89-årig tidligere SS-officer arresteret og sigtet for forbrydelser under Anden Verdenskrig.

Selvom det er knap 70 år siden 2. verdenskrig sluttede, er der stadig hundredevis af nazi-forbrydere, som aldrig er blev retsforfulgt. Og som - trods en høj alder - lever frit og ubekymret.

Men jagten på dem er ikke slut. Og for kort tid siden blev 89-årige Johann Breyer arresteret og sigtet for 158 tilfælde af medvirken til og tilskyndelse af mord, ét for hvert vognlæs jøder, der ankom til Auschwitz lejren.

Opret abonnement på BT Plus og læs historien om Johann Breyer, læs om jagten på danske Søren Kam, som er nummer 4 på listen over 'Most Wanted Nazi War Criminals' og læs interviewet med den sidste nazijæger.


Den flinkeste gamle mand. Som gav vores hund godbidder. Og altid tog sig tid til at tale med mine forældre, når de var på besøg.

I 20 år havde Ken Perkins været nabo til 89-årige Johann Breyer og hans kone. Havde ifølge New York Times sludret med ham hen over hegnet i baghaven til deres rækkehuse i det nordøstlige Philadelphia. Men for en uge siden fik Ken Perkins og de øvrige naboer et chok, da politiet kom og hentede den gamle mand, og de dagen efter på samtlige nyhedsstationer kunne se hvorfor.

Ved den føderale domstol i Philadelphia blev Johann Breyer den morgen sigtet for 158 tilfælde af medvirken og tilskyndelse til mord. På 216.000 jøder under Anden Verdenskrig.

 

Foto: HO
Vis mere

Med Johann Breyers arrestation kunne der stryges endnu et navn på listen over nazi-forbrydere, som aldrig er blevet stillet til regnskab for deres ugerninger under krigen. En liste, der - fraregnet dem der er for syge eller for gamle til at kunne stilles for retten - omfatter over 60 personer, hvoraf mange lever i skjul og under andre navne.

Johann Breyer har aldrig forsøgt at skjule sig. Allerede i 1952 flyttede han til USA og har siden levet under sit eget navn som værktøjsmager, indtil han gik på pension.

 

Hans mor Katarina var født i USA, men flyttede som barn til det daværende Tjekkoslovakiet, hvor hun siden blev gift med tyske Johann og parret slog sig på landbrug. 30. maj 1925 fødte de en søn, som fik sin fars navn, Johann.

Den største udryddelsesmaskine

I 1938 udløste en krise splittelse af Tjekkoslovakiet, og Slovakiet erklærede sig en ’selvstændig’ stat, som var under nazisternes indflydelse. Og det var her, at Johann Breyer den 6. december 1942 frivilligt lod sig hverve af Waffen-SS.

Blot 17 år gammel ankom han 10. februar 1943 til sin post. Johann Breyer var blevet medlem af den berygtede og frygtede ’dødningehoved’-afdeling i Auschwitz-Birkenau lejren, dén lejr, der bl.a. takket været jernbanespor, som førte direkte ind i lejren, blev nazisternes største udryddelsesmaskine.

Her var Johann Breyer en af de ’dødningehoved’-vagter, der tog imod vognfulde af jøder - heraf var mange børn, kvinder og gamle - og førte dem stort set direkte derfra til gaskamrene.

Derudover havde Johann Breyer og hans hold vagter i vagttårne og langs pigtråds-indhegningen for at forhindre flugt fra lejren.

 

Foto: - -
Vis mere

- Jeg dræbte ikke nogen. Jeg voldtog ikke nogen. Jeg gjorde intet galt, sagde Johann Breyer i et interview med Associated Press i 2012, hvor han ligeledes insisterede på, at han aldrig arbejdede inden i selve lejren. Kun udenfor.

Men dokumenterne viser noget andet.

Allerede da Johann Breyer ansøgte om visum til USA i 1951, fremgik det af hans papirer, at han var tidligere medlem af førnævnte ’dødningehoved’-afdeling. Alligevel fik han tilladelse til at rejste ind i landet.

Juridisk slagsmål

Først 40 år senere, i 1992, besluttede det amerikanske justitsministerium at anklage Johann Breyer for naziforbrydelser og forsøgte at få ham udvist af landet. Men sagen faldt dengang efter et langt juridisk slagsmål til jorden og udvisningen måtte droppes, bl.a. fordi Breyer fastholdt, at han - som sin mor - var amerikansk statsborger. Derudover påstod han, at han aldrig havde arbejdet i Auschwitz-Birkenau lejren, men i fangelejren Auschwitz I, samt, at han deserterede i august 1944. Begge påstande usande var ifølge dokumentationen.

 

Foto: WIENER LIBRARY
Vis mere

Men sagen måtte opgives. Og i de mellemliggende mere end 20 år har amerikanerne ihærdigt forsøgt at overtale de tyske myndigheder til at kræve Johann Breyer udleveret og stillet for en domstol. Først for nylig skete det formelt.

17. juni blev Johann Breyer - på vegne af den tyske stat - hentet af politiet på sin adresse i Philadelphia. Og næste morgen blev den gamle mand - den ældste naziforbryder der nogensinde er stillet for en domstol i USA - ifølge New York Times med slæbende skridt og støttende sig til en stok, ført ind i retslokalet, før han iført sin grønne fangedragt langsomt sank ned i den ventende stol og fik læst sigtelsen op:

Medvirken og tilskyndelse til mord. 158 tilfælde. Ét for hver jernbanevogn, der ankom til Auschwitz-Birkenau i den periode, Johann Breyer var en af ’dødningehoved’-vagterne.

- Jeg er en amerikansk borger, præcis på lige fod med dem, der er født her. De kan ikke udvise mig, sagde Johann Breyer til Associated Press i 2012.

Om to måneder tager de amerikanske domstole stilling til, om de kan. Tager stilling til, om Johann Breyer skal udleveres til Tyskland til retsforfølgelse. Indtil da venter han på svar i arresten.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.