Sådan kunne Jeppe Nybroe og familien kommunikere, uden at gidseltagerne vidste, hvad der foregik


Det er via internet-tjenesten Skype, at forhandlingerne mellem gidseltagerne og forhandler-teamet i Danmark foregår, og det er over Skype, at en overvåget Jeppe Nybroe af og til får lov til at skrive med bl.a. sin storebror, Jacob Nybroe. Men de kan ikke skrive frit, kun i koder.

Jeppe Nybroe skal vide, at der er fremgang i penge-indsamlingen, men samtidig må kidnapperne ikke få indtryk af, at det går for godt. Det kan få dem til hæve løsesummen.

»På et tidspunkt skriver jeg til Jeppe, at jeg har solgt min bil. Men Jeppe ved godt, at jeg på det tidspunkt har firmabil. Signalet er, at der er noget mere, men i virkeligheden siger vi, at vi ikke er i panik,« siger Jacob Nybroe, der i Danmark står for at samle penge ind.

Storebroderen kalder det ‘rædselsfuldt, intenst og skæbnetungt’ at sidde i Danmark og kommunikere med sin lillebror på den måde.

Via Skype er det også muligt at tale sammen. Når der forhandles om løsesummens størrelse, sker det via mundtlig kommunikation. Men hvis beløbet som Jeppe Nybroes familie tilbyder er for lavt, straffes Jeppe Nybroe med piskeslag - lige inden Skype-forbindelsen afbrydes og mishandlingen fortsætter. Men på den måde kan familien i Danmark høre, at Jeppe Nybroe er udsat for tortur.

Krævede livstegn

Familien betinger sig under forhandlingerne at se dokumentation for, at Jeppe Nybroe er i live. Kidnapperne beordrer derfor Jeppe Nybroe til at gå ud og vaske sig, så han, forklarer han i dag, ‘ser bedre ud, end jeg havde det’ på billedet, der senere kan ses på computerskærmen i Danmark.

Jacob Nybroe forklarer, at ‘al kommunikation i den situation er manipulation’ - og at ‘det foregår på kidnappernes betingelser.’ Det er også forklaringen på, at korrespondancerne mellem kidnapperne og Nybroe-familien og forhandlerteamet indeholder høflighedsfraser, som var det to forretningsfolk, som skal finde fælles fodslag i en handel.

Bizar læsning, der i dag får tårerne frem i Jeppe Nybroes øjne:

»Jeg græder i runde tal hver gang, jeg læser det. Ikke så meget med tanke på, hvordan jeg selv havde det, men på hvordan min familie havde det. Og hvilke tanker de gjorde sig.«

Bevarede forstanden

Jeppe Nybroe kigger på sin storebror:

»Min bror har reddet mit liv. I ‘hullet’ var det afgørende for mig, at jeg kunne overleve mentalt, at jeg kunne bevare min forstand. Der var kommunikationen med min bror helt afgørende. Det var også afgørende, at Jacob var så ærlig, som han var. Han skrev, at de kæmpede, men at det var svært. Det var min livline i forhold til at bevare forstanden, og det var min livline i forhold til at forstå, at der skete noget, at der var nogen, der kæmpede for mig,« siger han.

Et mareridt for alle

Siden frigivelsen har Jeppe Nybroe og familien gjort meget ud af, at alt ikke skulle handle om de 28 dage i fangenskab. Det har været et mareridt for alle. Og alle vil gerne videre. Lukke bogen.

»Ligesom det har været vigtigt for mig at snakke om noget andet, gøre noget andet, så har det også været tilfældet for min familie. På den måde kunne jeg komme videre og få mit liv til at handle om andet end min kidnapning. Jeg har kæmpet meget mod den der offer-rolle, som jeg ikke vil have siddende på mig,« siger Jeppe Nybroe.

Kidnapperne krævede i første omgang 20 mio. dollar for Jeppe Nybroe. Hvad løsesummen endte på, hemmeligholdes stadig.