Hele livet drømte 77-årige John Martinus om en familie. Sorgen over, at han aldrig fik én, har han nu taget med sig i døden.
Han har været Hitler, Khomeini, Jens Jørgen Thorsen, Henrik Voldborg, Kristen Poulsgaard, Poul Schlüter, Gert Petersen og Niels Helveg Petersen. Men nu er det slut med at brillere i parodier på andre. Nu er skuespiller og revystjerne John Martinus død.
Kun 77 år gammel blev han onsdag aften fundet i sit rækkehus i Lyngby, hvor han sandsynligvis havde ligget død i flere dage. Kun i selskab med sin hund.
Martinus – som trods ovennævnte prisbelønnede præstationer nok bedst huskes for rollen som nazi-Holger i tv-serien ’Matador’ – døde alene og tager sin store sorg med i graven. Sorgen over aldrig at have fået børn.
»Det var én af de ting, der red ham som en mare, at han aldrig blev far. For han elskede jo børn,« som John Martinus’ gode veninde Bente Puggaard, enke efter skuespiller Bjørn Puggaard-Müller, siger til BT.
Måske var det fraværet af en far i sit eget liv, der gjorde drømmen om et barn så altopslugende. Selv var John Martinus nemlig et sidespring, resultatet af en lystig aften i Hareskov Dansepavillon, hvor det ikke kun var musikken, der lokkede. Moderen faldt pladask for en 11 år ældre pianist. Som desværre viste sig allerede at være gift og have en datter.
LÆS HELE ARTIKLEN HER PÅ BT PLUS. Du kan også læse om, hvordan Matador-rollen som nazi-Holger forfulgte John Martinus, om hans hårde kamp for at blive skuespiller - og ikke mindst hvordan hans venner og kolleger vil huske ham.
Hele livet drømte 77-årige John Martinus om en familie. Sorgen over, at han aldrig fik én, har han nu taget med sig i døden.
Han har været Hitler, Khomeini, Jens Jørgen Thorsen, Henrik Voldborg, Kristen Poulsgaard, Poul Schlüter, Gert Petersen og Niels Helveg Petersen. Men nu er det slut med at brillere i parodier på andre. Nu er skuespiller og revystjerne John Martinus død.
Kun 77 år gammel blev han onsdag aften fundet i sit rækkehus i Lyngby, hvor han sandsynligvis havde ligget død i flere dage. Kun i selskab med sin hund.
Martinus – som trods ovennævnte prisbelønnede præstationer nok bedst huskes for rollen som nazi-Holger i tv-serien ’Matador’ – døde alene og tager sin store sorg med i graven. Sorgen over aldrig at have fået børn.
»Det var én af de ting, der red ham som en mare, at han aldrig blev far. For han elskede jo børn,« som John Martinus’ gode veninde Bente Puggaard, enke efter skuespiller Bjørn Puggaard-Müller, siger til BT. Og hun fortsætter:
»For mange år siden gjorde han en balletpige gravid. Desværre mistede hun barnet, inden det blev født.«
Måske var det fraværet af en far i sit eget liv, der gjorde drømmen om et barn så altopslugende. Selv var John Martinus nemlig et sidespring, resultatet af en lystig aften i Hareskov Dansepavillon, hvor det ikke kun var musikken, der lokkede. Moderen faldt pladask for en 11 år ældre pianist. Som desværre viste sig allerede at være gift og have en datter.
Single og homoseksuel
Derfor voksede han op alene. Med sin mor. Og sjældne møder med faderen.
»Når jeg så ham, kunne jeg næsten ikke få mig selv til at sige ’far’,« har John Martinus fortalt i et af de mange foredrag, der var en del af skuespillerens levevej de sidste mange år.
John Martinus boede alene. Var single. Og homoseksuel. Hvilket uden tvivl kommer som en stor overraskelse for mange af hans fans.
Men det var ikke noget, han forsøgte at skjule. Men heller ikke noget, han havde behov for at skilte med.
»Vi vidste det jo alle sammen,« siger Lisbet Dahl.
»Men nogle mennesker er mere personlige med deres privatliv, og jeg tror, at det var dét. For det var ingen hemmelighed.«
Eller som Stefan Fønns udtrykker det:
»John pralede ikke med sin homoseksualitet. Han har bare levet sit liv og haft sin seksuelle observans. Den har han ikke generet andre med.«
Lå død på gulvet
Og tragisk nok har John Martinus tilsyneladende ikke generet nogen tilstrækkeligt i den sidste tid.
I mere end en uge havde omverdenen været uden kontakt til 77-årige John Martinus. Det fik onsdag pianisten Michael Due til at køre forbi det fine, lille rækkehus i Lyngby, hvor han forgæves bankede på døren.
»Ved hjælp af en nabo kom Michael Due ind i huset. Og dér lå John død på gulvet,« fortæller veninden Bente Puggaard og fortsætter:
»Han blev kørt på retsmedicinsk på Rigshospitalet, hvor man ville undersøge, hvad han var død af. Men man var ret sikker på, at det var en naturlig død. Han var simpelthen faldet om på gulvet. Det mest bekymrende var, at hans hund var der. Men den havde ikke givet lyd fra sig.«
John Martinus døde alene. Efterlader sig ingen familie. Kun sorg hos flokken af venner, bekendte og tidligere kolleger.
»Egentlig er det lidt trist, at jeg aldrig fik børn, som kunne tage sig lidt af mig på mine ældre dage. Men livet har maget sig anderledes,« som John Martinus selv sagde for et år siden til Ekstra Bladet.
De fleste er gået bort
I dag er langt de fleste af ’Matador’s stjerner gået bort. Martinus har stået ved kisten og sagt farvel til hver og én. Nu er det vennerne, der skal lægge ham i graven.
Forfulgt af Matador-rollen
Folk troede, at John Martinus var nazist.
Nazi-Holger. Dét var, hvad han blev kaldt i ’Matador’, søde Ingeborg Skjerns eks-mand, der døde på de russiske slagmarker. For Hitler.
Men da den populære tv-serie rullede over skærmen for første gang i slutningen af 70erne, havde seerne svært ved at skelne mellem virkelighed og fiktion.
Så for nu afdøde John Martinus var det ofte en belastning overhovedet at bevæge sig udenfor en dør.
»Jeg stod på S-togs-perronen på Østerport Station, da en mand skreg mig lige ind i hovedet: ’Dit lille modbydelige nazisvin’,« fortalte John Martinus for et par år siden til Se og Hør og fortsatte:
»Jeg kunne kun sige ’Hov, hov’, men han skreg bare endnu højere: ’Ikke noget hov, hov her!’.
Så spyttede han mig lige i ansigtet. Han var så hadefuld. Det var ret uhyggeligt.«
Kun med i tre afsnit
Det var kun tre afsnit af danskernes yndlingsserie, som John Martinus var med i. Alligevel var han glad for ’Matador-tiden’, fortalte han tidligere i år til BT.
»Jeg har så gode minder fra min tid med Matador-holdet, og jeg er stolt over at have medvirket i den største danske tv-succes nogensinde. Men selvfølgelig ville jeg gerne have været med lidt længere.«
Drengen, der ville være skuespiller
Lige fra han var helt lille, brændte John Martinus for de skrå brædder.
For to år siden – samme år som han fyldte 75 – kunne John Martinus fejre 60 års skuespillerjubilæum.
Men at han overhovedet blev skuespiller – en selvlært af slagsen – skyldes ifølge flere venner ukuelig vilje.
Som dreng fik han svedere i skolen, fordi han ikke fulgte med i undervisningen. Den lille John Martinus ville hellere tegne cirkus- og revyplakater. Og når skolen i det københavnske Sydvest-kvarter, hvor han voksede op, havde elevforestilling, kunne man være sikker på, at John Martinus stod med på rollelisten, ligesom han i en alder af 12 år havde sin debut på de rigtige skrå brædder i selveste Cirkusrevyen, hvor han vandt en amatørkonkurrence.
Stolede på sit talent
En skuespilleruddannelse tog han aldrig. Han stolede på sit talent, valgte at lære faget skridt for skridt i bl.a. de berygtede og vovede ’Sengekantsfilm’ og biografhittet ’Olsen Banden i krig’ og en række andre populære danske lystspil, ligesom landets revyer også fik glæde af hans talent helt fra de unge dage. Ikke mindst den berømte revy ’Rottefælden’ i Svendborg, som John Martinus var en del af fra 1961.
Så kom ’Matador’. Og med den genkendeligheden på gaden.
På trods af det blev John Martinus aldrig én af dem, der kom med i den tunge ende af skuespiller-hierarkiet, og forblev ham, der på film og tv var henvist til bi-rollen som den lidt brovtende indebrændte karakter. Hvilket venner og kollegaer kalder ’skæbnen’.
»I branchen er der ingen, der er i tvivl om, hvad John stod for. Men han var ikke interessant for pressen som så mange andre, der drikker sig ihjel, eller bliver skilt. De får omtalen i pressen, dét skal der til for at blive en rigtig stjerne. Så det blev han aldrig,« som den mangeårige ven Stefan Fønns, søn af revykongen Volmer-Sørensen, udtrykker det.
Hvad der aldrig blev ham forundt i de helt store folkelige medier, som tv og film er, opnåede han dog på landets revy- og teaterscener, hvor han som helt ung havde set med fra sidelinjen, når datidens store stjerne Kjeld Petersen, som han var påklæder for, fik taget til at lette på Folketeatret.
Og så var der det mangeårige samarbejde med vennen Dirch Passer, som han fik overtalt til at medvirke i Holstebro Revyen, et af karrierens mange højdepunkter.
Men inde under succeserne lurede også frustrationenen over ikke at kunne bruge talentet til fulde. Fordi efterspørgslen ikke var stor nok.
Var klar med nyt revy-show
Dét var én af grundene til, at John Martinus sammen med pianist og ven Michael Due havde sat en turné sammen, som skulle bringe dem rundt i hele landet, som rejsende i revyperler.
Forberedelserne til showet – som skulle have haft premiere om få uger – fyldte John Martinus’ sidste dage. Sammen med de daglige gåture rundt om Lyngby Sø med sin elskede hund.
Sådan husker vi ham
Ghita Nørby:
»Han var en fantastisk sød mand. Vi havde et hundevenskab, for han havde altid hunde, og det har jeg jo også, og han var en meget god hundemand. Vi var ikke nære venner, men jeg holdt af ham, når jeg mødte ham, og når vi arbejdede sammen. Jeg har altid syntes vældig godt om ham.«
Stefan Fønns:
»Det var en trist melding, jeg fik i aftes. Vi var venner gennem mange, mange år. John var dygtig. Han var glad for det, han lavede, og var utrolig seriøs. Man kunne spørge ham om stort set alt vedrørende revy og teater. Han kunne sit fag. Også min far Volmer-Sørensen havde stor glæde af sit samarbejde med John både i Revykøbing og ude på Amager Scenen.«
Lisbet Dahl:
»Han var en utrolig kærlig og sød mand med et kæmpehjerte for revy. Jeg tror aldrig, jeg møder et menneske mere, som i den grad er dedikeret til dansk revy. Det var helt vildt. Han var sindssygt dygtig, og havde et vildt og voldsomt temperament, som nogle gange var en fest, mens det andre gange ikke var nær så festligt. Han var en dejlig mand.«
