9. november er det 25 år siden, at muren faldt. Men det var et skud affyret i Ungarn mere end to måneder tidligere, der gav så mange sprækker i betonkommunismens forhadte værn, at det væltede op igennem Europa.
’Halt!’ lød det bestemt i mørket. Så kom det første skud. Et skud der lyste himlen op. Snart fulgte lyden af slagsmål. Snart lyden af endnu et skud. Så blev der stille.
Opret abonnement på BT PLUS og læs hele denne historie om, da muren faldt for 25 år siden i dag, og hvordan mennesker kæmpede for deres liv og deres fremtid.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
’Halt!’ lød det bestemt i mørket. Så kom det første skud. Et skud der lyste himlen op. Snart fulgte lyden af slagsmål. Snart lyden af endnu et skud. Så blev der stille.
’Kurt?’ kom det spørgende fra en kvindestemme ikke langt derfra. ’Kurt!’. Højt og inderligt. Intet svar. Kurt var død. Ramt af et skud gennem mundhulen, som gik ud gennem hans baghoved. Så fulgte lyden af et undertrykt kvindeskrig.
Kurt-Werner Schulz døde 21. august 1989, 35 år gammel. For foden af de frodige vinbjerge i Lutzmannsburg, Østrig. 15 meter inde i landet. 15 meter fra grænsen til Ungarn. 15 meter inde i friheden.
9. november er det 25 år siden, at den forhadte mur mellem Øst og Vest faldt. Men sprækken i betonkommunismens flere tusinde km lange forhadte værn mod Vesten blev for alvor hugget ud den dag, Kurt-Werner Schulz døde. Som det sidste offer for den kommunistiske jernnæve, der i mere end 40 år havde klemt al saft og kraft ud af en stor del af de 17 millioner mennesker, der boede i DDR.
Det var i efterdønningerne af Anden Verdenskrig, at fjendtligheden mellem de vestlige allierede og Sovjetunionen blev så udtalt, at kommunisterne etablerede en fysisk grænse mellem de to verdener, det kapitalistiske Vest og det socialistiske Øst. En kold krig afløste den blodige verdenskrig og førte til et stærkt bevogtet bælte, som visse steder var kilometer bredt med både landminer og selvudløsende geværer. Dødsstriben blev de dele af jerntæppet også kaldt.
Mure, pigtråd og vagter
Fra 1961 og frem til slut 70erne blev ’tæppet’ i Berlin suppleret med den fysiske betonmur, mange af os kender. Dén, der delte byen i to og som var 43,1 km lang og 3,6 m høj. Dertil kom 67 km med 3-5 m høj pigtråd, 302 vagttårne og 20 bunkere, 105 km. med pansergrav, 127 km med hegn og 124 km. med veje til grænsevagterne. Og oveni det altså den lange strækning ned gennem Europa.
De billeder, langt de fleste af os har af murens fald, er netop billederne fra Berlin. Men ifølge en ny dokumentarfilm, ’1989 - En statsmand taler ud’, var det ved grænsen mellem Ungarn og Østrig, at en række tilfældigheder førte til de første alvorlige revner i muren, som flere måneder senere førte til den historiske dag i Berlin.
På randen af kollaps
Revnerne blev skabt af den ungarske partisoldat Miklós Nemeth, som i november 1988 blev forfremmet til posten som Ungarns ministerpræsident. Et ærefuldt hverv for den kun 40-årige Nemeth, men ikke desto mindre et udfordrende ét. Som de fleste andre Østlande var Ungarn på randen af økonomisk kollaps. Nemeth, der havde en en universitetsuddannelse fra Harvard i netop økonomi, kastede derfor et kritisk blik på statsbudgettet for 1989, hvor et gigantisk beløb stod opført ud for indenrigsministeriet. Et beløb, der viste sig at dække over vedligeholdelse af det nedslidte jerntæppe mellem Ungarn og Østrig. Han traf en i visse kredse meget upopulær beslutning: ’Stryg den post!’.
- Det var nødvendigt for at redde landet fra at gå konkurs, forklarer Miklós Nemeth i filmen om dét, der i første omgang førte til, at dele af landets jerntæppe allerede i maj 1989 blev fjernet.
Besøgte Vesten
I forvejen var Ungarn et af de mest liberale lande i Østblokken og dét sted, hvor forholdene for ind- og udrejse var mest lempelige. Det var uden tvivl grunden til, at det unge Østtyske ægtepar Kurt-Werner Schulz og Gundula Schafitel elskede landet og tilbragte deres sommerferier der, og i sommeren 1988 fik de tilmed sammen med deres 5-årige søn Johannes tilladelse til at besøge familie og venner i Vest.
- Dér vidste vi bare, at vi ikke længere kunne leve med den indespærring, har Gundula Schafitel tidligere fortalt om det skelsættende møde med Vesten og friheden.
Trodsede kommunismen
Den efterfølgende sommer gik ministerpræsident Miklós Nemeth endnu et skridt i retning af at trodse betonkommunismen, som ikke mindst Østtysklands Erich Honecker repræsenterede. Der blæste nye vinde fra Moskva og Gorbatjov, og Nemeth oplevede, at han blev lyttet til. At Gorbatjov uofficielt støttede hans lempelser af grebet med jernnæven. Så sammen med sin indenrigsminister godkendte han, at der udenfor den ungarske by Sopron, tæt på grænsen mellem Ungarn og Østrig, den 19. august 1989 skulle afholdes en stor ’pan-european picnic’. En diplomatisk frokost mellem Øst og Vest. Alle var velkomne.
Ti-tusindevis af østtyskere satte kursen mod Sopron. Mange med hovedet fuldt af drømmen om at udnytte de tre timers åbne grænse til at flygte ind i det forjættede Vest. 750 mænd, kvinder og børn gjorde det. Og fik lov til det af grænsevagterne, som fra højeste sted havde fået ordre til, at vende det blinde øje til.
Arrangementet var ikke ligefrem annonceret i Østblokkens medier. Løbesedler gik fra hånd til hånd. Og nåede for sent frem til Kurt-Werner Schulz og Gundula Schafitel i Østtyskland. Alligevel besluttede de at tage chancen. Regnede med, at åbningen i jerntæppet nok ikke blev lukket på klokkeslæt.
’Vi flygter’
Tidligt om morgenen den 19. august forlod de Weimar i Østtyskland. Officielt for at tage på den årlige ferie til Ungarn. ’Vi kommer ikke tilbage. Vi flygter til Vesten, skrev Gundula Schafitel i et afskedsbrev til sin søster.
Den 20. august om aftenen nåede de frem til grænsezonen ved Sopron i deres lille Trabant. På bagsædet sad Johannes og klamrede sig til den smule legetøj, han havde fået med. Men parret blev stoppet af en vagt og sendt tilbage. De havde ikke papirerne i orden.
- Vi var som i en trance. paralyserede af frygt, som Gundula Schafitel har fortalt til tyske Der Spiegel.
Men parret gav ikke op. De lod som om, at de vendte om og kørte i stedet til en nærliggende landsby. En lokal tilbød at hjælpe dem over. Men først om natten.
Og det var sent om aftenen den 21. august, at det unge par med hjertet helt oppe i halsen blev sat af ved en majsmark. Det var fuldmåne. I horisonten kunne de skimte vinbjergene og Østrig. Fremtiden. Friheden.
Skærpet kontrol
Hvad parret ikke vidste og heller ikke kunne se i fuldmånens skær, var, at den euforiske og løsslupne stemning, der havde hersket få dage før, nu var afløst af skærpet grænsekontrol.
Ministerpræsident Nemeth havde håbet på et anerkendende nik fra Sovjet, en tilkendegivelse af, at sommerens ungarske opblødning var godkendt.
Den rungende tavshed skabte frygt. Var man gået for langt? Arrene fra 1956 - hvor Sovjetunionen brutalt havde slået oprøret ned - sad stadig dybt i Ungarns sjæl. Grænsevagterne fik ordre om at genoptage arbejdet. Som vagter.
Skudt i hovedet
Kurt-Werner Schulz, Gundula Schafitel og deres lille søn havde kun en blå plasticpose med sig. Med kort over området, lidt skiftetøj, pas, en smule penge og telefonnummeret på venner i Vesten.
Først forcerede de majsmarken. Så kom en poppelskov efterfulgt af et pigtrådshegn. Kurt-Werner Schulz satte foden på det, så hans kone og søn kunne komme over. Gundula Schafitel havde et fast greb om søns hånd. De ilede af sted.
’Halt!’ lød det så.
Hvor længe Gundula Schafitel bagefter sad med sin mands gennemblødte hoved i sit skød, husker hun ikke. Kun at Kurt-Werner Schulz allerede var død. Af ét enkelt skud gennem mundhulen. Skudt 15 meter inde i Østrig.
Det var dét skud, der blev ét for meget for ministerpræsident Nemeth. Han kunne, ville ikke have mere blod på sine hænder og indledte - med Gorbatjovs stiltiende accept - forhandlinger med Vesttysklands kansler Kohl om at tage imod de 45.000 østtyskere, som siden sommeren havde opholdt sig i Ungarn som flygtninge.
11. september 1989 erklærede Ungarn sine grænser for åbne. Og resten er historie!
Og enken Gundula Schafitel og hendes seks-årige søn? Efter flere timers natligt forhør fik de en undskyldning og lov til at drage ind i friheden.
Men Gundula Schafitel sagde nej. Sagde ’jeg drager ikke af sted i mørke, jeg vil krydse grænsen i dagslys’.
Det gjorde hun 22. august 1989 kl. 18. Tre km fra, hvor hendes mand døde. Som det sidste offer.
Dokumentarfilmen ’1989 - En statsmand taler ud’ får premiere 5. november.
