Han har tændt eventyrets lys i oceaner af danskeres øjne. Men nu er det ved at rinde ud af hans egne. Nu vågner han hver morgen med den alt for virkelige tanke om, at det hele snart er slut, at tiden er kommet, hvor det ender med to meter jord over kistelåget. Låget på hans egen kiste.
For 73-årige Troels Kløvedal er syg. Alvorligt syg. Af den uhelbredelige lungesygdom bronchiectasia, og han er nu også blevet ramt af den grusomme sygdom als, som bid for bid lammer kroppen. Dødsdommen står ikke til at ændre. Men eventyreren har forliget sig med, at det hele kan være slut om få måneder. Eller dage.
»Det er ikke en ulykke, når jeg nu dør som 73-årig efter et dejligt liv,« siger han åbent og ærligt i bogen ’Modne mænd’ - der netop er udkommet - om det eventyrlige liv, som flere generationer af danskere har fået lov til at dele store bidder af hjemme i stuerne. Livet på de syv verdenshave, som hundredevis af gaster gennem årene også har deltaget i.
Ikke mindst vennen og forfatteren Ib Michael, der har været med fra den spæde start, og som kalder sin gamle ven for ’tapper’.
»Det er meget værdigt og meget beundringsværdigt, og jeg ville ønske, at jeg selv kunne mønstre den samme afklarethed,« sagde han forleden til BT om vennens mod til at se døden i øjnene i denne sidste svære tid.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele historien om Troels Kløvedal, suppleret med fantastiske billeder fra hans liv. Læs om hans elskede skib, Nordkaperen, hans tanker om døden og om hans rejser til søs. Seks år varede den første af hans i alt tre jordomsejlinger. Og adskillige gange tog han livtag med døden, når naturens stærke kræfter viste tænder.
Han har tændt eventyrets lys i oceaner af danskeres øjne. Men nu er det ved at rinde ud af hans egne. Nu vågner han hver morgen med den alt for virkelige tanke om, at det hele snart er slut, at tiden er kommet, hvor det ender med to meter jord over kistelåget. Låget på hans egen kiste.
For 73-årige Troels Kløvedal er syg. Alvorligt syg. Af den uhelbredelige lungesygdom bronchiectasia, og han er nu også blevet ramt af den grusomme sygdom als, som bid for bid lammer kroppen. Dødsdommen står ikke til at ændre. Men eventyreren har forliget sig med, at det hele kan være slut om få måneder. Eller dage.
»Det er ikke en ulykke, når jeg nu dør som 73-årig efter et dejligt liv,« siger han åbent og ærligt i bogen ’Modne mænd’ - der netop er udkommet - om det eventyrlige liv, som flere generationer af danskere har fået lov til at dele store bidder af hjemme i stuerne. Livet på de syv verdenshave, som hundredevis af gaster gennem årene også har deltaget i.
Ikke mindst vennen og forfatteren Ib Michael, der har været med fra den spæde start, og som kalder sin gamle ven for ’tapper’.
»Det er meget værdigt og meget beundringsværdigt, og jeg ville ønske, at jeg selv kunne mønstre den samme afklarethed,« sagde han forleden til BT om vennens mod til at se døden i øjnene i denne sidste svære tid.
Nordkaperen
Det er det gode skib ’Nordkaperen’, der har været omdrejningspunktet i dét kærlighedsforhold, der har været mellem Troels Kløvedal og alle os andre. Et skib, der til næste år kan fejre 50 års jubilæum. Måske uden sin kaptajn.
Troels Kløvedal - eller Troels Beha Erichsen, som han er døbt - var kun i midten af 20erne, da han formulerede sin drøm om at sejle ud på verdenshavene på det åbne skib, dét som alle var velkomne om bord på.
Han var flyttet ind i det sidenhen så berømte kollektiv ’Maos Lyst’, en gammel kæmpe af en villa i Hellerup nord for København, og som noget af det første havde gruppen af unge en aften valgt at tage et fælles navn: ’Kløvedal’, et navn hentet fra Tolkiens univers, hvor det var elvernes sidste tilholdssted, deres ’yderste forsvarsværk mod det onde’, som Troels Kløvedal selv har forklaret om tilblivelsen af det berømte efternavn.
Men Kløvedal skulle være mere end et tilholdssted på jord. Det skulle også blive sådan et på vandet, svor han den aften. Han havde allerede skibet. Nu skulle det bare fyldes med drømmen.
»En dag vil jeg sejle helt ud ved verdens ende og hugge ’Kløvedal’ ind i de store sten i Chatham Bay på Kokosøen,« lovede han.
Peace, love and harmony var dét, der i slut ’60erne herskede blandt den danske ungdom. Også i Troels Kløvedal, som i 1966 havde høstet sin første kærlighedsfrugt, sønnen Mikkel, og drømte om store ting på hans og egne vegne.
En tosset tysk greve
»Et sejlskib for fulde sejl, på et blåt hav med kurs ud i det store ocean. Og ungerne skulle gro op omkring os som friske knopper på sunde grene,« skriver han i bogen ’Kærligheden, kildevandet og det blå ocean’ og uddyber, hvordan fællesskabet og socialismen skulle være i centrum. Hvordan børnene skulle være fælles, hvordan kroppen skulle være noget, man gav til hinanden ’på samme måde, som man samler en smuk buket markblomster’.
Og ikke mindst hvordan interessen for de fremmede, man mødte på sin vej, skulle være i højsædet.
Det var fire venner, som i 1967 købte det prægtige skib ’Nordkaperen’ sammen. Skibet var bygget i 1905 til ’en tosset tysk greve i Prøjsen’, blev sidenhen købt af en københavnsk guldsmed og havde tilmed allerede sejlet jorden rundt én gang, da det i ’67 skiftede ejer til de fire hippier.
De første mange måneder blev brugt på at pudse og slibe, virkeliggøre drømmen om et skib, som mennesker kunne leve på og i på de lange togter, og i foråret 1968 tog de på deres første prøvetur til Polen og Sverige, efterfulgt af et par år i Middelhavet, og endelig i 1972 blev kursen sat mod den store forunderlige verden, som Troels Kløvedal havde fået en forsmag på som skibselektriker i handelsflåden i begyndelsen af 60erne. Nu skulle den verden introduceres for hans egen søn Mikkel, sønnen, der var ’et resultat af det mest fornuftige, jeg har foretaget mig’, som han skriver i forordet til sin første bog ’Kærligheden, kildevandet og det blå ocean’.
Livtag med døden
Seks år varede den første af Troels Kløvedals i alt tre jordomsejlinger. Og adskillige gange tog han livtag med døden, når naturens stærke kræfter viste tænder.
»Jeg holder fast omkring knagerne på rattet, varskor Hans med et brøl, presser min krop fast i cockpittet, jeg spænder alle mine muskler, så meget som jeg kan,« beskriver han i bogen og fortæller om, hvordan ’Nordkaperen’s dæk fuldstændig forsvinder under de massive vandmængder, der skyller ind over skibet og trykker det dybere og dybere ned i havet.
»Jeg er bange, det farer med tanker gennem mit hoved om, at jeg nu er ved at sejle ’Nordkaperen’ i havet med venner, børn og mig selv.«
Mennesker har mønstret af og på. Mellem 800 og 900 op gennem årene. Nogle for få måneders eventyr, andre for års. Men selv om den romantiske lyd af akustisk guitar og fællessang ofte bølgede ud under de eksotiske himmelstrøg, var det ikke kun lutter idyl at være kaptajn på ’Nordkaperen’ med sine demokratiske principper.
En ’oplevelsesmaskine’ kaldte Troels Kløvedal dét, skibet havde udviklet sig til på denne første sejlads jorden rundt, hvor han - oftere end han havde lyst til - måtte sætte demokratiet til side og skære igennem som en enevældig konge.
Mylder af mennesker
Og så var der mylderet af mennesker. Dét konstant at være sammen med og forholde sig til andre, ofte fremmede mennesker. Og med dét, behovet for at søge ud i den mest øde afkrog, så snart skibet ramte land.
Men livet på de store have var også den lille følelse af lykke.
»Nu er Stillehavet blevet helt stille. Nordkaperen ruller langsomt som et varmt dyr i de store, blanke dønninger. Ti mennesker. Ti kammerater ligger og sover tungt omkring mig, fyldt med oplevelser. Jeg sætter mig ved kortbordet og skriver et brev færdig, jeg har påbegyndt til Maos Lyst. Kaffekanden snurrer bag min ryg,« hedder det i ’Kærligheden, kildevandet og det blå ocean’.
Det er hjemme i stuerne, over kaffen, at vi andre i årtier har kunnet følge med i Troels Kløvedals eventyrlige liv, når bølgerne var store, når vandet var blikstille, og når delfiner og hvaler svømmede om kap med ’Nordkaperen’.
Vi har sukket af længsel, når han lagde til langs fjerne kyster, der kun kan nås ad vandvejen. Når han blev inviteret indenfor i polynesiske hytter, var til karneval på Trinidad, og ikke mindst da han satte sin fod på drømmeøen Kokosøen og huggede navnet ’Kløvedal’ ind i en stor sten i Chatham Bay.
Og vi har snuset til privatsfæren, når kvinderne i hans liv skiftedes ud og børnene blev til Lærke og Gurli Marie, Sille og Asbjørn.
Hans yngste barn, Asbjørn, er i dag 19 år. Troels Kløvedals søn fra ægteskabet med Else Marie Meldgaard, som han blev gift med i 2002, og som er hende, han har savnet, når han de seneste år er rejst ud på havet.
Rejser ud for at komme hjem
Selv har Troels Kløvedal altid sagt, at han rejste ud for at komme hjem. Og siden 1985 har det hjem været en firlænget stråtækt bondegård i Gravlev på Djursland, omkranset af flade landbrugsmarker, grønne enge og dybe søer, en naturskønhed, som han deler med den nærliggende Ree Park.
»Mange spørger, hvorfor jeg ikke bor ved vandet. Men når jeg ikke er på verdenshavene, vil jeg være i læ for vinden,« har Troels Kløvedal forklaret i adskillige interview om det idylliske smørhul udenfor Ebeltoft.
Det er dér, han har skrevet sine mange rejsebøger, som er trykt - og solgt - i over én million eksemplarer. Det er dérfra, han rejser ud, når han skal holde sine populære foredrag. Og dér han har plantet sine rødder mellem rejserne og de mange dokumentar-tv-serier, som igen og igen er blevet genudsendt.
Og det er hér, hans yndlingsbænk er. Den oppe på udsigtstoppen, hvor han ofte søger tilflug, og tænker tilbage på et langt liv omgivet af mennesker, som han elsker. Og som elsker ham. Og så på havene, selvfølgelig.
»Jeg vil tænke på mit liv på de store verdenshave, hvor man hele tiden flirter med katastrofen og døden og lever på kanten af afgrunden, og hvor man kun overlever, hvis man gør alt rigtigt,« siger han i bogen ’Modne mænd’.
Det er også tæt på dét idylliske smørhul på Djursland, at ’Nordkaperen’ i en årrække lå og skvulpede i Kattegat, indtil det for et par år siden blev sejlet til Grækenland, hvor kaptajn Kløvedal selv påmønstrede til dét, der sandsynligvis blev hans sidste tur. En rejse i det græske øhav, som i lighed med tidligere ture blev filmet og tidligere i år sendt som tv-serie på TV 2.
Grusomt og smertefuldt
Lige nu er ’Nordkaperen’ udlånt og på vej over Atlanten. Aftalen er, at han overtager den igen 15. december 2017 i Bangkok. En aftale, han sandsynligvis ikke kommer til at indfri.
Det er i den netop udsendte bog ’Modne mænd’, at Troels Kløvedal med hudløs ærlighed fortæller om at stå kun få skridt fra den død, han har snydt så mange gange på havet.
Udover i nogle år at have døjet med den uhelbredelige lungesygdom bronchiectasia, som har reduceret lungekapaciteten med 50 pct., fik han for nylig stillet diagnosen als, en dødelig sygdom, som rammer mellem 50 og 100 mennesker årligt, og hvor nervecellerne i rygmarven og hjernebarken langsomt går til grunde og svækker musklerne, indtil de til sidst lammes.
Tidshorisonten fra diagnosen stilles, til man dør, er kort, normalt kun få år. Men da han i juni måned blev interviewet til bogen, var tidsrammen skrumpet til indenfor et halvt år.
»Jeg kan godt finde ud af dét at dø,« siger han i bogen. Og ønsker for sig selv, at det er lungesygdommen, der får bugt med ham først. For als giver en grusom og smertefuld død. Og udsigten til den har gjort ham til tilhænger af aktiv dødshjælp.
Det afklarede forhold, som Troels Kløvedal har til sin død, er gået som en rød tråd gennem det meste af hans liv. Og kan have afsæt i, at han alt for tidligt i sit eget liv stiftede bekendtskab med den.
»Når man som 11-årig hejser sin mor ned i et vådt hul på kirkegården og senere går ned på kirkegården om natten, fordi man savner hende, ja, så sætter det sig fast, og døden bliver meget nærværende,« fortalte Troels Kløvedal i et interview med Kristeligt Dagblad, hvor han også fortalte, at han - stik mod hvad de fleste måske tror - vil kistebegraves, når han dør.
»Man skylder sine børn et gravsted,« siger han i interviewet.
På gravstenen skal der stå sejleren eller langfartskaptajnen, har han bestemt. Og selvom han egentlig havde ønsket at blive begravet side om side med sin mor i Jægerspris, har Troels Kløvedal efter sine børns ønske sagt ja til at blive stedt til hvile på den kirkegård, der ligger tæt på dét, der gennem 30 år har været hans danske paradis, den firlængede bondegård.
Et lykkeligt menneske
Til den tid bliver det hans fem børns tur til at søge tilflugt på faderens yndlingsbænk og tænke over, hvor stor en gave han har givet videre til dem. Ikke mindst gaven ude på verdenshavenes vilde vover, som især den ældste søn Mikkel Beha Erichsen og hans to sønner Emil og Theis har omfavnet. Og taget til nye eventyrlige højder, som må glæde den gamle kaptajn helt ind i hans sjæl.
»Det er næsten forbudt at sige det, men jeg er et fuldkommen lykkeligt menneske,« sagde han for få år siden til Kristeligt Dagblad og remsede sin gamle drøm op om at ’elske de dejligste piger i verden, sejle jorden rundt med mine venner og skrive et digt’.
»Og det er faktisk det, jeg har gjort. Så i den forstand har jeg fået det hele.«
Jorden rundt - tre gange
Tre gange har Troels Kløvedal og 'Nordkaperen' sejlet jorden rundt. Her ses ruten gennem de farvande, som skibet krydsede i perioden 1972 til 1982
Nordkaperen
- Storsejl: 59,00 m2
- Fok: 19,20 m2
- Klyver: 20,19 m2
- Mesan: 21,45 m2
- Topsejl: 19,30 m2
- Flying Jib: 17,38 m2
- I alt: 156,52 m2
Caribien
Overalt hvor Troels Kløvedal og hans besætning kom frem, var det med en stor åbenhed og imødekommenhed overfor den lokale befolkning. Det gjaldt også i Caribien, hvor den hvide besætning i begyndelsen af 80erne dog ikke blev mødt med helt samme åbenhed. »Vi bliver dagligt udsat for sort racisme, vi betaler lidt af på forfædrenes synder nu, vi får lidt af de gamle kolonialisters grusomhed tilbage nu i form af uvenlighed,« beskriver han i bogen ’Bidevind og blåhvaler’.
Fransk Polynesien
»Glæde, glæde, for fanden i helvede, for Gud i himlen, og for alle folk på jorden. Jeg vil give mit halve liv for, at alle mennesker i Danmark ser, hvad vi ser denne morgen,« lyder Troels Kløvedals begejstrede beskrivelse, da Nordkaperen for første gang når frem til Fransk Polynesien, som siden blev et af hans yndlings-steder på kloden.
