I krigen i 1864 løsnede preusserne næsten 68.000 skud mod de danske stillinger på Dybbøl alene. Kun få blev sendt den anden vej i den krig, hvis sår stadig ikke er helet. Læs alt om krigen i 1864, som knækkede Danmark.
Morgendisen ligger tungt hen over Dybbøl Banke. Indhyller den berømte mølle og det smukke landskab, som er det en rekvisit i krigen. Som er det kanonrøg, der langsomt stiger til vejrs fra slagmarken.
Hvor uendelig fjern krigen i 1864 end måtte være fra nutidens travle krop og sind, bliver den pludselig helt nærværende ved synet af møllen og resterne af skanse IV - et af Dybbøls i alt ti forsvarsværn - dér hvor hundredevis af unge danske bondeknøse fra 2. regiment den 18. april kæmpede en modig, men håbløs kamp mod overmagten.
Opret abonnement på BT PLUS og læs alt om krigen i 1864, hvor Danmark led et sviende nederlag til stormagterne Preussen og Østrig og mistede både Slesvig, Holsten og Lauenburg. Husk 1. måneds abonnement er gratis.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
I krigen i 1864 løsnede preusserne næsten 68.000 skud mod de danske stillinger på Dybbøl alene. Kun få blev sendt den anden vej i den krig, hvis sår stadig ikke er helet. Læs alt om krigen i 1864, som knækkede Danmark.
Morgendisen ligger tungt hen over Dybbøl Banke. Indhyller den berømte mølle og det smukke landskab, som er det en rekvisit i krigen. Som er det kanonrøg, der langsomt stiger til vejrs fra slagmarken.
Hvor uendelig fjern krigen i 1864 end måtte være fra nutidens travle krop og sind, bliver den pludselig helt nærværende ved synet af møllen og resterne af skanse IV - et af Dybbøls i alt ti forsvarsværn - dér hvor hundredevis af unge danske bondeknøse fra 2. regiment den 18. april kæmpede en modig, men håbløs kamp mod overmagten. Dér hvor 50 af dem efter 30 intense minutter mistede livet. En knugende fornemmelse rammer maven. Hvem træder jeg på? Hvilke af kaptajn Lundbyes mænd ligger her i den frodige jord? Skudt sønder og sammen af preussernes geværild.
Blodet fra de danske soldater var forlængst sivet ned i den sønderjyske muld, da en gruppe alvorstunge mænd satte sig omkring bordet i den østrigske hovedstad Wien den 12. oktober 1864 for at tage hul på endnu en dags benhårde forhandlinger om det endelige punktum for krigen. Der skulle gå mange flere dage af slagsen i Wien, før fredstraktaten blev underskrevet af Danmark. Og landet med ét blev en tredjedel mindre. Mistede alt syd for Kongeåen. 30. oktober 1864 blev Helstaten Danmark knap én million mennesker færre. Blev en lille, ubetydelig brik i det store europæiske spil.
Ny og moderne grundlov
Præcis hvorfor det skulle gå så galt, har historikerne sat ord på lige siden, ligesom Ole Bornedal gør det i den stort anlagte drama-serie, der begynder på DR1 i aften. Enige er de langtfra.
Men uanset hvad svaret er, kan krigen i 1864 - Anden Slesvigske Krig, som den også kaldes - ikke stå alene, men kræver en tilbagespoling til 1850, året efter at Danmark havde indført en ny og moderne grundlov, som begrænsede kongens magt.
En lang og dyr krig
I 1850 stod Danmark som sejrherre i en tre år lang - og dyr - krig om hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg, som hørte under helstaten Danmark med kong Frederik 7. som enevældig hersker og var befolket med såvel dansk- som tysksindede.
Men hvor Slesvig var et såkaldt kongeligt dansk len, var Holsten og Lauenburg tyske len, som blev repræsenteret af Danmark i Det Tyske Forbund. Og tilhørsforholdet var derfor langt stærkere til staten Preussen end til Danmark. Tre-års krigen begyndte da også som en borgerkrig mod den tysksindede slesvig-holstenske oprørshær. Men snart blandede preusserne sig, og dermed blev krigen en international affære, hvilket også medførte, at Danmark efterfølgende måtte underskrive en international aftale, som fastsatte et regelsæt for hertugdømmernes fremtid.
Og det var det regelsæt, som den danske regering den 30. marts 1863 var på vej til at bryde. Helt i tråd med den nye grundlov ønskede regeringen nemlig, at Slesvig ophørte som hertugdømme og blev lagt ind under kongeriget Danmark og dermed den danske grundlov. Holsten og Lauenburg gav de gerne afkald på.
10.000 preussiske soldater over grænsen
Men forslaget fik Preussen til at rasle med sablerne. Og intense forhandlinger stod på helt frem til november, hvor kong Frederik 7. døde og Christian 9. overtog tronen midt under den højspændte krise. Men da den nye konge den 18. november underskrev den såkaldte Novemberforfatning, hvis formål var at knytte Slesvig til Danmark, var optakten til en krig for alvor skudt i gang.
7. december vedtager Det Tyske Forbund at besætte Holsten og Lauenburg. 17. december rømmer danskerne Holsten, og hæren bevæger sig mod Slesvig.
En måned senere kræver Preussen og Østrig, at Novemberforfatningen bliver annulleret, og da det ikke sker, overleveres en krigserklæring pr. brev den 31. januar 1864, fulgt op af handling. Dagen efter går de første 10.000 preussiske soldater over grænsen til Slesvig og angriber forsvarsanlægget Dannevirke med 132 kanoner. Krigen er skudt i gang.
’Igaar var jeg i Misunde for at see til de brave tropper, skrev kong Christian 9. i et telegram til dronning Louise den 4. februar og fortsætter: ’I dag ventes et stort angreb på Dannevirke, man har opfordret mig indstændigt om at forlade Gottorp, nylig ankommen, meget urolig for mine herlige soldater’.
Smertefuld tilbagetrækning
Kongen havde grund til bekymring. De ’herlige’ soldater faldt på stribe, måtte trække sig, vende ryggen til fjenden og søge mod nord til Dybbøl. En smertefuld tilbagetrækning ifølge løjtnant Wilhelm Dinesen - forfatter Karen Blixens far - fra ottende brigade.
’Stille, tavse, ængstelige - vore fodtrin skræmmede os - listede vi om aftenen den 5. februar kl. 10 1/2 fra Bustrup... Vejene var spejlglatte, kulden skarp, og af og til sneede det. Saaledes gik vi fod for fod, og kom i nattens løb ikke en mil frem.... Når vi kom paa en bakketop og saa forud, bølgede, saa langt som øjet rækkede, en sort stribe hen ad landevejen som et uhyre ligtog, langsomt, dødstille; det var den danske hær, der erkendte fjendens overmagt. Nu og da strakte en død hest benene eller en forladt kanon halsen op af landevejsgrøften’.
De frøs ihjel
Ikke nok med, at fjenden var totalt overlegen i antal og udstyr, den bidende vinterkulde satte også sit spor på den danske hær. Mange mænd frøs ganske enkelt ihjel.
Kulden blev afløst af den spirende duft af forår. Men det var ikke den, der den 15. marts ramte soldaternes næsebor. Det var duften af krudt. Fra den anden side af det smalle sund indledte den preussiske hær et massivt bombardement af de danske skanser med deres langtrækkende kanoner og samtidig angreb de den danske stilling. Skanserne var under dobbelt ild.
Angrebet varede over en måned. Blodbadet var i gang. Nederlaget stod tegnet i krudttågen over Dybbøl Banke.
’Tilliden er brudt’
’Tilliden til Dybbølstillingens styrke er brudt, skrev overgeneral Gerlach til den danske regering. ’Det tidspunkt, hvor kræfterne er udtømte, vil derfor meget hurtigt og uventet kunne indtræde; jeg vil da skulle udsætte den bedste del af den danske armé for en sørgelig og ikke ærefuld ødelæggelse, eller at måtte beslutte mig til, trods min bedste vilje, at handle mod regeringens befaling. Kun når regeringen giver mig fuldstændig frie hænder, og jeg tør stole på den nødvendige tillid, vil det være muligt for mig i rette tid at tage den beslutning ikke at fortsætte forsvaret af stillingen til det yderste, og kun derved vil det være muligt for mig i rette tid at sikre en hæderlig tilbagegang til Als’.
Regeringen sagde nej. Stillingen ved Dybbøl Banke skulle holdes. Koste, hvad det koste ville.
Morgendisen er lettet fra Dybbøl Banke. Men den milde efterårssol kan ikke fortrænge de indre billeder af gruen den 18. april. Eller de ydre.
’Hier ruhen 209 tapfere Dänen’ lyder skriften på en af de mange mindesten på fællesgravene. Massegravene for de danske soldater. Enkelte var heldige. Blev identificeret i dyngerne af blodige lig og fik deres egen sten.
Det er 150 år siden. Historikere diskuterer stadig, hvorfor det gik så galt. Diskuterer, hvem der bærer skylden for den tabte krig.
Og imens prøver såret i den sønderjyske sjæl stadig at blive helet.
Kilder: ’1864: Mennesker i krigen’ af Jens Ahlers og Inge Adriansen, ’Slagtebænk Dybbøl’ af Tom Buk-Swienty. ’De så det ske’ af Lars Lindeberg.
