En stribe aktive toppolitikere er i 2014 begyndt at hæve ministerpension, selv om de hvert år tjener mere end 600.000 kr. plus diverse tillæg som folkevalgte politikere. Det inkluderer en række kendte politikere som Bendt Bendtsen (K), Karen Jespersen (V), Bertel Haarder (V), Birthe Rønn Hornbech (V) og Per Stig Møller (K).

Opret abonnement på PLUS og få indblik i, hvor meget toppolitikerne får udbetalt pension for deres ministertid oven i lønnen, samt hvordan en række af landets tidligere ministre forgyldes med pensionsmillioner, selvom de har topjob eller er mangemillionærer.

Det får du i denne PLUS-pakke:

  • Scorer kassen: Aktive toppolitikere får fuld løn PLUS pension
  • AFSLØRING: Her er deres vilde pensioner

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


En stribe aktive toppolitikere er i 2014 begyndt at hæve ministerpension, selv om de hvert år tjener mere end 600.000 kr. plus diverse tillæg som folkevalgte politikere.

I dag kan BT fortælle, at kendte politikere som Bendt Bendtsen (K), Karen Jespersen (V), Bertel Haarder (V), Henrik Høegh (V), Hans Christian Schmidt (V), Birthe Rønn Hornbech (V) og Per Stig Møller (K) i 2014 har fået mellem 46.019,26 kr. og 168.032,94 kr. i ministerpension, mens de får løn som folkevalgte politikere.

Det viser en aktindsigt fra Moderniseringsstyrelsen, som står for administrationen af lønningerne til de statsansatte.

Ministerpensionen begynder at rulle ind på bankbogen, når eftervederlaget, der sikrer fuld ministerløn i op til tre år efter, at den tidligere minister har forladt sit ministerium, ikke længere tikker ind på den folkevalgtes konto. En række ministre i den tidligere VK-regering har i 2014 mistet deres ministervederlag, til gengæld er de overgået til at modtage ministerpension og løn fra Folketinget eller Europa-Parlamentet. Således er det ikke kun de eks-ministre, der ikke længere er aktive i politik, der scorer ministerpension ved siden at deres gode stillinger, som BT i går beskrev.

72.418 kr. om måneden

1. november sidste år er Venstres nestor Bertel Haarder eksempelvis begyndt at score dobbeltløn i form af en ministerpension på 23.009 kr. om måneden ud over sin folketingsløn på 49.409 kr. hver måned. Han erkender, at folketingsmedlemmernes løn og pension kan sammensættes på en mere ’acceptabel måde’.

»Vi har nedsat et udvalg, som gennemgår hele aflønningen. Det hele bliver endevendt. Der kommer et forslag til efteråret, mener jeg - og jeg har støttet, at der skulle ses på det hele. For jeg mener nok, at man kan sammensætte aflønningen på en mere acceptabel måde,« siger han til BT.

Men det er faktisk muligt at frasige sig sin ministerpension. Det har tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) gjort i den periode, hvor han sad som generalsekretær for Nato, og det samme har tidligere ministre som Henning Christophersen (V) og Ritt Bjerregaard (S) gjort i den periode, hvor de sad som EU-kommissærer med dertilhørende løn fra EU.

»Jeg valgte at frasige mig min ministerpension, selvom jeg formelt set var på pension, fordi jeg havde fået en anden arbejdsopgave, som økonomisk var fin for mig. Jeg synes ikke, jeg ville ligge landet økonomisk til byrde, så det ventede jeg med, til jeg stoppede som kommissær i 1995,« sagde tidligere Venstre-formand, minister og EU-kommissær Henning Christophersen til BT i går.

Ingen af de nævnte politikere bryder reglerne, men ifølge Dansk Folkepartis medlem af Europa-Parlamentet Anders Vistisen, der tidligere har lagt sine lønsedler frem for at sætte fokus på lønningerne i EU, ’bør’ man ikke ’få indkomst to steder fra’.

»Det synes jeg ikke er rimeligt. Det er op til en selv, hvordan man moralsk set har det med at modtage pengene. Når reglerne er, som de er, er der jo nogle, der synes, de skal bruge dem fuldt ud, og så er der nogle, der synes, det bliver for meget. Bendt Bendtsen er så så heldig, at han lever under nogle meget gunstige regler, og det må han jo selv vurdere, om han synes, at han skal vælge sin ministerpension fra eller ej,« siger Anders Vistisen, der gerne så reglerne ændret.

Enhedslistens Pernille Skipper mener, at ’det er hyklerisk og urimeligt, at politikerne forgyldes på den måde’:

»Med sådanne forhold er risikoen jo, at man mister jordforbindelsen fuldstændig og bliver hamrende ligeglad med f. eks., hvordan det er at miste sine dagpenge. Vi har længe kæmpet for, at man bliver modregnet. Man skal da ikke have pension fra det offentlige, når man får løn,« siger Pernille Skipper, der tilføjer:

»Selvfølgelig burde de frasige sig pengene. De har jo et arbejde. Hvorfor skal de gå og hive penge ud af statskassen? Man kan ikke rigtig andet end at tænke, at det er et udtryk for griskhed.«

Bertel Haarder (V), tidl. undervisnings- og integrationsminister

Foto: Scanpix
Vis mere

Ministerpension i 2014: 46.019,26 kr.
Ministerpension siden:1. november 2014

Nuværende arbejde: Medlem af Folketinget

Kommentar: Hvorfor skal du have den pension?
»1. november gik jeg fra at få ministereftervederlag til at få ministerpension. Sådan er reglerne. Og jeg kan glæde dig med, at i de tre år, jeg fik ministereftervederlag, blev alle mine øvrige indtægter modregnet.«

Men hvorfor synes du, at det er rimeligt, at du skal modtage både løn og pension samtidig?
»Sådan har det altid været.«

Hvad siger du til dem, der ikke mener, at det er rimeligt?
»Vi har nedsat et udvalg, som gennemgår hele aflønningen. Det hele bliver endevendt. Der kommer et forslag til efteråret, mener jeg - og jeg har støttet, at der skulle ses på det hele. For jeg mener nok, at man kan sammensætte aflønningen på en mere acceptabel måde.«

Hvad mener du?
»Det vil jeg ikke uddybe.«

Henrik Høegh (V), tidl. fødevareminister

Foto: Scanpix
Vis mere

Ministerpension i 2014: 144.008,56 kr.
Ministerpension siden: 1. april 2014

Nuværende arbejde: Medlem af Folketinget

Kommentar: Hvorfor skal du have den pension?
»Du må tale med dem, der har lavet de regler.«

Man kan godt frasige sig den her pension...
»Kan man det? Det har jeg i hvert fald ikke gjort. Jeg har ikke forhandlet de her regler.«

Kan du forstå, hvis nogen mener, at det er underligt, at du skal have den pension, når du får løn som folketingsmedlem?
»Det er åbenbart sådan, systemet er sat op.«

Hans Christian Schmidt (V), tidl. miljøminister

Foto: Scanpix
Vis mere

Ministerpension i 2014: 43.882,52 kr.
Ministerpension siden: 1. november 2014

Nuværende arbejde: Medlem af Folketinget

Kommentar: Hvorfor skal du have den pension?
»Sådan er reglerne. Det er noget, man får besked om ligesom alt muligt andet.«

Man kan godt frasige sig den her pension...
»Det var jeg ikke klar over.«

Du mener ikke, at der er noget galt i at modtage både løn og pension på samme tid?
»Den diskussion synes jeg fint, man kan tage.«

 

Karen Jespersen (V), tidl. indenrigs-, velfærds-og socialminister

Ministerpension i 2014: 275.835,87 kr.
Ministerpension siden: 1. maj 2012

Nuværende arbejde: Medlem af Folketinget

Kommentar: Karen Jespersen er ikke vendt tilbage på BTs henvendelser.

 

Per Stig Møller (K), tidl. kultur- og udenrigsminister

Foto: Scanpix
Vis mere

Ministerpension i 2014: 46.019,26 kr.
Ministerpension siden: 1. november 2014

Nuværende arbejde: Medlem af Folketinget

Kommentar: Per Stig Møller er ikke vendt tilbage på BTs henvendelser.

 

Birthe Rønn Hornbech (V), tidl. integrationsminister

Foto: Scanpix
Vis mere

Ministerpension i 2014: 150.015,90 kr.
Ministerpension siden: 1. december 2012

Nuværende arbejde: Medlem af Folketinget

Kommentar: Birthe Rønn Hornbech er ikke vendt tilbage på BTs henvendelser.