Martin Buch og Rasmus Botoft er tilbage med adventskalender på tv, hvor vanvid og gakkelak går hånd i hånd med tragik og melankoli

To skuespillere, to komikere, og to fædre. Men først og fremmest to mennesker.

Ligesom det væld af karakterer, der har haft fast bopæl i deres hjerner og hjerter siden 2002, hvor de begyndte sammen på de små teatre og i radioens P2. Og på fjernsynet, hvor Rytteriet brød igennem i det meste af landet i 2010.

Selvom det er komik, de dyrker i Rytteriet, er det vigtigt, at det også handler om noget. At der er noget føde til både hjernen og hjertet midt i galskaben.

Nu er de tilbage igen sammen som Rytteriet på DR2. Med fire juleshow hver søndag i advent.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med Martin Buch og Rasmus Botoft. Her fortæller de om cocktailen bag deres stærke sammenhold, om deres karriere og om den nye advents-julekalender, som kommer til at rulle over danskernes skærme de næste fire søndage i advent. De har ikke så lidt at byde på ...


Martin Buch og Rasmus Botoft er tilbage med adventskalender på tv, hvor vanvid og gakkelak går hånd i hånd med tragik og melankoli

»Vi har en fællesnævner, der hedder vanvid - eller hvad man nu kalder det.«

Martin Buchs ord falder efter en længere samtale med ham og makkeren Rasmus Botoft. To mænd.

To skuespillere, to komikere, og to fædre. Men først og fremmest to mennesker.

Ligesom det væld af karakterer, der har haft fast bopæl i deres hjerner og hjerter siden 2002, hvor de begyndte sammen på de små teatre og i radioens P2. Og på fjernsynet, hvor Rytteriet brød igennem i det meste af landet i 2010.

Selvom det er komik, de dyrker i Rytteriet, er det vigtigt, at det også handler om noget. At der er noget føde til både hjernen og hjertet midt i galskaben.

Siden de to mødte hinanden, har de vekslet mellem Rytteriet og tv og film, hvor de har trykket sig selv af individuelt som skuespillere.

Og nu er de tilbage igen sammen som Rytteriet på DR2. Med fire juleshow hver søndag i advent.

Klinisk renset for julemandsskæg, men nisserne er så at sige flyttet med. For det vanvid – som Buch og Botoft har tilfælles og det velkendte persongalleri – er selvfølgelig en del af Rytteriets adventskalender.

Velkendte figurer

Den undertrykte Else og hendes barnligt ubehøvlede og fordrukne mand Erik. Deres venner John og Tulle, Gumbas-manden med sin mystiske drømme-terapi, der vil længere ind i sindet, ’manden i skabet’, Tage, Henny og Gunnar samt Bodil Jørgensens præst og Nis Bank Mikkelsens kultiverede nudist, der altid er god for et digt - iført slet ingenting.

»En af grundene til, at vi hele tiden vender tilbage til hinanden, er, at vi godt kan lide at træde ind i den samling tosser, som vi har skabt sammen,« smiler Martin Buch.

»Ja, fordi vi to ganske enkelt har det sjovt sammen, og fordi vi bliver ved med at få idéer. Og den bank af fælles idéer bliver ved med at være intakt,« supplerer Botoft

»Vi søger blandingen af alvoren, følelserne, det groteske, absurde og det sjove. Det er det felt, vi synes, det er sjovest at bevæge os rundt i,« siger Martin Buch.

Der er rigeligt med glimmer, gaveræs, overflade og forbrug. Så vi har ikke lavet et traditionelt kækt juleshow. Men laver en lidt mørkere advendtskalender, som forhåbentlig er rigtig skæg, men som også trækker på nogle andre følelser, siger Rasmus Botoft, her sammen med Martin Buch foran én af rekvisitterne i Rytteriets jul. Foto: Ida Guldbæk Arentsen.
Der er rigeligt med glimmer, gaveræs, overflade og forbrug. Så vi har ikke lavet et traditionelt kækt juleshow. Men laver en lidt mørkere advendtskalender, som forhåbentlig er rigtig skæg, men som også trækker på nogle andre følelser, siger Rasmus Botoft, her sammen med Martin Buch foran én af rekvisitterne i Rytteriets jul. Foto: Ida Guldbæk Arentsen.
Vis mere

»Helt sikkert, vi gør meget ud af, at det ikke bliver fjollet med fjollet på. At der er en vis melankoli, en smerte og en alvor. Noget, der handler om noget,« siger Rasmus Botoft og vender tilbage til vanviddet:

»Indimellem må der gerne være noget, der er ren gakkelak. Ting, der kører helt ud ad en tangent. Men vi vil gerne have, at der er noget føde til hjernen og også gerne til følelserne.«

»Vi stopper tit op og tænker, at vi er meget privilegerede, for Rytteriet giver os jo en uafhængighed i det her skuespilfag, hvor der er så mange andre ting, der spiller ind i forhold til, om man eksempelvis får en rolle og alt sådan noget,« siger Martin Buch, der har en aftale med Rasmus om, at Rytteriet er deres base, som de vender tilbage til.

Brug for pauser

Men de har også brug for pauser fra makkerskabet. For ikke at slide for meget på hinanden og på kreativiteten, og for at blive udfordret individuelt, siger Botoft.

»Vi har begge to lyst til at have en skuespillerkarriere hver for sig ved siden af. Vi elsker det samarbejde, vi har sammen, og det vil vi gerne kunne blive ved med. Men vi vil ikke slide det op og risikere at blive trætte af hinanden. For det er meget intenst, når vi arbejder sammen. Hvad enten det er på tv eller på Bellevue Teateret, hvor vi har sat Rytteriet op live. Så vi lægger pauser ind.«

Martin: »Rytteriet har sin egen tid. Her er vi vores egne entreprenører. Skriver det meste, spiller det meste og synes noget om alting.

Rasmus: »Og blander os i klipning og musikvalg, kostumer. Alt!«

Martin: »Så når det er overstået, så er vi trætte og har brug for en pause. Det er en helt anden disciplin at møde op på en filmoptagelse eller et teater, hvor man har sin specifikke rolle, som man lærer og så spiller. Det er et noget mindre ansvar, vi har, når vi bliver hyret til en opgave. Og det er virkelig skønt, så det nyder vi begge to,« siger Martin Buch, der ligesom makkeren har haft flere store roller på film og fjernsyn, mens Rytteriet har ligget i dvale.

Buch spillede kammertjeneren Kold i Henrik Ruben Genz’ fabel om søhelten Tordenskjold sidste år, han havde hovedrollen i DRs tv-serie ’Bankerot’, og sammen med Botoft høstede han roser i Mikkel Munk Fals skarptskårne drama ’Swinger’ tidligere på året.

Derudover har Rasmus Botoft medvirket i flere tv-serier og blandt andet brilleret som Onkel Erik i ’Min søsters børn og guldgraverne’, haft en større rolle i Erik Clausens ’Mennesker bliver spist’ og optræder i en bærende rolle som radiochef i TV2s kommende serie ’Mercur’ til næste år.

Når man spørger dem, hvad der har været den største udfordring, beder Martin Buch om, at Rasmus skal begynde:

»Ja, jeg ved det godt, for jeg var udfordret big time denne her sommer. Jeg var gået videre fra en casting i en kæmpestor tysk film, og selvom jeg snakker ret godt tysk, så troede jeg ikke, at jeg fik den. Men det gjorde jeg sgu, og så var der tre ugers optagelser i Berlin og to uger i København. Og der var jeg virkelig udfordret. Det er det sværeste, jeg har prøvet hidtil, fordi jeg skulle koncentrere mig om at tale, huske og forstå alt på et andet sprog,« siger Botoft om det romantiske drama ’Ein Sommer In Dänemark’, der blev set af seks millioner seere på ZDF forrige weekend.

Alle - inklusive Rasmus selv - griner længe, da han udtaler titlen. Det lyder umiskendeligt som noget, han kunne have fundet på i Rytteriet.

»Jeg taler også noget tysk i ’Tordenskjold og Kold’. Men i små mængder,« siger Martin Buch:

»Alene det var en udfordring, så jeg tør slet ikke tænke på, hvordan Rasmus har haft det med en hel film. Jeg tror, at Bankerot-serien på DR nok har været min største udfordring. 16 afsnit af en halv time er et stort spænd, hvor man skal dosere sin karakter, have overblik over det hele og samtidig være til stede, dér hvor man er..«

Rasmus: »Plus at du spillede Rytteriet på Bellevue om aftenen, mens du optog om dagen.«

Martin: »Ja, det er rigtigt. Men det er en udfordring, man bare gør og kommer igennem. Det er selvfølgelig lidt sværere at overskue, når man skal lære tekst til dagen efter, og man spiller teater om aftenen.«

Rasmus: »Men når man er udfordret på en god måde, og det er noget, man er glad for at lave, kan man godt overskue at spille et show om aftenen, hvis man optager om dagen. Der er et ekstra gear, når man laver noget, der er fedt for én. Og det kan man så godt træde op i et stykke tid. Men det kræver så, at man bagefter får en god pause. For man kan ikke blive ved med at køre i det tempo. Så går der Dirch Passer i den, og du ender med at dø af det.«

’Rytteriets jul’ har premiere i aften og bliver vist hver søndag i advent. Den er instrueret af Peter Harton, og udover Botoft og Buch medvirker skuespillerne Nis Bank Mikkelsen og Bodil Jørgensen, samt sangeren Bjørn Fjæstad.

Instruktør og forfatter Peter Harton.
Instruktør og forfatter Peter Harton.
Vis mere