Selvom det er mere end 15 år siden, han sagde farvel til livet som tv-vært og rollen som hele Danmarks Dr. Dyregod, så er Poul Thomsen stadig dus med dyrene.

Den 78-årige hundeelsker og tidligere tv-vært, der med sin karakteristiske dybe og rolige stemme lærte en hel generation af danskere om dyr - og særligt hunde - i programmer som ’Dus med dyrene’, ’Hund og hund imellem’ og ’En naturlig forklaring’ op gennem 80’erne og 90’erne på DR, har stadig menneskets bedste ven omkring sig i hjemmet i den idylliske landsby Albæk, ti kilometer nordøst for Randers.

Her nyder han sin pensionisttilværelse med hustruen Susanne og den 6-årige lyse labrador Lillebror.

Log ind med BT PLUS og læs hele interviewet med tidligere tv-vært og hundeelsker Poul Thomsen og hans bedste ven, labradoren Lillebror.


Selvom det er mere end 15 år siden, han sagde farvel til livet som tv-vært og rollen som hele Danmarks Dr. Dyregod, så er Poul Thomsen stadig dus med dyrene.

Den 78-årige hundeelsker og tidligere tv-vært, der med sin karakteristiske dybe og rolige stemme lærte en hel generation af danskere om dyr - og særligt hunde - i programmer som ’Dus med dyrene’, ’Hund og hund imellem’ og ’En naturlig forklaring’ op gennem 80’erne og 90’erne på DR, har stadig menneskets bedste ven omkring sig i hjemmet i den idylliske landsby Albæk, ti kilometer nordøst for Randers.

Her nyder han sin pensionisttilværelse med hustruen Susanne og den 6-årige lyse labrador Lillebror.

Tårer i øjnene

Sidste år gik den folkekære tidligere tv-vært dog igennem en af de svære perioder, da han mistede sin elskede labrador Farbror.

»Åh, det var hårdt. Jeg får næsten tårer i øjnene af at tænke på ham. Når man har hund, så går man altid rundt og tror, at de kan blive 30 år, men det kan de jo ikke. Det var skrækkeligt, det var det virkelig. Han døde fire dage før sin 12 års fødselsdag,« fortæller Poul Thomsen.

Farbror hjalp nemlig Poul Thomsen gennem en af livets mørkeste stunder, da han i 2007 mistede sin ekskone Hanne Thomsen.

Hun valgte tilværelsen fra efter at have kæmpet med sit sind det meste af livet.

»Jeg oplevede Hanne gennem de dybeste sorger og de vildeste glæder, og når hun havde de bedrøvelige stunder, så kunne Farbrors ordløse sprog, de store øjne, der bare kiggede bedende på dig, redde hendes dag. Når man har oplevet den slags, så knytter du et særligt bånd. Og sorgen over at miste et menneske, der står dig nær, er for mig den samme, som når jeg mister en af mine hunde. Det skyldes den der ubetingede kærlighed,« forklarer Poul Thomsen.

Hjælp i de sværeste stunder

Han har haft ti hunde gennem sit liv. Den mest kendte er nok Balder, den danske hønsehund, der med Poul Thomsen i studiet, når ’Dus med dyrene’ løb over skærmen i 1980-85.

Alle hundene ligger begravet i haven under en sten. På den måde er Poul Thomsens hunde både fysisk og i overført betydning tæt på hans hjerte.

»Hver gang en af mine hunde dør, går jeg simpelthen i sort. Jeg ved godt, nogle tænker: ’Kom nu videre, det er bare en hund’. Men det kan jeg ikke. Jeg bliver decideret ukampdygtig. For mig er der ikke forskel på et nært menneskes død og mine hundes død. I mit liv har mine største glæder og største sorger været knyttet til mine hunde. Hunde giver dig betingelsesløs kærlighed. De er altid hos dig. Dit forhold til børn, kone, familie kan gå op og ned, men sådan er det ikke med hunde. Du kan hele tiden mærke deres puf efter dig, i bogstaveligste forstand, eller høre de glade klap i gulvet med halen, og når de forsvinder efter 10-12 år i dit liv, så er der altså et tomrum, som ikke bare kan fyldes ud.« siger.

Poul Thomsen har været væk fra tv-skærmen siden 2000, hvor DR skrottede programmet ’En naturlig forklaring’, men han bliver stadig genkendt på gaden. Også af de yngre generationer.

»Der er stadig folk, der spørger mig, hvordan det går med Balder, selvom han altså døde for over 30 år siden. Så svarer jeg: ’Jeg håber, han har det godt, hvor han er’. Det var jo andre dage dengang i monopolets tid, men det er da lidt utroligt, at så mange rent faktisk så med,« siger Poul Thomsen.

»Jeg synes, det er hyggeligt, når folk kommer op og vil hilse. Jeg har ikke noget imod at blive genkendt, for det er jo af et godt hjerte, at folk kommer hen til mig. Når du har været 25 år på tv, så er det altså en af konsekvenserne. Hvis man ikke kan holde dét ud, så må man forlade bageriet.«

Selvom afskeden med DR kom mere pludseligt, end Poul Thomsen ønskede, så mindes han i dag tiden i DR med glæde.

»Selvfølgelig savner jeg da livet som tv-vært. Det er vel lidt som en cirkushest, der savner at mærke savsmuldet i manegen. Det kan ikke undgås efter 25 år på skærmen. Jeg var da også vred, da DR pludselig stoppede ’En naturlig forklaring’, for jeg følte, at de godt kunne have taget mig med på råd. Men jeg gider ikke være en bitter mand, og DR har givet mig nogle af de bedste oplevelser og bedste venner i mit liv. Det vil jeg altid være taknemmelig over,« siger Poul Thomsen.

Den 80-årige Dus med dyrene-vært Poul Thomsen er ikke i tvivl om, at hunde kan forstå mere, end hvad vi mennesker umiddelbart tror.
Den 80-årige Dus med dyrene-vært Poul Thomsen er ikke i tvivl om, at hunde kan forstå mere, end hvad vi mennesker umiddelbart tror. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Mand og hund imellem

»Dygtig hund, Lillebror. Kom over til far.«

Den lyse labrador trasker godmodigt hen over stuegulvet og lægger sig for fødderne af Poul Thomsen i sofaen.

Den tidligere tv-vært har haft ti hunde gennem sit liv, og efter et langt liv med menneskets bedste ven ved sin side er 78-årige Poul Thomsen ikke i tvivl om, at Lillebror kan forstå ham. I en vis udstrækning i hvert fald.

»Jeg kan jo ikke tale med Lillebror om udsmykningen af Det Sixtinske Kapel, men der er ingen tvivl om, at hunde kan forstå os i en vis udstrækning. Det tror jeg, alle hundeejere kan skrive under på,« siger Poul Thomsen, mens han klør Lillebror bag øret.

Mand og hund imellemNy forskning viser, at hunde kan skelne mellem ikke bare tonelejet, men også ordene, der bliver sagt. BT har besøgt Danmarks største hundeven for at få syn for sagen

Forstår ord og toneleje

BT har sat Danmarks vel nok mest kendte hundeven stævne i hans hjem godt ti kilometer nordøst for Randers for at høre, om der er hold i et nyt ungarsk forskningsprojekt.


Forskningsprojektet, der er blevet publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Science, viser, at hunde kan skelne mellem mere end bare tonelejet i de ting, der bliver sagt til dem. Hunde kan også forstå betydningen af visse ord, der bliver sagt.

Det forklarer hovedforskeren bag projektet, Attila Andics, til Videnskab.dk.

»Det er interessant at se, at hunde rent faktisk kan forstå, hvad vi siger. Tidligere har man troet, at hunde kun forstod intonationen, altså måden, som tingene bliver sagt på, men de forstår også selve ordene,« forklarer forskeren til Videnskab.dk.

Hunde i MR-scanner

Mennesker taler ofte til hunde dagen lang, og sammen med en gruppe forskere ville Attila Andics undersøge, hvor meget hunde egentlig forstår.

Derfor trænede forskeren sammen med sine kollegaer 13 hunde til at kunne ligge stille i en MR-scanner.

På den måde kunne forskerne se hundenes hjerneaktivitet, mens deres ejere talte til dem på forskellige måder.

Og scanningsbillederne afslørede, at hundenes hjerne arbejdede på samme måde som menneskets, når det blev rost på en bestemt måde i et bestemt toneleje. Områder i den venstre hjernehalvdel blev aktive, når de firbenede genkendte de rosende ord, men samme områder var inaktive, når ordene ikke gav mening, også selvom de blev sagt på en rosende måde.

Forskellige ligesom mennesker

Spørger man Poul Thomsen, så er der dog ikke noget spektakulært over de nye forskningsresultater.

»Det er nok især tonelejet, der betyder noget. Du kan godt sige noget volapyk til hunden med en dyb, hård stemme. Så vil den blive forskrækket, men det siger intet om dens forståelse. Så det, undersøgelsen viser - at hunde forstår visse ord i et rosende toneleje - det undrer mig ikke spor,« siger Poul Thomsen.

Han har altid troet, at menneskets bedste ven forstår mere, end vi gør os tanker om.

»Der foregår meget mere i hundens sanser, end vi nogensinde vil kunne forstå. Lad mig give dig et eksempel: Hvis jeg kører hjem efter en tur til Vesterhavet, så ved Lillebror altid, hvornår vi er hjemme. Han rejser sig op bag i bilen, lige så snart vi drejer ind ad vejen. Han ved instinktivt, at han er hjemme. Mine hunde kan også genkende motorlyden på min bil,« forklarer Poul Thomsen, inden han uddyber med sin dybe stemme:

»Jeg har haft ti forskellige hunde i mit liv, og de har været lige så forskellige, som vi mennesker er det. Farbror, min anden labrador, som desværre døde sidste år, var en helt anden type end Lillebror. Han var mere eftertænksom, hvorimod Lillebror er meget mere fro og ligefrem, en lalleglad hund. Og med så forskellige personligheder må der foregå mere, end vi tror, bag de nuttede øjne,« siger Poul Thomsen.

Lillebror, en 6-årig lys labrador, er den tiende i rækken af hunde i Poul Thomsens liv. Den vel nok mest kendte er Balder, den danske hønsehund, der var med på tv-skærmen, når Poul Thomsen var Dus med dyrene. Selvom Balder døde for over 30 år siden, er der stadig folk, der stopper Poul Thomsen og spørger, hvordan det står til med ham.
Lillebror, en 6-årig lys labrador, er den tiende i rækken af hunde i Poul Thomsens liv. Den vel nok mest kendte er Balder, den danske hønsehund, der var med på tv-skærmen, når Poul Thomsen var Dus med dyrene. Selvom Balder døde for over 30 år siden, er der stadig folk, der stopper Poul Thomsen og spørger, hvordan det står til med ham. Foto: Bo Amstrup
Vis mere