Det er 100 år siden, at kvinderne fik ret til at stemme og dermed træffe deres egne valg. En af pionererne var Anna Hude, som helt bogstaveligt tog både sin skæbne og en pistol i egen hånd
Hun stod skjult i skyggen fra porten i Læderstræde nummer 26 i indre København, var en mørk silhuet som de færreste ænsede i forbifarten denne sene fredag eftermiddag. Lige indtil dét øjeblik, hvor hun hævede pistolen og affyrede to skud. Uden tøven, hurtigt efter hinanden. 22-årige Anna Hude havde skudt doktor Leerbeck, 66 år.
Det er 100 år siden, at kvinderne fik ret til at stemme og dermed træffe deres egne valg. En af pionererne var Anna Hude, som helt bogstaveligt tog både sin skæbne og en pistol i egen hånd.
Opret abonnement på BT PLUS og læs hele historien om Anna Hude og kampen for kvindernes stemmeret.
Hun stod skjult i skyggen fra porten i Læderstræde nummer 26 i indre København, var en mørk silhuet som de færreste ænsede i forbifarten denne sene fredag eftermiddag. Lige indtil dét øjeblik, hvor hun hævede pistolen og affyrede to skud. Uden tøven, hurtigt efter hinanden. 22-årige Anna Hude havde skudt doktor Leerbeck, 66 år.
Overraskende hurtigt var politiet på pletten, hvor de fik overmandet den ’eksalterede’ unge kvinde og ført hende til politistationen.
Datoen var 18. juni. Året 1880. Det var 35 år før, kvinder i Danmark fik stemmeret og dermed friheden til at træffe deres egne valg. En kamp, som Anna Hude var en aktiv del af. På mere end én måde.
Her i eftertiden kalder nogle hende en pioner indenfor kvindebevægelsen. Andre påpeger hendes mod og kalder hende en prisme ind på tiden.
Det har hun næppe vidst, Anna Hude, da hun den sommerdag i 1880 var tæt på at gøre sig selv til morder. Hun handlede, fordi hun havde fået nok. Fordi hun ikke kunne leve med den skamfulde ydmygelse, som den gode doktor havde udsat hende for: Voldtægt.
Hun voksede op i det bedre borgerskab i den midtsjællandske by Roskilde, og viste sig i meget ung alder som et umanerligt begavet og videbegærligt barn. Derfor var det – i hvert fald i de kredse – naturligt, at Anna Hude allerede efter sin konfirmation blev privatlærer.
At kvinder var ude på arbejdsmarkedet, var ikke hverdagskost i 1800-tallet. Uanset hvilke kredse man tilhørte i samfundet. Formålet med livet var ganske enkelt at blive gift. I 1856 – to år før Anna Hude blev født – blev det tilladt for kvinder at undervise de mindste børn, hvilket ikke krævede en egentlig uddannelse. Og det var altså dét, som Anna Hudes begavelse blev brugt til.
Men hun ville mere, ville have en videregående uddannelse. Og derfor gik familien Hude med til at føje deres stædige datter. 20 år gammel fik hun lov til at flytte til København og lade sig indskrive til en studentereksamen. Det var i 1878, blot tre år efter, at kvinder overhovedet fik adgang til universitetet.
Selvfølgelig kunne Anna Hude som ung og ærbar kvinde ikke bare flytte til hovedstaden på egen hånd. Derfor rykkede hun ind i sin morbroders hjem i St. Kongensgade. Og det var her, at hun mødte den 44 år ældre familielæge C.J. Leerbeck, som kom for at tilse hende, efter at hun i en uge havde været sengeliggende med forkølelse. Men lægen nøjedes ikke med at tage hendes temperatur. Han begyndte at gøre tilnærmelser til den unge Anna Hude, rørte hende på maven, på kønsdelene og kyssede hende lidenskabeligt.
Det hører med til historien, at selvom Anna Hude var utrolig begavet, var hun rent socialt både genert, kysk og naiv. Og som hun senere skulle fremføre i retten, læste hun måske slet ikke doktorens signaler, som hun burde. I stedet følte hun sig skyldig, antog, at hun måske selv var skyld i en så utugtig opførsel fra den langt ældre mand og ønskede for enhver pris ikke at blive genstand for skandale.
En dag blev hun lokket til et møde med doktor Leerbeck i en lejlighed i Fiolstræde i indre København, hvor lægen tvang hende ned på sengen, hvor han efter en længere kamp voldtog hende.
Mens den gode og godt gifte doktor ikke tillagde det skete noget særligt – for nok havde han forført hende, men hun havde dog hverken skreget eller sladret til sin familie – havde voldtægten enorme konsekvenser for Anna Hude, hvis krop og sjæl var blevet besudlet. Hun gik psykisk ned og var flere gange tæt på at tage sit eget liv.
Men noget, måske en selvopholdelsesdrift eller en følelse af uretfærdighed, forhindrede hende i at søge den udgang på den tragiske sag. Det var ikke hende, der havde gjort noget galt. Hun traf et valg. Valgte at tage sagen i egen hånd.
Det var doktor Leerbeck, der skulle dø!
Hendes beslutning udsprang ikke af ønsket om hævn. Snarere af ønsket om at forhindre, at hans utilgivelige opførsel bragte andre unge kvinder i så skammelig en situation.
Hos isenkræmmer Børgensen i Frederiksberggade købte hun pistolen. 8,50 kr. kostede den. Dertil 2,25 kr. for 50 kugler.
Anna Hude brugte to af dem den fredag i Læderstræde.
Breaking news
Sagen skabte enorm opstandelse, og Anna Hude var ’breaking news’, mens sagen stod på i datidens medier.
’Det er sjeldent her i Staden
At man slige Scener ser,
Som et attentat på Gaden
Og i sær der uhørt er,
At en Dame viser mod
Til udgydelsen af Blod’
Sådan lyder første vers i en af de mange skillingsviser, der blev skrevet og solgt dagligt i hele hovedstaden og var datidens sladderpresse, folkets måde at følge slibrige mord- og kærlighedssager på.
Bølger af sympati væltede ind over den unge Anna Hude. Men også forargelse. Dele af pressen talte således hånligt om sagens sammenhæng med ’emancipationen’, den stærkt stigende kvindefrigørelse, som var her og der og alle vegne. Og nu altså også på gaden, hvor ’en ung kvinde overfalder en gammel mand med en revolver’, som Jyllands-Posten mandlige journalist skrev. Det var kommet for vidt.
En nådig straf
Hvilken side man end befandt sig på, gav den spektakulære sag gav genklang i hele landet. Både fordi denne form for selvtægt var spektakulær, men også på grund af Anne Hudes detaljerede og næsten grænseoverskridende åbenhed i retten omkring det, der lå forud.
Anna Hude selv valgte – efter rådføring med bl.a. Natalie Zahle, som var en af forkæmperne for kvinders ret til uddannelse og selvstændighed – ikke at spille kvindefrigørelses-kortet i retten. Og det siger ikke så lidt om hendes determination og følelse af æreskrænkelse, at hun talte for sin sag med så stor overbevisning, at hun kun blev idømt fem måneders fængsel. I en sag, hvor strafferammen gik fra otte års tugthusarbejde til livstid, sågar dødsstraf. Og det siger en del om hendes begavelse og medvind i offentligheden, at hun fik tilladelse til at læse videre bag tremmer og i 1882 kunne bestå sin studentereksamen, som blev fulgt op af studier på Københavns Universitet.
Guldmedalje og doktorgrad
I 1887 blev Anna Hude den første kvindelige cand.mag. i historie. Året efter modtog hun som den første kvinde guldmedalje for sin afhandling ’En Fremstilling og Kritik af de nyere Opfattelser af Spørgsmaalet om Lensvæsenets Opkomst’, og i 1893 fik hun som den første danske kvinde en doktorgrad for sin afhandling om ’Danehoffet og dets Plads i Danmarks Statsforfatning’.
Men Anna Hude gjorde sig ikke kun bemærket med drabsforsøget og sin uddannelse. Hun var også meget aktiv i kvindebevægelsen og bidrog til, at der blev underskrevet en ny grundlov, som gav kvinderne stemmeret.
Allerede tilbage i 1884 blev den på daværende tidspunkt 26-årige Anna Hude medlem af Dansk Kvindesamfund, som var blevet stiftet tre år forinden. Første formålsparagraf i Dansk Kvindesamfund var ’…at hæve Kvinden i aandelig, sædelig og økonomisk Henseende og saaledes tillige gøre hende til et selvstændigere Medlem af Familie og Stat, navnlig ved at aabne Adgang til Selverhverv’. Og Anna Hude var en af de mange kvinder, de havde støttet økonomisk.
Og i 1904, i en alder af 46, gik hun aktivt ind i kampen for kvinders stemmeret og stiftede Politisk Kvindeforening, som tre år senere blev udgangspunktet for Landsforbundet for Kvinders Valgret. Og 5. juni 1915 kunne hele landets kvinder endelig høste frugterne af pionerer som Anna Hudes kamp.
Og hvad skete der så med den gode doktor Leerbeck?
Bukseselerne blev hans skæbne
Anna Hude var lynende begavet, men en dårlig skytte. Hendes to skud ramte ham kun overfladisk, og han slap stort set uskadt.
Han var en ’bedsteborger’, godt gift, far til ti børn og – ifølge eget udsagn – ’af natur temmelig lidenskabelig’. Hans forgriben sig på unge Anna Hude var således langtfra første gang, at han havde været på forbudte stier.
To gange i løbet af fredagen 18. juni 1880 hentede politiet doktor Leerbeck til afhøring i takt med, at Anna Hudes beretning foldede sig ud andetsteds på stationen. Og om morgenen 19. juni mødte politiinspektøren selv op ved hans dør. Leerbeck blev anholdt.
Da personalet mandag morgen ved 6-tiden låste sig ind i hans celle, var C.J. Leerbeck død. Han havde bundet sine bukseseler sammen, fæstnet dem på en knage, stukket hovedet ind og i siddende stilling kvalt sig selv.
Kampen om stemmeretten – slag for slag
1886: Første gang forslaget blev fremsat i Folketinget. Dog kun omhandlende skattebetalende kvinder og stemmeret til Københavns Borgerrepræsentation. Pga. kritik blev forslaget omformuleret.
1887: Forslaget vedtaget, men videresendt til Landstinget, som nedstemte det pga. kvinders psyke, at de var repræsenteret via ægtemanden og for ikke at sætte spørgsmålstegn ved kønsrollerne.
1903: Folketinget vedtog lovforslag om kommunal stemmeret, men igen afviste Landstinget. Denne gang fordi forslaget også omfattede både mænd og kvinder fra de laveste sociale klasser.
1908: Kommunal stemmeret blev endeligt vedtaget i såvel Folketinget som Landstinget. Hermed fik kvindelige kommunalpolitikere bevist deres egnethed og dermed banet vej for den nye grundlov.
