Sergej Petrov bor i Frikorps Danmarks gamle frontområde og kommer selv fra en familie, der havde ofre under krigen. I dag lever han af at køre krigsturister rundt i sumpskovene
Sergej Petrov bor i Frikorps Danmarks gamle frontområde og kommer selv fra en familie, der havde ofre under krigen. I dag lever han af at køre krigsturister rundt i sumpskovene
Opret abonnement på BT PLUS og læs hele historien - og resten af serien om danskernes kamp for nazismen.
Som næsten alle andre russere har Sergej Petrov en familiehistorie, der melder om dræbte under ’Den store Fædrelandskrig’, som Anden Verdenskrig kaldes her.
»I skoletiden og som ung hadede jeg fascisterne meget,« siger han til BT med det ideologiske ordvalg, han lærte under sin opvækst i Sovjetunionen.
»Men som årene er gået, har mit had fortonet sig,« tilføjer den 53-årige mand i sit hjem i landsbyen Vasiljevsjtsjina i det vestlige Rusland.
I dag lever han som småentreprenør på bedste pragmatiske vis af den blodige fortid. Han er på fast kontrakt med den tyske organisation Volksbund, der varetager tyske krigs-kirkegårde i udlandet.
Her på egnen stod gennem 14 måneder – fra januar 1942 til marts 1943 - nogle af østfrontens utallige blodige slag, og han har tilbage fra 1990’erne med sin kraftige traktor opgravet massegrave med faldne soldater.
De er derefter så vidt muligt blevet identificeret og genbegravet. Petrov har også kørt talrige tyske og danske besøgende ud i de vidtstrakte sumpskove, hvor kampene rasede for over 70 år siden.
»Det er historie. Tidligere havde jeg det indtryk, at 90 pct. af tyskerne tiljublede Hitler. I dag har jeg mere forståelse for situationen. Hvis en tysker dengang ikke gik i krig, ville Hitler have dræbt ham. Det forstår jeg, funderer han.«
Største styrke siden 1864
I en periode var det imidlertid danskere, der var flest af omkring Vasiljevsjtsjina – en ravnekrog, hvor ingen taler andet end russisk. Faktisk så mange, at landsbyen har central betydning i det 20. århundredes danske militærhistorie. Her var i sommeren 1942 den største antal danske soldater i samlet kamp siden krigen i 1864.
Frikorps Danmark, der bestod af danske frivillige, kæmpede på Hitlertysklands side mod Sovjetunionen. Bataljonen på ca. 1.200 mand blev i maj 1942 indsat for at forsvare den smalle korridor, der forbandt ca. 95.000 tyske soldater, der var omringet i den såkaldte Demjansk-kedel, med den tyske hovedfront.
Kampene var uhørt voldsomme. Det var infanterislag i stil med Første Verdenskrigs skyttegravskrig. For det meste blev moderne våben brugt, men det skete også, at der blev kæmpet på spader og bajonetter.
127 frikorpsfolk faldt her på egnen. Hele 300 af den blev hårdt såret, og mange af dem døde senere af deres kvæstelser. De russiske tab løb op i adskillige tusinde.
Svært at forstå danskerne
Mens Sergej Petrov tidligt fik en fornemmelse for de tyske soldaters bevæggrunde, havde han sværere ved at forstå, hvorfor frivillige fra det besatte Danmark meldte sig til krigstjeneste i Rusland.
»Men jeg har fået forklaret, at de havde regeringens anerkendelse, og at regeringen ønskede gode forbindelser til Tyskland,« siger han med tanke på den samarbejdspolitik, som især udenrigsminister Erik Scavenius stod for.
Veteranen ’bare en person’
Sergej Petrovs udtalelser falder efter middagsmåltidet. Ligesom på landet herhjemme i tidligere tider spiser ægteparret Petrov varm mad midt på dagen. Han har inviteret gruppen af danske besøgende hjem efter om formiddagen at have kørt os ud i sumpskoven ad en svært fremkommelig hulvej,
Fru Valentina serverer først borsjtj – den traditionelle russiske suppe af gærede rødbeder og surkål. Derefter får vi pandekager fyldt med en stuvning.
Vi sidder ni mennesker tæt omkring bordet i køkkenet, der har vægge af mørkt, lakeret træ.
Blandt Petrov-parrets gæster er en af fjenderne fra 1942. Den nu 94-årige Magnus Møller fra Vejle var dengang motorcykelordonnans og oppasser for Frikorps Danmark-kommandørerne C.F. Schalburg og K.B. Martinsen. Men det er trods alt meget længe siden.
»For mig er Magnus i dag bare en person,« siger Sergej Petrov.
Lenin på væggen
Da vi mødte Petrov ude foran huset om formiddagen, var hans runde ansigt med overskæg tillukket, som det er tilfældet for de fleste russere i det offentlige rum. Inden for hjemmets vægge tør han op og viser sig som en fortæller med lune.
En lugt at kål møder os i huset, der er kraftigt opvarmet på grund af tidlig vinterkulde. Selv om det er 23 år siden, Sovjetunionen brød sammen, bliver vi i markant grad mindet om fortidens kommunistiske stat.
Fire portrætter af Vladimir Lenin og ét af Karl Marx – de fleste med blodrød baggrund - hænger dels i entreen, dels i stuen.
»Det er kun historisk interesse! Jeg kan godt lide at samle,« siger den 53-årige mand med et glimt i øjet, der viser, at han er opmærksom på et muligt politisk indhold i vores spørgsmål.
I øvrigt har han en lokalhistorisk samling ude i baghuset. Ved siden af det viser redskaber, der er stillet op ad et stakit, parrets nøgterne forhold til fortiden. En rusten, russisk soldaterhjelm, der er fundet ude i skoven, er sat på et langt skaft. Redskabet bliver bl.a. brugt til at rense kloakker.
Et stille sted
Vasiljevsjtsjinas ca. 40 træ- og bjælkehuse er præget af, at landsbyen ligger i et område, der i årevis har haft dalende befolkningstal og ingen erhvervsudvikling. I vejkanten står bilvrag, der er gennemrustne efter at have været efterladt her i årevis.
Fra et hus lyder hundeglam, og bag et stakit anes nogle af de ganske få børn på stedet, hvor dødsfald i mange år har været almindeligere end fødsler.
»Jeg vil aldrig mere høre et ord om udkants-Danmark!« udbrød Hanne Lillie fra Struer, én af deltagerne på ekspeditionen, da vi ankom om formiddagen.
Sergej Petrovs hvidmalede hus med en prydfigur i forhaven er et af de mere velholdte. De øvrige er slidte, og mange bliver kun lejlighedsvis brugt som datjaer – sommerhuse - når folk fra en større by, der har arvet dem, trænger til en ferie på landet.
Faderen fik daglige tæsk
Vores værts bedstefar blev dræbt i krigen, da han blev ramt af en granatsplint under belejringen af Leningrad (i dag St. Petersborg), der varede i årene 1941-1944.
»Han var født i 1896 og blev afvist, da han meldte sig, fordi han var for gammel, men i Leningrad kunne de bruge ham. Han arbejdede i lufthavnen,« fortæller Sergej Petrov.
Hans far og to fastre var blandt de over to millioner russere, der blev transporteret til Tyskland som tvangsarbejdere. Mange døde på grund af mishandling og underernæring.
»Min far, Aleksej Fjodorovitj Petrov, der var født i 1929, blev bortført fra sit hjem her i området og blev tvangsarbejder i Elsass-Lothringen. Her arbejdede han både i industri og landbrug. Det var en virkelig hård tid – og et dårligt liv. Han fik 25 piskeslag bagi hver dag i 14 dage for at have været ulydig,« beretter vores vært og demonstrerer med hånden, hvordan det foregik.
Faderen arbejdede der et år efter krigen. Også to fastre blev bortført, men de vendte alle hjem i live.
Skal jeg snøre hans sko!
At krigen på 70 års afstand kan fremkalde voldsomme følelser, viser sig under samtalen, da tolken, Inna Vinogradova, med tårer i øjnene og intens stemmeføring gør opmærksom på, at hendes morfar livet igennem havde ar på skulderen, der skyldtes, at han blev såret i krigen.
»Og jeg må indrømme, at jeg måtte overvinde mig selv, da jeg skulle hjælpe Magnus med at snøre hans sko. ’Skal jeg gøre det for en fascist!’ spurgte jeg mig selv..., men så tænkte jeg: ’Han er jo bare en gammel mand’,« siger tolken, der til daglig er kontorassistent i St. Petersborg.
Inna Vinogradovas morfar Golajdo Georgij Pavlovitj blev født i Brjansk-regionen i 1915. Han var én af fem brødre. Den ene blev dræbt ved fronten, mens de fire andre alle blev sårede.
»Min morfar blev indkaldt til hæren i 1941, og gjorde tjeneste som fændrik i infanteriet. I kampe i Kherson-området (i Ukraine, red.) blev han såret to gange,« beretter hun.
»Da hans enhed trak sig tilbage, lå han såret på en mark. Han blødte, men tyskerne opdagede ham ikke, og hans officer gav en patrulje ordre til at gå tilbage for at finde ham. Det tog dem to dage at finde morfar. Han lå og hørte de russiske stemmer, men han havde ikke kræfter til at råbe,« fortæller Inna Vinogradova videre.
Morfaren kom på hospitalet om kom derefter hjem på en invalidepension.
»Han var meget venlig, modig og munter. Han lo altid og lavede sjov. Jeg elskede ham meget.«
’Jeg skød ingen russere’
Magnus Møller, den gamle frikorpssoldat, bliver dagen efter middagsbesøget endnu en gang gæst i Petrov-parrets hus – dog uden mulighed for samtale, da tolken er taget ud med os.
Hanne Lillie fra vores rejsegruppe er blevet småsyg og får lov til at hvile sig i huset. Møller bliver også tilbage og holder hende med selskab, da han helt klart er for gammel til at klare en traktortur gennem vildnisset ud til det sted, hvor frikorpskommandør C.F. Schalburg faldt i 1942.
For Magnus Møller er der ingen følelsesmæssig akavethed i situationen, for han insisterer på, at han altid har haft et godt forhold til den russiske civilbefolkning.
Han var ordonnans og kørte rundt med en riffel i sin sidevogn, men han brugte den efter eget udsagn aldrig.
»Ja, jeg var ved østfronten et år uden at skyde nogen russere,«siger han.
Vi bliver stærkt forsinkede på grund af uheld med Sergej Petrovs traktor og kommer først tilbage efter mørkets frembrud. De to danskere er i mellemtiden blevet beværtet med te og pandekager af fru Valentina. Der er stadig en stor stak pandekage klar på et fad, da vi endelig er tilbage.
Ligesom Sergej Petrovs personlige forhold til krigen har ændret sig, gælder det samme lokalbefolkningen generelt.
Det dokumenteres tydeligt af den store tyske krigskirkegård ved landsbyen Korpovo, der ligger godt 10 kilometer væk. Den ligger uforstyrret i det tyndtbefolkede område, så det ville være meget nemt at lave hærværk, men det er der ikke spor af.
Her er navnene på 30.000 tyske soldater – og udlændinge i tysk tjeneste – hugget ind i med fødsels- og dødsår på gravstene, der er langt over mandshøjde. Kun navne på faldne, der er blevet sikkert identificeret, kommer med.
Mindre had
Jorden blev sidst i 1990erne stillet gratis til rådighed af den russiske regering, og Volksbund står for drift og vedligeholdelse. Den er en privat, humanitær organisation, der agerer på forbundsregeringens vegne.
Da vi besøger kirkegården, går Magnus Møller stille rundt og leder efter danske navne. Dem er der en del af, men han finder ikke nogen, han personligt kan huske.
Ifølge Sergej Petrov var mange ældre mennesker i sin tid stærkt imod, at kirkegården for fjendens soldater skulle åbnes.
»10 eller måske 20 pct. af russerne her i området har stadig hadefulde holdninger til Tyskland. Men for resten er det historie,« siger vores vært.
