Det har været snart 36 år med op- og nedture, dødsfald, gruppeterapi og galskab og alligevel nærmest ufattelig succes – Metallica er stærkere end nogensinde.
»Life out here is raw, but we will never stop, we will never quit ’cause we are Metallica. . .« Stedet var Hartwall Arena i Helsinki, Finland, 14. juni 2009. I bandets fællesrum bag scenen oplevede overtegnede med en ikke ringe grad af fascination, hvordan trommeslageren i verdens største Heavy Metal-band stod dér og blandede diverse frugter til en energidrik i en blender. »Sådan én hér du gamle. Og så skal vi ud at løbe bagefter,« forkyndte Lars Ulrich med et svedent grin, mens han observerede min fascination så småt ændre karakter til direkte vantro ... LOG IND PÅ BT PLUS og læs rockanmelderen Steffen Jungersens personlige fortælling om Lars Ulrich og Co. - fra tennis til trommer.
Det har været snart 36 år med op- og nedture, dødsfald, gruppeterapi og galskab og alligevel nærmest ufattelig succes – Metallica er stærkere end nogensinde.
»Life out here is raw, but we will never stop, we will never quit ’cause we are Metallica. . .«
Stedet var Hartwall Arena i Helsinki, Finland, 14. juni 2009.
I bandets fællesrum bag scenen oplevede overtegnede med en ikke ringe grad af fascination, hvordan trommeslageren i verdens største Heavy Metal band stod dér og blandede diverse frugter til en energidrik i en blender.
»Sådan én hér du gamle. Og så skal vi ud at løbe bagefter,« forkyndte Lars Ulrich med et svedent grin, mens han observerede min fascination så småt ændre karakter til direkte vantro.
»Ja-ja, jeg ved det godt,« griner Lars.
»Hvad fanden er der sket, mand! I gamle dage havde vi to jo væltet os i vodka og strippere, og så står jeg sgu’ her og blander frugtdrik. Virkelig rock’n’roll.
Men vi bliver jo alle ældre.«
Det gør vi jo. Og der ER løbet meget vodka (og siden frugtjuice og energidrik) i floden, siden en kun 17-årig Lars Ulrich sammen med sanger og rytmeguitarist James Hetfield dannede Metallica i Los Angeles i oktober 1981.
Familien Ulrich var, som det er mange bekendt, flyttet fra Gentofte til USA, så Lars kunne blive tennis-es som sin far Torben.
Fra tennis til trommer
Men knægtens fascination af og kærlighed til de på daværende tidspunkt nye engelske metalband som Diamond Head, Iron Maiden, Saxon og Motörhead trak Lars væk fra tennisbanen og om bag trommerne i stedet.
Da Metallica i juli 1983 albumdebuterede med den – efter datidens forhold – overdådigt rå, frådende og fræsende ’Kill ’Em All’ og med den opfandt thrash metal, var det nok en musikalsk revolution, men man kunne dengang med betragtelig fordel have solgt dyre anparter i ethvert andet luftkastel på det lokale værtshus, før du fik nogen til at tro på, at de hér bumsede balladebøller en dag ville bliveét af verdens største – om ikke dét største – rockband.
Der gik imidlertid blot otte år, og så blev Metallica - ikke mindst takket være det afgørende femte album, ’Metallica’ (også kendt som ’The Black Album’) - det største heavy metal-band nogensinde. Det har de stort set været siden.
Faktisk er de i dag så stort et navn, så selv de mest forbenede og forliebte fans lige måtte knibe sig i armen, da Metallica med største selvfølgelighed og på rekordtid solgte over 60.000 billetter til de fire koncerter i Københavns nye Royal Arena, som de spiller i disse dage.
»Jeg må indrømme, at jeg en gang imellem stadigvæk får kuldegysninger, når jeg ser forsalgstallene før en turné,« som Lars engang sagde.
Sikkert ikke mindst fordi Lars kan prøve at tone bandets succes ned og spøge med den så tosset han vil, for han ER – som han engang nødtvungent indrømmede overfor overtegnede - »nok selv verdens største Metallica-fan«.
Visioner og nysgerrighed
Selv om han selvfølgelig har slået nogle spektakulære skævere undervejs, så skal en meget stor del af æren for fænomenet Metallica og dets gigantiske succes lægges ved Lars Ulrichs dørtrin hjemme i San Francisco. Uden Lars’ visioner, hans musikalske og kunstneriske nysgerrighed og – ikke mindst – hans legendariske stædighed var Metallica simpelthen ikke blevet til dét, det er.
Musikalsk må han dele æren med primært bandets andet stiftende medlem, James Hetfield, men modsat den privat indadvendte Hetfield, så er Lars Metallicas talsmand og permanente forsvarer 24 timer i døgnet.
Hans vovemod og nysgerrighed har ledt Metallica ad de veje og vildveje, der har ført ikke blot denne mægtige metalmaskine, men også andre band i genren gennem 30 år. År, som har set metal som musikalsk genre blive stærkere og stærkere.
Det er ifølge Jordi Jordison – tidligere trommeslager hos kollegerne Slipknot – ikke mindst Lars Ulrichs fortjeneste.
»Udover at være trommeslager er Lars Ulrich én af de bedste forretnings- og talsmænd, når det kommer til at holde denne musik i live. Han er selve hjertet i metal-miljøet, for Metallica er altså kongerne,« sagde Jordison sidste år.
»Der kommer aldrig et nyt band som dem, og Lars er en stor, stor del af årsagen til det.«
Eller med Metallicas manager Peter Menschs ord (i Jens ’Jam’ Rasmussens biografi om Lars, ’Forkælet med frihed’):
»Ingen andre musikere har så stor en vision for deres eget produkt, egen musik og hvad bandet handler om, som Lars har.«
Bandet skal videre
Den vision kan – meget – kort koges ned til, at Ulrich hele tiden vil have bandet videre. De skal hele tiden turde noget. Skal turde tage dansen hver gang, omstændighederne byder op – også selv om grunden eller isen er usikker.
De to mesterværker ’Ride The Lightning’ (1984) og ’Master Of Puppets’, som begge er indspillet i København, banede vej for den tekniske metal tour-de-force ’. . . And Justice For All’ (1988), som igen banede vej for bandets HELT store gennembrud – førnævnte ’Metallica’ (1991).
På det tidspunkt følte Metallica, at de rent teknisk var kommet så langt, de kunne, med metal-rocken. Det langt mere simple og til overflod mere iørefaldende ’Metallica’ med kommende klassikere som ’Enter Sandman’, ’Sad But True’, ’The Unforgiven’ og sågar – oh skræk – en lighterballade i ’Nothing Else Matters’ var Metallicas adgangskort til den såkaldte brede befolknings stuer og en plads ved kakkelbordene.
»Ved du hvad? Jeg havde altså lyst til, at vi skulle have noget swing, noget groove,« som Lars sagde til mig dengang for et kvart århundrede siden.
»Jeg havde lyttet en masse til trommeslagere som Charlie Watts (Rolling Stones, red.) og Phil Rudd (AC/DC), og det kunne sgu være fedt at spille noget, der swingede så fedt, som de gutter får det til.«
Det syntes publikum også, det kunne.
På ganske få måneder kanonerede Metallica bandet op i rock-superligaens absolutte top. Ganske vist kostede albummet en million dollar og tre ægteskaber at lave, men den lå syv år (!) på den amerikanske hitliste, solgte 16 millioner eksemplarer alene i USA, mens tallet på verdensplan er 30 millioner.
»Hvor mange eksemplarer af den plade har folk egentlig brug for,« som Metallicas lead-guitarist Kirk Hammett engang grinende sagde.
Så betød det vist mindre, at en del af Metallicas oprindelige hardcore fans stod af, da ’Metallica’ udkom. Dele af metalmiljøet er berygtede for en grad af konservatisme, som får fundamentalister i det amerikanske bibelbælte til at antage ligheder med Alternativet.
Som Lars konstaterede senere:
»Altså, hver gang vi laver et nyt album, mister vi fans, som ikke kan have, at vi vokser og udvikler os.«
Og Metallica skulle komme til at miste endnu flere af de oprindelige fans, da de to næste albums, ’Load’ (1996) og ’Reload’ (’97), landede. På begge plader oplevede man et band, som snarere spillede straight rockmusik end metal. For at det ikke skulle være løgn, var de også blevet klippet (!), og på billederne i ’Load’ coveret havde Hammett og Ulrich makeup på. Metallica og specielt Lars mente, at bandet måtte gøre noget i et årti, hvor grunge og britpop i nogle år fortrængte heavy metal som rockens mest populære subgenrer.
De oprindelige og mest hengivne Metallicafans var ligeglade med bandets bekymringer. I deres optik var Metallica ikke længere noget heavy metal-band – ja, faktisk var navnet vel snarere efterhånden en sag for forbrugerombudsmanden.
Det hjalp da heller ikke just på metaltroværdigheden, da en irriteret James Hetfield efter vedvarende kritik af både musikken og frisurerne dengang snerrede:
»Hvad er det lige, der er så fantastisk og værdifuldt ved heavy metal, når alt kommer til alt!?«
Metaltræthed
Med nogen sandsynlighed ikke et citat, der med årene kommer til at stå tilbage som ét af Hetfields mere kløgtige af slagsen – i betragtning at det kom fra en mand, som havde skabt sin karriere på heavy metal.
Set i det meget overbegloede bakspejl var metaltrætheden – trods det store publikums vedblivende støtte – nok også ved at sætte ind dér i anden halvdel af 90’erne.
Når man var sammen med bandet i de år, fik man da også en snigende fornemmelse af, at et eller andet var galt. Fraset på scenen var Hetfield, Ulrich, Hammett og bassist Jason Newsted sammen så at sige meget langt fra at være et studium i sociale kompetencer eller fælles interesser.
Efter at overtegnede sidst i ’90’erne således var på en ganske fornøjelig tur med bandet i deres privatfly fra København til Göteborg og tilbage til København, ringede alarmklokkerne ret højt, da bandet – tilbage på Hotel D’Angleterre hen på natten – blev åbenlyst overraskede over, at de alle fire var at finde i hotellets bar til en godnatdrink. Så længe siden var det, dét var sket.
Både nogle af sangene på ’Reload’, coverpladen ’Garage Inc.’ samt eksperimentet med at spille sammen med symfoniorkestre på ’S&M’ (1999) lugtede af et band, som var kørt trætte. Og som egentlig »bare« gjorde det her, fordi de godt kunne slippe afsted med det. De var jo for fanden Metallica.
Gav alt
Lars Ulrich afviste nogle år senere, at bandet nogensinde bevidst er sprunget over, hvor gærdet var lavest eller har lavet noget fortænkt.
»Men okay: der lå måske – set i bakspejlet - nogle omstændigheder omkring tilblivelsen af ’Load’ og ’Reload’ pladerne, hvor egotrip gjorde, at vi mente, at hvert eneste nummer, vi skrev, var godt nok og SKULLE med på pladerne,« funderede trommeslageren i en samtale en stille stund backstage i Cincinnati i 2004.
»Der er nok numre på de plader, folk havde overlevet uden (latter). Men jeg må sige nej til, om vi nogensinde har været selvtilfredse eller beregnende.
Man kan i nogle tilfælde måske spørge »var det nu nødvendigt?«, men vi har haft et behov for at skubbe tingene kreativt for at overleve som band. Og det er bestemt ikke selvtilfredshed.
I nogle perioder har der været mindre at give end i andre, men vi har altid givet alt, hvad vi kunne, på et givet tidspunkt.«
Imidlertid havde Metallica med nogen sandsynlighed også givet, hvad de så overhovedet kunne, ved årtusindskiftet. Først kom i 2000 Lars’ og Metallicas meget omtalte retssag mod fildelings-tjenesten Napster, som tilbød medlemmer kvit og frit at dele deres musik med andre, uden at kunstnerne så en cent i royalties.
En sag, som bevirkede, at Lars blev lagt for had – ikke kun af visse såkaldte fans, som mente ’at Metallica sgu var rige nok i forvejen’, men også af nogle af de musikere, hvis kamp han faktisk også kæmpede med sagsanlægget. De pågældende musikere turde tilsyneladende bare ikke selv gå samme vej som Lars. I hvert fald ikke før en domstol i Californien havde afgjort, at Metallica havde en sag, og at Napster således havde forbrudt sig mod bandets ophavsret.
Med Napster-sagen så nogenlunde i ro var det tid at gå i studiet og få lavet en reel opfølger til ’Reload’. Men Metallica var et band i krise. Bandets bassist siden 1987, Jason Newsted, forlod bandet, fordi Hetfield nedlagde veto mod, at Newsted lavede et soloprojekt. På sin egen side var Hetfield inde i et alkoholmisbrug, som truede med at tage alt fra ham, og han og Ulrichs indbyrdes forhold blev mere og mere anspændt.
Hvor galt det gik, før det atter gik godt, kan man se i nok én af de mest hudløst ærlige rockdokumentarer, der nogensinde er lavet: ’Some Kind Of Monster’ fra 2004.
Måtte ansætte psykolog
Hvor man får hele historien om, hvordan Metallica i første omgang måtte opgive at lave et nyt album, fordi James Hetfield – efter at være sat på gaden af sin hustru og tvunget til at vælge mellem familie og tosserier - på ubestemt tid tjekkede ind på en afvænningsklinik for at bekæmpe ’alkoholisme og andre afhængigheder’, som det hed.
Metallica måtte gå så vidt som til at ansætte en bandpsykolog, den såkaldte ’performance enhancement coach’ Phil Towle, og betale ham i omegnen af en kvart million kroner (om måneden!) for at lære bandmedlemmerne at kommunikere og være i samme rum igen.
Det lo de meget ad den sommer, som man siger. Tidligere bassist Jason Newsted kaldte det for »for fucking lamt og svagt«, at en flok forkælede rockmillionærer på den måde måtte ansætte en terapeut i stedet for bare at sætte sig ned og tale sammen.
Et synspunkt, mange var enige i. Men angiveligt hjalp Towles indsats, for Metallica fik lavet sit 8. album ’St. Anger’. En rå, kantet og brutal metalplade, som både lyder som og ER en øvelse i eksorcisme, hvor Metallica bekæmper de dæmoner, der var lige ved at koste dem karrieren.
Alt er dokumenteret i ’Some Kind Of Monster’. Den går – med bandets velsignelse – så tæt på Metallica og medlemmernes problemer i de år, så den kan være noget af en mental overlevelsesøvelse at komme igennem for fans af kvartetten.
Også for Lars Ulrich. Da han og overtegnede så den sammen i København udbrød han pludselig:
»Jeg kan ikke klare mere Steffen. Skal vi ikke gå over i Tivoli og få nogle drinks. . .«
Metallica genfødt
Men såvel psykologen som eksorcismen med ’St. Anger’ virkede. Metallica VAR på mange måder genfødt, da albummet udkom i 2003. I Lars Ulrichs hjemland blev det i dén grad understreget, da Metallica med den nye bassist Rob Trujillo installeret spillede på Roskilde Festival 2003 og gav én af sine til dato bedste koncerter på dansk grund nogensinde.
Siden da har Metallica været lokomotivfører på et konstant frembrusende triumftog. Selv skævere som bandets himmelråbende håbløse album sammen med Lou Reed, ’Lulu’, i 2011 og den fortænkte ’kunstneriske’ koncertfilm ’Through The Never’ to år senere, har ikke kunnet sætte omtalte tog ned i fart.
Det sørgede først tilbage-til-heavy-metal-rødderne albummet ’Death Magnetic’ (2008) og ikke mindst sidste års ’Hardwired. .. To Self-destruct’ for. Sidstnævnte er med god grund af mange udråbt til Metallicas bedste album i næsten 30 år.
I 2017 er Metallica formentlig verdens mest populære – ikke blot heavy metal-band men rockband som sådan.
De har overlevet dødsfald (bandets første bassist Cliff Burtion kom tragisk af dage ved en busulykke i 1987). De har kæmpet sig igennem kriser og mediestorme, misbrug og metaltræthed.
De driver deres dæmoner ud på scenen og tager sig lige – upgtet sammes størrelse – lige af publikums problemer og dæmoner også, nu de er i gang, og sender deres fans hjem med fornyet tro på, at livet nu nok er værd at give. Det kan alle mennesker bruge til noget. Det er dét, de kan, og netop der skal nok en stor del af forklaringen på bandets vedvarende succes findes.
Der er simpelthen ikke ret mange band tilbage, der kan dét dér.
De er Metallica. . .
’Forever trusting who we are/ And nothing else matters. . .’
Stilskaberen, der får høvl
Det kan meget vel være, at Lars Ulrich er trommeslager i verdens største heavy metal-band.
Det kan ligeledes være, hvad det vil, at Lars’ helt specielle dobbelte stortrommeslag og ditto lilletrommeslag foruden hans markeringer på trommesættet var stilskabende – specielt på Metallicas første fire album i 1980’erne.
For alligevel er danskeren til tider blevet nådesløst kritiseret for at være en dårlig trommeslager af såvel visse dele af metalpublikummet som andre musikere. Kritikken går som oftest på, at Lars sjusker og for ofte i en koncertsituation vælger den lette løsning for at være i stand til at spille visse passager live.
Kritikerne ynder at sammenligne Lars med de uhyggeligt teknisk kompetente kolleger Mike Portnoy (tidligere Dream Theater) og Joey Jordison (tidligere Slipknot).
De to er da også rent teknisk langt bedre trommeslagere end Lars Ulrich.
De er bare også FANS af Lars.
»Jeg vil meget hellere se Lars på scenen end de dér tekniske genier, der kan høvle fills af sig i et sindssygt tempo. Al den teknik er jo kedelig,« har Mike Portnoy sagt.
»Jeg bedømmer en trommeslager på, hvad han bidrager til musikken, og dér er Lars helt og aldeles uerstattelig i Metallica. Så er jeg sgu ligeglad med, om tempoet flagrer lidt. Det kræver mere end blot præcision og teknik at være en god trommeslager.«
Joey Jordison går endnu videre.
»Lars’ kritikere skal holde deres forbandede kæft, for Lars Ulrich er sikkert én af de bedste og mest opfindsomme trommeslagere nogensinde,« sagde Jordison sidste år.
»Jeg har turneret med Lars og studeret ham hver aften, og hans dobbelte stortrommespil sad lige i skabet.«
»Nå ja, og hva´ så«
At andre så bl.a. har kaldt Lars Ulrich en »utrolig dårlig trommeslager«, tager manden selv med ophøjet ro.
»Kritikken generede mig i gamle dage, og jeg brugte meget tid på at overkompensere på vores tidlige plader. Men så vågner man en dag og tænker »nå ja, og hva’ så«,« har Lars sagt i bogen ’100 Drum Heroes’.
»Når jeg i dag hører nogle af de unge, kan jeg sagtens beundre de sindssyge ting, nogle af dem kan, men det er ikke noget, der får mig til at fare i øvelokalet, fordi jeg vil kunne det samme.
Jeg er ikke nogen specielt gennemført eller dygtig trommeslager, men jeg er meget, meget, meget god til at forstå trommernes rolle i forhold til James Hetfields rytmeguitar. Jeg garanterer, jeg er den bedste i verden til dét, og det er nok for mig.«
Med andre ord: Metallica ville ikke lyde som Metallica uden Lars på trommer. Det kan enhver så i øvrigt forvisse sig om, hvis man hører optagelser fra den engelske Download Festival i 2004. Hér var Lars ikke med p.g.a. et ildebefindende og erstattet af bl.a. Slayers Dave Lombardo og ovenstående Joey Jordison.
De uomgængelige
’Kill ’Em All’, (1983):
Debutalbummets betydning for heavy metals udvikling efter udgivelsen kan ikke overdrives. Da ’Kill ’Em All’ ramte i sommeren 1983, var den intet mindre end en åbenbaring. Metal spillet så hurtigt, så råt og med en sådan nådesløs punk-attitude, havde man aldrig hørt før. Thrash metal (noget skulle barnet jo hedde) var født.
’Ride The Lightning’, (1984):
I lighed med efterfølgeren indspillet i Sweet Silence Studiet på Amager og produceret af danske Flemming Rasmussen. Metallicas andet album er det første af to stilistisk beslægtede og på hinanden følgende mesterværker. Stadig i dén grad heavy metal, men tungere og bedre og mere varieret spillet, arrangeret og komponeret.
’Master Of Puppets’, (1986):
Ofte betegnet som ’Verdens bedste heavy metal plade’, og Metallicas tredje har da også vundet den titel i adskillige læserafstemninger. I denne lytters øren er forgængeren lige så god, men ’Master Of Puppets’ ER en mesterklasse i dygtige arrangementer, musikalsk lys og skygge og – ja sgu’– i ALT det, heavy metal er, når genren er bedst.
’Metallica’, (1991):
Metallicas salgsmæssigt største succes i karrieren er blevet spillet så meget alle mulige og umulige steder, siden den udkom, at vi nok efterhånden er en del, der faktisk er ret trætte af ’det sorte album’. Når det imidlertid er sagt, så ER albummet objektivt set stadig skelsættende – både for så vidt angår Bob Rocks mægtige produktion og pga. uomgængelige sange som ’Enter Sandman’, ’The Unforgiven’ og ’Sad But True’. . . om man så er træt af dem eller ej.
