Tv-serien ’Badehotellet’ sætter spot på racehygiejne og den lovgivning, som mere end 12.000 danskere blev ofre for fra 1929 og helt frem til 1967.
Når den nye sæson af dramaserien ’Badehotellet’ fra i morgen aften atter samler familien Danmark hjemme foran tv’et, er det langt fra kun hverdagens små skærmydsler ved Vesterhavet, der blændes op for.
På programmet i sæson tre - som foregår i 1930erne - er nemlig også et af de mest skamfulde kapitler i dansk historie. Kapitlet om racehygiejne.
OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS og læs meget mere om racehygiejnen, som fandt sted i Danmark fra 1929 frem til 1967.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Tv-serien ’Badehotellet’ sætter spot på racehygiejne og den lovgivning, som mere end 12.000 danskere blev ofre for fra 1929 og helt frem til 1967.
Når den nye sæson af dramaserien ’Badehotellet’ fra i morgen aften atter samler familien Danmark hjemme foran tv’et, er det langt fra kun hverdagens små skærmydsler ved Vesterhavet, der blændes op for.
På programmet i sæson tre - som foregår i 1930erne - er nemlig også et af de mest skamfulde kapitler i dansk historie. Kapitlet om racehygiejne.
Racehygiejne forbinder vi normalt med Hitler og Nazityskland, som rendyrkede tesen i langt mere ekstrem grad, end vi trods alt gjorde i Danmark. Men vi dyrkede den. Og var - som en af den tids markante læger og seksualoplysere J.H. Leunbach skrev - opsatte på at ’redde den hvide race fra undergang’. Hvilket bl.a. skulle ske gennem tvangssterilisation. Og prisen for at redde den hvide race blev betalt af tusindvis af danske mænd og kvinder. Og børn.
Fem år før Adolf Hitler skrev ’Mein Kampf’, formulerede socialdemokraten Karl Kristian Steincke i 1920 dét, der skulle føre til en racehygiejnisk lovgivning i Danmark.
Han var blevet bedt om at formulere en reform af socialvæsnet og så det som en oplagt mulighed for tynde ud blandt samfundets ’allerlaveste lag, derunder forbrydere og undermålere af enhver art’, hed det om laget bestående af især prostituerede, kriminelle, fysisk og psykisk handicappede,
»Hvis et menneskeligt væsen, der er belastet med arvelige anlæg, nu engang er født, skal han have lov til at glæde sig ved tilværelsen, så̊ vidt han og hans medmenneskers velfærd tillader det, men en ret skal han miste - en mulighed skal ham berøves, nemlig at overføre sine mangler til sine efterkommere og på̊ den måde at forevige og mangedoble ulykken,« skrev han i sin betænkning og fortsatte:
»Hvad værre er, ved at holde liv i disse tusinder, siger man, giver vi dem mulighed for at sætte titusinder af endnu dårligere udrustede og på forskellig vis arvelig belastede efterkommere i verden.«
Tvunget til sterilisation
Ni år efter, at Karl Kristian Steincke formulerede de ord, blev loven om tvangssterilisation vedtaget, et racehygiejneprogram var iværksat i Danmark.
BT har tidligere skrevet historien om Karoline Olsen, som var en af de mere end 12.000 danskere, der blev offer for loven. Den blev praktiseret ved, at mænd, kvinder og børn der blev kategoriseret som åndssvage, først og fremmest blev tvangsinterneret på åndssvageanstalter og dernæst først lukket ud, når de havde accepteret sterilisation.
Karoline Olsen var seks år gammel, da hun havnede i kategorien. Hendes forældre - som begge var fattige arbejdere - blev af de sociale myndigheder stemplet som svagt begavede, og derfor blev de fire børn i sommeren 1936 fjernet fra hjemmet og anbragt på børnehjem.
’Lettere åndssvag’ lød den diagnose, der blev noteret i den seksårige piges papirer, en diagnose hun var totalt uvidende om.
Troede, hun skulle hjem
Derfor var hun da også helt glad, da hun blev hentet på børnehjemmet som 14-årig. For hun troede, at hun nu endelig ville blive genforenet med sin far og mor.
I stedet trillede bilen ind foran en imponerende og smuk samling bygninger i Brejning tæt på Vejle i Vestjylland, bygninger der husede Den Kellerske Åndssvageanstalt.
»Mine minder om dagligdagen på anstalten er et helvede,« fortalte Karoline Olsen til BT i 2010.
»De bildte mig ind, at jeg skulle leve hele mit liv der. Og hvordan kunne jeg vide bedre? Jeg var 14 år, da jeg kom dertil. Det var frygteligt.«
Hvad skæbnen havde i vente for teenageren, havde hun på det tidspunkt ingen anelse om. Men fire år senere sad hun igen i en bil, denne gang for at blive kørt til Vejle Sygehus.
Hvor langt størstedelen af dem, som Karoline deler skæbne med, fik stillet et ultimatum - sterilisation eller anbringelse på livstid på åndssvageanstalten - havde den unge pige ingen idé om, hvorfor hun på sygehuset blev lagt i narkose. Hun havde heller ingen idé om, hvorfor hun bagefter havde forbindinger om maven og stærke smerter i underlivet. Og da en sygeplejerske trøstende sagde, at det var synd for hende, fattede hun heller ikke, hvad det gik ud på.
Faktisk skulle hun tilbage til åndssvageanstalten, før nogen gjorde sig den ulejligheden at inddrage den unge i, hvad der var foregået. At hun netop var blevet steriliseret.
Til trods for de uhyrligheder og udryddelser Hitlers nazistiske maskine udførte i racehygiejnens navn under Anden Verdenskrig, fastholdt Danmark efter krigen sit program med at forbedre racen ved hjælp af indgreb. Først i 1967 ophørte statens kontrol af befolkningskvaliteten.
