Under en tidligere pornobutik i Kattesundet i indre København har arkæologer fra Københavns Museum gjort et fund, der dokumenterer, at der blev levet et radikalt anderledes liv netop dér for 6.000 år siden. Især et bestemt fund skiller sig særdeles ud - en penisvarmer.

Opret abonnement på PLUS og få indblik i hvordan livet i København var for 6.000 år siden.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.

 


Få meter derfra slentrer byens folk op og ned ad Strøget, Københavns tæt pakkede gågade. Uden tanke på, hvad der gemmer sig under sommersandalerne. At der med stor sandsynlighed gemmer sig en stenalderboplads. Lige dernede.

Under en tidligere pornobutik i Kattesundet i indre København har arkæologer fra Københavns Museum i hvert fald netop gjort et fund, der dokumenterer, at der blev levet et radikalt anderledes liv netop dér for 6.000 år siden.

»Fundet fortæller, at der har været et kæmpestort kompleks af stenalderbosættelse i det område her. Vi ved, at det her er lige omkring kystlinjen, og at der har været en boplads længere oppe på det tørre land,« siger arkæolog Karen Green Therkelsen fra Københavns Museum, som er feltleder på udgravningen under den tidligere pornobutik.

Mørk og fugtig kælder

Selvom de fleste af os nok ville være lettere betænkelige ved at rende rundt i en mørk og fugtig kælder små fire meter under gadeplan, hvor kun en håndfuld afstivere sikrer, at hele den fire etager høje beboelsesejendom ikke styrter ned over én, bobler Karen Green Therkelsens stemme af begejstring.

Fund fra stenalderen er yderst sjældne i København, og af samme grund har det hidtil ikke været muligt overhovedet at tegne et omrids af, hvordan landskabet tog sig ud for så mange år siden.

Men beder man Karen Green Therkelsen sætte billeder på, skal man som nævnt forestille sig, at kystlinjen gik dér, og at landskabet ind mod Strøget og det kvarter, der kaldes ’pisserenden’, steg til tørrere områder, der egnede sig til bopladser.

Ejendommen i Kattesundet i indre København. I stueetagen lå tidligere en pornobutik. Foto: Jeppe Vejlø
Ejendommen i Kattesundet i indre København. I stueetagen lå tidligere en pornobutik. Foto: Jeppe Vejlø
Vis mere

 

Fjord, søer og åer

»Udover et mildere klima og den højere vandstand var landskabet helt anderledes end i dag. En fjord skar sig ind i landet, og der var søer og åer, som slet ikke er her i dag.

Livet var meget orienteret mod havet i denne periode, fordi resten af baglandet var ufremkommelige urskove. Det var først, da befolkningen begyndte at blive bønder, at man ryddede større stykker af skoven for at bosætte sig der og dyrke jorden og markerne.

Boede ved kysten

Men det gjorde man ikke i den tid, hvor man var jægere og samlere. Så der har været tale om en kystkultur, et stenalderfolk, der har boet ved kysten og været ude i deres stammebåde og har trukket fisk med ind,« forklarer hun.

Langt over 500 fund er på blot en enkelt uge allerede gjort i kælderen i Kattesundet. Og de efterlader ingen tvivl hos Karen Green Therkelsen om, at der under husets fundament engang har ligget en udsmidningsplads for den boplads, som har ligget meget tæt på.

Blandt de foreløbige fund er utallige skiveøkser, flinteknive og tværpile. Og en smule potteskår. Og de fund er med til at tidsbestemme området.

Arkæolog Karen Green Therkelsen på arbejde sammen med kollegaen Mikkel Siebken. Foto: Jeppe Vejlø
Arkæolog Karen Green Therkelsen på arbejde sammen med kollegaen Mikkel Siebken. Foto: Jeppe Vejlø
Vis mere

Fantastisk

»Nu er jeg jo forhistorisk arkæolog. Og tit, når vi graver, er det fund fra middelalderen og renæssancen. Så når der endelig dukker noget op fra forhistorien, kan jeg slet ikke få armene ned. Det er så fantastisk. Og fordi det er så stort et område, kan vi hente rigtig meget information fra jordlagene. Vi vil kunne se, hvad man har levet af og vil kunne se på flinten, om det er redskaber, der er lavet på stedet eller bragt med fra en anden boplads, og dermed også, om det her har været en permanent bosættelse eller blot en sæson-boplads,« fortæller Karen Green Therkelsen.

Når det arkæologiske hold er havnet i kælderen under pornobutikken, skyldes det, at ejendommens fundament skulle understøttes. Byggesagen fra entreprenøren sendes derfor til museet, som fra gang til gang skal vurdere, om det ønsker adgang til området inden. Og i dette tilfælde var det tilstrækkeligt interessant til, at museet fra begyndelsen førte tilsyn med entreprenørens udgravning.

Endnu et af de flinteredskaber, der er blevet fundet i massevis i indre København. Foto: Jeppe Vejlø
Endnu et af de flinteredskaber, der er blevet fundet i massevis i indre København. Foto: Jeppe Vejlø
Vis mere

Dele af stenalderens tværpile, som var effektive jagtpile. Foto: Jeppe Vejlø
Dele af stenalderens tværpile, som var effektive jagtpile. Foto: Jeppe Vejlø
Vis mere

Rykkede ind med et hold

Og i takt med at museeet fik flere og flere flinteredskaber bragt ind, besluttede man for en uge siden at rykke ind i kælderen med et hold.

»Udgravninger i middelalderbyen er altid interessante. Men her havde vi mulighed for at komme ned i nogle andre jordlag,« forklarer Karen Green Therkelsen.

Præcis hvor længe de skal grave, er endnu ikke fastlagt. Men det er først, når den egentlige arkæologiske udgravning er slut, at fundene bliver efterbehandlet og analyseret. Og måske vil arkæologerne til den tid have materiale nok til at kunne kortlægge stenaldertidens svar på dét, der i dag er København.

Kan næsten ikke vente

Men fundet giver også blod på tanden.

Og som Karen Green Therkelsen siger med julelys i øjnene, kan hun næsten ikke vente på, at en ejendom i nærheden skal igennem samme tur som den i Kattesundet. Så hun kan få fingre i mere guld fra stenalderen. Og finde ud af, præcis hvor stenalderbopladsen lå.

»Det er bare så sjældent, at vi er nede i de her lag,« sukker hun.

 

Penisvarmer på museum med stenalderøkser

Den berygtede penisvarmer.
Den berygtede penisvarmer. Foto: Jeppe Vejlø
Vis mere

Når fundene fra Kattesundet en dag bliver udstillet på Københavns Museum, vil én genstand skille sig voldsomt ud.

En strikket og meget farvestrålende af slagsen. En såkaldt ’penisvarmer’. Den er et af de få beviser på, hvad bygningen også har rummet. Nemlig en pornobutik.

Det var en af entreprenørens ansatte, der fandt den i kælderen og siden har hængt den op på døren ind til arbejdsområdet. Som en lille reminder.

Med på udstilling

»Og vi har besluttet, at den skal med på udstillingen,« fortæller Karen Green Therkelsen, som ikke er arkæolog for ingenting.

Så selvom den strikkede ’penisvarmer’ kun har omkring 50 år på bagen, kan hun berette en del om den.

»Men det er altså kun fordi, at jeg blev kontaktet af sønnen til det par, som lavede dem,« skynder hun sig at tilføje.

Set på loppemarked

Ifølge sønnen havde hans forældre set sådan en penisvarmer på et loppemarked og fandt den så sjov, at de begyndte at strikke dem selv. I alverdens farver.

De fik kontakt til ejeren af førnævnte pornobutik, som gerne ville prøve at sælge dem.

Og de endte med at blive et kæmpehit.

»Sønnen kunne huske, hvordan han havde været med til at bære dem ind i butikken i store sække,« fortæller Karen Green Therkelsen.

Og nu er der én tilbage. Som ender side om side med flinteøkser fra stenalderen.