’Herrens mark’ er heldigvis belagt med asfalt. Han suser gennem det råkolde, forblæste landskab med den sorte kåbe flagrende efter sig. Som en hellig Batman.

Indenfor er bøgerne i reolen skrevet af Kierkegaard, Hegel og Nietzsche – store filosoffer, der stillede lige så store spørgsmål om eksistens, logik og moral. Et såkaldt longboard til transport er parkeret i entréen, et andet bag døren i kontoret. På en hylde i reolen har et klassisk skateboard til trick fået plads.

»De lokale var selvfølgelig helt i ave over, at han ikke har noget kørekort, og at han kører rundt på sådan et skateboard, men det er også lige præcis, hvad vi trænger til hernede – det er nyt og spændende,« siger Yvonne Luxhøj Lundberg.

OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS HER og få hele historien om københavnerdrengen, der valgte at forlade hovedstaden til fordel for et liv som præst i provinsen.


’Herrens mark’ er heldigvis belagt med asfalt. Han suser gennem det råkolde, forblæste landskab med den sorte kåbe flagrende efter sig. Som en hellig Batman.

Indenfor er bøgerne i reolen skrevet af Kierkegaard, Hegel og Nietzsche – store filosoffer, der stillede lige så store spørgsmål om eksistens, logik og moral. Et såkaldt longboard til transport er parkeret i entréen, et andet bag døren i kontoret. På en hylde i reolen har et klassisk skateboard til trick fået plads.

Huset er ellers næsten tomt. Spisebord og sofa, som for få måneder siden var med til at fylde en 65 kvadratmeter københavner-lejlighed til randen, står i et hjørne af stuen. 230 kvadratmeter er der i alt.

Præstegården har egen have og lund, hvor blæsten hyler i trætoppene. Ellers åbent landskab. Godt og vel en kilometer borte rejser den hvidkalkede kirke - hans arbejdsplads - sig i horisonten.

Over hækken er der pludselig liv. Yvonne Luxhøj Lundberg, den 61-årige nabo, stikker hovedet ud og giver hånd. De to møder hinanden for første gang. Hun byder ham velkommen og klapper i hænderne. Bogstaveligt talt. Det er første gang, at sognet har så ung en præst, fortæller hun.

»De lokale var selvfølgelig helt i ave over, at han ikke har noget kørekort, og at han kører rundt på sådan et skateboard, men det er også lige præcis, hvad vi trænger til hernede – det er nyt og spændende,« siger Yvonne Luxhøj Lundberg.

Fra København til Møn

I 2016 tog 29-årige Aske Emil Olsen en beslutning. Efter otte år i København flyttede han til Askeby på Møn for at arbejde som sognepræst i Fanefjord og Bogø sogne.

Hans stemme er rolig, næsten salig. Når han først åbner munden for at tale, sker det ofte efter fem sekunders pause. Han dvæler ved ordene, eftertænksom og opmærksom. Han lytter, og han er god til det.

Vejen til ‘Herrens mark’ var ikke snorlige. Historien begynder faktisk et helt andet sted. Aske Emil Olsen voksede op i Næstved som søn af to pædagoger. Et religiøst hjem var det ikke, og særligt konfirmationsforberedelser var centrum for polemik. Aske Emil Olsens far mente absolut ikke, at hans dreng skulle gå til præst, mens hans mor var mindre fjendtligt indstillet over for kirken, og sådan blev det.

Gymnasietiden var langt fra asketisk, hvor lommepengene til øl og sjov kom fra deltidsjob i Føtex og Bilka. På værtshuse og caféer holdt han også af at have dybe samtaler om filosofi, sprog og historie. Med et glimt i øjet blev han døbt bodegafilosoffen. Interessen var dog så dyb, at det ledte ham ind på teologistudiet i København - og en branche i modvind.

Siden 1990 er medlemstallet i folkekirken faldet fra knap 90 pct. af befolkningen til godt tre fjerdedele. Og blødningen er ikke stoppet. For eksempel fik en kampagne fra Ateistisk Selskab i 2016 over 10.000 mennesker til at melde sig ud på få måneder. Folkekirken er under pres. Kirkerne er indimellem næsten tomme, og flere små sogne har måttet sige farvel til deres kirker. Der er brug for nytænkning.

Aske, er du det, som folkekirken har brug for?

»Det er i hvert fald en fordel, at der kommer yngre kræfter til, for de medbringer et nyt syn og et frisk pust til den konservative tilgang i folkekirken, men de gamle præster har selvfølgelig en helt anden erfaring, som man også skal trække på. Der er jo nødt til at komme nye medlemmer, for at folkekirken overlever. Og de nye, unge præster favner nogle andre dele af befolkningen, som også kommer i folkekirken. Jeg vil gerne gøre det mere uformelt. I virkeligheden vil jeg jo gerne undvære præstekjolen. Altså, den fungerer selvfølgelig, folk lytter til dig på en anden måde, når du har den her gamle professorkåbe fra 1500-tallet på. Du har en vis autoritet og er let genkendelig, men den er også meget formel. Det er det dyreste stykke tøj, jeg ejer – den koster 19.000 kroner. Man retter sig op, og den føles også helt sikkert bedre end Føtex-uniformen.«

Foto: Ida Guldbænk Arentsen
Vis mere

Snak med de døende

Egentlig har han aldrig set præstegerningen som slutmål for sin uddannelse. Han valgte studiet, fordi han syntes, det var interessant. Men et praktikophold som hospitalspræst på Bispebjerg Hospital i København ændrede alting. Her havde han samtaler med dødeligt syge patienter på den palliative afdeling, hvor smertelindring ofte er den eneste udvej for patienterne. Der lærte Aske Emil Olsen, at han kunne tale med døende mennesker, og det gav ham et formål – han ville gerne være præst.

»Første gang måtte jeg tage en dyb indånding, før jeg gik ind og sagde, ’hej, har du lyst til at snakke med mig?’, det var voldsomt angstprovokerende, men det var også meget fint. Jeg oplevede, at de gerne ville tale om deres liv, hvad de har lavet, og om de ting, som de var bange for, at de ikke ville nå. Man kan ikke løse folks problemer, men man lytter, fordi der sker noget, når folk får lov til at tale – de bliver mere afklarede, desto længere de sidder og snakker med en, som lytter og taler med dem. Det overraskede mig, at jeg godt kunne lide at være i den rolle.«

Her sidder han så. I en sort lædersofa med den sorte kåbe hængende klar på skabet på sit nye kontor i præstegården i Askeby. Det er milevidt fra den tilværelse, han har lagt bag sig i København. Kontoret var som det eneste møbleret, da han ankom 18. september.

Dage uden mennesker

Der er dage uden andre mennesker. De dage er den norske skovkat, Constantin, det eneste selskab. Ja, koncerter, kunstudstillinger og caffe latte i København er langt væk.

Livet på landet for den 29-årige skaterpræst er lige så overraskende, som det er lige præcis det, han søgte.

»Jeg vil gerne opnå ensomhed for at finde ro. I byen kunne jeg i princippet gå ud hver eneste dag, så jeg fik ikke læst alt det, jeg gerne ville, tænkt alt det, jeg gerne ville – det er den selvvalgte ensomhed på landet, som tiltalte mig ved arbejdet som sognepræst,« siger Aske Emil Olsen:

»Når man bliver færdiguddannet, får man muligheden for at gøre noget nyt i ens liv, derfor valgte jeg at rejse væk fra alt det, jeg kendte, og alle dem, jeg kender, for at prøve at være alene. At arbejde, som jeg gerne vil, og finde ud af, hvordan jeg har det med ensomhed.«

Udover mere tid til fordybelse tog han også valget om at flytte mod syd, fordi han i netop det her job, hvor der kun er ham og ingen andre kolleger, får muligheden for at forme sig selv som præst.

Constantin spinder lystigt. Han hopper mellem sofaen og vindueskarmen og tvinger opmærksomhed til sig, når abstraktionsniveauet bliver for højt på kontoret. Han er tydeligvis allerede faldet til. Aske Emil Olsen arbejder på det samme, fortæller han.

Ved hækken fortsætter snakken mellem den unge præst og den ældre nabo. Yvonne Luxhøj Lundberg siger, at præsterne før Aske Emil Olsen fik hende til at miste troen på folkekirken. Den ene var fordrukken, den anden homofobisk. Hun har derfor ikke været i kirke i fire år, men hun glæder sig til at høre den nye præst. Hun giver ham en test. Når hun dukker op i kirken juleaften, kan han jo forsøge at omvende hende.

Præsten takker ja til udfordringen.

Foto: Ida Guldbænk Arentsen
Vis mere