Da Helle Donkild blev skilt, gik hun på nettet for at finde en kæreste. Men datingsiderne er et kynisk univers, så hun er stadig single. Læs meget mere om net-dating her

Da Helle Donkild blev skilt, gik hun på nettet for at finde en kæreste. Men datingsiderne er et kynisk univers, så hun er stadig single. Læs meget mere om net-dating i denne PLUS-pakke.

Opret abonnement på BT PLUS og læs hele Helles historie, få hendes bedste dating-råd og læs desuden sexolog Rikke Thuesens guide til, hvordan du passer på dig selv når du net-dater. Og husk 1. måneds abonnement er helt gratis.


"Man kan altid finde noget bedre"

Det begyndte ellers så godt, da Helle Donkild for lidt over et år siden gik på Dating.dk. Via datingsitet mødte hun hurtigt en sød mand, der var advokat og skilt – præcis som hende selv. De indledte et forhold, men efter et par måneder tog kæresteriet en uventet drejning.
- En aften sagde han til mig, at jeg skulle huske at se nogle andre end ham, for han så andre kvinder. Det var et stort chok. Han sagde det som en selvfølgelighed, fortæller den 48-årige Helle Donkild og ryster på hovedet.

Efter 20 års ægteskab blev Helle Donkild skilt og gik på nettet for at finde en ny kæreste. Men hun blev overrasket, for dating på nettet har skabt en rå og kynisk kultur, hvor det blandt andet er legitimt at have flere på én gang, mener hun.
Efter 20 års ægteskab blev Helle Donkild skilt og gik på nettet for at finde en ny kæreste. Men hun blev overrasket, for dating på nettet har skabt en rå og kynisk kultur, hvor det blandt andet er legitimt at have flere på én gang, mener hun.
Vis mere

I dag kan hun se, at hun var alt for naiv.
- Vi talte godt sammen, vi gik i seng sammen. I min verden har man så et forhold. Men sådan er det ikke, når man mødes på nettet. Så meget har jeg lært, fastslår hun og slår en latter op. For meget er sket, siden hun sidst var single.

Man mødes på nettet

Efter et 20 år langt ægteskab blev Helle Donkild skilt for halvandet år siden. Nogle måneder efter bruddet var hun klar til at se sig om efter en ny partner og gik på nettet. Men selvom den potente advokat var lidt af en dårlig oplevelse, har hun ikke ladet sig afskrække, for hvor skulle hun ellers gå hen for at møde en single mand?


- Jeg vil gerne have en kæreste, og jeg kan jo ikke kun satse på at møde en mand i Brugsen, vel? Da jeg var på Skanderborg Festival, mødte jeg godt nok masser af dejlige mænd, men de var alle gift, selvom de ikke opførte sig sådan. Men jeg håber alligevel at møde en mand i virkeligheden, for efter et år på nettet er jeg er blevet skeptisk. Mændene er forvirrede og på evig jagt, så det fører nok ikke til noget, fastslår hun og erkender, at hun ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, hvordan det var.


- Jeg har lært datinglivet at kende på godt og ondt. Selvfølgelig har jeg mødt mange dejlige og interessante mænd og haft oplevelser, jeg ikke havde drømt om. Men jeg er også blevet skuffet og såret på den virkelig hårde måde. At navigere i dette datingunivers kræver is i maven, og at man tror på sig selv- ellers er man færdig. Jeg er glad for, at jeg er godt på plads i livet med to store skolebørn, et godt job og mange gode veninder. Det giver mig noget at stå imod med, for man bliver desværre selv lidt kold og kynisk af at date på nettet, og sådan har jeg ikke lyst til at være.

 

Afhængig af flirten

Helle har haft en profil på Dating.dk, på Elite Daters og på den nye app Tinder. Hun skifter lidt rundt, selvom det i stor stil er de samme mænd, der dukker op på de forskellige sites.


- Når en mand kontakter mig, er han meget direkte. Han skriver typisk, at han vil mødes til en kaffe eller vin. Og jeg svarer meget klart, hvad jeg vil. Tonen er ikke specielt høflig. Man skal vænne sig til at afvise og blive afvist i få ord, forklarer hun.

- Så mødes vi en halv times tid, og her ved man hurtigt, om man har lyst til at ses igen. Hvis man har mødt hinanden på et dating-site, og man begynder at ses mere fast, så er det god stil at gå af datingsitet og ikke være på udkig. Man kan se, hvis den anden stadig er på, og her er det min erfaring, at mange mænd lyver. De siger, de ikke er på, og at det må være en ’teknisk fejl hos administrator’.  Den undskyldning har jeg hørt flere gange, fortæller Helle, der dog godt kan forstå mændene.


- Man bliver afhængig af nettet. Det bliver en livsstil at holde øje med, hvem man nu kan date. Men jeg gør det ikke. Når jeg ser en mand, gider jeg ikke også være på nettet. Men sådan ser mændene ikke altid på det, i hvert fald ikke dem Helle har haft et forhold til.

 

Skjul følelserne

Helle har mange jævnaldrende single veninder, der alle ønsker at finde en kæreste, og de deler datingoplevelserne med hinanden:
- Vi har vores egne erfaringer og så det input, som vi har med fra vores psykologer, så vi er ikke de eneste kvinder i den her situation, fortæller Helle og griner.


- Det store 1.000 kroners spørgsmål er, om man skal vente med at gå i seng med manden, indtil man lærer ham bedre at kende, eller ej. Vi er ikke enige. Nogle kvinder vil gerne fremstå som ærbare og venter længe. Men resultatet er i sidste ende altid det samme. Mange mænd siger: ’Vi hygger os bare med hinanden, indtil vi finder noget fast’.  Men det er nok mændene, der hygger sig mest, for vi kvinder får altid følelserne med, og så ender vi hos psykolog. Vi mister i stedet lidt af illusionen og troen på det reelle forhold, mener Helle Donkild, der selv har måttet gå hos en psykolog, når dating-livet har været for råt og kompliceret.


- Mange mænd gider ikke engang blive og sove efter sex. De tror, at kvinder synes, det er helt o.k., for de siger ofte: ’Du får jo også noget ud af det’, siger Helle Donkild, der synes, at den holdning er lige let nok for mændene.
- Jeg har lært tre ting af at date på nettet. For det første er det legalt at have flere dates på en gang. Jeg har fået det råd af veninderne, at jeg helst skal have 2-3 mænd samtidig, som jeg kan dele mine følelser imellem. For når det slutter med en, er der altid en anden, man kan trøste sig med. For det andet taler man ikke om følelser. Når man bringer følelser ind i et forhold til en mand, så er han smuttet. Endelig er det også helt normalt at sende intime fotos, filmklip og lydfiler på mobilen. Hvad jeg ikke har fået af billeder fra mænd. Jeg har nok til at lave en hel ’pikcollage’, fortæller hun og griner.

 

Logistik frem for kærlighed

Helle har børn hver anden uge, så i lige uger vil hun ikke mødes med nogen ny mand. Det vil hun først, når det er blevet mere fast. Men med børn følger endnu et par uskrevne regler:
- Forskellen er, om man har børn eller ej. Især mænd, der har børn, vil bare date og have mest mulig frihed. For når man har børn, er der meget mere logistik i dating. Møder man omvendt en mand uden børn, så kan han sagtens finde på at date en anden kvinde den uge, jeg har børn, fortæller Helle og indrømmer, at det selvfølgelig ikke kun er mændene, der er strenge. Det er hun også selv.


- Jeg er også selv blevet kræsen og kræver en hel liste: godt job og karriere, se godt ud, træne, romantisk og god i sengen, og oven i det skal hans børn være jævnaldrende med mine. Jeg vil ikke slække på mine krav.
Men Helle har en drøm om at møde en reel mand, der hviler i sig selv, og som vil give et forhold en chance. Men det er ikke nemt.
- Jeg har set en del mænd, men hånden på hjertet, så er jeg nok ikke blevet rigtig forelsket i nogen endnu. Men jeg bliver selv bekymret for, om man bliver ødelagt af det her kødmarked og katalog for sex og forhold. Bliver vi mon immune over for kærligheden?

 

Sexolog: "Mere råt at finde en kæreste"

Det ligger i tiden, at vi bruger og smider væk. Det gælder også i parforholdet, mener sexolog.

Kvinder over 40 år bliver let sårede, når de går på jagt efter en kæreste på datingsiderne.
De modne kvinder er nemlig vokset op med en helt anden moral og adfærd i kærlighedsjagten end den, der gælder på nettet, forklarer sexologen og parterapeuten Rikke Thuesen.


- Jeg mener helt bestemt, det er blevet mere råt at finde en kæreste. For det er nemt hele tiden at prøve en ny, og måske er det næste forhold bedre, så man bliver ved med at lede, fastslår hun.

 

Ny kultur

Rikke Thuesen forklarer, at når en kvinde over 40 år går på dating, så er det oftest en helt ny kultur, hun skal lære at kende.
- Den måde, vi møder hinanden på, har forandret sig, efter mødestedet er flyttet på nettet. Man dater flere samtidig, og mange vil slet ikke have en fast kæreste. Den unge generation er vokset op med evnen til at multitaske, mener hun.
- De unge kan sagtens gebærde sig i det. De ved godt, at man ser flere på en gang, og for dem er det helt legalt at prøve sig frem, før man finder ud af, hvad man vil.

Men for de modne kvinder kan turen omkring datingsiderne byde på følelsesmæssige rutsjeture.
- De går på nettet og tror, der gælder samme regler som ’i gamle dage,’ da de mødte deres eksmand, og de kun så én ad gangen. De tror, at fordi de taler godt med en mand og går i seng med ham, så har de et forhold. Sådan er det ikke i dag, når man mødes på nettet. Typisk ser man flere på én gang, indtil man vælger. Blandt dem, der har været gift og som har fået børn, er der både mænd og kvinder, der slet ikke vil have en fast kæreste, forklarer hun.
Det betyder ikke, at man ikke kan finde en kæreste på nettet. Men man skal kende spillereglerne. Det betyder, at kvinder skal melde klart ud, hvis det er et fast forhold, de er ude efter, forklarer Rikke Thuesen.