for lang tid. Livet som den pligtopfyldende og giftemodne muslimske søn kunne ikke længere kombineres med det udadvendte liv, han levede i det københavnske homomiljø.
Han befandt sig i hjemmet hos sine forældre i Ishøj, da han var tæt på at tage livet af sig selv. Han var alene hjemme, da forældrene var på ferie.
»Jeg var helt færdig og følte mig helt alene i verden. Min tro på det gode gjorde nok, at jeg alligevel ikke tømte glasset,« fortæller han, da BT møder ham i hans lejlighed på Nørrebro.
Sami er ikke hans rigtige navn, men BT kender hans identitet. Sami insisterer på at være anonym, fordi han frygter forældrenes reaktioner, hvis de finder ud af, at han kysser mænd. Ifølge Sami er homoseksualitet nemlig ikke foreneligt med forældrenes fortolkning af islam.
Sami har pakistanske rødder og er opvokset i Ishøj med forældrene og sine tre søskende. Når homoseksuelle fremturede i fjernsynet, kom der hånlige kommentarer fra forældrene. De hadede at se flamboyante skikkelser, der teede sig som kvinder.
På flugt fra sig selv
»Det var først, da jeg kom i gymnasiet, jeg fandt ud af, at jeg var anderledes. Jeg hang ud med en gruppe fyre, der udelukkende talte om at score damer,« fortæller han.
Efter gymnasiet dalede Samis selvværd endnu mere. Han følte sig malplaceret alle steder. Han kunne ikke tale med nogen om sine inderste følelser. Derfor ’flygtede’ han til en højskole i Jylland for at komme væk fra alt.
»Det var en flugt. Jeg var så træt af at undertrykke mine følelser. I den periode begyndte jeg at komme i moskeen og blive praktiserende. Men det var også bare en flugt fra den, jeg i virkeligheden var,« siger han.
I december 2013 fik han nok. Han begyndte at tage på bøssebar og fik i det skjulte udlevet sin sande identitet. Samtidig begyndte det paranoide dobbeltliv.
»Da jeg begyndte at få homoseksuelle venner, blev det værre. Jeg havde et stort behov for at være i kontrol hele tiden. Jeg skulle hele tiden kontrollere, hvem der vidste hvad. Mine to verdener skulle bare ikke krydses,« siger han.
Støtte fra søskende
I november 2015 beskrev Sami sine selvmordstanker i en klumme i Information. Klummen fik omtale i medierne, og Samis 28-årige storebror havde også læst den. En dag i december 2015 bankede han på.
»Min storebror kom hjem til mig og ville tale med mig. Han så meget alvorlig ud. Han fortalte, at han havde læst min klumme. Han begyndte at græde og sagde så, han elskede mig uanset hvad,« fortæller Sami.
Nyheden nåede også hans storesøster. Selvom hun går med tørklæde og er praktiserende muslim, har hun været en stor støtte for Sami. Forældrene ved derimod intet om Samis hemmelighed.
»Jeg tør stadig ikke være åben over for dem, fordi de har så mange forventninger til mig. Bl.a. at jeg skal giftes på traditionel vis. Min mor vil føle, hun har svigtet som opdrager, og jeg er overbevist om, at min far vil ty til vold for at banke homoseksualiteten ud af mig,« fortæller han.
Sami er i dag flyttet hjemmefra og bor i en lejlighed på Nørrebro.
’Jeg skammer mig over mig selv’
29-årige Latif Akbari kom til Danmark som afghansk flygtning i 2010. Han flygtede fra en tilværelse, hvor hans følelsesliv var et stort kaos. Han voksede op i en religiøs storfamilie i udkanten af Kabul. Her stod han til at skulle forloves med en kvinde, han havde kendt siden barndommen.
Der var bare ét problem: Latif Akbari var homoseksuel. En hemmelighed, der potentielt kunne koste ham livet, hvis den kom frem.
»Jeg har ligget vågen så mange nætter. Jeg følte, jeg måtte have en operation eller tage piller for at blive kureret. Jeg er stadig meget skamfuld over min seksualitet,« siger han.
BT møder Latif Akbari på en adresse i Nordsjælland, hvor han har boet i et års tid. Han ankom til Danmark i 2010 efter en spektakulær flugt, hvor han undervejs bl.a. gemte sig under en lastbil på færgeturen mellem Grækenland og Italien.
Hemmeligt for alle
Latif Akbari var så skamfuld over sin seksualitet, at han i begyndelsen ikke kunne fortælle de danske myndigheder om, hvorfor han var flygtet til Danmark. Først da Røde Kors-medarbejderne på asylcentret fik sendt ham til en psykolog, blev de klar over Latif Akbaris dybeste hemmelighed.
»Jeg sagde til psykologen, at jeg havde et ’mandeproblem’. Jeg kunne ikke få det ud over læberne, at jeg var homoseksuel. Psykologen fandt dog ud af det, og jeg begyndte at græde,« siger han.
Latif Akbari fortæller, at han i dag er på antidepressiv medicin for at klare tilværelsen. Han savner familien hjemme i Afghanistan, men han er ikke sikker på, at han ville være i live, hvis han var blevet i hjemlandet.
Selv om han nu er i et land, der bryster sig af at være tolerant, har han oplevet chikane fra andre flygtninge. Det oplevede han, da han kyssede med en anden fyr ved et flygtningearrangement i København.
»Der kom en afghansk mand hen til os og spurgte, hvad vi havde gang i. Han forsøgte at skubbe til os, men jeg sagde, han skulle forsvinde. Det var ikke en sjov oplevelse,« fortæller han.
Latif Akbari har besøg af en afghansk kammerat fra asylcentret, da BT møder ham i hans lejlighed. Kammeraten kender ikke til hans seksualitet, og Latif Akbari beder derfor kammeraten om at forlade lejligheden, da interviewet skal til at begynde.
»Det er ikke alle, jeg vil fortælle om min seksualitet. Afghanere værdsætter ikke homoseksuelle,« lyder det fra ham.
