Lars Larsen fra Randers har som hobby at sætte ansigter på ukendte østfrontsoldater. I Skt. Petersborgs lufthavn betalte han 4.500 kr. for et såkaldt 'hundetegn'. Det satte ham på sporet af den personlige historie bag en dræbt Frikorps Danmark-soldat fra Vendsyssel.
Lars Larsen fra Randers har som hobby at sætte ansigter på ukendte østfrontsoldater. I Skt. Petersborgs lufthavn betalte han 4.500 kr. for et såkaldt 'hundetegn'. Det satte ham på sporet af den personlige historie bag en dræbt Frikorps Danmark-soldat fra Vendsyssel.
Opret abonnement på BT PLUS og læs hele historien om den dræbte Frikorps Danmark-soldat, Laurits Jensen fra Vendsyssel - manden hvis hundetegn Lars Larsen betalte tusindevis af kroner for. Du kan desuden læse flere afsnit i vores serie "Minder fra Østfronten"
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Randers: Vi var kun lige ankommet til lufthavnen i Skt. Petersborg på den rejse, der førte os til Frikorps Danmarks indsatsområde fra 1942, da Lars Larsen – frikorpsspecialist fra Randers – mødte en os ukendt mand.
De to gik lidt til side, og da deres lavmælte samtale var slut, så murersvenden fra Randers meget tilfreds ud. Han var nu blevet ejer af et »hundetegn« – et skilt som alle frontsoldater bar på sig. Det er delt i to halvdele, og hvis soldaten bliver dræbt, bliver den ene halvdel brækket af, mens den anden forbliver på den døde.
»Det var en lokal kontakt, jeg købte det af – en, der interesserer sig for historierne fra Anden Verdenskrig. Jeg købte noget af ham for 15 år siden, og siden har vi skrevet sammen indimellem. Jeg gav 600 euro for hundetegnet (ca. 4500 kr.),« forklarer den 34-årige Lars Larsen, der til daglig arbejder som murersvend.
Krigens ar
Hundetegnet var helt. Det vil sige, at ejeren enten havde tabt det, eller at det var blevet revet løs fra et lig af en falden soldat. Det var, oplyste russeren, fundet i området langs »rullebanen« – den korridor, der forbandt Demjansk-lommen, hvor ca. 95.000 tyske soldater næsten var omringet i et år - med den tyske hovedfront.
Det var netop den korridor, frikorpset blev sat ind for at forsvare i maj 1942.
Hundetegnet er blot et af millioner af genstande, som vidner om Anden Verdenskrig, der ligger spredt rundt omkring i Novgorod-regionen – og ikke mindst i de vidtstrakte sumpskove mellem landsbyerne Vasiljevsjtsjina og Ramusjevo. Det var her, de danske frivillige kæmpede under kommando af den tyske SS-Division Totenkopf.
Området bærer præg af, at der aldrig er blevet ryddet op efter krigen, og store, grydeformede huller i skovbunden vidner stadig om bombe- og granatnedslag – nu over 70 år senere.
Østfronten løb igennem området i to et halvt år – fra efteråret 1941 til foråret 1944. Den lange periode med voldsomme kampe har bidraget til, at det stadig er et stagnerende område med vigende befolkningstal og ringe erhvervsudvikling.
Dræbt af geværskud
Men det »hundetegn«, som Lars Larsen gav en pæn sum for, viser sig at rumme mere historie end de gennemsnitlige fund af patroner og granathylstre, som krigsturister gør i den russiske birkeskov.
Grunden til, at den systematisk arbejdende amatørhistoriker kunne komme videre, var, at ejermanden til tegnet senere faldt et helt andet sted på fronten. Hans navn er Laurits Jensen, der blev født 23. februar 1922.
Han var 20 år, da han faldt 25. december 1942 ved Laskaturina – en landsby ved frontafsnittet mellem Nevel og Velikije Luki, som frikorpset på dette tidspunkt var blevet flyttet til. Han blev ramt af et geværskud i overkroppen og begravet på krigskirkegården i Nevel.
Laurits Jensen var nazist, fremgik det også af de første oplysninger. Han havde medlemsnummer 48651 i Frits Clausens parti, DNSAP.
»Når jeg får fat i et hundetegn, tjekker jeg tabslisterne, som jeg har en kopi af. Jeg går numrene på hundetegnene igennem, til jeg finder det rigtige. For mig var det et rent held, at Laurits Jensen faldt senere. Ellers havde jeg ikke fundet ham, forklarer Lars Larsen, der bor i en lejlighed i Randers sammen med sin kone og parrets tre-årige søn.
Han kontaktede Volksbund, den tyske organisation, der har ansvaret for tyske krigergrave i udlandet, og fik resultatet bekræftet.
»Jeg søgte derefter i kirkebøgerne på nettet og i en tabsmappe fra krigen. Han stammer fra Arentsminde ved Brovst, hvor faderen Christen Jensen var cykelmontør,« fortæller Lars Larsen.
Tabte tegnet
Laurits Jensen var med i kampene i Demjansk-lommen og modtog Jernkorset 28. maj 1942.
»Det er med meget stor sandsynlighed i anledning af angrebet på et brohoved, som de russiske styrker etablerede over Robja-åen, der adskilte de tyske, og russiske styrker. Han modtog det sammen med 21 andre fra Frikorps Danmarks 1. kompagni,« siger Lars Larsen.
En af deltagerne var SS-Unter-sturmführer (løjtnant) Johannes Just Nielsen, der ledede angrebet og faldt. Han trillede ned i åen, og hans lig blev aldrig fundet. Frikorpset forsøgte de følgende dage flere gange forgæves at eliminere brohovedet, og det kostede 64 faldne – blandt dem chefen C.F. Schalburg, der blev dræbt ved en minesprængning og et granatnedslag 2. juni 1942.
»Laurits Jensen må have tabt tegnet her, for ellers ville det ikke have været helt,« bemærker Lars Larsen.
Nordjydens kompagni blev i november 1942 flyttet til Bobruisk i Hviderusland, hvor det var meningen, at det skulle have været indsat i den meget blodige bekæmpelse af de russiske partisaner.
På grund af et uventet angreb fra Den røde Hær længere nordpå, blev frikorps-styrkerne imidlertid sidst på måneden forflyttet til Nevel og Velikije Luki.
Hvordan tingene i julen 1942 udviklede sig, har Lars Larsen i en e-mail sammenstykket af flere forskellige erindringsskrifter.
»24. december begyndte stille. Juleposten hjemme fra Danmark var fordelt i de forskellige kompagnier, bunkerne var pyntet med gran for at få så meget julestemning ind som muligt, og jernblikovnene gav lidt varme i den hårde frost.
Bataljonschef K.B. Martinsen havde været rundt ved de forskellige kompagnier og ønsket en glædelig jul sammen med sin adjudant, SS-Obersturmführer (premierløjtnant) Knud Thorgils.
K.B. Martinsen var bekymret. Han frygtede et russisk angreb, og det at han ikke var at finde i frikorpsets hovedkvarter, gjorde det ikke bedre, da han så ikke kunne få besked om et eventuelt angreb.«
Spiritusforbud
Der var god grund til at være bekymret. Russerne vidste, at tyskerne på netop 24. december ønskede en rolig dag, så risikoen for et overraskelsesangreb var stor.
»K.B. Martinsen havde forbudt soldaterne at drikke den julespiritus, de havde fået udleveret, da de skulle være forberedt på et angreb. Hans inspektion foregik om eftermiddagen og aftenen, da russerne i dagslys kunne beskyde de stier, som førte til kompagnierne.
Kl.16.00 indledte Martinsen og Thorgils turen rundt til mændene på de forskellige vagtposter samt ved kompagnierne. Det hele trak ud, da mændene var meget snakkesalige. Kl. 22.00 var de tilbage på kommandostationen.
Nu kunne de to selv spise lidt julemiddag, som frikorpsets kokke havde tilberedt af en ko, som der kom nogle bøffer ud af. Samtidig havde de pyntet op med flagranker og grangrene for at få så meget julestemning ind som muligt,« beretter Lars Larsen videre.
Kampe på bajonetter
Roen varede dog ikke ved. Kl. 23 gik alarmklokkerne. Store russiske styrker havde sat et angreb ind. 200-300 mand russisk infanteri angreb på frikorpsets venstre fløj, hvor en enhed af det tyske luftvåbens jordtropper lå. Luftwaffe-enheden blev mere eller mindre løbet over ende af russerne.
Derfor blev frikorpsets 1. kompagni ladt tilbage i omringede stillinger. Og her kommer beretningen tæt på, hvordan omstændighederne var omkring Laurits Jensens død julenat 1942.
»Der var især meget hårde kampe omkring byerne Kondratovo og Laskaturina. Det var nærkampe på bajonetter. Frikorpsets 4. kompagni lå i en tilbagetrukken stilling i forhold til de andre kompagnier. Russerne trængte helt ind i 1. kompagnis stillinger. Det betød, at 4. kompagni ikke kunne give artilleristøtte uden at ramme egne folk.
2. kompagni med SS-Obersturmführer Bent Worsøe Larsen, som opholdt sig i en lade og var godt i gang med at holde så meget jul, som omstændighederne tillod, blev kommanderet til undsætning af 1. kompagni.
En telefonist ved 1. kompagni, Vagn Oest, havde skjult sig i ruinerne af et bombet hus og kunne rapportere til 4. kompagni, hvor ilden skulle ligge. Russerne havde nedkæmpet frikorps-soldaterne på stedet - dog uden at finde telefonisten, som lå skjult og havde den eneste telefonforbindelse, som fungerede. De andre var gået tabt.
Kort efter blev stillingerne bombarderet, samtidig var 2. kompagni nået frem. Kampene varede hele natten og var mand-mod-mand, indtil de sidste russiske soldater var nedkæmpet kl. 6.00 den 25. december 1942.
Et par timer senere satte russerne endnu et angreb ind, Frikorpset var dog bedre forberedt denne gang, men russerne fik bidt sig fast i udkanten af Kondratovo, og først 2. juledag var der så roligt, at resterne af 1.kompagni kunne trækkes tilbage,« hedder det i Lars Larsens beretning.
Forlovet på orlov
Det videre arbejde bragte Lars Larsen i kontakt med Laurits Jensens søster, en 87-årig kvinde, der bor i Nordjylland – dog ikke på familiens hjemegn. Hun har ikke ønsket at give interview, men har udleveret et par billeder til brug for artiklen.
Det viste sig, at den 20-årige mand var forlovet, og at der ligger yderligere en tragisk historie bag.
En af de andre faldne under C.F. Schalburgs sidste kamp var frikorpssoldaten Peder Christian Mørch Pedersen, der faldt 2. juni 1942 – samme dag som chefen.
Han stammede fra Vrensted, der ligger i Vendsyssel, tæt ved Laurits Jensens hjemby Arentsminde.
Derfor tog den 20-årige soldat, under Frikorps Danmarks samlede orlov i september 1942, på besøg hos forældrene til den faldne for at fortælle, hvad der var sket.
I den følelsesmættede situation mødte Laurits Jensen familiens 16-årige datter, som han blev forlovet med, inden han tog tilbage til de hårde kampe i Rusland.
Nysgerrighed og videbegær
Som led i sin research fandt Lars Larsen også frem til forældrene Christen Jensens og moderen Inger Kathrine Jensens ansøgning om at få bevilget en »forældregave«, som SS-kontoret gav til forældre til faldne soldater. En anden korrespondance over flere år handler om den unge forlovede piges forsøg på at få en godtgørelse som efterladt.
Det er ikke mindst den slags personlige historier, der har gjort Frikorps Danmark til en lidenskab for Lars Larsen siden teenageårene. Han har derigennem fået en vis rutine i at sætte sig i forbindelse med veteraner eller pårørende om følsomme spørgsmål.
»De fleste, jeg kontakter, tager det pænt. I de fleste familier har det altid været tabu, så folk synes, det er spændende. En enkelt har været negativ, men skiftede senere mening. Mange vil gerne have et møde, hvor de både kan give og få oplysninger,« siger den selvlærte militærhistoriker.
Et omrade, han dyrker med næsten lige så stor intensitet, er den franske fremmedlegion.
