Kriminalforsorgen ville ikke give Peter Lundin udgangstilladelse til at se sin nyfødte søn på hospitalet.

Det blev et blankt nej, da den fire-dobbelte morder Peter Lundin tidligere på året anmodede om udgangstilladelse til at besøge sin kone og nyfødte søn.

Det oplyser hans advokat Karoline Normann i tv-dokumentaren ’Indefra med Anders Agger’, hvor både hun og Peter Lundin bekræfter, at han er blevet far.

I oktober fortalte en anonym kilde, at Peter Lundin og hans kone var blevet forældre til en dreng 29. september. Ifølge Karoline Normann anmodede Peter Lundin Kriminalforsorgen om udgangstilladelse i forbindelse med fødslen, men det blev afvist.

- Jeg synes, det er lidt grotesk, at han ikke engang kan få lov til at komme ud i forbindelse med, at han skal være far, siger hun til Anders Agger i tv-programmet.

Peter Lundin – som i dag hedder Bjarne Skounborg – blev gift med Betinna Brøns 26. maj 2011 under en ceremoni i kapellet på Anstalten ved Herstedvester.

Bjarne Skounborg alias Peter Lundin spiller guitar for sin brud Betinna.
Bjarne Skounborg alias Peter Lundin spiller guitar for sin brud Betinna. Foto: Privatfoto
Vis mere

Lundins anden søn

Trods tidligere udtalelser som, at børn ikke var en del af ægteparrets fremtidsplaner, offentliggjorde Betinna Brøns i foråret på sin Facebook-profil, at hun ventede barn.

’Kære alle dejlige mennesker, jeg har her på Facebook. Synes, det er på tide at dele denne nyhed, som ikke kan skjules meget længere. Jeg venter verdens dejligste lille dreng til oktober,’ skrev hun på sin Facebook-profil.

Sønnen er hendes første og Peter Lundins andet barn.

I 2000 fik han sønnen Nicholas sammen med sin daværende kone Tina. Den lille dreng kom til verden kun få måneder før, at Lundin dræbte Marianne Pedersen og hendes to børn.

Efter dommen for det tredobbelte drab har Peter Lundin flere gange forsøgt at få lov til at have kontakt med sin førstefødte, men uden held.