Magnus Møller, 94-årig tidligere østfrontfrivillig, tog med BT til det gamle frontområde. Kunne han genkende stederne, spurgte vi os selv. Og hvordan reagerede han på at få minderne vakt til live?
BT og BT PLUS har fulgt den 94-årige Magnus Møller, der var dansk frivillig ved Østfronten under Anden Verdenskrig, tilbage til Østfronten for at finde ud af, hvad en dansker, der kæmpede på tysk side, tænker om tiden dengang nu mere end 70 år senere.
Læs første del her:
Et lag hø danner et blødt underlag på ladet, og et langt, hvidt lærredsstykke er lagt hen over en tværbjælke. Det er, hvad der er at sidde på på den slidte ladvogn, der er efterspændt Sergej Petrovs traktor.
Selv om kalenderen kun viser oktober, er der 10 graders fugtig frost denne formiddag i landsbyen Vasiljevsjtsjina - knudepunktet for Frikorps Danmarks deltagelse i kampene i den såkaldte Demjansk-kedel i det vestlige Rusland i sommeren 1942. Vi varmer os under tæpper, der i smug, er blevet bragt med fra ’Hotel Polist’ i den nærmeste større by Staraja Russa.
Vi – et selskab på otte mennesker – er nu nået frem til det egentlige mål for rejsen til egnen, der ligger små 300 kilometer stik syd for Skt. Petersburg. Komforten ikke er i top, men ekspeditionens ældste medlem Magnus Møller, 94-årig tidligere frikorpssoldat, er alligevel klar til at tage med på traktor-ridtet.
Ud ad ’rullebanen’
Vi skal til den tidligere landsby Bjakovo, hvor frikorps-kommandørerne C.F. Schalburg og K.B. Martinsen havde deres kommandocenter for 72 år siden.
Ruten er den såkaldte ’rullebane’ – en vej af tværlagte træstammer – som under de voldsomme kampe om Demjansk-området var en livline tilbage til den tyske hovedfront for de omringede tyske tropper, ca. 95.000 mand i alt. Korridoren var også den vej, Magnus Møller ankom ad på sin Zündapp-motorcykel med sidevogn 11. juni 1942.
Det er planen, at vi en af de følgende dage også skal til det sted mere end 10 kilometer ude i sumpskoven, hvor Schalburg faldt.
Her omkring Vasiljevsjtsjina og Bjakovo var i sommeren 1942 den største samlede styrke af danske soldater i kamp siden 2. slesvigske krig i 1864.
Frikorpset bestod af frivillige, der efter angrebet på Sovjetunionen 22. juni 1941 havde meldt sig til krigstjeneste på Hitlertysklands side. Kampene var uhørt blodige.
Bataljonen på ca. 1200 mand blev i maj 1942 fløjet ind med Junkers Ju 52-transportmaskiner for at forsvare den smalle korridor. 127 frikorpsfolk faldt her på egnen, og mange af de 300 hårdt sårede døde senere af deres kvæstelser. Russerne mistede stort set altid flere soldater, så deres tab skal tælles i tusinder snarere end hundreder.
Tur med mange bump
Vi skrumpler ud ad hulvejen og er nok nærmest heldige med, at frosten har sat sig. Om sommeren er her ufremkommeligt mudder, og vi slipper for myggene, der ifølge mange soldaterberetninger fra 1942 er en ubeskrivelig plage i forårs- og sommermånederne.
Sergej Petrov sidder bag rattet i den robuste orange traktor tilbage fra sovjettiden – en ’Vladimirets’ årgang 1977. Den får os trukket gennem ishuller og strækninger, der i en længde på nogle gange over 100 meter er isbelagte.
Ladvognen er uden affjedring, så vi rystes uafbrudt af de kraftige bump. Motoren har tilsyneladende aldrig set en lyddæmper, så larmen er påtrængende. Når hjulene brækker den tykke is, giver det yderligere en rystelse, og vognen synker ned i den ene side, nogle gange en halv meter.
På et tidspunkt begynder ladvognen at hoppe rytmisk op og ned, som om den kørte hen over en stor tømmerflåde. Vi er på vej over et sted, hvor rullebanens træstammer stadig er intakte. På de fleste strækninger er de ellers blevet fjernet eller på anden måde gået til i løbet af de syv årtier.
94 år og med på det hele
Aftenen forinden ankom vi efter en daglang rejse til hotellet i Staraja Russa. Om det skyldes SS-eksercitsen, hvor normen var Härte - ekstrem hårdførhed og udholdenhed – er ikke til at sige, men frikorpsveteranen viste sig usædvanligt udholdende.
Kl. 4 om morgenen blev han afhentet i sit hjem i Vejle og kørt til det tidlige morgenfly i Billund. Herfra via Frankfurt til Skt. Petersborg og derfra videre sydpå i en udlejningsbil.
Magnus Møller viser ingen påfaldende træthed – heller ikke da det bliver mørkt. Han blunder ikke engang på bagsædet af den komfortable sølvgrå Citroën. Klokken er over 21, da vi når frem, og først da vi er igennem den tiltrængte aftensmad på hotellet, er selskabet klar til at gå i seng.
Turens ældste sover ikke ret godt om natten og er noget utilpas næste morgen, men ikke mere, end at han er klar til afgang lidt over 9. På trappen foran hotellet veksler vi ord om den hårde frost, der er en kontrast til det milde efterårsvejr, vi kommer fra.
»Så må vi jo løw’ os til varmen!« bemærker den 94-årige i sit landlige, jyske tonefald.
Alt forandret
Vi kører de ca. 60 kilometer ud til det gamle frontområde over floderne Lovat og Pola. Rimfrosten, der ligger overalt på de visne planter og buske, giver den svage formiddagssol et smukt genskær. Tusinder af tyndstammede, afløvede birketræer flankerer vejen på den tyndt befolkede egn.
Uden for en nedslidt, tilsyneladende ubenyttet kirkebygning står et af de krigsmindesmærker, der er titusinder af i Rusland: En T-34 kampvogn.
Magnus Møller kan ikke forbinde omgivelserne med noget, han kan huske. Det er trods alt 72 år siden. Og området har været under affolkning, så megen tidligere landbrugsjord er groet til.
»Landskabet er totalt forandret. Dengang var der græsmarker i kamp-området – mest med køer,« husker han.
Den indre film
Den duknakkede mand på bagsædet holder vågent og registrerende øje med, hvad vi passerer. Blikket er indadvendt.
På spørgsmål om, hvad han oplever, svarer han gerne med en fem-ti minutter lang udredning uden at behøve at blive holdt i gang af indskudte spørgsmål.
»Jeg boede i et militærtelt i frontområdet – bl.a. med én fra ’Slawelse’ (Slagelse, red.). Om vinteren boede vi i jordhuler med en kanon stående ved kanten.«
Med tanke på landsbyen Bjakovo, hvor frikorpsets hovedkvarter lå, fortsætter Magnus Møller referatet af sin indre film.
»Dengang var der kirkegården, derefter lægebunkeren og så kompagnichefens bunker. I en dalsænkning lå Kriegsberichterens (krigskorrespondens, red.) bunker. Herfra kunne vi sende hilsner hjem.«
Hvis man har læst Magnus Møllers bog ’I krig for Danmark’ fra 2008, kan man genkende de fleste af anekdoterne – af og til endda næsten ordret. Han bruger mange ord på tekniske udredninger, som han formulerer med præcision.
Byen i frontlinjen
Den 21-årige Magnus Møller var ikke med i den frikorps-bataljon, der blev indsat med C.F. Schalburg i spidsen 9.-10. maj 1942. Motorcykelordonnanserne kørte først af sted et par uger senere fra SS-kasernen i Treskau ved Poznan i Polen, hvor de frivillige var blevet uddannet i vinteren 1941/42.
På banegården i Rastenburg i Østpreussen blev motorcyklerne sat på et tog, som soldaterne også tog med. På banegården i Riga, Letlands hovedstad fik de den chokerende nyhed, at Schalburg var faldet i en træfning med russerne den 2. juni.
Efter et par dage ankom motorcykelordonnanserne til Staraja Russa. Den havde skiftet hænder fem gange og lå næsten i ruiner. Tyskerne kontrollerede byen, men den blev mange gange dagligt beskudt af sovjetisk artilleri.
’Jo nærmere vi kom Staraja Russa, desto mere gennemtrængende blev lugten af lig fra krigens ofre. Vinteren havde holdt de dræbte dybfrosne og dækket af sne. Nu var det varmt, og stanken bredte sig,’ skriver Møller i sine erindringer.
Soldaterne fik ordre til så stille som muligt at tømme toget. Russernes artilleri kunne nå banegården, og de ville omgående åbne ild, hvis de opdagede aktivitet ved banen. Derfor måtte ordonnanserne heller ikke starte motorerne, før motorcyklerne var skubbet ud af banegårdsterrænet.
Kørsel under beskydning
Efter et par overnatninger i nogle nødtørftigt reparerede bygninger satte frikorpsfolkene endelig kursen mod frontområdet. Magnus Møller kørte bagerst, fordi han var ordonnansernes mekaniker.
De passerede Lovat-floden med en ’færge’ konstrueret af tre sammenbundne pontonelementer. De stammede fra en pontonbro over floden, som det russiske artilleri havde skudt i stykker.
Ordonnanserne kørte til fronten via landsbyen Ramusjevo, der lå i korridoren ind til Demjansk-kedlen. Den allestedsnærværende stank blev ikke mindre undervejs. Hestekadavere lå overalt i grøfter og vejsider, ofte kun tildækket af et tyndt jordlag.
»De døde heste havde en helt forfærdelig sødlig lugt,« erindrer Magnus Møller.
Som ordonnans undgik Magnus Møller kampen ved fronten, men døden var tæt nok på endda. Ordonnanserne måtte lære at passere steder under beskydning på det helt rigtige tidspunkt mellem to granatnedslag.
»’Jeg kan høre, at I er nye,’ sagde en af officererne til os, da vi lige var ankommet,« beretter pensionisten.
»’Hør nu her: Kør så tæt, som I tør, inden nedslaget i det område, der bliver beskudt, og kør så på livet løs og prøv at nå igennem, inden den næste salve kommer. Hvis I ikke når igennem, så find et hul og gem jer der,’« sagde officeren
Tæt på at blive dræbt
Magnus Møller fik lige fra sin ankomst til Bjakovo, hvor den nye kommandør K.B. Martinsen havde hovedkvarter, krigens ansigt at se.
Få dage før var 64 soldater blevet begravet ved en samlet ceremoni, blandt dem C.F. Schalburg. Nu lå endnu en stort antal dræbte soldater på jorden på grund af frikorpsets indsættelse i nye kampe ved landsbyen Bolsjoje Dubovisy.
Den netop ankomne Magnus Møller var tæt på at blive slået ihjel. Han havde slået sig sammen med Jørgen, en anden ordonnans, i en bunker nord for ’rullebanen’. Møller skulle til at køre ekstraforplejning ud til soldaterne med bl.a. te og rom, fordi kompagnichefen ville fejre ordonnansernes ankomst.
Om det følgende beretter Magnus Møller i sin bog:
’Netop som jeg kom ud af chefens bunker, hørte jeg på ny den hvislende lyd af bomber på vej ned og søgte dækning i et hul. To bomber faldt tæt ved, og det stank om muligt endnu værre af lig end tidligere, fordi den ene var faldet i området med grave.’
Kammerat levende begravet
Møller løb over mod sin bunker og fandt ud af, at den anden bombe var faldet der – lige på det sted, hvor hans soveplads og udrustning var. Folk omkring spurgte, om der mon kunne ligge nogen begravet under den sammenstyrtede bunker.
’Ja, svarede jeg, Jørgen skulle være der. Vi fik fat i graveværktøj, men den første, vi fik gravet ud, var en tysk wehrmachtsoldat, som åbenbart havde søgt dækning i hulen. Han var noget forkommen af lufttrykket, men ellers uskadt. Kort efter fik vi kontakt med Jørgen, som havde ligget i det bagerste hjørne. Her var bunkeren ikke styrtet sammen, og kun hans ben lå i klemme,’ skriver Magnus Møller.
På bagsædet af den sølvgrå Citroën 72 år senere presser spørgsmålet sig på, hvordan de ubeskrivelige rædsler har påvirket Magnus Møller personligt. Det besvarer han med et skuldertræk.
»Det ved jeg ikke. Det er jo så længe siden...«
Gennem svirpende grene
Sergej Petrov sidder roligt på sin Vladimirets-traktor uden førerhus i sit arbejdstøj i hærens grøn/brune camouflagefarver. Rattet er placeret helt oppe i skulderhøjde, så bagfra ser det nærmest ud som om, han tager brydetag med det.
Vi er forbløffede over rutens beskaffenhed. Bevægelserne er kraftige, og vi spørger indimellem os selv, om motoren kan holde til det. Men så skifter Petrov gear, og fremdriften genoptages – også på stejle, mudrede skrænter.
Grene svirper med jævne mellemrum mod dem af os, der sidder ude ved kanten af ladet. Advarselsråb flyver gennem luften. Et par steder standser Petrov traktoren og hugger nogle særlig kraftige udhængende grene væk med en medbragt økse.
Området bærer præg af, at der aldrig er blevet ryddet op efter krigen, selv om den sluttede for 69 år siden. Både langs vores rute og mange andre stedet i sumpskoven finder vi store, isfyldte huller, der er skabt ved bombe- eller granatnedslag under Anden Verdenskrig. Hist og her hænger en rusten soldaterhjelm på en kvist.
Bål på en øde tomt
Efterhånden når vi ud til Bjakovo, hvor der kun er et par øde tomter. Stedet har ikke været beboet siden kampene i 1942. Trods tæpper, hø og frakker er det efterhånden blevet vigtigt med opvarmning, ikke mindst af hensyn til selskabets ældste medlem.
Selv om kulden nu nok ser ud til at påvirke Magnus Møller, benægter han, at det er tilfældet. Trods strabadserne udtrykker han sig fortrøstningsfuldt.
»Åh, det er jo solskin,« siger han, da de første stråler bryder igennem disen efter halvanden times kørsel.
Med sin motorsav skærer Sergej Petrov hurtigt noget brænde fra de frosne birketræer. Vi indsamler kvas og kviste, men de første mange optændingsforsøg resulterer i masser af røg, men ingen vedvarende ild.
Efterhånden bliver de frosne knuder tørre, og vi får varmen og muligheden for en kop stærk nescafe. Nogle brød med pølsefyld, der bliver opvarmet på en gren ophængt tværs over bålet, bliver månedens bedste måltid.
Gudfar var med i korpset
Under opholdet i Bjakovo tager både Sergej Petrov og rejsedeltageren Finn Andersen fra Viborg metaldetektorer frem og begynder at afsøge jordbunden. En sådan er et velkendt instrument for de mennesker, der dyrker østfrontsoldaternes historie.
Finn Andersen finder blandt andet et stærkt rustent granathylster.
»Jeg havde en nu afdød gudfar, der var i Frikorps Danmark. Jeg fandt først ud af, at han var med i korpset, da jeg bl.a. fandt hans tilmeldingsblanket i materiale fra Rigsarkivet. Derefter blev jeg interesseret og begyndte at søge flere oplysninger,« siger han.
Rejsedeltagerne finder blandt andet masser af gamle maskingeværpatroner i skovbunden.
Magnus Møller, der normalt er ret sikker til bens, må have assistance for at komme i gang igen efter udturen. Blodomløbet kan hurtigt komme til at drille, når man er 94 år, men rejsedeltageren Hanne Lillie fra Struer giver en hjælpende hånd.
Møller bliver tydeligvis træt under tilbageturen, men det er der råd for. Sergej Petrov inviterer hele gruppen på besøg, og den tidligere frikorpsmand får mulighed for at hvile ud i en lænestol.
Da vi to dage senere begiver os ud for at finde det sted, hvor C.F. Schalburg faldt, kommer det ikke på tale, at Magnus Møller kommer med.
Han forbliver i familiens hus, mens Sergej Petrov forsøger at bane sig vej gennem den tyste, ufremkommelige sumpskov. Motorlarmen udelukker, at vi får glimt af elge eller andre dyr.
Herude er der ikke engang en hulvej at følge længere. Vores vejviser og vært baner sig vej gennem høje siv og pilekrat, og traktoren maser endda mindre birketræer til side.
Soldaterhjelme fra krigen hænger jævnligt på grene. Tyske kogekar dukker op, og de militærhistorisk kyndige i rejsegruppen fastslår på basis af sålemønstre, om fundne, halvt opløste soldaterstøvler er tyske eller russiske.
Gåtur med pandelamper
Flere gange går traktoren i stå, fordi den kører fast i mudder eller får et hjul ned i en grøft. Hver gang vurderer Sergej Petrov rutineret, hvordan det kan lade sig gøre at få den fri. Flere gange sker det ved, at vi lægger birkegrene og -kviste ind under baghjulet, der er blevet hævet ved at stille en svær træstub ind under traktorens løftemekanisme.
Vi når næsten ud til det sted ved Robja-åen, hvor den 36-årige C.F. Schalburg kæmpede sin sidste kamp. Stedet får regelmæssigt besøg. Det bevidnes af et skur i træ, hvor et leje hævet over jorden er beregnet til overnatning i soveposer.
Vi må hurtigt vende om, for det er sent på eftermiddagen, og i sumpen er der ingen gadelygter til at vise vej. Flere uheld følger i det barske terræn, og til sidst må styretøjet give op. Sergej Petrov må efterlade sit kraftfulde arbejdsredskab på vejen langs rullebanen.
Det sker i bælgmørke. Aftenen er stjerneklar, hvad der opleves særlig stærkt herude, hvor der ikke er det fjerneste genskær af bylys. Heldigvis sker det mindre end to kilometer fra Vasiljevsjtsjina. Lige så heldigt er det, at et par af rejsedeltagerne har husket at tage pandelamper med.
Vores sene ankomst til Petrov-familiens hus bliver modtaget med lettelse – ikke mindst af fru Valentina, der i flere timer har frygtet, at der er tilstødt hendes mand og de udenlandske gæster noget ude i skoven.
»Vi har været bekymrede for jer,« siger Magnus Møller med et venligt glimt i øjet.
En mand med en sag
Frikorps Danmark-veteranen er i det hele taget en venlig, høflig, vidende og berejst mand, der har en fortid som selvstændig konstruktør af glasfiberbåde. Han er også en mand med en sag.
Dommen på halvandet års fængsel efter krigen for krigstjenesten i Frikorps Danmark og afsoningen i Fårhuslejren slog hårdt, og det er en hjertesag for den 94-årige at fastslå, at han var uskyldig dømt. Hans budskab gælder ikke kun hans egen uskyld – det er et kollektivt forsvar for samtlige hans over 6000 kammerater i korpset.
Han virker ikke som om, han har sagt ja til en rejse til Rusland i håb om at opnå nogen personligt forløsende afklaring med sin ungdoms oplevelser. Snarere er en sandsynlig bevæggrund et ønske om endnu en gang at benytte en lejlighed til at fastslå, at de danske østfrontfrivillige kæmpede en ærlig kamp ud fra en antikommunistisk overbevisning.
De tog af sted i 1941 med den danske regerings velsignelse – noget som det officielle Danmark, ifølge Møllers og andre frikorpsveteraners udlægning, løb fra og kriminaliserede dem med tilbagevirkende kraft.
Trofast til det sidste
En aften ved middagsbordet på hotellet sidder Magnus Møller en tid lang, måske en halv time, uden at sige noget. Det er dog ikke tegn på, at han er ved at falde i søvn.
Da omstændighederne ved hvervningen af de frivillige under krigen bliver bragt op, tager han pludselig ordet med en personlig erindring om, hvad den danske hærchef Ebbe Gørtz sagde under en bestemt parade. Hans pointe er, at de frivillige havde regeringens opbakning.
Intet spørgsmål til Magnus Møller i løbet af de fem dages samvær rokker ham fra den overbevisning, at de østfrontfrivillige kæmpede en moralsk og etisk forsvarlig kamp – og at de tyske overgreb ved østfronten ikke adskilte sig fra, hvad der er foregået i alle krige før og siden.
